Indhold

Dette afsnit handler om de krav, der stilles til en anmodning om indledning af den gensidige aftaleprocedure, når anmodningen indgives af en skatteyder, der mener, at skattemyndighederne i det ene eller begge lande beskatter eller påtænker at beskatte en indkomst på en måde, der strider mod DBO'en.

Afsnittet indeholder:

  • Grundlaget for skatteyderens anmodning
  • Indgivelse af anmodning
  • Tidsfrist for indgivelse af anmodning
  • Formkrav
  • Gebyr
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Grundlaget for skatteyderens anmodning

En skatteyder kan anmode den kompetente myndighed i en af de kontraherende stater om at indlede gensidige forhandlinger med den kompetente myndighed i det andet land. Skatteyderen skal godtgøre, at der er truffet foranstaltninger af skattemyndighederne i det ene eller begge lande, som vil resultere i en beskatning, der ikke er i overensstemmelse med DBO'ens bestemmelser. Hvis der ikke foreligger skatteansættelser vedrørende den pågældende indkomst, skal skatteyderen sandsynliggøre, at der er en begrundet risiko for, at han vil blive udsat for dobbeltbeskatning.

Et bindende svar kan være tilstrækkeligt grundlag for at indlede den gensidige aftaleprocedure, hvis det må formodes at medføre dobbeltbeskatning.

Den gensidige aftaleprocedure kan også anvendes, selv om der ikke foreligger dobbeltbeskatning i strid med overenskomsten, når blot den omstridte beskatning er i direkte strid med DBO'en. Det kan fx være tilfældet, når det ene land beskatter en indkomst, som efter DBO'en kun kan beskattes i det andet land. Det gælder også, selv om det andet land ikke kan udnytte beskatningsretten efter nationale regler. Se punkt 13 i kommentaren til modeloverenskomstens artikel 25.

I en sag rettede den kompetente myndighed i Danmark henvendelse til den kompetente myndighed på Færøerne, fordi skatteyderen mente, at beskatningen på Færøerne var udtryk for diskrimination. Se TfS 1994, 539 TSS.

Bemærk

Skatteyderen kan indgive anmodningen, selv om skattemyndighederne ikke har fremsendt meddelelse om den skatteansættelse eller opkrævning af den skat, som han anser for at være i strid med DBO'ens bestemmelser. Se punkt 14 i kommentaren til modeloverenskomstens artikel 25.

Indgivelse af anmodningen

Anmodningen skal som hovedregel indgives til den kompetente myndighed i en af de kontraherende stater. Det gælder også, uanset om den beskatning, der gøres indsigelse mod, er blevet pålagt i den ene eller i den anden stat, og uden hensyn til, om den har givet anledning til dobbeltbeskatning eller ej. Se punkt 17 i kommentaren til modeloverenskomstens artikel 25. Visse DBO'er kræver dog, at anmodningen indgives til den kompetente myndighed i den stat, hvor man er hjemmehørende. 

Skatteforvaltningen er bemyndiget til at træffe afgørelser efter DBO'er som den kompetente myndighed. Den kompetente myndigheds afgørelser om resultatet af gennemførte forhandlinger mellem to eller flere stater, kan ikke påklages til anden administrativ myndighed. Se BEK nr. 1029 af 24/10/2005. Den kompetente myndigheds afgørelser om afslag på at behandle en anmodning om indledning af den gensidig aftaleprocedure kan indbringes for domstolene senest 3 måneder efter, at afgørelsen er truffet. Se SFL § 48, stk. 3. 

Anmodninger om indledning af den gensidige aftaleprocedure skal for både fysiske og juridiske personer indgives til:

  • Sager, der vedrører modeloverenskomstens artikel 7 og artikel 9:

Skattestyrelsen Store Selskaber - Kompetent Myndighed, Hannemanns Allé 25, 2300 København S

eller pr. mail til store-selskaber-sikker-post@sktst.dk

  • Øvrige sager:

Skattestyrelsen Jura - Kompetent Myndighed, Hannemanns Allé 25, 2300 København S

eller pr. mail til HovedpostkasseJura@SKTST.dk

Bemærk

Sagen behøver ikke at have været igennem de nationale klageinstanser, før der indgives anmodning om indledning af gensidig aftale. Se pkt. 31 i kommentarerne til modeloverenskomstens artikel 25.

Bemærk

Hvis anmodningen vedrører en beskatning, der menes at være diskriminerende efter artikel 24, stk. 1, kan anmodningen indgives til den kompetente myndighed i det land, hvor skatteyderen er statsborger. Se punkt 18 i kommentaren til modeloverenskomstens artikel 25.

Tidsfrist for indgivelse af anmodning

Anmodning om indledning af den gensidige aftaleprocedure skal indgives inden 3 år fra den første meddelelse om den foranstaltning, som giver anledning til en beskatning, som anses for at være i strid med DBO'en. Skatten skal efter danske regler være pålignet, som fx ved kendelsestidspunktet, før fristen begynder at løbe. Se punkt 21 i kommentaren til modeloverenskomstens artikel 25.

