Statskassens krav på registreringsafgift blev ikke nedsat med de registreringsafgifter, som senere ejere og brugere af samme køretøjer havde betalt.

Højesteret stadfæstede landsrettens dom om efterbetaling af registreringsafgift af parallelimporterede luksusbiler i medfør af den dagældende REGAL § 19, stk. 2.

Højesteret tiltrådte for det første, at bilens første indregistrerede ejer hæftede for afgiften, uanset at bilen var videresolgt, før SKAT rejste kravet. Højesteret tiltrådte endvidere, at køberen af bilen ikke var i god tro med hensyn til, at der var betalt fuld registreringsafgift, og at han derfor ikke var omfattet af SKATs praksis for ikke at efteropkræve manglende registreringsafgift hos en godtroende bilkøber.

Bilkøberen havde derudover rejst krav om erstatning, idet han gjorde gældende, at SKATs praksis i forbindelse med afgiftsberigtigelse af parallelimporterede køretøjer var erstatningspådragende. Højesteret fandt det ikke godtgjort, at SKAT havde handlet ansvarspådragende.  Højesteret bemærkede i øvrigt, at bilkøberen ikke havde lidt et erstatningsretligt beskyttet tab ved at blive afkrævet det manglende afgiftsbeløb, som han efter loven hæftede for.

Sagen handlede om, hvorvidt en leasingtager skulle hæfte for betaling af køretøjets fulde registreringsafgift.

Østre Landsret fandt det godtgjort, at leasingforholdet var uden realitet, og at ejendomsretten til køretøjet ikke reelt blev overdraget til leasingvirksomheden.

Landsretten lagde i den forbindelse vægt på, at der ikke var udarbejdet en købsaftale, at købesummen ikke var betalt og på vilkårene i leasingaftalen, hvorefter leasingvirksomheden ikke havde nogen økonomisk risiko. Landsretten lagde desuden vægt på, at leasingtageren i det hele havde optrådt som ejer af køretøjet, herunder foretaget istandsættelse af køretøjet, ligesom han ikke har villet aflevere køretøjet til SKAT, selv om det var beslaglagt.

På den baggrund fandt landsretten det godtgjort, at leasingtageren var klar over, at bilen ikke reelt tilhørte leasingvirksomheden, og at der ikke var tale om et reelt leasingforhold.

Leasingtageren havde derfor viden om, at der ikke var betalt den korrekte registreringsafgift af køretøjet, og han hæftede derfor for den fulde afgift.

Dommen er anket til Højesteret

A købte i 2007 en parallelimporteret bil af ST. ST fik bilen afgiftsberigtiget, og bilen blev indregistreret i A's navn. SKAT traf i 2010 afgørelse om, at A skulle betale yderligere registreringsafgift, idet den tidligere beregnede registreringsafgift var beregnet ud fra en faktura med angivelse af en urigtig lav pris.

Landsretten udtalte, at efter den dagældende REGAL § 19, stk. 2, hæfter den, i hvis navn første registrering af en bil foretages, for afgiften. A hæftede derfor efter loven for den ikke-betalte registreringsafgift.

Spørgsmålet i sagen var, om SKAT som følge af en administrativ praksis om ikke at gøre den objektive hæftelse gældende over for en godtroende omsætningserhverver, som hos en forhandler havde købt en bil, der viser sig ikke at være korrekt afgiftsberigtiget, var forhindret i at gøre denne hæftelse gældende over for A.

Landsretten lagde til grund, at A havde købt bilen uden indgåelse af en skriftlig købsaftale og uden udstedelse af en faktura, at købesummen blev erlagt forud for leveringen i form af en check på 750.000 kr. samt kontant betaling af 800.000 kr., at A ikke modtog materiale om bilen eller besigtigede den forud for leveringen, og at ST ikke havde et fast forretningssted og ikke foretog markedsføring af salg af biler. Landsretten fandt på denne baggrund, at A ikke kunne anses for at have været i god tro om den manglende betaling af afgift.

Stadfæstelse af byrettens dom SKM2016.39.BR

Et leasingselskab havde ved køb af to luksusbiler parallelimporteret fra Tyskland opnået besparelser på 31 pct. og 42 pct. i forhold til den danske vejledende udsalgspris. De lave priser skyldtes, at sælgeren ved afgiftsberigtigelsen af bilerne havde opgivet en for lav pris til SKAT, hvorfor der ikke var betalt fuld registreringsafgift af bilerne.

