Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

SKM2007.247.HR

Arbejdsgiverens kontrol havde ikke været udført med henblik på at kontrollere grundlaget for skattefriheden af de diæter og rejsegodtgørelser, som blev udbetalt med faste beløb pr. dag.

Arbejdsgiveren kontrollerede ikke de enkelte medarbejderes start- og sluttidspunkt for rejsen, og indeholdt A-skat af det beløb, der blev udbetalt til dækning af rejseudgifter.

Diæterne/rejsegodtgørelserne var skattepligtige.

Landsretsdomme

SKM2013.152.VLR

En udgift til rejse- og befordringsgodtgørelse til en direktør (hovedaktionær) blev ikke afholdt i det pågældende selskabs interesse, men i et andet selskabs interesse. Selskabet havde derfor ikke fradragsret for udgiften.

Da der ikke var ført den fornødne kontrol og da godtgørelserne ikke dækkede udgifter påført som følge af arbejde for det pågældende selskab var godtgørelserne skattepligtige.

Se også SKM2018.159.ØLR

SKM2010.778.VLR

Når der er interessefællesskab mellem en hovedanpartshaver og selskabet, er der strenge krav til dokumentationen for, at betingelserne for skattefrihed er opfyldt.

Afgørelsen vedrører skattefri befordrings-
godtgørelse. Princippet om strenge krav til dokumentationen gælder også ved udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse.

SKM2004.517.ØLR

På det foreliggende grundlag kunne arbejdsgiveren ikke kontrollere, om overnatningerne var nødvendiggjort af lønmodtagerens arbejdsopgaver.

Også af den grund var det Landsrettens opfattelse, at de udbetalte rejsegodtgørelser var skattepligtige.

Byretsdomme

I forhold til spørgsmålet om skattefri rejsegodtgørelse fandt retten, at den fremlagte dokumentation kun i begrænset omfang opfyldte kravene i bekendtgørelser nr. 173 af 13. marts 2000 § 1, stk. 2. Der manglede således i vidt omfang angivelse af rejsens mål og af start- og sluttidspunkter, herunder utvetydige dateringer. Desuden måtte det på baggrund af bevisførelsen lægges til grund, at sagsøgerens arbejdsgiver ikke havde ført det fornødne tilsyn med, at betingelserne for udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse var opfyldt. På den baggrund og med en bemærkning om, at der stilles skærpede krav til en hovedanpartshavers og direktørs dokumentation for, at betingelserne for at modtage skattefri rejsegodtgørelse er opfyldt, tog retten Skatteministeriets påstand om frifindelse til følge. De udbetalte rejsegodtgørelser var således skattepligtige.  

Byretten fandt, at den fremlagte dokumentation kun i begrænset omfang opfyldte kravene i bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 § 1, stk. 2, idet der i vidt omfang manglede angivelse af rejsens mål og af start- og sluttidspunkter, herunder årstal for rejsen. Desuden måtte det på baggrund af bevisførelsen lægges til grund, at sagsøgerens arbejdsgiver ikke havde ført det fornødne tilsyn med, at betingelserne for udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse var opfyldt. De udbetalte rejsegodtgørelser var således skattepligtige, og Skatteministeriet blev frifundet.

Sagen drejede sig om, hvorvidt en skatteyder, der arbejdede som lastbilchauffør, opfyldte betingelserne for at få udbetalt skattefri rejsegodtgørelse i årene 2013 og 2014 efter LL § 9 A.

Skatteyderen havde fremlagt en række kørselsrapporter, der bl.a. indeholdt oplysninger om datoer og destinationer for rejserne. Kørselsrapporterne indeholdt imidlertid ikke en påtegning om kontrol fra arbejdsgiveren, og der manglede i vidt omfang oplysninger om start-og sluttidspunkter. Der forelå således ikke bogføringsbilag der opfyldte kravene i bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000.

På det grundlag fandt retten ikke, at skatteyderen havde løftet bevisbyrden for, at arbejdsgiveren havde ført den fornødne kontrol.

I forhold til skatteyderens subsidiære påstand om beskatning af et differencebeløb, bemærkede retten, at det af § 1, stk. 3 i bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 fremgik, at hele beløbet var skattepligtigt.

Landsskatteretskendelser

SKM2018.240.LSR

Landsskatteretten fandt, at et selskab havde påvist, at det havde ført tilstrækkelig kontrol med udbetaling af skattefri rejsegodtgørelser til sine medarbejdere. Tilstedeværelsen af bagatelagtige fejl fandtes ikke at kunne føre til et andet resultat. SKATs afgørelse, hvorefter godtgørelser til alle ansatte var anset for skattepligtige, blev derfor tilsidesat.   

SKM2015.484.LSR

Det i sagen fremlagte materiale blev ikke anset for tilstrækkeligt til at dokumentere eller sandsynliggøre, at betingelserne for udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse til chaufføren var opfyldt.

Der blev lagt vægt på, at kørselsrapporterne ikke var udfyldt fyldestgørende. Det var således ikke muligt at fastslå chaufførens køreruter, herunder rejsernes mål eller delmål ud fra betegnelserne Y1 og DK. Hertil kom at destinationerne nævnt med en by i Y1 ikke var nærmere konkretiseret med en adresse eller lignende. Endvidere fremgik det ikke klart, hvad rejsernes konkrete erhvervsmæssige formål havde været. Den fremlagte mail, hvori G3 bekræftede, at chaufføren havde kørt med deres beton under ansættelse hos G1 ApS, bidrog ikke yderligere til afklaring af køreruter, herunder rejsernes mål eller delmål.

Dette sammenholdt med, at der ikke var fremlagt yderligere kontrolbilag,  gjorde at det ikke var muligt at fastslå, om arbejdsgiveren havde ført den nødvendige kontrol.

Allerede fordi det i sagen fremlagte materiale ikke muliggjorde kontrol med udbetalingen af den skattefri rejsegodtgørelse, blev den udbetalte skattefri godtgørelse anset for yderligere løn.

SKM2006.229.LSR

Arbejdsgiveren havde ikke udøvet fornøden kontrol af, om betingelserne for udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse var til stede.

Lønmodtageren var skattepligtig af hele den udbetalte rejsegodtgørelse som følge af arbejdsgiverens manglende kontrol med udbetalingerne.

Lønmodtageren fik fradrag for de udstationeringer, der efter en konkret vurdering blev anset for at opfylde rejsebegrebet.