Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

SKM2015.698.HR

Appellanten var blevet opkrævet registreringsafgift på ca. 6,3 mio. kr. af sin tysk indregistrerede Ferrari, som ubestridt ved - i hvert fald - 3 lejligheder samlet havde kørt minimum 500 km på færdselslovens område.

Appellanten gjorde gældende, at han ikke skulle betale registreringsafgift, bl.a. fordi bilen ikke kunne indregistreres i Danmark. Der var således tale om en specialkonstrueret racerbil, og bilen var monteret med H-seler, som ikke opfylder de danske krav om 3-punktseler.

Højesteret udtalte, at efter ordlyden af og formålet med den dagældende FÆL§ 72, er pligten til at betale registreringsafgift af biler, der er indrettet til kørsel på vej og omfattet af færdselslovens definition af motorkøretøjer, og som tages i brug på færdselslovens område, ikke betinget af, at bilen kan indregistreres eller bliver indregistreret. Højesteret bemærkede videre, at der i øvrigt ikke var noget til hinder for, at bilen kunne indregistreres i Danmark, idet bilen som følge af den foreliggende EU-typegodkendelse og EU-overensstemmelsesattesten udstedt af Ferrari S.p.A. ikke skulle godkendes ved syn før registrering.

Højesteret udtalte herefter, at brugen af Ferrarien efter de 3 kørslers formål og omfang ikke kunne anses for bagatelagtig. Højesteret fandt derfor, at bilen var taget i brug, og at registreringspligten og dermed også pligten til at betale registreringsafgift var indtrådt.

Appellanten havde endvidere ikke været berettiget til at få udleveret faste prøveskilte og bruge dem på bilen til de 3 omhandlede kørsler.

Landsrettens dom blev derfor stadfæstet.

Stadfæstelse af
SKM2013.788.ØLR (Stadfæstelse af SKM2013.77.BR).

Landsretsdomme 

T var tiltalt for at have benyttet en BMW med prøveskilte, selv om bilen skulle have været indregistreret og afgiftsberigtiget i Danmark, hvorved der blev unddraget 251.431 kr. i registreringsafgift.

T forklarede at der højst kunne være tale om en formel overtrædelse, idet brugen skete i forbindelse med forsøg på bortleasing af bilen. Bilen tilhørte T´s bror.

Byretten fandt, at T havde rådet over bilen i flere dage og herunder kørt i den om natten og således var begyndt at bruge bilen som sin egen, uden at der var betalt registreringsafgift. T blev derfor kendt skyldig i tiltalen.

Tillægsstraffen blev fastsat til en bøde på 125.000 kr.

Landsretten stadfæstede dommen efter en berigtigelse af tiltalen. Landsretten fandt ikke grundlag for, som led i fællesstraffen, at fastsætte straf af fængsel. Der blev her henset til forholdets karakter, herunder at T alene disponerede over bilen i en ganske kort periode.

T havde den 28. april 2009 kørt i bil med svensk nummerplade uden at afgiftsberigtige samt senere samme dag uberettiget at have påsat prøveplader på den og kørt i den. Han havde herved unddraget for 320.684 kr. i registreringsafgift.

T forklarede at bilen var blevet indregistreret i Sverige, fordi han ville flytte til Sverige på det tidspunkt. Han kørte kun i bilen i forbindelse med salg og reparation i Sverige og Tyskland. Han havde udfyldt en registreringsblanket til SKAT dateret den 26. maj 2008. Han ville have betalt afgift, men fik den ikke registreret, fordi SKAT ville have, hvad der svarede til bilens værdi i afgift. Han prøvede mange gange at få den vurderet. Han havde endvidere forsøgt at få en "Limousine tilladelse" gennem Taxanævnet.

Byretten fandt T skyldig og fastsatte straffen til 60 dages fængsel og en tillægsbøde på 160.000 kr. Der blev lagt vægt på beløbets størrelse.

Landsretten stadfæstede byretsdommen, men ændrede fængselsstraffen til 40 dage under hensyn til det unddragne beløb.

