Indhold

Dette afsnit handler om, hvem der hæfter for afgiften og hvor afgiften bliver opkrævet.

Afsnittet indeholder:

Hvem hæfter for afgiften?
Eksempler på hvor afgiften vil blive opkrævet
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Hvem hæfter for afgiften?

Når virksomhederne handler

vin,
øl,
spiritus,
tobak og
mineralolieprodukter

med hinanden over EU's grænser, er det som regel afsender, som har ansvaret for varerne under transporten. Afsender hæfter for afgiften, indtil modtager har kvitteret for, at varerne er kommet frem.

Den autoriserede oplagshaver eller registrerede vareafsender hæfter for punktafgiften ved overtrædelser eller uregelmæssigheder i forbindelse med varernes forsendelse. Afgiften opkræves i sådanne tilfælde

af det EU-land, på hvis område overtrædelsen eller uregelmæssigheden er begået,
af det EU-land, hvor overtrædelsen eller uregelmæssigheden er konstateret, eller
af afgangslandet i tilfælde af, at varen ikke er nået frem til bestemmelseslandet.

Vareafsenderen hæfter derfor for punktafgiften af varer, der fx forsvinder undervejs til varemodtageren. Afgiften vil blive opkrævet af det EU-land, hvor mankoen er opstået eller konstateret og med dette lands afgiftssats.

Se også

Se SKM2014.598.HR hvor Højesteret konkluderede, at det reelt var sagsøgeren, som var erhververen af mineralolieprodukter, uanset der var to registrerede selskaber, som stod som varemodtager på ledsagedokumenterne.

Eksempler på hvor afgiften vil blive opkrævet.

Et parti varer på 1.000 flasker spiritus sendes med lastbil fra Danmark til Frankrig via Tyskland.

Eksempel 1:

200 flasker stjæles fra lastbilen under et rasteophold i Tyskland. Inden transporten fortsætter mod Frankrig, optages der politirapport. Vareafsenderen skal betale tysk spiritusafgift af de 200 flasker til den tyske afgiftsmyndighed.

Eksempel 2:

Ved lastbilens ankomst til den franske varemodtager konstateres en manko på 300 flasker. Flaskerne er blevet stjålet under et eller flere rasteophold undervejs, men stedet for tyveriet kan ikke fastslås. Da mankoen er konstateret i Frankrig, og eftersom stedet for tyveriet ikke kan fastslås, skal vareafsenderen betale fransk spiritusafgift af de 300 flasker til den franske afgiftsmyndighed.

Eksempel 3:

Lastbilen med de 1.000 flasker forsvinder sporløst under transporten til Frankrig, og stedet for varesendingens forsvinden kan ikke fastslås. Vareafsenderen skal betale dansk afgift, medmindre det kan dokumenteres, at forsendelsen enten er foregået forskriftsmæssigt, eller at stedet for varesendingens forsvinden påvises (et andet EU-land, fx Tyskland eller Frankrig). Dokumentationen skal fremlægges inden for en frist på fire måneder fra datoen for varernes afsendelse. Med indførslen af EMCS vil vareafsender blive gjort opmærksom på uafsluttede forsendelser under suspensionsordningen.

Hvis det påvises senest tre år efter datoen for ledsagedokumentets udarbejdelse, i hvilket EU-land varerne rent faktisk er forsvundet, opkræver dette EU-land punktafgiften til den sats, der gjaldt på datoen for varernes afsendelse. Ved at fremlægge dokumentation for at afgiften er betalt, godtgøres den oprindeligt betalte punktafgift.

Vareafsenderens hæftelse betyder også, at afsenderen skal betale afgift af varer, der er sendt eller udleveret til en modtager, som ikke er punktafgiftsregistreret eller ikke har stillet sikkerhed for afgiften inden afsendelsen, og hvor modtageren ikke kan eller ikke vil betale punktafgiften.