Bemærk

Der kan i de enkelte DBO'er være aftalt andre tidsfrister for indgivelse af anmodning. Hvis der ikke er anført nogen tidsfrist, anvendes som udgangspunkt fristen i modeloverenskomstens artikel 25, stk. 1.

Se også

Bemærk

Tidsfristen for indgivelse af anmodning udskydes ikke, fordi skatteansættelsen eventuelt påklages i det administrative klagesystem eller indbringes for domstolene.

Formkrav

Der er ikke i modeloverenskomstens artikel 25 opstillet særlige formkrav til en anmodning om indledning af den gensidige aftaleprocedure modeloverenskomstens i artikel 25. Efter danske regler gælder heller ikke særlige formkrav.

Efter de almindelige regler for fremsættelse af indsigelse over en skatteansættelse gælder dog, at anmodningen skal være konkretiseret på en sådan måde, at den kompetente myndighed kan tage stilling til, om anmodningen kan efterkommes.

Efter OECD's retningslinjer - "BEPS Action 14 on More Effective Dispute Resolution Mechanisms - Peer Review Documents" skal en anmodning som minimum bl.a. indeholde:

  • Skatteyderens navn, adresse og CPR-nr. eller CVR-nr./SE-nr.
  • Oplysning om skattemyndigheden i det andet land, som har foretaget eller forventes at foretage en skatteansættelse i strid med DBO'en (hvis det er relevant)
  • Angivelse af de indkomstår, anmodningen omfatter
  • Beskrivelse af sagens faktiske omstændigheder, herunder beløbsmæssig opgørelse af den omhandlede indkomst
  • Angivelse af den eller de artikler i DBO'en, som skatteyderen mener ikke bliver anvendt korrekt
  • Skatteyderens opfattelse af, hvordan DBO'en bør fortolkes
  • Oplysning om eventuel henvendelse til andre kompetente myndigheder vedrørende samme spørgsmål
  • Oplysning om eventuel påklage af de omhandlede skatteansættelser
  • Eventuel samtykkeerklæring om at Skattestyrelsen kan henvende sig til en repræsentant. Se SKM2020.250.SKTST og A.A.7.4.2
  • Oplysning om hvorvidt anmodningen er sendt til andre myndigheder
  • Et tilsagn om, at den skattepligtige vil svare så komplet og hurtigt som muligt på alle rimelige og relevante anmodninger fra en kompetent myndighed og har dokumentation til rådighed for de kompetente myndigheder

Desuden særligt i transfer pricing sager:

  • Skatteyderidentifikationsnummer på andre involverede skatteydere
  • Beskrivelse af de kontrollerede transaktioner og af, hvordan de interne afregningspriser er fastsat.

Gebyr

Der skal ikke betales gebyr ved indgivelse af en anmodning om indledning af gensidig aftaleprocedure.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse Afgørelsen i stikord Kommentarer
Byretsdomme
 SKM2021.119.BR Et selskab fremsatte anmodning om, at de danske skattemyndigheder indledte gensidig aftaleprocedure med skattemyndighederne i Y1-land for at undgå dobbeltbeskatning.

Artikel 24 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Y1-land indeholdt - i modsætning til artikel 25 i OECDs modeloverenskomst - ikke en indbringelsesfrist og en fristafbryderregel. Retten fandt, at en retstilstand, hvor der helt bortses fra nationale tidsfrister, herunder såvel de skatteretlige som de almindelige forældelsesfrister, og hvor indsigelser dermed i princippet kunne fremsættes i det uendelige, måtte forudsætte en meget klar hjemmel. En sådan hjemmel forelå ikke.

Ved fremsættelsen af anmodningen om gensidig aftaleprocedure var de nationale frister udløbet, hvorfor Skattestyrelsen med rette havde afvist anmodningen om gensidig aftaleprocedure.

 
 Gensidige aftaler mv.

SKM2006.1.SKAT

Gensidig aftale med den kompetente myndighed i Tyskland om visse tyske tvungne pensionsordninger for selvstændige læger, apotekere, advokater, arkitekter med flere, der skal anses for sociale pensioner omfattet af artikel 18, stk. 2 i den dansk-tyske DBO.

 

TfS 1998, 307 DEP

Gensidig aftale med den kompetente myndighed i Tyskland om, at bopælslandet skal give exemptionslempelse på sociale ydelser efter artikel 18, stk. 2, selv om disse ydelser ikke beskattes i kildelandet.

 

TfS 1994, 539 TSS

En person, der i en periode var fuldt skattepligtig til Færøerne, fik ikke fradrag på Færøerne for et uerholdeligt løntilgodehavende. Den kompetente myndighed i Danmark rettede henvendelse til den kompetente myndighed på Færøerne, fordi skatteyderen mente, at beskatningen på Færøerne var udtryk for diskrimination.