Indhold
Dette afsnit handler om en række betingelser, der skal være opfyldt for at benytte systemet om skattefri aktieombytning uden tilladelse.
Afsnittet indeholder:
- Definition
- Regel
- Holdingkrav
- Ombytningen skal ske til handelsværdi
- Udenlandsk aktionær med bestemmende indflydelse
- Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Definition
Ved aktieombytning ombytter aktionæren sine aktier i et selskab (erhvervede) med aktier i et andet selskab (erhvervende) med den virkning, at det opnår flertallet af stemmerne i selskabet.
ABL § 36 giver mulighed for at gennemføre aktieombytningen skattefrit og dermed udskyde realisationsbeskatningen.
Se også
Se også afsnit C.D.6.3 om skattefri aktieombytning med tilladelse.
Regel
De objektive regler for, om der er tale om skattefri aktieombytning efter tilladelsessystemet, gælder også ved skattefri aktieombytning uden tilladelse. Se ABL § 36, stk. 1 - 3 og afsnit C.D.6.3.3 om objektive betingelser for en skattefri aktieombytning med tilladelse. Se ABL § 36, stk. 6.
Se også
Da der i væsentligt omfang gælder de samme betingelser, som gælder for skattefri aktieombytning med tilladelse henvises til en nærmere beskrivelse i afsnit C.D.6.3. De supplerende særlige regler, der gælder i det objektive system, gennemgås i dette afsnit C.D.7.4.1.
Holdingkrav
For at forhindre at adgangen til skattefri aktieombytning uden tilladelse anvendes til at omgå avancebeskatningen, er det en betingelse for skattefriheden, at det erhvervende selskab ikke afstår aktierne i det erhvervede selskab i en periode på tre år efter ombytningstidspunktet. Et eksempel på at omgå avancebeskatningen kan være, at en personaktionær, der ønsker at sælge sit driftsselskab, først foretager en skattefri aktieombytning uden tilladelse og derefter lader holdingselskabet sælge driftsselskabet skattefrit. Denne betingelse omtales "holdingkravet" og er fastsat i ABL § 36, stk. 6, 3. pkt.
En efterfølgende kapitalforhøjelse i det erhvervede selskab, hvor tredjemand indskyder kapital, er ikke et brud mod holdingkravet i ABL § 36, stk. 6, 3. pkt., da det erhvervende selskab ikke afstår aktier i forbindelse med kapitalforhøjelsen. Se SKM2009.646.SR.
En sammenhængende række af dispositioner kan efter en konkret vurdering føre til, at holdingkravet ikke anses for opfyldt. Det kan eksempelvis være tilfældet, hvor dispositionerne - set samlet - reelt medfører, at der sker (delvis) afståelse af selskabet. Se SKM2012.504.SR, hvor Skatterådet efter en samlet vurdering hverken anså holdingkravet i ABL § 36, stk. 6 eller majoritetskravet i ABL § 36, stk. 2 for opfyldt.
Opløsning af det erhvervede selskab efter selskabslovens § 216 (opløsning ved erklæring) anses for en skattepligtig likvidation og dermed en afståelse af aktierne i det erhvervede selskab. Sker opløsningen inden 3 år efter den skattefri aktieombytning, er dette et brud på holdingkravet. Se SKM2011.360.SR.
Hvad forstås ved ombytningstidspunkt
Med ombytningstidspunktet menes den dato, hvor aktieombytningen endeligt vedtages i det erhvervende selskab. Holdingkravet løber dermed fra dette tidspunkt. Det gælder også, hvor der er tale om en masseombytning, og hvor der er fastsat en længere ombytningsperiode, inden for hvilken de enkelte aktionærer i det erhvervede selskab individuelt kan vælge at acceptere ombytningstilbuddet.
Efterfølgende omstruktureringer
For at gøre det muligt at foretage efterfølgende skattefri omstruktureringer kan aktierne i det erhvervede selskab i den nævnte periode - uanset holdingkravet - afstås i forbindelse med en skattefri omstrukturering af det erhvervende eller det erhvervede selskab, hvis der ved denne efterfølgende omstrukturering ikke sker vederlæggelse med andet end aktier. Se ABL § 36, stk. 6, 4. pkt.
