Dato for udgivelse
25 jan 2008 14:50
SKM-nummer
SKM2008.77.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
2-8-1810-0057
Dokument type
Afgørelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Indbetaling og udbetaling samt rentegodtgørelse + Om kommunikation og information samt kampagner
Emneord
Omkostningsgodtgørelse, skattetillæg
Resumé

Klageren var berettiget til godtgørelse af omkostninger til sagkyndig bistand til påklage af SKATs afgørelse om afslag på fritagelse for skattetillæg for overskridelse af selvangivelsesfristen. Undtagelserne fra omkostningsgodtgørelse i skatteforvaltningslovens § 55, stk. 2, omfatter således ikke skattetillæg.

Reference(r)

Skattekontrolloven § 5, stk. 1

Skatteforvaltningsloven § 55, stk. 1 og 2

Klagen skyldes, at skattecentret ikke har imødekommet klagerens repræsentants anmodning om omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med klage til Landsskatteretten.

Landsskatterettens afgørelse

Skattecentrets afgørelse ændres.

Sagens oplysninger

Klagerens selvangivelse for 2005 blev modtaget i Skattecentret den 21. august 2006.

Som følge heraf pålagde Skattecentret klageren et tillæg på 5.000 kr. i medfør af skattekontrollovens § 5, stk. 1.

Den 25. oktober 2006 anmodede klagerens repræsentant Skattecentret om fritagelse for skattetillægget.

Ved afgørelse af 20. december 2006 afslog Skattecentret klagerens repræsentants anmodning om fritagelse for skattetillægget, da der ikke forelå sådanne særlige omstændigheder, som nævnt i skattekontrollovens § 5, stk. 1.

Klagerens repræsentant påklagede afgørelsen til Landsskatteretten med påstand om, at skattetillægget skulle bortfalde, da repræsentanten havde fremsendt klagerens selvangivelse anbefalet til skattecentret den 29. juni 2006 sammen med andre selvangivelser, og da skattecentret anså de øvrige selvangivelser for at være fremkommet rettidigt.

I forbindelse med, at Skattecentret skulle afgive en udtalelse til Landsskatteretten i sagen, genoptog skattecentret klagerens repræsentants anmodning om fritagelse for skattetillægget. Ved afgørelse af 30. januar 2007 imødekom skattecentret således klagerens repræsentants anmodning om fritagelse for skattetillægget, da det var dokumenteret, at repræsentanten havde fremsendt klagerens selvangivelse til skattecentret den 29. juni 2006.

På baggrund af Skattecentrets afgørelse af 30. januar 2007 anså Landsskatteretten klagen over Skattecentrets afgørelse af 20. december 2006 for bortfaldet.

Klagerens repræsentant har ansøgt om omkostningsgodtgørelse for en udgift på 5.000 kr. til sagkyndig bistand i forbindelse med klagen til Landsskatteretten og udarbejdelsen af ansøgningen om omkostningsgodtgørelse.

Klagerens repræsentant har oplyst, at der er anvendt 3 timer til klagen til Landsskatteretten og genoptagelsessagen ved skattecentret og 1 time til ansøgningen om omkostningsgodtgørelse.

Skattecentrets afgørelse

Skattecentret har ikke imødekommet klagerens anmodning om omkostningsgodtgørelse til sagkyndig bistand i forbindelse med klagen til Landsskatteretten.

Udgifter, der afholdes i forbindelse med sager vedrørende skattetillæg i henhold til skattekontrollovens § 5, er ikke omfattet af reglerne om omkostningsgodtgørelse, jf. skatteforvaltningslovens § 55, stk. 2, og § 1, nr. 177, i bekendtgørelse nr. 1025 af 24. oktober 2005.

Der ydes kun omkostningsgodtgørelse for klagesager vedrørende skat, told og afgifter, og et idømt skattetillæg for at aflevere selvangivelsen for sent er ingen af disse dele.

