Indhold

Afsnittet beskriver reglerne for, hvornår og til hvem der kan ydes godtgørelse skattefrit ved erhvervsmæssig befordring.

Afsnittet indeholder:

• Regel
• Udgangspunkt
• Personkreds
• Betingelser for udbetaling af skattefri godtgørelse
• Skatterådets satser
• Broafgift
• Regnskabsmæssige krav
• Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Regel

Godtgørelse for befordringsudgifter, som arbejdsgiveren udbetaler som følge af arbejdet, skal ikke medregnes ved indkomstopgørelsen, hvis godtgørelserne ikke overstiger satser, der er fastsat af Skatterådet.

Det gælder for godtgørelser, der udbetales til:

• Lønmodtagere
• Medlemmer af eller medhjælpere for bestyrelser, udvalg, kommissioner, råd og lignende.

Godtgørelsen skal dog medregnes ved indkomstopgørelsen, hvis den fragår i en forud aftalt bruttoløn (modregningsforbuddet). Se LL § 9, stk. 4, og § 9 B.

Hvis befordringsgodtgørelsen udbetales med et højere beløb end Skatterådets satser, anses hele beløbet for personlig indkomst, og beløbet skal indberettes som løn. Dette gælder ikke, hvis arbejdsgiveren eller hvervgiveren ved den endelige opgørelse anser det beløb, der overstiger satsen, for løn, hvoraf der skal indeholdes A-skat og arbejdsmarkedsbidrag.

Se også

C.A.5.14.5 om fri parkeringsplads i nærheden af arbejdspladsen.

C.A.7.2.1 om modregningsforbuddet.

C.A.7.2.6 om udlæg efter regning.

Udgangspunkt

Bestemmelsen indebærer, at lønmodtagere som udgangspunkt hverken kan fratrække faktiske, erhvervsmæssige befordringsudgifter, eller fratrække udgifterne efter satserne for erhvervsmæssig befordring, se LL § 9 B. Lønmodtagere kan efter LL § 9, stk. 1, alene foretage fradrag for erhvervsmæssige befordringsudgifter efter reglerne i LL § 9 C. Se afsnit C.A.4.3.3.2.1. Er en lønmodtager tillige omfattet af befordringsreglerne i LL § 9 D, vil der kunne foretages fradrag efter LL § 9 D for kørsel mellem hjem og arbejdsplads, både før og efter 60 dages periodens udløb. For kørsel mellem arbejdspladser (erhvervsmæssig kørsel) vil den skattepligtige dog kun kunne foretage fradrag efter reglerne i LL § 9 C, idet fradrag efter LL § 9 D kun omhandler befordring mellem hjem og arbejdsplads. Det er i den forbindelse en forudsætning, at der ikke samtidigt er modtaget skattefri godtgørelse fra arbejdsgiveren efter LL § 9 B.

For den erhvervsmæssige befordring er der derfor tale om en ren godtgørelsesordning, fordi der ikke er adgang til alternativt eller supplerende at fratrække udgifter.

Det indebærer også, at hvis betingelserne for ydelse af skattefri befordringsgodtgørelse er opfyldt, men udbetalingen sker med lavere beløb end satserne, kan der ikke foretages fradrag for differencen mellem den modtagne godtgørelse og satserne.

Personkreds

Omfattet af reglerne for udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse er:

• Lønmodtagere (definition og afgrænsning, se afsnit C.A.3.1.1)
• Medlemmer af og medhjælpere for bestyrelser, kommissioner, råd og lignende
• Selvstændigt erhvervsdrivende, der anvender virksomhedsordningen, hvis bilen holdes udenfor virksomhedsordningen (definition og afgrænsning, se afsnit C.C.1.2).

Bestyrelsesmedlemmer og lignende

Hvervgivere som bestyrelser, udvalg, kommissioner, råd og lignende kan udbetale skattefri befordringsgodtgørelse til både lønnede og ulønnede medlemmer eller medhjælpere, efter samme principper og med samme beløb, som gælder for udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse til lønmodtagere. Se LL §§ 9, stk.4, 5. pkt., og 9 B, stk. 5.

Skattefri befordringsgodtgørelse kan kun udbetales til bestyrelsesmedlemmer og lignende for kørsel vedrørende opgaver, som står i naturlig forbindelse med hvervet som medlem af bestyrelsen og lignende. Se SKM2009.430.HR.