Det erhvervende selskab vil således ikke i relation til holdingkravet blive anset for at have afstået aktierne i det erhvervede selskab, hvis
- det erhvervende selskab efterfølgende ved en ny skattefri aktieombytning ombytter aktierne i det erhvervede selskab med aktier i et mellemliggende holdingselskab
- det erhvervende selskab efterfølgende spaltes skattefrit, og aktierne i det erhvervede selskab overdrages til et eller flere af de modtagende selskaber
- det erhvervede selskab efterfølgende spaltes skattefrit
- det erhvervende eller det erhvervede selskab efterfølgende indgår i en skattefri fusion.
Restløbetid
I tilfælde, hvor der efter en skattefri aktieombytning uden tilladelse gennemføres en skattefri omstrukturering, vil holdingkravet vedrørende aktieombytningen i sin restløbetid blive videreført og anvendes på selskabsdeltageren henholdsvis det eller de deltagende selskaber i den efterfølgende omstrukturering. Se ABL § 36, stk. 6, 5. pkt.
Formålet er at sikre, at holdingkravet ikke omgås ved at gennemføre flere skattefri omstruktureringer i forlængelse af hinanden for at omgå en avancebeskatning.
Ved siden af videreførelsen af holdingkravet fra den forudgående aktieombytning vil en efterfølgende skattefri omstrukturering uden tilladelse i sig selv være betinget af et nyt holdingkrav vedrørende visse af aktierne i de deltagende selskaber.
Dette betyder, at aktierne i et selskab efter omstændighederne både kan være omfattet af et holdingkrav vedrørende den forudgående aktieombytning (i restløbetiden) og af et nyt holdingkrav vedrørende den efterfølgende skattefri omstrukturering. Hvis sådanne aktier afstås inden udløbet af restløbetiden af holdingkravet vedrørende den forudgående aktieombytning, vil både aktieombytningen og den efterfølgende omstrukturering blive skattepligtige. Hvis aktierne derimod afstås efter udløbet af restløbetiden af holdingkravet vedrørende aktieombytningen, men inden udløbet af holdingkravet vedrørende den efterfølgende skattefri omstrukturering, vil kun den efterfølgende omstrukturering blive skattepligtig.
Eksempler
Udgangspunktet i eksempel 1 - 4 er, at en aktionær har ombyttet sine aktier i et driftsselskab (D) med aktier i et holdingskab (H) efter reglerne om skattefri aktieombytning uden tilladelse. Det er derfor en betingelse for skattefriheden, at det erhvervende selskab (H) ikke afstår aktierne i det erhvervede selskab (D) i en periode på tre år efter ombytningstidspunktet.
Eksempel 1
H vil - uden at skattefriheden af den første aktieombytning berøres - kunne ombytte aktierne i D med aktier i et mellemholdingselskab (M). Ved den efterfølgende aktieombytning vil holdingkravet vedrørende den forudgående aktieombytning i sin restløbetid anvendes på H's aktier i M, mens der for M's aktier i D vil gælde et nyt holdingkrav.
Eksempel 2
Aktieombytningen kan også - uden at skattefriheden berøres - efterfølges af en skattefri spaltning af H, for eksempel således at H ophører, og aktierne i D overdrages til et eller flere modtagende selskaber (H1 og H2). Ved en sådan spaltning vil holdingkravet vedrørende den forudgående aktieombytning i sin restløbetid anvendes på H1' og H2's aktier i D, mens der efter omstændighederne vil gælde et nyt holdingkrav vedrørende aktierne i H1 og H2.
Eksempel 3
På samme måde kan skattefriheden af aktieombytningen opretholdes, hvis D skattefrit spaltes med ophør til to modtagende selskaber (D1 og D2). Efter en sådan spaltning vil holdingkravet vedrørende den forudgående aktieombytning i sin restløbetid anvendes på H's aktier i D1 og D2, og samtidig vil aktierne være omfattet af et nyt holdingkrav vedrørende spaltningen.