Bemærk

EU-domstolen har taget stilling til afgiftspligt mv. efter Rådets direktiv 92/12/EØF i smugleri-situationer (varer indført fra tredjeland). Se C-230/08 og C-175/14. Dommene er nærmere omtalt i afsnit E.A.1.2 om systematik for punktafgiftsområdet.

EU-domstolen har afsagt dom C-64/15 BP Europa SE, som har betydning for fortolkningen af direktiv 2008/118 artikel 10, stk. 2 og stk. 4. Ud fra dommen skal artikel 10, stk. 4, fortolkes således, at den ikke alene finder anvendelse, når den samlede mængde af varer, der bevæges under en afgiftssuspensionsordning, ikke er nået frem til deres bestemmelsessted, men ligeledes i tilfælde, hvor kun en del af disse varer ikke er nået frem til bestemmelsesstedet.

Se også

Se også afsnit E.A.1.2 om systematik for punktafgiftsområdet.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse	Afgørelsen i stikord	Kommentarer
EU-domme
►C-711/20 TanQuid Polska◄	►Cirkulationsdirektivet skal fortolkes således, at en godkendt oplagshavers forsendelse af punktafgiftspligtige varer, der ledsages af et ledsagedokument og en obligatorisk sikkerhedsstillelse - uanset den omstændighed, at den modtager, der er angivet i ledsagedokumentet og sikkerhedsstillelsen, på grund af tredjemands svigagtige adfærd ikke har kendskab til, at disse varer er blevet sendt til den pågældende - udgør omsætning af varer, hvor punktafgifterne er suspenderet som omhandlet i dette direktivs artikel 4, litra c), så længe denne omstændighed eller en anden uregelmæssighed eller overtrædelse ikke er blevet konstateret af de kompetente myndigheder i den pågældende medlemsstat.◄	►Dommen omhandler betaling af punktafgifter og suspensionsordningen. I forbindelse med toldkontrol i modtagerlandet blev det konstateret, at de angivelser, der var anført på ledsagedokumenterne, var forkerte. Modtageren benægtede efterfølgende enhver kommerciel kontakt med afsenderen.◄
C-64/15 BP Europa SE	Dommen har betydning for fortolkningen af direktiv 2008/118 artikel 10, stk. 2 og stk. 4. Ud fra dommen skal artikel 10, stk. 4, fortolkes således, at den ikke alene finder anvendelse, når den samlede mængde af varer, der bevæges under en afgiftssuspensionsordning, ikke er nået frem til deres bestemmelsessted, men ligeledes i tilfælde, hvor kun en del af disse varer ikke er nået frem til bestemmelsesstedet.
Højesteretsdomme
SKM2014.598.HR	Højesteret tiltrådte landsrettens begrundelse og resultat i SKM2012.720.VLR.	Kendelsen er en stadfæstelse af landsrettens kendelse SKM2012.720.VLR.
Landsretsdomme
SKM2012.720.VLR	Sagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgeren med rette var blevet efteropkrævet mineralolie- og kuldioxidafgift med i alt 6.707.428 kr. Sagsøgeren havde aftaget større mængder olie og benzin fra to danske selskaber, der var registreret som varemodtagere i henhold til mineralolie- og kuldioxidafgiftsloven. De to danske selskaber havde erhvervet olien og benzinen fra Østeuropa og Sydeuropa. SKAT og Landsskatteretten havde fastslået, at sagsøgeren måtte anses for den reelle erhverver af leverancerne fra de udenlandske leverandører under henvisning til, at der ikke havde været realitet i stiftelsen af og faktureringen gennem de to danske selskaber med den virkning, at der i relation til anvendelsen af mineralolieafgiftslovens § 28, stk. 2, skulle bortses fra de to selskaber. Landsretten tiltrådte, at sagsøgerens erhvervelse af de pågældende olie- og benzinleverancer i afgiftsmæssig henseende var behandlet, som om selskaberne ikke var indskudt i transaktionskæden.	Se SKM2014.598.HR.