Se også afgørelsen SKM2021.247.LSR, der bl.a. angik, hvorvidt klageren var berettiget til fradrag for befordring i relation til bestyrelsesarbejde. Klageren var bestyrelsesmedlem i nogle selskaber, og klageren modtog bestyrelsesvederlag herfor, der blev indberettet som A-indkomst. Klageren modtog ikke godtgørelse for udgifter til befordring i forbindelse med bestyrelsesarbejdet. Landsskatteretten udtalte, at det følger af LL § 9 B, stk. 5, at reglerne i LL § 9 B, stk. 1-4, finder anvendelse på befordringsgodtgørelser, der udbetales til medlemmer af eller medhjælpere for bestyrelser, udvalg, kommissioner, råd og lignende. Landsskatteretten fandt, at det følger af LL § 9 B, stk. 4, 2. pkt., at der kun foretages fradrag for befordring efter LL § 9 C, såfremt arbejdsgiveren ikke udbetaler hel eller delvis skattefri godtgørelse. Det følger videre af LL § 9 B, at bestemmelsen i LL § 9 B, stk. 4, 2. pkt., også gælder bestyrelsesmedlemmer, jf. herved bestemmelsens stk. 5. På dette grundlag fandt Landsskatteretten, at klageren var henvist til at foretage fradrag for befordringen som et ligningsmæssigt fradrag efter LL § 9 C. Det forhold, at der var tale om honorar, som var gjort til A-indkomst efter bestemmelsen i KSL § 43, ændrede ikke herved. 

Der kan udbetales skattefri befordringsgodtgørelse til et byrådsmedlem for kørsel mellem dennes civile arbejdsplads og mødesteder, der er forbundet med hvervet som byrådsmedlem, hvis denne kørsel ikke overstiger kørslen mellem den sædvanlige bopæl og arbejdspladserne ved byrådsarbejdet, og kun så længe kørslen ikke overstiger 60 gange indenfor 12 måneder. Se SKM2011.9.SR.

Om 60-dages reglen for kommunalbestyrelsesmedlemmer, se SKM2017.451.SR.

De lønnede bestyrelsesmedlemmer og lignende, som er omfattet af reglerne om skattefri befordringsgodtgørelse, afgrænses på samme måde som den personkreds, der er nævnt i KSL § 43, stk. 2, litra a. Derfor kan der kun udbetales skattefri befordringsgodtgørelse til de lønnede bestyrelsesmedlemmer og lignende, som får et vederlag, der er A-indkomst.

Valgstyrere, der må anses for omfattet af den gruppe personer, der er medhjælpere for bestyrelser, udvalg, kommissioner og råd og lignende, kan få udbetalt skattefri befordringsgodtgørelse efter LL § 9, stk. 4, 5. pkt., uanset at vederlaget er gjort til B-indkomst efter kildeskattebekendtgørelsens § 19.

Se afgørelsen, SKM2001.141.ØLR, hvor en direktør og eneanpartshaver ikke var berettiget til at få udbetalt skattefri kørselsgodtgørelse fra sit selskab. Hun havde valgt ikke at få udbetalt løn af selskabet, og hun kunne heller ikke anses for bestyrelsesmedlem, fordi selskabet ikke havde nogen bestyrelse. Endvidere kunne de arbejdsopgaver, som hun havde fået udbetalt kørselsgodtgørelse for, ikke sidestilles med bestyrelsesarbejde.

Ulønnede bestyrelsesmedlemmer eller frivillige ulønnede medhjælpere, der yder bistand som led i en forenings skattefri virksomhed, kan også få udbetalt skattefri befordringsgodtgørelse til dækning af udgifter til befordring i egen bil med Skatterådets satser for erhvervsmæssig kørsel. Se LL § 7 M. Se C.A.3.4.13.

Fagforeningspersoner, der ikke er ansat, er ikke omfattet af personkredsen. Se C.A.3.4.13.

Se også

• C.A.3.4.13 om ulønnede medhjælpere mv. eller ulønnede bestyrelsesmedlemmer i foreninger.
• C.A.4.3.3.3.3 om lønmodtagere med to eller flere samtidige arbejdsgivere.
• C.C.5.2.2.9 om godtgørelser, der betales til den erhvervsdrivende.
• C.A.5.4 om fri undervisning og befordringsgodtgørelse efter reglerne i LL § 31.