Eksempel 4
Situationer, hvor H eller D efterfølgende ophører ved en skattefri fusion, vil heller ikke gøre aktieombytningen skattepligtig. Hvis H ophører ved en skattefri fusion, vil holdingkravet vedrørende den forudgående aktieombytning i restløbetiden anvendes på det modtagende selskabs aktier i D. Hvis det omvendt er D, der ophører ved en skattefri fusion, vil holdingkravet i restløbetiden gælde for H' aktier i det ved fusionen modtagende selskab.
Ansøgning om tilladelse ved efterfølgende salg
Hvis det erhvervende selskab afstår aktierne i det erhvervede selskab inden for tre år efter ombytningsdatoen - og det ikke sker som led i en efterfølgende skattefri omstrukturering - bliver ombytningen skattepligtig, og aktierne i det erhvervede selskab vil blive anset for afstået til tredjemand på ombytningstidspunktet. Aktionærerne kan dog undgå dette ved at ansøge om en tilladelse til skattefri aktieombytning hos Skattestyrelsen. Hvis skattefriheden skal opretholdes, vil det dermed skulle sandsynliggøres, at ombytningen og den efterfølgende afståelse af aktierne i det erhvervede selskab er forretningsmæssigt begrundet. Afgørelsen beror på en samlet konkret vurdering.
Statusskifte
Aktier, der skifter skattemæssig status, anses for afstået og anskaffet igen på tidspunktet for skiftet af den skattemæssige status til handelsværdien på dette tidspunkt. I tilfælde, hvor
- en skattefri aktieombytning er gennemført uden tilladelse, og
- aktierne i det erhvervede selskab efterfølgende skifter skattemæssig status
vil aktierne dog ikke i relation til holdingkravet blive anset for afstået, og aktieombytningen vil ikke blive skattepligtig på grund af statusskiftet. Det ændrer dog ikke ved, at der sker beskatning af de aktier, der skifter status fra porteføljeaktier til datterselskabs-/koncernselskabsaktier. Problemstillingen er behandlet i ABL § 33 A.
Ombytningen skal ske til handelsværdi
Det er en betingelse for at kunne foretage en skattefri aktieombytning uden tilladelse, at ombytningen sker til handelsværdi. Det vil sige, at værdien af vederlagsaktierne med tillæg af en eventuel kontant udligningssum skal svare til handelsværdien af de ombyttede aktier. Se ABL § 36, stk. 6, 2. pkt.
Skatterådet har taget stilling til en situation, hvor én person ejer samtlige anparter i 2 selskaber, og der ikke påhviler aktionærnedslag på nogen af anparterne i de to selskaber. I denne situation kunne der ikke opnås utilsigtede skattemæssige fordele ved en aktieombytning, hvor anparterne i det ene selskab ombyttes med anparter i det andet selskab, når blot der blev udstedt vederlagsanparter. Skatterådet bekræftede, at betingelsen om, at ombytningen skal ske til handelsværdien, var opfyldt. Se SKM2013.763.SR.
I SKM2014.128.SR har Skatterådet taget stilling til en situation, hvor to aktionærer hver ejer 50 procent af et selskab. Dette selskab ejer 70 procent af datterselskabet. De resterende 30 procent af datterselskabet ejes af de to aktionærer med 15 procent hver. Der skulle foretages en aktieombytning, så selskabet erhvervede de resterende 30 procent i datterselskabet. Ombytningen skulle gennemføres som en kapitalforhøjelse. Skatterådet fandt, at den planlagte aktieombytning til et eksisterende selskab, hvor aktionærerne vederlægges uden at der sker skævdeling mellem selskabsdeltagerne, og på baggrund af de konkrete forhold, udgjorde vederlæggelse til handelsværdi. Der skulle udstedes til vederlagssktier, som kan bære successionen.
I SKM2013.763.SR og SKM2014.128.SR og ligeledes i SKM2014.640.SR, SKM2015.674.SR og SKM2016.528.SR har Skatterådet ud fra konkrete vurderinger accepteret, at betingelsen om ombytning til handelsværdi var opfyldt, så en eller flere aktionærer kunne ombytte sine aktier skattefrit i et selskab uden tilladelse.