SKM2013.90.ØLR

T var tiltalt for at have indført og anvendt sin bil, registreret i Sverige, til kørsel i Danmark, selvom bilen ikke var afgiftsberigtiget i Danmark, og han var registreret med bopæl og havde fast opholdssted i Danmark.

T forklarede, at han ønskede at få den danske kørelæreruddannelse, fordi han ville arbejde som kørelærer i Danmark. Medens han tog uddannelsen, havde han bopæl i Danmark. Han vidste godt, at han ikke måtte køre, før han søgte SKAT om tilladelse, men han troede, at hans indgivelse af ansøgning om tilladelse medførte, at han så godt måtte køre i sagsbehandlingstiden.

Byretten fandt T skyldig i forsæt. T kunne ikke have en berettiget forventning om at måtte køre i bilen i sagsbehandlingstiden. Straffen blev fastsat til fængsel i 40 dage og tillægsbøde på 68.000 kr. Byretten lagde ved udmåling af tillægsbøden vægt på blandt andet bilens værdi. Der kunne ikke lægges vægt på, at bilen på en auktion blev solgt for ca. 68.000 kr., da en auktionspris ikke som udgangspunkt kan anses for at være tilsvarende værdien i fri handel.

Landsretten stadfæstede byretsdommen, men nedsatte frihedsstraffen til 30 dage. (dissens)

Politiet standsede i juni 2009 et uindregistreret køretøj, som blev ført af JL med prøveskilte, der var afmeldt. Køretøjets ejer, et udenlandsk selskab, blev herefter afkrævet registreringsafgift. Køretøjet havde ubestridt kørt ca. 384 km i Danmark, herunder en kørsel fra ...8 til ...6 foretaget af selskabets direktør SO på faste prøveskilte, som var registreret til et dansk søsterselskab. Direktøren forklarede, at køretøjet i ...6 var overladt til en kommissionær TK, og at det i den forbindelse var aftalt, at TK ikke måtte benytte køretøjet. SO forklarede videre, at han intet kendskab havde til JL eller JL´s benyttelse af køretøjet. TK afgav en tilsvarende forklaring om hændelsesforløbet og SO´s viden og forklarede i øvrigt, at han havde overladt køretøjet til JL, som ønskede at købe køretøjet, men havde instrueret JL om, at JL ikke måtte benytte køretøjet, før JL havde betalt købesummen.

Landsrettens flertal fandt, at køretøjet var taget i brug i færdselslovens forstand, da JL blev standset af politiet den 21. juni 2009. Flertallet fandt ikke, at der var grundlag for at fritage køretøjets ejer for at hæfte for registreringsafgiften, jf.REGAL § 20, stk. 1. 

SKM2011.371.ØLR

Byretsdomme

Efter en konkret bevisbedømmelse fastslog retten, at sagsøgeren var ejer af en Audi, som var taget i brug på færdselslovens område.

Sagsøger gjorde blandt andet gældende, at han ikke var ejer af bilen, og at han blot opbevarede bilen, indtil den skulle transporteres til Sverige, idet bilen var solgt til en tredjemand, SM.

Det var under sagen ubestridt, at sagsøger indtil flere gange havde benyttet bilen til privatkørsel, ligesom det var ubestridt, at sagsøger på sin Facebook-side havde uploadet billeder af sig selv og bilen i private henseender. Sagsøger havde på Facebook klart givet udtryk for, at bilen var hans egen.

SM forklarede blandt andet, at han ikke havde udfyldt en købekontrakt, og at han ikke erindrede at have skrevet under på kontrakten. Direkte adspurgt forklarede han, at han ikke var ejer af bilen.

Retten fandt herefter, at sagsøger måtte anses som ejer af bilen, og at bilen var taget i brug på færdselslovens område. Sagsøger hæftede for betalingen af registreringsafgiften på 1.048.291 kr.

Retten fandt ikke, at skatteyderen havde godtgjort, at hun reelt var bosiddende i Sverige, selv om hun var registreret med bopæl i Sverige. Retten lagde endvidere til grund, at skatteyderen havde opholdt sig i Danmark i afbrudte perioder på 185 dage eller mere inden for en periode på 12 måneder. Retten fandt således, at skatteyderen havde bopæl her i landet, og at hun som følge heraf skulle svare registreringsafgift af sine køretøjer.