Det var for landsretten ubestridt, at køberen havde været i ond tro om den manglende fulde betaling af registreringsafgiften, og at køberen som følge heraf hæfter for den manglende registreringsafgift, jf. den dagældende registreringsafgiftslovs § 19, stk. 2. Spørgsmålet for landsretten var udelukkende, om de danske regler om ejerens hæftelse for registreringen er i strid med EU-retten.

Landsretten fandt med henvisning til EU-domstolspraksis, at registreringsafgift på nye biler er en intern afgift af den i den dagældende artikel 90 TEUF omhandlede karakter, men at bestemmelsens forbud mod diskriminerende interne afgifter ikke kan finde anvendelse, når der ikke eksisterer nogen lignende eller konkurrerende indenlandsk produktion. Landsretten fandt på den baggrund, at de danske bestemmelser om opkrævning af registreringsafgift på fabriksnye biler og de accessoriske bestemmelser om hæftelsen herfor ikke er omfattet af eller i strid med forbuddet mod diskriminerende interne afgifter i den dagældende artikel 90 TEUF.

Landsretten fandt herefter, at forbuddet mod kvantitative indførelsesrestriktioner i den dagældende, artikel 28 TEUF var uden betydning for sagen, idet anvendelsesområderne for artikel 28 og artikel 90 gensidigt udelukker hinanden.

Efter det anførte fandt landsretten, at der ikke var grundlag for præjudiciel forelæggelse af spørgsmål for EU-Domstolen.

Landsretten stadfæstede derfor byrettens dom (SKM2015.217.BR).

Stadfæstelse af byrettens dom SKM2015.217.BR

Der var enighed om, at sagsøgeren som udgangspunkt hæftede for den ikke-betalte registreringsafgift af et parallelimporteret køretøj i medfør af den dagældende REGAL, § 19 stk. 2.

Byretten fandt, at omstændighederne ved den virksomhed, der havde solgt bilen, og parternes aftaleindgåelse ikke kunne anses for sædvanlige for en forhandlervirksomhed, hvorfor sagsøgeren ikke kunne anses for at have været i god tro med hensyn til, at der var betalt fuld registreringsafgift. Sagsøgeren var derfor ikke omfattet af SKATs administrative praksis for ikke at efteropkræve manglende registreringsafgift.

Sagen er en del af det sagskompleks, der er behandlet af Højesteret i en pilotsag i SKM2013.447.HR, som handler om, hvorvidt købere af parallelimporterede luksusbiler hæfter for betaling af den registreringsafgift, der mangler at blive betalt af bilerne som følge af, at afgiften ved afgiftsberigtigelsen hos SKAT blev fastsat for lavt på grund af svig fra importørens side.

Spørgsmålet i sagen var, om bilkøberen var omfattet af SKATs særlige administrative praksis, hvorefter der ikke efteropkræves registreringsafgift hos en godtroende køber, der har købt et køretøj hos en forhandler.

Køberen, der havde købt et køretøjet af samme sælger som i SKM2013.447.HR, fik modsat i byretten ikke medhold i, at han havde været i god tro om den manglende betaling af afgift, og at han derfor i henhold til SKATs praksis ikke var forpligtet til at efterbetale registreringsafgift af det omhandlede køretøj. Landsretten lagde bl.a. vægt på det for landsretten fremkomne om, at det køretøj, som bilkøberen erhvervede, ikke var det samme køretøj, som det han nogle måneder forud for købet havde fået et pristilbud fra den autoriserede danske forhandler om, men derimod et andet og dyrere køretøj med mere ekstraudstyr. Videre lagde landsretten vægt på en række omstændigheder ved handlen og sælgeren. På denne baggrund fandt landsretten, at køberen ikke havde været i god tro om den manglede betaling af registreringsafgift (ændring af SKM2014.803.BR).

Sagen omhandlede, om appellanten hæftede for betaling af registreringsafgift vedrørende fem biler i henhold til den dagældende REGAL § 19, stk. 2.

Landsretten fandt, at appellanten måtte anses for selvstændigt erhvervsdrivende i Tyskland, og at han derfor var omfattet af REGAL § 1, stk. 4. Landsretten fandt imidlertid, at appellanten hverken havde løftet bevisbyrden for, at bilerne skulle anvendes i Tyskland i den erhvervsmæssige virksomhed, eller at kilometerkriteriet kunne føre til afgiftsfritagelse. Herefter hæftede appellanten for registreringsafgiften. 