Betingelser for udbetaling af skattefri godtgørelser

En arbejdsgiver kan ikke udbetale skattefri befordringsgodtgørelse til en lønmodtager for kørsel omfattet af SL § 6, litra a, se LL § 9, stk. 4. Lønmodtagere kan heller ikke foretage fradrag for kørsel omfattet af SL § 6, litra a, se LL § 9, stk. 1,3. pkt.

Det er en forudsætning for at udbetale befordringsgodtgørelser skattefrit, at

• ligningslovens betingelser herfor er opfyldt, se afsnit C.A.4.3.3.3.1 om de generelle betingelser
• godtgørelsen bliver udbetalt for det faktiske antal kilometer, som lønmodtageren har kørt
• kørslen foregår i egen bil, se nedenfor i dette afsnit.

Kørsel, hvor den skattepligtige ikke selv er med i bilen, kan ikke godtgøres efter LL § 9 B. Se SKM2003.317.ØLR.

Bemærk

Betingelserne for udbetaling af skattefri godtgørelser efter Skatterådets satser skal altid være opfyldt, når befordringen foregår mellem to eller flere arbejdspladser eller indenfor samme arbejdsplads. Se de generelle regler i afsnit C.A.4.3.3.3.1.

Faste månedlige beløb, der udbetales uafhængigt af det faktiske antal kørte kilometer, eller beløb, der skal dække inden for særlige afstandszoner, kan ikke udbetales som skattefri godtgørelse.

Se TfS 1999, 928 LSR, hvor befordringsgodtgørelse, der var udbetalt a conto med lige store månedlige beløb, skulle medregnes til den skattepligtige indkomst. Der skulle ske afregning på grundlag af Ligningsrådets satser i forhold til kilometertallet. I den konkrete sag var skatteyderens kørselsbehov i løbet af året ikke reguleret, ligesom den i årets løb udbetalte godtgørelse heller ikke var reguleret.

Egen bil, motorcykel mv.

Erhvervsmæssig kørsel er kørsel, der er omfattet af LL § 9 B, når denne kørsel sker i/på lønmodtagerens eget befordringsmiddel. Som eget befordringsmiddel anses også ægtefællens eller en samlevers befordringsmiddel, når de samlevende har fælles økonomi.

Delebil og leasede biler

Ligningsrådet har i fire konkret beskrevne situationer taget stilling til begrebet "egen bil" og mulighed for godtgørelse af erhvervsmæssig benyttelse heraf i relation til delebilordninger, leasede biler og bil-sameje mellem ikke-samlevende personer. Afholder lønmodtageren de reelle, faktiske udgifter ved en delebilordning eller selv leaser en bil, vil kørslen kunne sidestilles med kørsel i egen bil. Samme gælder, hvor en person er faktisk medejer af bilen, uanset ejerne ikke er samboende. Ved en delebilordning, hvor arbejdsgiveren medvirker til, at bilen udover den erhvervsmæssige kørsel også står til rådighed for privat kørsel, skal der ske beskatning efter regler om fri bil. Se TfS 2000,1020 LR.

Offentlig transport

Benytter den ansatte offentlige transportmidler, kan der ikke udbetales befordringsgodtgørelse. Arbejdsgiveren kan i stedet dække sådanne udgifter efter regning.

60-dages reglen

Overstiger antallet af arbejdsdage på samme sted 60 dage, anses arbejdspladsen for fast, og befordringen er dermed privat. En skatteyder, der fx arbejder på samme arbejdsplads i 62 dage, er ikke berettiget til skattefri kørselsgodtgørelse for de sidste to dage, fordi kørsel til arbejdspladsen udover 60 dage ikke anses for erhvervsmæssig. Se TfS 1997, 771 LSR.

En virksomhed kan udbetale skattefri befordringsgodtgørelse til sine ansatte for kørsel mellem sædvanlig bopæl og virksomhedens nye adresser i de første 60 arbejdsdage efter flytningen. Se SKM2010.518.SR. En aftale mellem virksomheden og de ansatte om lønreduktion med et fast månedligt beløb i en periode på 12 måneder, var ikke i strid med modregningsforbuddet i LL § 9, stk. 5, da lønnedgangen var uafhængig af den faktisk udbetalte godtgørelse og ikke beløbsmæssigt svarede hertil.

