Muligheden for ekstraordinær genoptagelse i henhold til SFL § 32, er betinget af, at det afledte krav ikke er formueretlig forældet. Se SFL § 34 a, stk. 4.
Forældelsesfristen for krav afledt af en ekstraordinær ansættelse er 10 år. Se SFL § 34 a, stk. 4.
Fristen kan ikke suspenderes, men afbrydes foreløbigt, hvis der varsles en ændring eller anmodes om genoptagelse inden forældelsesfristens udløb. I disse tilfælde er kravet tidligst forældet 1 år efter, at Skatteforvaltningen har truffet afgørelse, uanset om der er tale om en ændring på Skatteforvaltningens eller på borgerens/virksomhedens initiativ. Se SFL § 34 a, stk. 2.
Hvis Skatteforvaltningen efter underkendelse af hidtidig praksis udsender en genoptagelsesmeddelelse, regnes den 10-årige forældelsesfrist, for krav på tilbagebetaling af skat, fra tidspunktet for den underkendende afgørelse, således at der ikke indtræder forældelse, hvis anmodningen om genoptagelse i øvrigt fremsættes rettidigt. Se A.A.8.2.2.1.2.7.
Bemærk
Forældelsesfristen løber fra det oprindeligt bestemte forfaldstidspunkt, selvom kravet ikke er gjort op. I henhold til SFL § 34 a, stk. 2, kan der gives en tillægsfrist på et år, hvis Skatteforvaltningen inden forældelsesfristens udløb har udsendt agterskrivelse.
I forbindelse med forældelse skal opmærksomheden henledes på SFL § 34 b. I SKM2017.277.ØLR har Landsretten udtalt, at SKAT (nu Skatteforvaltningen) efter ordlyden af bestemmelsen i SFL § 34 b, 2. pkt. og indholdet af forarbejderne, i et tilfælde som det foreliggende, hvor skattekravet var fastslået ved en dom for strafbart forhold, uafhængigt af fristreglerne i SFL § 26 og 27, havde hjemmel i SFL § 34 b, 2. pkt., til at gøre kravet gældende over for A.
Se A.A.9. om forældelse af fordringer.
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Skemaet viser relevante afgørelser på området.
| Afgørelser | Afgørelsen i stikord | Kommentarer |
| Landsskatteretsafgørelser |
| SKM2017.277.ØLR | SKAT havde varslet en forhøjelse af skatteansættelsen efter SFL § 34 b, 2. pkt., i en situation, hvor den fordring, der udsprang af skatteansættelsen, ikke var formueretligt forældet, og hvor der ikke var rejst tiltale mod skatteyderen efter straffelovens § 289. Landsretten fandt efter ordlyden af bestemmelsen og indholdet af forarbejderne, at SKAT i et tilfælde som det foreliggende, hvor skattekravet var fastslået ved en dom for strafbart forhold, uafhængigt af fristreglerne i SFL §§ 26 og 27, havde hjemmel i SFL § 34 b, 2. pkt., til at gøre kravet gældende over for A. Det kunne ikke føre til en ændret vurdering, at skattekravet ikke var formueretligt forældet ved varslingen. Landsretten lagde herved vægt på, at det i givet fald ville indebære, at adgangen til at gøre skattekrav i anledning af strafbart forhold gældende ville være mere restriktiv i tilfælde, hvor kravet ikke er formueretlig forældet end i tilfælde, hvor der er indtrådt forældelse. Hvad angik skatteyderens synspunkt om, at § 34 b, 2. pkt., ikke fandt anvendelse, fordi han ikke blev tiltalt efter straffelovens § 289, men kun efter dagældende bestemmelse i SKL § 13, henviste landsretten til byrettens begrundelse. Byretten havde anført, at dagældende bestemmelse i SKL § 19 a efter sin ordlyd vedrører sager om overtrædelse af både dagældende bestemmelse i SKL § 13 og straffelovens § 289. | Tidligere SKM2016.295.BR. |