Dato for udgivelse
01 dec 2009 12:32
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
10 nov 2009 11:26
SKM-nummer
SKM2009.742.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
09-146382
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Udenlandsk indkomst + Aktier og andre værdipapirer samt immaterielle rettigheder + Personlig indkomst
Emneord
aktieombytning, henstandssaldo, fraflytterskat
Resumé

Skatterådet siger, at afgørende for om en henstand med fraflytterskat på aktier kan opretholdes efter en aktieombytning, er at ombytningen kan ske skattefrit efter de regler, der er gældende hvor spørger er hjemmehørende.

Hjemmel

Aktieavancebeskatningsloven § 39
Aktieavancebeskatningsloven 39 B

Reference(r)

Aktieavancebeskatningsloven § 39
Aktieavancebeskatningsloven 39 B

Henvisning
Ligningsvejledningen 2009-2, S.G.19

Spørgsmål

  1. Kan spørger i forbindelse med en påtænkt aktieombytning bevare sin henstandssaldo flyttet til det nye selskab, som bliver et holdingselskab inden for EU?

Svar

  1. Ja, se dog begrundelse

Beskrivelse af de faktiske forhold

Spørger er pr. 31. december 2008 fraflyttet Danmark og har bosat sig i A-land.

På tidspunktet for fraflytningen ejede Spørger aktier og i overensstemmelse med de nye regler for exitbeskatning af aktionærer, blev der udarbejdet beholdningsoversigt og henstandssaldo.

Spørger er pt. omfattet af de henstandsregler, der blev indført med lov nr. 906 af 12. september 2008.

Den påtænkte disposition:

Spørger ønsker

  • dels at flytte videre fra A-land til B-land evt. med skifte pr. 1. januar 2010 og
  • dels at få et holdingselskab til Spørgers nuværende danske selskaber via aktieombytning.

Spørger har undersøgt lidt om muligheder for skattepligt i B-land, herunder samtidig undersøgt boligmulighederne, prisniveauet, levestandarden, sygehusvæsen, sikringssystem osv.

Endvidere har spørger skatteretligt undersøgt mulighederne for at opnå en aktieombytning, uden at dette udløser skat ved ombytningen.

Bevæggrundene for flytteovervejelser er, at Spørger for år tilbage har afviklet sine virksomheder, og alene har tilbageværende investeringsaktivitet i sine danske selskaber. Spørger er derfor ikke længere forretningsmæssigt tilknyttet, hverken Danmark eller A-land. Vægtige motiver for flytningen er Spørgers helbred koblet med lavere leveomkostninger.

I forbindelse med flytning til A-land, vil spørger gerne foretage en skattefri aktieombytning af aktierne i Spørgers danske selskaber og indskyde disse aktier som apport til stiftelse af et selskab i et andet eu-land.

Aktieombytningen vil ske i overensstemmelse med fusionsdirektivets artikel 2 (d):

Article 2 (d) "exchange of shares" shall mean an operation whereby a company acquires a holding in the capital of another company such that it obtains a majority of the voting rights in that company, or, holding such a majority, acquires a further holding, in exchange for the issue to the shareholders of the latter company, in exchange for their securities, of securities representing the capital of the former company, and, if applicable, a cash payment not exceeding 10 % of the nominal value, in the absence of a nominal value, of the accounting par value of the securities issued in exchange."

Aktieombytningen vil ikke indeholde et kontantvederlag. Der vil blive tale om en ren aktie for aktie ombytning, hvor aktierne i de nuværende danske selskaber indskydes som apport i et til formålet nystiftet selskab som nævnt oven for.

Alle selskaber, der deltager i aktieombytningen vil opfylde kravene i fusionsskattedirektivets artikel 3.

Rådgiver understreger, at der vil være tale om en reel tilflytningssituation, og at spørger efter intern ret i A-land vil blive anset for at være fraflyttet og at han i B-land vil være fuldt skattepligtig.

Rådgiver henviser til spørgsmål 21 fra Folketingets behandling af L187 samt til SKM2008.97.SR

Skatteministeren bekræfter i sit svar, at en person, der har henstand med at betale fraflytningsskatten, kan foretage aktieombytning efter fusionsskattedirektivet af de ved fraflytningen ejede aktier.

Som det fremgår af ministerens svar på spørgsmål 21, samt af det nye saldosystem, indført ved lov nr. 906 af september 2008, hvor realiseret økonomisk likviditet i hånden på aktionæren medfører forfald af exitskat til betaling som afdrag på henstandssaldoen.