Endelig fandt landsretten, at spørgsmålet om opgørelsen af størrelsen af registreringsafgiften, som følge at der efterfølgende var betalt registreringsafgift vedrørende fire af de fem biler, var et nyt spørgsmål. Spørgsmålet havde imidlertid en sådan sammenhæng med sagens hovedspørgsmål, at det kunne prøves under sagen i medfør af SFL § 48, stk. 1, 2. pkt., fordi appellanten ellers kunne lide et uforholdsmæssigt retstab.

I den forbindelse fandt landsretten, at skattemyndighederne måtte anses for forpligtet til at tage stilling til, hvilken betydning den betalte registreringsafgift har for appellantens hæftelse. Sagen blev herefter hjemvist for fire af sagens biler, idet landsretten ikke fandt spørgsmålet egnet til afgørelse under retssagen. Byrettens dom vedrørende den sidste og femte bil blev stadfæstet.

Sagen vedrørte en bilejers hæftelse for unddraget registreringsafgift af en parallelimporteret luksusbil i det såkaldte "G1 ApS" sagskompleks i medfør af den dagældende REGAL § 19, stk. 1. Landsretten fandt modsat byretten, at bilejeren hæftede for afgiften, idet han ikke havde været i god tro om den manglende afgiftsbetaling.

Sagsøgeren hæftede som udgangspunkt for den ikke-betalte registreringsafgift af et parallelimporteret køretøj i medfør af den dagældende REGAL § 19, stk. 2.

Byretten fandt, at omstændighederne ved den virksomhed, der havde solgt bilen, og parternes aftaleindgåelse ikke kunne anses for sædvanlige for en forhandlervirksomhed, hvorfor sagsøgeren ikke kunne anses for at have været i god tro med hensyn til, at der var betalt fuld registreringsafgift. Sagsøgeren var derfor ikke omfattet af SKATs administrative praksis for ikke at efteropkræve manglende registreringsafgift.

Østre Landsret stadfæstede byrettens dom.

Sagen er en del af det sagskompleks, der er behandlet af Højesteret i en pilotsag i SKM2013.447.HR

Stadfæstelse af SKM2013.913.BR

Ankesag indbragt af Skatteministeriet vedrørende spørgsmål om registreringspligt og registreringsafgiftspligt af et tysk indregistreret køretøj. Byretten havde givet indstævnte medhold i, at der ikke kunne rejses et afgiftskrav mod indstævnte, idet det ikke fandtes godtgjort, at indstævnte selv havde taget køretøjet i brug på færdselslovens område. Videre havde byretten fundet, at der ikke kunne lægges vægt på, at en af indstævntes venner havde ført køretøjet i Danmark. Retten tilføjede, at indstævnte ikke kunne antages at have givet samtykke til vennens brug af bilen i Danmark. Byretten fandt således, at indstævnte ikke hæftede for afgiften af køretøjet, jf. den dagældende REGAL § 20, stk. 2. Byretten tog ikke stilling til sagens øvrige spørgsmål om, hvem der ejede køretøjet på ibrugtagningstidspunktet, og om indstævnte måtte anses for at have haft bopæl her i landet i registreringsmæssig henseende.

For landsretten var yderligere fremlagt en række observationsrapporter fra Politiet vedrørende observationer af køretøjet i den i sagen omhandlede periode, lige som der blev afgivet ny forklaring af en af politiobservatørerne, der havde deltaget i observationerne.

Landsretten bemærkede, at det var ubestridt, at indstævnte var den reelle ejer af køretøjet, da det blev indregistreret i Tyskland, selv om et tysk selskab stod som "halter" af køretøjet i det tyske motorregister.

Bilen var herefter registreringspligtig og registreringsafgiftspligtig her i landet, og indstævnte hæftede for afgiften heraf i medfør af den dagældende REGAL § 20, stk. 2.

Sagen er en ændring af SKM2013.385.BR

Sagsøgeren hæftede for den ikke-betalte registreringsafgift af et parallelimporteret køretøj i medfør af den dagældende REGAL § 19, stk. 2.

Sagsøgeren fandtes ikke at være i god tro om den manglende afgiftsberigtigelse af køretøjet, hvorfor han ikke opfyldte betingelserne efter SKATs særlige praksis, der giver mulighed for at frafalde et krav på registreringsafgift, hvis køretøjet er købt af en forhandler og køberen er i god tro.

Byretsdomme

Retten fandt, at leasingforholdet var uden realitet, og at ejendomsretten til køretøjet ikke reelt blev overdraget til leasingvirksomheden.