Skatteministeriet blev herefter frifundet.

Sagsøgeren anmeldte en bil til registrering den 16. september 2008 og fik samtidig udleveret nummerplader samt en kvittering for anmeldelsen. Grundet en systemfejl blev anmeldelsen aldrig færdigbehandlet, og sagsøgeren modtog derfor hverken en egentlig registreringsattest eller løbende opkrævninger for vægtafgift.

SKAT blev først bekendt med den manglende færdigbehandling af registreringen i 2014 i forbindelse med, at bilen havde været impliceret i et færdselsuheld. SKAT færdigbehandlede på den foranledning registreringen og registrerede bilen i sagsøgerens navn i overensstemmelse med anmeldelsen. Herudover opkrævede SKAT vægtafgift for perioden 1. januar 2012 til 31. december 2014.

Sagsøgeren gjorde i første række gældende, at han ikke hæftede for vægtafgiftskravet, da registreringsanmeldelsen aldrig var blevet færdigbehandlet, og da bilen derfor ikke havde været registreret. I anden række gjorde sagsøgeren gældende, at ejerskabet til bilen var overgået til hans bror, og at han derfor ikke hæftede for vægtafgiftskravet, jf. VÆGTAL § 10, stk. 4. I tredje række gjorde sagsøgeren gældende, at SKAT havde fortabt vægtafgiftskravet ved passivitet.

Retten fandt, at en registreringsanmeldelse har virkning som en foreløbig registrering, og at denne er gældende, indtil den egentlige registrering har fundet sted. Sagsøgeren var anført som ejer af bilen i registreringsanmeldelsen, og det var derfor også ham, der hæftede for vægtafgiftskravet, jf. VÆGTAL § 10, stk. 1.

Retten fandt imidlertid, at sagsøgeren i tilstrækkeligt omfang havde dokumenteret, at ejerskabet til bilen var overgået til broderen. Retten lagde vægt på, at der var afgivet samstemmende forklaringer, at broderen var blevet taget i at have kørt for stærkt i bilen, og at sagsøgeren havde fået frakendt sit kørekort og boede i Sverige på tidspunktet for købet af bilen.

Retten tog herefter sagsøgerens påstand til følge.

Sagen omhandlede sagsøgerens hæftelse for registreringsafgiften af en bil af mærket ...(specialbil), jf. REGAL § 20. Omdrejningspunktet i sagen var, hvorvidt bilen var blevet taget i brug på færdselslovens område og hvorvidt sagsøgeren var ejer af bilen.

Retten fandt, at sagsøgeren - bl.a. ved kørsel til G1 og til G2 - havde ført bilen med prøveskilte i strid med reglerne i registreringsbekendtgørelsens § 77, stk. 2 og 3. Bilen var således taget i brug på færdselslovens område og skulle derfor have været indregistreret, jf. KØREGL § 2, stk. 1, nr. 1.

Retten fandt endvidere, at sagsøgeren på tidspunktet for registreringspligtens indtræden var den reelle ejer af bilen. Retten lagde i den forbindelse bl.a. vægt på,

Sagsøgeren hæftede derfor for registreringsafgiften af bilen, jf. REGAL § 20, stk. 1.

Retten lagde efter bevisførelsen til grund, at der alene havde været tale om de to kørsler i bilen, der fandt sted den 5. oktober 2007 og den 24. oktober 2007. Retten lagde endvidere til grund, at kørslerne skete med henblik på at bringe bilen til reparation. Retten fandt således ikke, at de forklaringer, der blev afgivet af A's kolleger, eller de fremlagte fotos med den fornødne sikkerhed kan danne grundlag for en antagelse om, at der er kørt i bilen med andre formål og i videre omfang end i de to nævnte tilfælde.