Det væsentlige moment for at kunne gennemføre denne "betaling på henstandssaldoen" er, hvorvidt der opnås en likviditetsfordel.

Der udloddes ikke noget pengebeløb til spørger, ligesom denne ikke på anden måde opnår likviditet ved dispositionen.

Der er ikke ved den påtænkte dispositions gennemførelse skab likviditetsmæssig mulighed for at afdrage på henstandssaldoen.

En aktieombytning i B-land vil ikke have skattemæssige konsekvenser i B-land. Det vil derfor heller ikke udløse lokal skat.

Derimod vil alle de faktiske forhold opfylde betingelserne for en skattefri aktieombytning efter fusionsskattedirektivets artikel 2 (d), dog uden anvendelse af muligheden for kontantvederlag.

Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

  • Spørger opnår ikke ved den påtænkte disposition nogen likviditetsfordel
  • Dispositionen foretages formelt og reelt i overensstemmelse med fusionsskattedirektivets artikel 2d
  • Fusionsskattedirektivet er implementeret og inkorporeret i B-lands skattelovgivning
  • At der ikke opstår nogen skattepligtig begivenhed efter lokale regler i B-land

Det er rådgivers opfattelse, at spørgsmålet skal besvares med et ja.

SKATs indstilling og begrundelse

Spørger ønsker bekræftet, at henstandssaldoen ikke forfalder, ved ombytning af aktier formelt og reelt i overensstemmelse med fusionsskattedirektivets artikel 2 d, uagtet at denne artikel, efter det af spørger oplyste, ikke er inkorporeret i B-lands skattelovgivning.

Det fremgår af aktieavancebeskatningsloven § 39 A, stk. 1, 3 pkt. "ved en efterfølgende aktieombytning, fusion eller spaltning skal de aktier, der erhverves med succession, indgå på beholdningsoversigten."

Af bemærkningerne i L 187 2007/08 vedr. dette punktum fremgår det: "Omstruktureringer eller andre dispositioner, kan betyde ændring af beholdningsoversigten. Hvis aktierne ombyttes, opdeles eller udsættes for lignende dispositioner, som betyder, at værdien eller en del af værdien overføres til andre aktier, uden at der er tale om skattepligtige afståelser, skal de aktier, der modtages, således registreres på beholdningsoversigten enten som en erstatning for aktier, der allerede indgår, eller som en tilføjelse på oversigten. Der kan f.eks. være tale om skattefri omstruktureringer. Ved skattefri aktieombytning og skattefri fusion skal de modtagne aktier indgå på beholdningsoversigten, og ved en skattefri spaltning skal de tildelte aktier indgå på beholdningsoversigten."

Der er under behandlingen af L 187 2007/08 (2. samling) stillet supplerende spørgsmål vedrørende en aktieombytnings påvirkning af henstandssaldoen:

"Spørgsmål 21:
Kan ministeren bekræfte, at en fraflyttet aktionær, der har henstand med betaling af fraflytningsskatten, kan foretage en aktieombytning efter fusionsskattedirektivet af de ved fraflytningen ejede aktier?
Svar: Det kan bekræftes, at der kan foretages skattefri aktieombytninger, uden at dette medfører forfald af henstandsbeløbet. Dette gælder dog ikke aktier, for hvilke der ved aktieombytningen ydes et kontant vederlag. Der kan henvises til SKM2008.97.SR"

"Spørgsmål 22
Det bedes oplyst, hvorledes en fraflyttet aktionær, der har henstand med betaling af fraflytningsskatten, skattemæssigt er stillet ved en skattefri aktieombytning af de ved fraflytningen ejede aktier - dvs. efter de regler, der gælder i den fraflyttedes nye skattemæssige hjemstat eller efter reglerne i ABL § 36 og 36 A.
Svar: En skattefri aktieombytning udløser ikke krav om betaling af henstanden, jf. mit svar på spørgsmål 21. Om aktieombytningen er skattefri skal afgøres på grundlag af skattereglerne i den stat, hvor aktionæren er hjemmehørende."

Idet det lægges til grund, at spørger er hjemmehørende i B-land på ombytningstidspunktet, er det afgørende for om en henstandssaldoen kan bevares - og kun beholdningsoversigten ændres, altså om aktieombytningen er skattefri efter B-lands regler.

Det indstilles, at spørgsmålet besvares ja.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder SKATs indstilling.