Retten fandt derfor, at leasingtageren ikke kunne være i god tro om, at der blev betalt korrekt registreringsafgift af køretøjet i forbindelse med leasingaftalens indgåelse. Leasingtageren hæftede derfor for afgiften af køretøjet, jf. REGAL § 20, stk. 5.

På den baggrund blev Skatteministeriet frifundet.

Retten fandt, at leasingforholdet var uden realitet, og at ejendomsretten til køretøjet ikke reelt blev overdraget til leasingvirksomheden.

Retten fandt derfor, at leasingtageren ikke kunne være i god tro om, at der blev betalt korrekt registreringsafgift af køretøjet i forbindelse med leasingaftalens indgåelse. Leasingtageren hæftede derfor for afgiften af køretøjet, jf. REGAL § 20, stk. 5.

På den baggrund blev Skatteministeriet frifundet.

Sagen angik, om sagsøgeren skulle betale yderligere registreringsafgift og erhvervelsesmoms af to køretøjer af typen Mercedes-Benz, som blev parallelimporteret fra Tyskland i efteråret 2005 og kort herefter videresolgt til en dansk erhverver.

For så vidt angår køretøj nr. 1 fandt retten, at Skatteministeriet havde løftet bevisbyrden for, at sagsøgeren reelt havde betalt væsentlig mere for bilen end den pris, som sagsøgeren havde oplyst i forbindelse med indregistreringen. Skatteministeriet fik derfor medhold i, at sagsøgeren skulle betale yderligere registreringsafgift og erhvervelsesmoms vedrørende bilen.

Køretøj nr. 2 var ifølge købsfakturaen og registreringspapirerne importeret af en bekendt til sagsøgeren. Spørgsmålet i sagen var derfor, om sagsøgeren med henvisning til pengestrømmene vedrørende køb, indregistrering og videresalg af bilen skulle anses som den reelle importør og ejer af bilen. Henset til indholdet af forklaringerne fra sagsøgeren og dennes bekendt, og idet retten ikke fandt det dokumenteret, at sagsøgeren havde modtaget salgsprovenuet ved bilen, havde Skatteministeriet ikke løftet sin bevisbyrde for, at sagsøgeren var den reelle importør af køretøj nr. 2. Sagsøgeren hæftede derfor hverken for registreringsafgift eller erhvervelsesmoms, og sagsøgeren fik som følge heraf medhold i sin påstand vedrørende dette køretøj

SKM2016.39.BR

Sagen er en del af det sagskompleks, der er behandlet af Højesteret i en pilotsag i SKM2013.447.HR, som handler om, hvorvidt købere af parallelimporterede luksusbiler hæfter for betaling af den registreringsafgift, der mangler at blive betalt af bilerne som følge af, at afgiften ved afgiftsberigtigelsen hos SKAT blev fastsat for lavt på grund af svig fra importørens side.

Spørgsmålet i sagen var, om bilkøberen var omfattet af SKATs særlige administrative praksis, hvorefter der ikke efteropkræves registreringsafgift hos en godtroende køber, der har købt et køretøj hos en forhandler.

Køberen fik ikke medhold i, at han havde været i god tro om den manglende betaling af afgift, og at han derfor i henhold til SKATs praksis ikke var forpligtet til at efterbetale registreringsafgift af det omhandlede køretøj. Byretten lagde bl.a. vægt på, at køberen opnåede en rabat på omkring 16 % i forhold til den vejledende udsalgspris, at køberen havde kendskab til prisniveauet og leveringstiden for køretøjet, og at forudbetalingen af købesummen var usædvanlig, da der ikke forelå en skriftlig købsaftale. Derudover lagde byretten vægt på de øvrige omstændigheder ved aftaleindgåelsen og sælgeren. På denne baggrund blev Skatteministeriet frifundet.

SKM2015.348.BR

En køber af en luksusbil parallelimporteret fra Tyskland havde ved købet opnået en besparelse på 37 pct. i forhold til listeprisen. Den lave pris skyldtes, at sælgeren ved afgiftsberigtigelsen af bilen havde opgivet en for lav pris til SKAT, hvorfor der ikke var betalt fuld registreringsafgift af bilen. Køberen betalte kr. 1.040.000,- for bilen.

Der var under sagen enighed om, at køberen som udgangspunkt hæftede for den unddragne registreringsafgift på objektivt grundlag efter den dagældende REGAL § 19, stk. 2. Spørgsmålet var imidlertid, om køberen var omfattet af SKATs særlige administrative praksis, hvorefter et krav om efterbetaling af registreringsafgift ikke gøres gældende mod en køber, der i god tro har købt en bil hos en bilforhandler.