Perioden på 60 arbejdsdage gælder kun for befordring direkte mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads, hvorimod kørsel til en arbejdsplads i løbet af dagen ikke tæller med, fordi denne kørsel foretages mellem arbejdspladser.

►I SKM2022.44.SR, bekræftede Skatterådet, at kørsel til leverandører af materialer til brug for arbejdet, kørsel efter mødeforplejning m.fl. kunne udgøre arbejdssteder i relation til udbetaling af skattefri kørselsgodtgørelse efter LL § 9 B, under forudsætning af, at spørger modtog løn for den medgåede arbejdstid og at kørslen til disse steder var arbejdsmæssigt begrundet. Endvidere bekræftede Skatterådet, at kørsel til et sted, som kunne anses som en selvstændig opgave i forhold til det byggeprojekt, spørger arbejdede på, måtte anses for et særskilt arbejdssted i relation til udbetaling af skattefri kørselsgodtgørelse efter 60-dages reglen i ligningslovens § 9 B.

Skatterådet kunne derimod ikke bekræfte, at kørsel til tankstationer, værkssteder og vaskehaller i arbejdstiden kunne udgøre arbejdssteder i relation til udbetaling af skattefri kørselsgodtgørelse efter LL § 9 B, selvom skatteyderen besvarede telefonopkald, e-mails i ventetiden. Kørslen til disse steder var ikke arbejdsmæssigt begrundet. Skatterådet tog endvidere stilling til, at et byggeprojekt på et større område ikke kunne anses som flere arbejdspladser, selvom der blev arbejdet på forskellige matrikelnumre. Denne del er indbragt for Landsskatteretten. ◄

60-dages-perioden afbrydes alene, hvis der er forløbet 60 på hinanden følgende arbejdsdage, siden lønmodtageren sidst har været på arbejdspladsen som nævnt i LL § 9 B, stk. 1, litra a. Se § 9 B, stk. 2. Det afgørende her er, at befordringen er foretaget direkte mellem den sædvanlige bopæl og arbejdspladsen. Har lønmodtageren ikke været på en bestemt arbejdsplads som dagens første eller sidste arbejdsplads i 60 arbejdsdage i træk, begynder en ny 60-dages periode. Det er derimod uden betydning, om lønmodtageren er kørt til arbejdspladsen midt på dagen fra en anden arbejdsplads, fordi sådan kørsel mellem arbejdspladser altid anses for erhvervsmæssig befordring efter LL § 9 B, stk. 1, litra b.

Reglerne i LL § 9 B, stk. 1, litra a, (kørsel mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads i indtil 60 dage inden for de forudgående 12 måneder), og stk. 2 (afbrydelsesperioden på 60 sammenhængende arbejdsdage), gælder for det enkelte ansættelsesforhold. Afbrydes et ansættelsesforhold, begynder en ny 60-dages periode.

Eksempel

Ansættes en lønmodtager fx den 1. maj 2021 i en ny stilling, anses kørsel mellem bopæl og den nye arbejdsplads for erhvervsmæssig i de første 60 dage. Ophører dette ansættelsesforhold fx den 31. marts 2009 2022, fordi lønmodtageren tiltræder en ny stilling hos en anden arbejdsgiver den 1. april 2022, begynder en ny 60-dages periode i det nye ansættelsesforhold.

Er der derimod tale om, at arbejdsgiveren fx sender lønmodtageren hjem på grund af dårligt vejr, manglende tilførsel af råstoffer eller lignende, så arbejdet hos arbejdsgiveren kun afbrydes midlertidigt og forudsættes genoptaget, så snart det er arbejdsmæssigt muligt, anses 60-dages perioden ikke for afbrudt. I sådanne tilfælde sammenlægges perioden før og efter det midlertidige ophold i arbejdet.

Formodningsregel

Hvis en lønmodtager har et kørselsmønster med befordring til så mange forskellige arbejdspladser, at det ikke er sandsynligt, at han eller hun kører mellem sin sædvanlige bopæl og én af sine arbejdspladser i mere end 60 dage inden for de forudgående 12 måneder, gælder der efter LL § 9 B, stk. 3, en formodning for, at lønmodtagerens befordring er erhvervsmæssig. Bestemmelsen er indført for at lette hverdagen for personer, som har mange forskellige arbejdspladser.