Det er Skattestyrelsens opfattelse, at betingelsen om, at der skal ske ombytning til handelsværdi, også er opfyldt i tilsvarende konkrete sager, hvor der ikke er mulighed for, at der kan ske formueforskydning mellem aktionærerne, og hvor ombytningen ikke medfører utilsigtede skattemæssige fordele.
Se også
Der er refereret yderligere afgørelser om værdiansættelse og handelsværdi ved omstrukturering efter de objektive regler i afsnittet C.D.7.2 om skattefri spaltning uden tilladelse.
Udenlandsk aktionær med bestemmende indflydelse
En skattefri aktieombytning vil altid kræve tilladelse fra SKAT, hvis en aktionær, der har bestemmende indflydelse i det erhvervede selskab, ombytter aktier i det erhvervede selskab med aktier i et selskab, der er hjemmehørende i en stat, der ikke er medlem af EU/EØS, Færøerne eller Grønland, eller i en stat, som ikke har en dobbeltbeskatningsoverenskomst med Danmark. Se ABL § 36, stk. 6. 6. pkt.
Bestemmende indflydelse skal forstås i overensstemmelse med LL § 2.
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse | Afgørelsen i stikord | Yderligere kommentarer |
Højesteret |
U1983.318.HR | Sagen vedrørte en ligelig udlodning af aktier fra et interessentskab, som alene foretog administration af aktieselskabet, til dets seks interessenter. Højesterets flertal fandt, at interessentskabet ved udlodningen til interessenterne måtte anses for at have afstået aktierne, selv om der ikke var sket nogen formueforskydning mellem interessenterne indbyrdes. Hver af interessenterne blev derfor anset for at have solgt 1/6 af deres anpart af de aktier, som var blevet udlagt til den pågældende selv, og der skulle ske afståelsesbeskatning hos de enkelte interessenter i overensstemmelse hermed | Se også SKM2018.519.SR og SKM2018.623.SR nedenfor |
Landsskatteretten | |
SKM2021.176.LSR | Sagen drejede sig om en klage over Skatterådets besvarelse af 4 spørgsmål vedrørende skattefri aktieombytning. Skatterådet havde svaret "Ja, se dog sagsfremstilling og begrundelse" til 2 af de 4 spørgsmål, og "Nej" til de øvrige 2. Landsskatteretten stadfæstede Skatterådets afgørelse. Landsskatteretten begrundede afgørelsen med, at uanset H1 Holding GmbH & Co. KG i skattemæssig henseende skulle anses som et transparent selskab, var det, jf. SKM2006.458.LSR, kommanditselskabet, der skulle betragtes som ejer af de omhandlede aktier i H4 og H2 SA. Da H1 Holding GmbH & Co. KG ikke var et selskab i en medlemsstat i artikel 3 i direktiv 90/434/EØF's forstand, kunne klageren og hendes to søstre ikke i egenskab af kommanditister i selskabet ombytte deres kommanditanparter med aktier i H3 Holding ApS skattefrit, jf. aktieavancebeskatningslovens § 36, stk. 1, 5. pkt. Det fremgik imidlertid af de foreliggende oplysninger, at slutresultatet af omstruktureringen var, at H1 Holding GmbH & Co. KG skulle opløses, og at klageren og hendes to søstre indirekte gennem hvert sit helejede holdingselskab skulle eje H3 Holding ApS, som ejede 100 % af kapitalen i H5 Holding GmbH, som igen ejede H4 og H2 SA. Skatterådet havde i sin besvarelse af de stillede spørgsmål forudsat, at aktierne i de to udenlandske selskaber forinden aktieombytningen blev udlagt til de enkelte kommanditister. I overensstemmelse med Skatterådets afgørelse lagde Landsskatteretten til grund, at aktierne i H4 og H2 SA forinden gennemførelsen af aktieombytningen var udlagt til klageren og hendes to søstre. En sådan udlægning kunne ikke gennemføres uden skattemæssige konsekvenser for klageren og hendes to søstre. | Stadfæstelse af SKM2018.623.SR |