Retten fandt ikke, at køberen havde godtgjort, at markedsprisen for en tilsvarende bil med afgiftspligtigt ekstraudstyr var væsentligt lavere end den vejledende udsalgspris. Da køberen endvidere var bekendt med det tyske prisniveau for bilen, fandt retten ikke, at køberen havde haft grundlag for at tro, at det inden for den pris, køberen betalte for bilen, ville være muligt at afholde registreringsafgift, moms og avance til sælgeren. Endvidere udtalte retten, at omstændighederne omkring sælgeren og parternes aftaleindgåelse ikke kunne anses for sædvanlige for en forhandlervirksomhed.

Af disse grunde var køberen ikke omfattet af SKATs administrative praksis for ikke at efteropkræve registreringsafgift.

SKM2015.328.BR

Sagen omhandlede sagsøgerens hæftelse for registreringsafgiften af en bil af mærket ...(specialbil), jf. REGAL § 20. Omdrejningspunktet i sagen var, hvorvidt bilen var blevet taget i brug på færdselslovens område og hvorvidt sagsøgeren var ejer af bilen.

Retten fandt, at sagsøgeren - bl.a. ved kørsel til G1 og til G2 - havde ført bilen med prøveskilte i strid med reglerne i registreringsbekendtgørelsens § 77, stk. 2 og 3. Bilen var således taget i brug på færdselslovens område og skulle derfor have været indregistreret, jf. KØREGL § 2, stk. 1, nr. 1.

Retten fandt endvidere, at sagsøgeren på tidspunktet for registreringspligtens indtræden var den reelle ejer af bilen. Retten lagde i den forbindelse bl.a. vægt på, at

• sagsøgeren havde afgivet uoverensstemmende oplysninger om ejerskabet til bilen
• sagsøgeren ubestridt havde haft bilen i sin varetægt i et år
• sagsøgeren havde anvendt bilen i privat øjemed og
• det selskab, som sagsøgeren hævdede var ejer af bilen, ikke havde købt biler i det relevante år.

Sagsøgeren hæftede derfor for registreringsafgiften af bilen, jf. REGAL § 20, stk. 1.

SKM2015.221.BR

En køber af en luksusbil parallelimporteret fra Tyskland havde ved købet opnået en besparelse på kr. 413.729, svarende til 26 pct., i forhold til køretøjets vejledende udsalgspris i Danmark. Den lave pris skyldtes, at sælgeren ved afgiftsberigtigelsen af bilen havde oplyst en for lav pris til SKAT, hvorfor der ikke var betalt fuld registreringsafgift af bilen.

Der var enighed om, at køberen som udgangspunkt hæftede for den manglende registreringsafgift på objektivt grundlag efter den dagældende REGAL § 19, stk. 2. Spørgsmålet var, om køberen var omfattet af SKATs særlige administrative praksis, hvorefter krav om efterbetaling af registreringsafgift ikke gøres gældende mod købere, der i god tro har købt deres bil hos en bilforhandler.

Retten fandt, at køberen ikke var i god tro i henhold til SKATs administrative praksis. Retten lagde vægt herved vægt på, at køberen var bekendt med sælgerens indkøbspris for køretøjet i Tyskland og ikke havde anført omstændigheder, som kunne give ham grundlag for at tro, at sælgeren kunne opnå en så stor rabat på denne pris, at det ville være muligt at afholde dansk registreringsafgift, moms og sælgeravance inden for den pris, køberen betalte til sælgeren, samt at omstændighederne ved aftaleindgåelsen ikke kunne anses for sædvanlige.

SKM2015.220.BR

En køber af en luksusbil parallelimporteret fra Tyskland havde ved købet opnået en besparelse på 34 pct. i forhold til listeprisen. Den lave pris skyldtes, at sælgeren ved afgiftsberigtigelsen af bilen havde opgivet en for lav pris til SKAT, hvorfor der ikke var betalt fuld registreringsafgift af bilen. Køberen betalte kr. 770.000,- for bilen.

Der var under sagen enighed om, at køberen som udgangspunkt hæftede for den unddragne registreringsafgift på objektivt grundlag efter den dagældende REGAL § 19, stk. 2. Spørgsmålet var imidlertid, om køberen var omfattet af SKATs særlige administrative praksis, hvorefter et krav om efterbetaling af registreringsafgift ikke gøres gældende mod en køber, der i god tro har købt en bil hos en bilforhandler.