Formodningsreglen gælder for skattepligtige, der har et kørselsmønster, der indebærer befordring til mange forskellige arbejdspladser, og hvor det er usandsynligt, at der mellem hjemmet og den enkelte arbejdsplads køres mere end 60 arbejdsdage inden for de forudgående 12 måneder.

Eksempel 1

Et kørselsmønster, der vil være omfattet af denne formodningsregel, er den situation, hvor en virksomhed har en servicekontrakt med en række faste kunder om reparation og service af maskiner, og hvor hver virksomhed derfor kun besøges få gange om året eller om måneden. Beskæftiger en virksomhed sig fx med opstilling af og efterfølgende service på kopimaskiner, vil det typisk ikke blive til mange besøg om året hos de enkelte kunder.

Eksempel 2

En anlægsgartner, der med faste mellemrum kører ud til en række kunder, og på denne måde kan have en aftale med en række boligselskaber eller kommunale institutioner om én gang om ugen i sommerperioden at slå græs hos kunderne. Der kunne også være tale om en vinduespudser, der kommer 3 dage i en virksomhed fire gange om året for at pudse vinduer.

Eksempel 3

En sælger, der opsøger nye kunder hver dag året rundt. Samme kørselsmønster har eksempelvis en skorstensfejer.

Eksempel 4

Håndværkere, der typisk har arbejdsopgaver med en varighed på nogle dage eller et par uger hos forskellige (nye) kunder.

Eksempel 5

En medarbejder, der er ansat til at varetage alt forefaldende arbejde og nødvendig assistance samt funktionen som portner i en koncern med ni faste forretningssteder i form af lokalkontorer i et bestemt område, har en varebil til rådighed. Af hensyn til alarmopkald medbringes bilen til den ansattes bopæl. Medarbejderen vil være omfattet af formodningsreglen i LL § 9 B, stk. 3. Se SKM2011.397.SR.

Erhverv med kørselsmønstre, hvor der åbenlyst køres mere end 60 arbejdsdage mellem den sædvanlige bopæl og arbejdspladsen, er ikke omfattet af formodningsreglen. I sådanne situationer skal lønmodtageren dokumentere, at kørslen er erhvervsmæssig. Dette sker typisk og mest hensigtsmæssigt i form af kørselsregnskab for den forløbne periode. Se LL § 9 B, stk. 3, 2. pkt. Eksempelvis vil det have formodningen mod sig, at personer med administrative funktioner på et fast arbejdssted har et kørselsmønster, der indebærer, at de ikke kører mere end 60 arbejdsdage mellem den sædvanlige bopæl og det enkelte arbejdssted. Fabriksarbejde på et fast arbejdssted er et andet klart eksempel.

Der kan være situationer, hvor det ikke er helt så tydeligt, at kørselsmønstret opfylder 60-dages reglens betingelser. Selvom en lønmodtager fx har et erhverv med et kørselsmønster med kørsel til så mange forskellige arbejdspladser, at det ikke er sandsynligt, at der køres mellem den sædvanlige bopæl og den enkelte arbejdsplads i mere end 60 dage inden for de forudgående 12 måneder, kan der være andre momenter, der gør det mindre oplagt, at 60-dages reglen uden videre antages at være opfyldt.

Hvis konkrete omstændigheder giver anledning til en vis berettiget tvivl herom, kan Skatteforvaltningen med fremadrettet virkning i op til 12 måneder give lønmodtageren pålæg om at dokumentere ved et kørselsregnskab, at der er tale om erhvervsmæssig befordring, og at betingelserne i 60-dages reglen er opfyldt. Se LL § 9 B, stk. 3, 2. pkt. Hvis kørselsregnskabet viser, at der ikke har været tale om erhvervsmæssig befordring som nævnt i LL § 9 B, stk. 1, fx fordi lønmodtageren mod forventning har kørt mere end 60 arbejdsdage mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads, får pålægget ikke virkning for tiden inden, det blev givet.