SKM2021.175.LSR | Klageren og klagerens to søstre anmodede om bindende svar på i alt 10 spørgsmål vedrørende forhold omkring muligheden for en skattefri aktieombytning. Skatterådet svarede nej til spørgsmål 1 og 2, og som følge heraf anså Skatterådet spørgsmål 7, 8 og 9 for bortfaldet. Klageren klagede herefter over, at Skatterådet havde anset spørgsmål 7, 8 og 9 for bortfaldet. Klageren anførte til støtte herfor, at Skatterådet burde have besvaret spørgsmål 7, 8 og 9, uanset at Skatterådet havde svaret nej til spørgsmål 1 og 2, idet der ikke var den sammenhæng mellem spørgsmålene, som Skatterådet havde tillagt det. Landsskatteretten fandt, at Skatterådet enten skulle have realitetsbehandlet spørgsmål 7, 8 og 9 eller afvist at tage stilling til spørgsmålene, jf. skatteforvaltningslovens § 24, stk. 1 og 2. Da Landsskatteretten ikke kan realitetsbehandle spørgsmål, som Skatterådet har anset for bortfaldet eller afvist, hjemviste Landsskatteretten derfor spørgsmål 7, 8 og 9 til en fornyet behandling i Skatterådet. | Tidligere instans SKM2018.519.SR, se nedenfor. |
Skatterådet |
SKM2021.454.SR | Skatterådet bekræftede, at et selskab beliggende i Hong Kong svarede til et dansk aktie- eller anpartsselskab i relation til aktieavancebeskatningslovens § 36, stk. 1. Skatterådet bekræftede endvidere, at spørger kunne foretage en skattefri aktieombytning uden tilladelse. | |
SKM2021.314.SR | Skatterådet bekræftede, at ombytningen af alle aktier og warrants i H1 A/S for aktier og warrants i H2 (Step 2c i den beskrevne omstrukturering) opfyldte betingelsen om at blive gennemført til handelsværdi i henhold til aktieavancebeskatningsloven § 36, stk. 6, 2. punktum. Efter Skatterådets praksis ansås betingelsen i aktieavancebeskatningslovens § 36, stk. 6, 2. punktum, for at være opfyldt, hvor der ikke var mulighed for, at der kunne ske formueforskydning mellem aktionærerne, og hvor ombytningen ikke medførte utilsigtede skattemæssige fordele. Det blev konkret vurderet, at de beskrevne ændringer i forbindelse med ombytningen af aktier og warrants, under de konkrete forhold, ikke medførte en værdiforskydning aktionærerne imellem, warrantindehaverne imellem eller mellem aktionærerne og warrantindehaverne. Ombytningen medførte endvidere ikke utilsigtede skattemæssige fordele. | |
SKM2021.116.SR | Skatterådet bekræftede, at betingelserne for at foretage en skattefri anpartsombytning efter ABL § 36, stk. 6 var opfyldt. Det erhvervende selskab havde dog en negativ egenkapital på 595.464 kr. Ved aktieombytningen erhvervede det erhvervende selskab aktier i det erhvervede selskab svarende til en værdi af 10.140.766 kr., men på grund af den negative egenkapital betalte selskabet alene 9.545.302 kr. (10.140.766 kr. - 595.464 kr.) i form af aktierne i selskabet selv. Skatterådet fandt derfor ud fra en konkret vurdering, at det alene ville være den del af ombytningen, der ansås for at ske til handelsværdi, der var omfattet af ABL § 36. Som konsekvens heraf skulle der ske afståelsesbeskatning af den del af aktieombytningen, der ikke blev vederlagt til handelsværdi (svarende til den negative egenkapital i det erhvervende selskab). Skatterådet bekræftede, at Spørgers anskaffelsessum på sit regreskrav mod det erhvervende selskab udgjorde 556.400 kr., jf. KGL § 26, stk. 2, 2. pkt. | |
