Indhold
Dette afsnit handler om straffebestemmelserne i momslovens § 81, stk. 4 og 5, hvorefter der gælder et særligt straffeansvar for medvirken. Bestemmelserne er indført med det formål at nedbringe omfanget af sort arbejde.
Afsnittet indeholder:
- Medvirken til momsunddragelse ved udstedelse af faktura med urigtigt indhold, ML § 81, stk 4.
- Medvirken til momsunddragelse ved køb af varer eller ydelser til underpris, ML § 81, stk. 5.
Medvirken til momsunddragelse ved udstedelse af faktura med urigtigt indhold, ML § 81, stk. 4
ML § 81, stk. 4, præciserer strafansvaret for udstedelse af urigtige fakturaer eller afregningsbilag for levering af varer eller ydelser. Det følger således af bestemmelsen, at medvirken til momsunddragelse ved udstedelse af faktura med urigtigt indhold straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder når
- der som led i virksomhed forsætligt udstedes en faktura med et urigtigt indhold eller udstedes anden urigtig dokumentation for levering eller aftagelse af varer eller ydelser, og
- dokumentationen er egnet til at blive anvendt som grundlag for opgørelsen af afgiftstilsvar.
I særlig grove tilfælde kan straffen stige til 8 år efter STRFL § 289. Se ML § 81, stk. 4.
Hvis ovennævnte handlinger er begået på grund af grov uagtsomhed, er straffen bøde.
Fuldbyrdelsestidspunkt
Det strafbare gerningsindhold er realiseret ved udstedelsen af urigtig faktura eller anden urigtig dokumentation. Det er selve handlingen, der er strafbar. Der skal dog samtidig være enten viden om eller en vis fornemmelse af, at dokumentationen er egnet til at blive anvendt som grundlag for opgørelsen af afgiftstilsvaret hos modtageren. Der er ikke et krav om, at dokumentation faktisk bliver anvendt som sådan.
Ansvarssubjekt
Hvis overtrædelsen er begået i en personligt drevet virksomhed, gøres ansvaret gældende mod ejeren. Hvis overtrædelsen er begået af en juridisk person, vil der som udgangspunkt blive rejst tiltale mod den juridiske person, hvis der inden for den juridiske persons virksomhed er begået en overtrædelse, der enten kan tilregnes en eller flere personer, der er knyttet til den juridiske person, eller den juridiske person som sådan. Dette udgangspunkt udelukker ikke, at der samtidig eller alene kan gøres et personligt ansvar gældende mod den ansvarlige fysiske person, særligt hvis denne indtager en overordnet stilling og har handlet med forsæt eller udvist grov uagtsomhed.
Se afsnit A.C.3.2.3. om valg af ansvarssubjekt og Rigsadvokatens Meddelelse nr. 5/1999, revideret 17. april 2015.
Medvirken til momsunddragelse ved køb af varer eller ydelser til underpris, ML § 81, stk. 5
Efter ML § 81, stk. 5, er det strafbart erhvervsmæssigt at købe varer eller ydelser til underpris, såkaldte "sorte" varer eller ydelser. Ved "sorte" varer eller ydelser forstås i denne sammenhæng, at den, der leverer varen eller præsterer ydelsen, ikke opfylder sin forpligtelse til at afregne moms.
Det følger således af ML § 81, stk. 5, at medvirken til momsunddragelse ved køb af varer eller ydelser til underpris straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder når
- der som led i virksomhed aftages varer eller ydelser på fordelagtige vilkår, og
- den pågældende indser, at leverandøren eller yderen ikke vil opfylde sin forpligtelse til at medregne vederlaget til afgiftstilsvaret eller til rettidigt at afregne afgiftstilsvaret.
I særlig grove tilfælde kan straffen stige til 8 år efter STRFL § 289. Se ML § 81, stk. 5.
Sker ovennævnte handlinger ved grov uagtsomhed, er straffen bøde.
Fuldbyrdelsestidspunkt
Det strafbare gerningsindhold er realiseret, når gerningsmanden modtager varer eller ydelser.
Det er (således) selve handlingen, der er strafbar. Der skal dog samtidig være enten viden om eller en vis fornemmelse af, at omsætningen sandsynligvis ikke vil indgå i sælgerens/leverandørens opgørelse af afgiftstilsvaret. Der er ikke krav om, at sælgerens/leverandørens forhold skal dokumenteres.
Bemærk
ML § 81, stk. 5, minder meget om hæleribestemmelsen i ML § 81, stk. 1, nr. 6, som kriminaliserer både overdragelse, erhvervelse, tilegnelse og anvendelse af varer eller ydelser, hvor der ikke er betalt afgift. Tilsvarende bestemmelser findes i hele afgiftslovgivningen.