►I SKM2022.44.SR, fandt Skatterådet, at en arbejdsgiver ikke kunne fritages for den kontrolforpligtelse, der følger af bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000, selvom en skatteyder måtte være omfattet af formodningsreglen. Det blev samtidig bemærket, at formodningsreglen i LL § 9 B, stk. 3, er indført med henblik på en lempelse for personer, der får stillet en bil til rådighed for erhvervsmæssig kørsel, og dermed for personer, der har et kørselsmønster, der bevirker, at deres kørsel hele tiden er erhvervsmæssig, således at 60-dages reglen ikke overskrides. I sagen blev der derimod anvendt egen bil, og der blev modtaget kørselsgodtgørelse for den erhvervsmæssige kørsel. Spørgsmålet er indbragt for Landsskatteretten◄ 

Fri bil og fri transport

Det er en grundlæggende betingelse for, at en lønmodtager eller et bestyrelsesmedlem og lignende kan modtage skattefri godtgørelser, at han eller hun har afholdt erhvervsmæssige udgifter. Heraf følger, at der ikke kan modtages skattefri godtgørelser i tilfælde, hvor udgifterne til den erhvervsmæssige befordring allerede er dækket på anden måde af arbejdsgiveren, fx i form af fri bil til rådighed eller fri transport på strækningen. Kørsel i en tankbil i den forbindelse anses som fri befordring mellem bopæl og arbejdsplads. Se TfS 1988, 320.

Tilsvarende gælder, at en lønmodtager, som anvender firmabil, der betales af én arbejdsgiver, ikke kan modtage skattefri godtgørelse i forbindelse med kørsel for en anden arbejdsgiver. En undtagelse herfra er dog de tilfælde, hvor lønmodtageren betaler den arbejdsgiver, som har stillet firmabilen til rådighed, fuldt vederlag for den kørsel, som lønmodtageren har foretaget for den anden arbejdsgiver, der ikke har stillet bilen til rådighed.

En lønmodtager kan ikke modtage skattefri godtgørelse for den samme kørsel fra to arbejdsgivere.

En deltidsansat fodboldspiller havde fri bil stillet til rådighed. Bilen blev også anvendt til erhvervsmæssig kørsel i hans anden beskæftigelse som lønmodtager. Han modtog kørselsgodtgørelse for denne kørsel. Da lønmodtageren ikke var ejer af bilen eller havde betalt fuldt ud for den private kørsel til den arbejdsgiver, som havde stillet den fri bil til rådighed, opfyldte lønmodtageren ikke betingelserne for at få udbetalt skattefri kørselsgodtgørelse. Se TfS1997, 658 LSR.

Indtægtsgivende arbejdssted

Det er endvidere en betingelse for udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse, at der er tale om befordring til/fra/inden for et indtægtsgivende arbejdssted.

Arbejdsgivers betaling af godtgørelse til befordring mellem arbejdssted og uddannelsessted for elever i pengeinstitutter er anset for skattefri. Se TfS 2000, 166 LSR. Sagen er nærmere omtalt og beskrevet i afsnittet om fastlæggelse af begrebet "arbejdsplads". Se C.A.4.3.3.1.2.

Skattefri kørselsgodtgørelse, der blev udbetalt til en hovedanpartshaver, blev anset for skattepligtig, Han havde ikke modtaget løn fra anpartsselskabet, derfor kunne han ikke anses som lønmodtager efter LL § 9, stk. 5 (nu § 9, stk. 4). Han var derfor ikke berettiget til at modtage skattefri befordringsgodtgørelse. Se TfS 2000, 58 HRD.

En direktør og eneanpartshaver kunne ikke få udbetalt skattefri kørselsgodtgørelse, da hun ikke havde indtægtsgivende arbejde i selskabet. Hun kunne derfor ikke anses som lønmodtager i sit selskab. Den omstændighed, at hun havde fri telefon stillet til rådighed af selskabet, medførte ikke, at hun kunne anses som lønmodtager. Se SKM2001.141.ØLR.

En professionel fodboldklub kunne som arbejdsgiver udbetale skattefri befordringsgodtgørelse til en kontrollør i forbindelse med klubbens udekampe i Superligaen. Beskæftigelsen blev udført hver 14. dag. Der var indgået et reelt ansættelsesforhold, og en timeløn på 100 kr. samt feriepenge efter ferielovens regler. Det blev anset som tilstrækkeligt til, at der var tale om et lønmodtagerforhold. Se SKM2006.181.SR.