SKM2019.371.SR | Det ønskedes bekræftet, at overdragelse af anparter, der skete ved en A/B-model ikke ville medføre afståelsesbeskatning ved vedtægtsændringen, en efter følgende anpartsombytning kunne ske efter aktieavancebeskatningslovens § 36 og at værdiansættelsen skete til handelsværdien. Skatterådet fandt, at i værdiansættelsen burde værdien af en gevinstmulighed indgå i værdiansættelsen efter de konkrete omstændigheder. Skatterådet ønskede dog ikke at lade dette element indgå i værdiansættelsen i A/B-modeller, da der i disse sager ville være tale om en praksisændring. Værdien af gevinstmulighed skulle derfor først indgå i værdiansættelsen i A/B-modeller efter, at der var udsendt et styresignal af Skattestyrelsen. | |
SKM2018.519.SR | Skatterådet kunne ikke bekræfte, at tre fysiske personer kunne foretage en fælles skattefri aktieombytning efter de objektive regler i aktieavancebeskatningslovens § 36, stk. 6, med aktier i to udenlandske selskaber ejet af et EU kommanditselskab med aktier i et nystiftet EU kapitalselskab. Skatterådet lod øvrige spørgsmål vedrørende omdannelse af et EU kommanditselskab til et kapitalselskab og værdiansættelse i forbindelse hermed bortfalde, fordi det måtte anses for en forudsætning for disse spørgsmål, at spørgsmålene om skattefri aktieombytning blev besvaret bekræftende. | Påklaget til Landsskatteretten, som ved SKM2021.175.LSR, se ovenfor, har hjemvist spørgsmålene 7, 8 og 9. |
SKM2018.272.SR | Spørger var hjemmehørende i Danmark og ejede 100% af anparterne i et dansk selskab (H2 ApS) og 100% af selskabskapitalen i et selskab hjemmehørende på Gibraltar (H1 Ltd.). Spørger ønskede at foretage en skattefri aktieombytning med H2 Aps, som det erhvervende selskab af H1 Ltd. Skatterådet bekræftede, at spørger opfyldte betingelserne for at foretage en skattefri aktieombytning, herunder at det erhvervede selskab, som var hjemmehørende på Gibraltar, svarede til et dansk aktie- eller anpartsselskab. | |
SKM2017.374.SR | Skatterådet bekræftede, at den påtænkte kapitalforhøjelse i G ApS opfylder betingelserne for at kunne gennemføres som en skattefri aktieombytning uden tilladelse fra SKAT, jf. aktieavancebeskatningslovens § 36, stk. 6. | |
SKM2016.528.SR | Skatterådet bekræftede, at det fastsatte ombytningsforhold ved en skattefri aktieombytning af Kommunens aktier i A A/S med aktier i Holding A/S er udtryk for, at værdien af vederlagsaktierne svarer til handelsværdien af de ombyttede aktier. | |
SKM2015.674.SR | Skatterådet bekræftede, at en påtænkt aktieombytning af As aktier i B A/S og C A/S med aktier i D A/S kunne gennemføres skattefrit uden tilladelse fra SKAT under nærmere beskrevne omstændigheder. Skatterådet bekræftede også, at A efter gennemførelsen af den påtænkte aktieombytning skulle anses for at have anskaffet aktierne i D A/S med succession i ejertidsnedslag efter aktieavancebeskatningslovens § 47, således at ejertidsnedslaget i C A/S videreførtes på aktierne i D A/S. Skatterådet bekræftede ikke, at As ejertidsnedslag på aktierne i C A/S skulle fordeles forholdsmæssigt på aktierne i D A/S beregnet på baggrund af handelsværdien i selskaberne som beskrevet af repræsentanten. Endelig bekræftede Skatterådet, at As skattemæssige anskaffelsessummer for aktierne i B og C skulle fordeles forholdsmæssigt på aktierne i D A/S i forhold til handelsværdien (egenkapitalen) i selskaberne som beskrevet af repræsentanten. | |
SKM2015.225.SR | Skatterådet kunne bekræfte, at der på baggrund af retspraksis i forbindelse med en bodeling kunne ske overdragelse med skattemæssig succession af ejerandele i et selskab fra den ene ægtefælle til den anden. Derudover kunne Skatterådet bekræfte, at der kunne ske skattefri spaltning samt skattefri anpartsombytning. | |
SKM2014.640.SR | Skatterådet bekræftede, at en nærmere beskrevet aktieombytning af anparter i B ApS opfyldte betingelserne for en skattefri aktieombytning uden tilladelse, og at dette også var tilfældet efter vedtagelsen af L 81 2013-14. | |