Retten fandt ikke, at køberen havde dokumenteret, at det på købstidspunktet var muligt, at opnå en rabat på 34 pct. i forhold til listeprisen. Køberen havde endvidere betalt bilen i to rater, hvoraf den første rate udgjorde kr. 450.000,-. På kvitteringen for betalingen var det anført, at denne rate var til "afhentning" af bilen i Tyskland. På baggrund af disse oplysninger havde køberen ikke haft grundlag for at tro, at det inden for den pris køberen betalte for bilen ville være muligt at afholde registreringsafgift, moms og avance til sælgeren. Endvidere udtalte retten, at omstændighederne omkring sælgeren og parternes aftaleindgåelse ikke kunne anses for sædvanlige for en forhandlervirksomhed.

Af disse grunde var køberen ikke omfattet af SKATs administrative praksis for ikke at efteropkræve registreringsafgift.

SKM2015.217.BR

Et leasingselskab havde ved køb af to luksusbiler parallelimporteret fra Tyskland opnået besparelser på 31 pct. og 42 pct. i forhold til den danske vejledende udsalgspris. De lave priser skyldtes, at sælgeren ved afgiftsberigtigelsen af bilerne havde opgivet en for lav pris til SKAT, hvorfor der ikke var betalt fuld registreringsafgift af bilerne.

Der var under sagen enighed om, at køberen som udgangspunkt hæftede for den unddragne registreringsafgift på objektivt grundlag efter den dagældende REGAL § 19, stk. 2. Spørgsmålet var imidlertid, om køberen var omfattet af SKATs særlige administrative praksis, hvorefter et krav om efterbetaling af registreringsafgift ikke gøres gældende mod en køber, der i god tro har købt en bil hos en bilforhandler.

Retten fandt, at køberen ikke kunne anses for at være i god tro vedrørende den manglende betaling af registreringsafgift, hvorfor køberen ikke var omfattet af SKATs administrative praksis for ikke at efteropkræve registreringsafgift.

Retten fandt det endvidere ikke godtgjort, at der forelå en forskelsbehandling af parallelimportører, hvorfor hverken SKATs administrative praksis eller registreringsafgiftslovens efteropkrævningsregler var i strid med artikel 110, subsidiært artikel 34 TEUF.

En køber havde ved købet af en luksusbil parallelimporteret fra Tyskland opnået en besparelse på 48 pct. i forhold til listeprisen, fordi sælgeren ved afgiftsberigtigelsen af bilen havde opgivet en for lav pris til SKAT, hvorved der ikke var betalt fuld registreringsafgift af bilen.

Køber hæftede som udgangspunkt for den unddragne registreringsafgift på objektivt grundlag efter den dagældende REGAL § 19, stk. 2.

Byretten fandt, at køber ikke kunne anses for at være i god tro vedrørende den manglende betaling af registreringsafgift, idet køber var bekendt med bilens indkøbspris i Tyskland. Køber havde derfor ikke grundlag for at tro, at det inden for prisen var muligt at afholde registreringsafgift, moms og avance til sælgeren. Endvidere udtalte retten, at omstændighederne omkring sælgeren og parternes aftaleindgåelse ikke kunne anses for sædvanlige for en forhandlervirksomhed.

Køber var derfor ikke omfattet af SKATs administrative praksis for ikke at efteropkræve manglende registreringsafgift.

Byretten fandt, at køber havde været i god tro om den manglende betaling af afgift, og at han derfor i henhold til SKATs praksis omtalt i SKM2013.447.HR ikke var forpligtet til at efterbetale registreringsafgift af det omhandlede køretøj.

Sagen er en del af det sagskompleks, der er behandlet af Højesteret i en pilotsag i SKM2013.447.HR.

Byrettens dom er efterfølgende ændret af Østre Landsret med SKM2015.776.ØLR, hvorefter Skatteministeriet frifindes

Sagen handlede om, hvorvidt sagsøgeren hæftede for betaling af registreringsafgift på samlet 13.313.005 kr. vedrørende fem biler i henhold den dagældende REGAL § 19, stk. 2.

Sagsøger ejede et tysk selskab, som havde været ejer af de fem biler. For fire af bilerne havde selskabet erklæret, at de ville blive anvendt af sagsøgeren som ansat i selskabet i forbindelse med ejendomsvirksomhed i Tyskland, mens det sidste køretøj ifølge selskabet ville blive anvendt af sagsøgers ægtefælle, ligeledes som ansat i selskabet.