Ved de to kørsler blev der anvendt faste prøveskilte. Bilen var på tidspunktet for kørslerne indregistreret i Tyskland, og A og hans kone var i øvrigt ikke indehavere af de faste prøveskilte og var ikke ansat hos indehaveren af prøveskiltene. Retten tiltrådte derfor, at de to kørsler ikke var i overensstemmelse med reglerne for kørsel med faste prøveskilte. Retten fandt endvidere ikke, at A havde godtgjort, at han var berettiget til at antage, at kørslerne var i overensstemmelse med reglerne om kørsel med faste prøveskilte. Hans forklaring om, at han havde talt med medarbejdere på Motorkontoret og med sin kollega VP om kørsel med faste prøveskilte, kunne ikke anses som tilstrækkeligt bevis for en sådan antagelse.

Imidlertid fandt retten, at der bør lægges afgørende vægt på, at der alene forelå to kørsler over korte strækninger, at kørslerne skete for at bringe bilen til reparation, og at reparatøren efter det oplyste kunne have udført transporten af bilen, der i øvrigt få måneder senere blev dansk indregistreret og afgiftsberigtiget i forbindelse med salget til og leasingen fra G4. De stedfundne kørsler var således kendetegnet ved en række særegne omstændigheder, og retten fandt efter kørslernes undtagelsesvise karakter ikke, at der var sket en ibrugtagning af bilen på færdselslovens område, som bør udløse registreringspligt med deraf følgende pligt til at betale registreringsafgift. Retten bemærkede herved tillige, at der efter det oplyste ikke var blevet rejst straffesag mod A, og at formålet med den undtagelsesvise kørsel var sammenfaldende med et af de formål, som kørsel med faste prøveskilte efter § 71, stk. 1, nr. 4, i registreringsbekendtgørelsen var tilladt at varetage.

Retten bemærkede endelig, at der i den påberåbte dom af 21. marts 2011 (SKM2011.371.ØLR), der frifandt bilejeren for registreringsafgiftspligt, dokumenterbart var sket udlevering af løse prøveskilte fra Motorkontoret til bilejeren, men at kørslen i bilen i væsentlig grad oversteg omfanget af kørslen i den foreliggende sag.

Et importeret køretøj ansås for taget i brug her i landet, og der skulle derfor betales registreringsafgift af køretøjet i medfør af REGAL § 1, stk. 1. Retten lagde vægt på, at køretøjet i tiden mellem købet af køretøjet i Tyskland og politiets beslaglæggelse heraf i Danmark havde kørt 5.386 km. Retten fandt det ikke godtgjort, at denne kørsel alene omfattede enkelte kørsler til reparationer og fremvisning, ligesom bilen havde kørt 3.386 km. af de 5.386 km., imens bilen var udlånt i henhold til en salgskommisionsaftale.

Det var derfor berettiget, at der var opkrævet registreringsafgift af køretøjet som sket.

►Da et køretøj, der var standset på grænsen med prøveskilte, ikke kunne anses for at være taget i brug på færdselslovens område, fandtes der ikke at være indtrådt registreringsafgiftspligt, jf. REGAL § 1. Det forhold, at prøveskiltene var anvendt ukorrekt, fandtes ikke at kunne føre til et andet resultat.◄

Landsskatteretten bemærkede, at der alene var sket kørsel over en kort strækning, at kørslen var sket i forbindelse med import af køretøjet til det sted her i landet, hvor importøren havde virksomhedsadresse, og at der var dokumentation for, at køretøjet skulle leases ud til en navngiven kunde i Danmark.

Landsskatteretten vurderede, at kørslens undtagelsesvise karakter medførte, at der ikke var sket en ibrugtagning af køretøjet på færdselslovens område, som burde udløse registreringspligt med deraf følgende pligt til at betale registreringsafgift efter REGAL § 1, stk. 1. Endeligt bemærkede Landsskatteretten, at formålet med kørslen var sammenfaldende med et af de formål som kørsel med faste prøveskilte efter registreringsbekendtgørelsens § 77, stk. 2, tillader at varetage.

Det var derfor ikke berettiget, at SKAT havde opkrævet klageren registreringsafgift for det omhandlede køretøj.

Skatterådsafgørelser

SKM2014.621.SR