SKM2014.128.SR | Skatterådet bekræftede, at vederlæggelsen skete til handelsværdi ved en aktieombytning til et eksisterende selskab. Aktionærerne ejede samtlige aktier i begge selskaber, og der påhvilede ikke aktionærnedslag. Aktieombytningen med aktierne i det ene selskab med aktier i det andet indebar ikke formueforskydning mellem aktionærerne. | |
SKM2013.763.SR | Betingelsen om værdien af vederlagsanparterne med tillæg af en eventuel kontant udligningssum svarer til handelsværdien af de ombyttede anparter, var opfyldt, da der ud fra en samlet konkret vurdering ikke fandtes at ske formueforskydning, da samtlige anparter var ejet af én person og der ikke påhvilede aktionærnedslag på nogen af anparterne. | Praksisændring |
SKM2012.504.SR | En række dispositioner blev efter en konkret samlet vurdering anset for at medføre en reel (delvis) afståelse af selskabet. Skatterådet anså herefter hverken holdingkravet i ABL § 36, stk. 6 eller majoritetskravet i ABL § 36, stk. 2 for opfyldt. | |
SKM2011.360.SR | Opløsning af det erhvervede selskab efter selskabslovens § 216 anses for en skattepligtig afståelse og et brud på holdingkravet | |
SKM2011.287.SR | Skattefri aktieombytning og efterfølgende skattefri spaltning godkendt i forbindelse med en række øvrige skattefrie omstruktureringer. | |
SKM2010.210.SR | Konkurs og kapitalnedsættelse anset for afståelse. | |
SKM2010.53.SR | Holdingkravet og efterfølgende fusion. | |
SKM2009.736.SR | Skatterådet bekræfter, at påtænkte aktieombytninger kan foretages skattefrit uden tilladelse, uanset at den første aktieombytning sker, hvor det erhvervede selskab er montenegrinsk. Tiltrådt. | |
SKM2009.646.SR | Skatterådet bekræfter, at en gennemført anpartsombytning, uden tilladelse efter de objektive regler fortsat vil være skattefri, selvom der efterfølgende gennemføres en kapitalforhøjelse, hvor tredjemand indskyder kapital, så selskabet ejes af to anpartshavere med 50 pct. ejerandel. Tiltrådt. | Se afsnit C.D.6.3.3.1 Se også SKM2008.923.SR og SKM2008.182.SR. |
SKM2008.860.SR | Skatterådet bekræfter, at betingelsen er opfyldt, hvis A overdrager samtlige sine aktier i A A/S, og som vederlag modtager nyudstedte anparter svarende til 100 pct. af de samlede anparter i Newco ApS (og ikke andet vederlag). Tiltrådt. | |
SKM2008.545.SR | Skatterådet bekræfter, at et cypriotisk selskab var et selskab omfattet af 90/434/EØF. Tiltrådt. | |
SKM2008.375.SR | Skatterådet finder, at der vil være tale om en planlagt omgåelse af det objektive stemmeflertalskrav. Ikke - tiltrådt. | Se også SKM2007.922.SR. |
SKM2008.285.SR | Skatterådet bekræfter, at betingelsen er opfyldt, hvis A modtager 53,01 pct. og B modtager 46,99 pct. af anparterne i det holdingselskab, der stiftes, når A og B sammen gennemfører en skattefri anpartsombytning med deres anparter i C ApS og D ApS. Skatterådet lægger til grund, at ejerandelene i det nystiftede holdingselskab vil svare til forholdet mellem de værdier, som A og B hver især indskyder i holdingselskabet. Tiltrådt. | |
SKM2008.198.SR | Skatterådet anfægter ikke værdiansættelse, ombytningsforhold eller balancekrav i forbindelse med en skattefri anpartsombytning efterfulgt af to skattefrie ophørsspaltninger. Anpartshaverne var brødre, og i indstillingen udtales, at søskendeforhold og fætter-/kusineforhold som udgangspunkt skattemæssigt anses som parter med modstridende interesser. Tiltrådt. | Søskendeforhold Fætter-/kusineforhold |
SKM2008.95.SR | Skatterådet bekræfter, at et Jersey Private Company Limited by Shares svarer til et dansk aktie- eller anpartsselskab. Tiltrådt. | |