Retten fandt, at hverken sagsøger eller dennes ægtefælle havde haft en reel eller faktisk beskæftigelse i det tyske selskab, som kunne begrunde, at de blev anset som arbejdstagere eller selvstændigt erhvervsdrivende efter EU-retlige principper. Herefter blev sagsøger anset for den reelle ejer af alle fem biler, og hæftede dermed for registreringsafgiften idet betingelserne for registreringsafgiftsfritagelse ikke var opfyldt.

Køber havde ved købet af en luksusbil opnået en besparelse på 38 pct. i forhold til listeprisen, fordi sælgeren ved afgiftsberigtigelsen af bilen havde opgivet en for lav pris til SKAT, hvorved der ikke var betalt fuld registreringsafgift af bilen.

Køber hæftede som udgangspunkt for den unddragne registreringsafgift på objektivt grundlag efter den dagældende REGAL § 19, stk. 2.

Byretten fandt, at køber ikke kunne anses for at være i god tro vedrørende den manglende betaling af registreringsafgift, idet køber inden købet havde undersøgt, hvad bilens listepris i Danmark var, og var bekendt med bilens prisniveau i Tyskland. Der var derfor ikke grundlag for at tro, at det inden for prisen var muligt at afholde registreringsafgift, moms og avance til sælgeren. Endvidere udtalte retten, at omstændighederne omkring sælgeren og parternes aftaleindgåelse ikke kunne anses for sædvanlige for en forhandlervirksomhed.

Køber var derfor ikke omfattet af SKATs administrative praksis for ikke at efteropkræve manglende registreringsafgift.

Køber havde ved købet af en luksusbil opnået en besparelse på 34 pct. i forhold til listeprisen, fordi sælgeren ved afgiftsberigtigelsen af bilen havde opgivet en for lav pris til SKAT, hvorved der ikke var betalt fuld registreringsafgift af bilen.

Køber hæftede som udgangspunkt for den unddragne registreringsafgift på objektivt grundlag efter den dagældende REGAL § 19, stk. 2.

Byretten fandt, at køber ikke havde dokumenteret, at bilen var købt af en bilforhandler, eller at han havde grundlag for at tro dette. Retten fandt endvidere, at køber heller ikke konkret havde kunnet være i god tro om, at registreringsafgiften var betalt.

Køber var derfor ikke omfattet af SKATs administrative praksis for ikke at efteropkræve manglende registreringsafgift.

Der er tale om tre sager i det sagskompleks, som er behandlet af Højesteret i en pilotsag i SKM2013.447.HR

Byrettens dom er efterfølgende ændret af Østre Landsret ved SKM2015.431.ØLR

Sagsøger hæftede som udgangspunkt for den ikke-betalte registreringsafgift af et parallelimporteret køretøj i medfør af den dagældende REGAL § 19, stk. 2.

Byretten fandt, at sagsøgeren, der var bekendt med bilens listepris i Danmark, ikke havde grundlag for at tro, at sælgeren ved køb af bilen i Tyskland kunne opnå en rabat på over 40% i forhold til den vejledende udsalgspris. Herudover henviste retten til omstændighederne ved den virksomhed, der havde solgt bilen og sagsøgerens kontakt med sælgeren, der ikke kunne anses for sædvanlige for en forhandlervirksomhed som fastslået af Højesteret ved dom af 26. juni 2013. Se SKM2013.447.HR. Sagsøgeren var derfor ikke omfattet af SKATs administrative praksis for ikke at efteropkræve manglende registreringsafgift.

SKM2013.890.BR

Sagsøgeren hæftede som udgangspunkt for den ikke-betalte registreringsafgift af et parallelimporteret køretøj i medfør af den dagældende REGAL § 19, stk. 2.

Med henvisning til sagsøgerens forklaring afgivet under hovedforhandlingen, hvorefter sagsøgeren var bekendt med sælgerens anskaffelsespris i Tyskland, fandt retten, at sagsøgeren ikke kunne være i god tro om registreringsafgiftens betaling.
Herudover henviste retten til omstændighederne ved den virksomhed, der havde solgt bilen, og sagsøgerens kontakt med sælgeren.
Sagsøgeren var derfor ikke omfattet af SKATs administrative praksis for ikke at efteropkræve manglende registreringsafgift.

SKM2013.508.BR

Et køretøj blev indført fra Tyskland til Danmark i juli 2007 og indregistreret til et biludlejningsfirma, som havde tilladelse til at foretage valutaudlejning. Den 1. oktober 2007 købte sagsøgeren køretøjet. Det var under sagen ubestridt, at betingelserne for valutaudlejning ikke var opfyldt, og at køretøjet derfor var afgiftspligtigt, før sagsøgeren købte køretøjet.