Klagerens påstand og argumenter

Klagerens repræsentant har fremsat påstand om, at klageren er berettiget til omkostningsgodtgørelse med 100 % af udgiften til sagkyndig bistand i forbindelse med klagen til Landsskatteretten.

Skattecentret har begået en sagsbehandlingsfejl, da skattecentret tog fejl vedrørende for sen indlevering af selvangivelsen. Klageren er derfor berettiget til omkostningsgodtgørelse, jf. Omkostningsgodtgørelse i skattesager, side 61.

Det fremgår ikke af skatteforvaltningslovens § 52, stk. 2, at der ikke ydes godtgørelse i sager om skattetillæg. Baggrunden for godtgørelsesordningen må være at dække skatteydernes eksterne omkostninger, når denne har vundet en skattesag.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Af skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, og § 55, stk. 1 og 2, fremgår følgende:

§ 52. Der ydes en godtgørelse på 50 pct. af de udgifter, som en person omfattet af § 53 ifølge regning skal betale eller har betalt til sagkyndig bistand m.v. som nævnt i § 54 i de sager, der er nævnt i § 55. Dog ydes en godtgørelse på 100 pct., hvis den pågældende person i sagen har fået fuldt medhold eller medhold i overvejende grad.

§ 55. Godtgørelse ydes i følgende tilfælde:

1) Ved klage til skatteankenævnet eller til Landsskatteretten.

2) Ved Landsskatterettens behandling af en sag, som skatteministeren har indbragt efter § 40, stk. 2.

3) Ved en anmodning til skatteankenævnet eller Landsskatteretten om genoptagelse af vedkommende myndigheds egen tidligere afgørelse.

4) I en sag vedrørende skatter for EF-Domstolen, hvor den godtgørelsesberettigede er part.

5) I en klagesag, hvor den godtgørelsesberettigede er part, om ophævelse af dobbeltbeskatning i forbindelse med regulering af forbundne foretagenders overskud (EF-voldgiftskonventionen).

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1, nr. 1, gælder dog ikke sager, der påklages til Landsskatteretten vedrørende told, afgifter eller arbejdsgiverkontrol, bortset fra hæftelsessager, når sagen efter retspræsidentens bestemmelse efter § 13, stk. 3, 1. pkt., skal afgøres uden deltagelse af læge retsmedlemmer.

Skattecentret genoptog afgørelsen af 20. december 2006 på baggrund af klagen til Landsskatteretten. Udgifterne til sagkyndig bistand i forbindelse med denne genoptagelsessag har således en sådan sammenhæng med klagen til Landsskatteretten, at der kan ydes omkostningsgodtgørelse efter skatteforvaltningslovens § 55, stk. 1, nr. 1.

Sagen kan ikke anses for at være omfattet af skatteforvaltningslovens § 55, stk. 2, da sagen ikke vedrører told, afgifter eller arbejdsgiverkontrol.

Klageren er derfor berettiget til omkostningsgodtgørelse for udgifterne til sagkyndig bistand i forbindelse med klagen til Landsskatteretten og genoptagelsessagen ved skattecentret, jf. skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, 1. pkt., og § 55, stk. 1, nr. 1. Da klageren opnåede fuldt medhold ved skattecentrets genoptagelse af sagen, skal udgifterne godtgøres med 100 %, jf. skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, 2. pkt.

Det fremgår af Landsskatterettens afgørelse af 6. december 2005, offentliggjort som SKM2005.526.LSR, at udgifter til sagkyndig bistand til udarbejdelse af ansøgning om omkostningsgodtgørelse ikke kan anses for at være omfattet af skatteforvaltningslovens § 55, stk. 1, men må anses som udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med en sags behandling i 1. instans, hvortil der ikke ydes omkostningsgodtgørelse.

Der er derfor ikke adgang til omkostningsgodtgørelse for så vidt angår den udgift, der kan henføres til repræsentantens anmodning om omkostningsgodtgørelse. Denne udgift udgør 1.250 kr.

Klageren er således berettiget til omkostningsgodtgørelse med 3.750 kr.

Den påklagede afgørelse ændres i overensstemmelse hermed.