Spørgsmålet var herefter, hvorvidt sagsøgeren hæftede for registreringsafgiften på kr. 2.779.212. SKAT havde rejst krav om betaling af registreringsafgift mod både sagsøgeren og det selskab, som havde udlejet køretøjet. Selskabet blev taget under konkursbehandling i november 2007.

Retten fandt med henvisning til den klare ordlyd af REGAL § 19, stk. 2, hvorefter "ejeren" hæfter for afgiftens betaling og efter en gennemgang af retsgrundlaget tilbage fra 1924, at køberen/ejeren af et køretøj hæfter for registreringsafgiftens betaling. Den omstændighed, at kravet også var rejst mod selskabet, kunne ikke føre til, at sagsøgeren blev fritaget for sin hæftelse.

Sagen er anket til Østre Landsret

SKM2013.362.BR

Sagsøgeren hæftede for betaling af registreringsafgift af en parallelimporteret bil, selvom han ubestridt var i god tro, da han købte bilen på markedsvilkår af tredjemand.

Retten fandt, at REGAL § 20, stk. 2, efter sin ordlyd er en objektiv hæftelsesbestemmelse, hvorefter sagsøger hæftede for betaling af registreringsafgift medmindre sagsøger var omfattet af SKATs administrative praksis, hvorefter der ikke opkræves registreringsafgift hos en godtroende aftaleerhverver som hos en forhandler har købt en bil.

Retten fandt ikke, at sagsøger var omfattet af SKATs administrative praksis, da de tidligere omsætningsled ikke var forhandlere, og derfor hæftede sagsøgeren for betaling af registreringsafgift.

SKM2013.311.BR

En registreret virksomhed efter registreringsafgiftsloven hæftede på objektivt grundlag i henhold til REGAL § 17, stk. 1, for afgiften af 10 parallelimporterede køretøjer, som de havde anmeldt til SKAT til afgiftsberigtigelse.

Virksomheden hæftede for et af SKAT rejst efterbetalingskrav som følge af, at der var blevet betalt for lidt i afgift af køretøjerne, idet der var sket en overflytning af afgiftspligtig avance på køretøjerne til ikke-afgiftspligtigt ekstraudstyr.

Det var således uden betydning for hæftelsen, at virksomheden efter det foreliggende var i god tro om de avanceoverflytningstransaktioner, som var sket i tidligere omsætningsled i forbindelse med parallelimporten af køretøjerne. 

SKM2013.302.BR

Sagsøgeren, der var ansat i en bilforhandlervirksomhed, som var registreret efter registreringsafgiftsloven, hæftede ikke for den unddragne registreringsafgift af to parallelimporterede nye motorkøretøjer, for hvilke der var forevist falske tyske købsfakturaer for SKAT i forbindelse med anmeldelsen af køretøjerne til afgiftsberigtigelse. Hæftelsen efter loven påhvilede således den registrerede virksomhed.

Sagsøgeren fandtes dog at være erstatningsansvarlig for afgiften af det ene af køretøjerne, idet han efter omstændighederne havde handlet ansvarspådragende i forbindelse med afgiftsberigtigelsen.

SKM2013.138.BR
SKM2013.139.BR
SKM2013.140.BR
SKM2013.310.BR

Der var enighed om, at sagsøgeren som udgangspunkt hæftede for den ikke-betalte registreringsafgift af et parallelimporteret køretøj i medfør af den dagældende REGAL § 19, stk. 2.

Byretten fandt, at omstændighederne ved den virksomhed, der havde solgt bilen, og parternes aftaleindgåelse ikke kunne anses for sædvanlige for en forhandlervirksomhed, hvorfor sagsøgeren ikke kunne anses for at have været i god tro med hensyn til, at der var betalt fuld registreringsafgift. Sagsøgeren var derfor ikke omfattet af SKATs administrative praksis for ikke at efteropkræve manglende registreringsafgift.

Landsskatteretsafgørelser

SKM2014.793.SANST

Kørsel var ikke i overensstemmelse med reglerne om kørsel med faste prøveskilte. Bilen var afgiftspligtig, da den var taget i brug på færdselslovens område, og kørslen i Danmark ikke kunne anses for bagatelagtig.

SKM2014.124.LSR

Køberen af et registreringspligtigt motorkøretøj med falsk stelnummer hæftede ikke for manglende betaling af registreringsafgift.