Skatterådets satser

Skattefri befordringsgodtgørelse udbetales med Skatterådets satser for udgifter pr. km., som lønmodtageren har afholdt til erhvervsmæssig kørsel efter LL § 9 B, se om satserne gældende for 2022 i BEK nr. 2106 af 23. november 2021.

►Satsen for befordringsfradrag i 2022 efter LL § 9 B er ændret fra 1. maj 2022. Se bekendtgørelse nr. 534 af 26. april 2022, som ændrer i bekendtgørelse nr. 2106 af 23. november 2021. Eksemplerne nedenfor er derfor angivet med begge satser.◄

Hvis der udbetales hel eller delvis skattefri befordringsgodtgørelse, kan eventuelle udgifter til parkering i forbindelse med den erhvervsmæssige kørsel også dækkes af arbejdsgiveren som udlæg efter regning. Se C.A.5.14.5.

Motorvejs- eller broafgifter er heller ikke dækket af en befordringsgodtgørelse. Se nedenfor i dette afsnit under "Broafgift".

►I SKM2022.44.SR, fandt Skatterådet, at en arbejdsgiver ikke skattefrit kunne dække udgifter til vask af bil, der blev anvendt erhvervsmæssigt, når der for samme bil blev modtaget skattefri kørselsgodtgørelse efter LL § 9 B, idet udgifter til vask af bil indgår i den fastsatte sats for kørselsgodtgørelsen.◄

Skattefri befordringsgodtgørelse kan udbetales efter Skatterådets satser, hvis de betingelser, som Skatterådet har fastsat, er opfyldt.

Der kan udbetales befordringsgodtgørelse for kørsel i udlandet efter de samme regler, som gælder for kørsel i Danmark. Befordringsgodtgørelse, der udbetales efter Skatterådets fastsatte satser og regler, er skattefri, uanset om udbetalingen foretages af en dansk eller udenlandsk arbejdsgiver/hvervgiver, og uafhængig af om arbejdsgiveren er skatte-, indeholdelses- eller oplysningspligtig her i landet. Se TfS 1993, 222 LR og TfS 1993, 231 SKAT (TOLD SKAT Nyt 1993.8.383 og 394).

Skattefri befordringsgodtgørelse til dækning af udgifter ved benyttelse af eget befordringsmiddel til erhvervsmæssig kørsel fra ►1. januar til og med 30. april 2022 ◄efter LL § 9 B, kan ikke overstige følgende beløb:

Kørsel i egen bil til og med 20.000 km årligt:	3,51 kr. pr. km
Kørsel i egen bil udover 20.000 km årligt:	1,98 kr. pr. km
For benyttelse af egen motorcykel er satsen den samme som for egen bil.
For benyttelse af egen cykel, knallert, 45-knallert, scooter eller el-løbehjul er satsen:	0,55 kr. pr. km

►Skattefri befordringsgodtgørelse til dækning af udgifter ved benyttelse af eget befordringsmiddel til erhvervsmæssig kørsel fra 1. maj til og med 31. december 2022 efter LL § 9 B, kan ikke overstige følgende beløb:◄

Kørsel i egen bil til og med 20.000 km årligt:	►3,70 kr. pr. km◄
Kørsel i egen bil udover 20.000 km årligt:	►2,17 kr. pr. km◄
For benyttelse af egen motorcykel er satsen den samme som for egen bil.
For benyttelse af egen cykel, knallert, 45-knallert, scooter eller el-løbehjul er satsen:	►0,57 kr. pr. km◄

Ved opgørelsen af den samlede årlige kørsel i egen bil eller på motorcykel i arbejdsgiverens tjeneste skal der ikke tages hensyn til lønmodtagerens eventuelle kørsel for en anden arbejdsgiver. Grænsen på 20.000 km gælder kun for den enkelte arbejdsgiver. Grænsen var tidligere på 12.000 km. Efter praksis gælder grænsen for den samlede kørsel, fordi den enkelte arbejdsgiver ikke skal pålægges at føre kontrol med, hvad der måtte være udbetalt af andre arbejdsgivere. Se TfS 1997,196 HRD.

Udbetaler arbejdsgiveren ikke skattefri befordringsgodtgørelse efter LL § 9 B med Skatterådets godtgørelsessatser, kan lønmodtageren kun fratrække sine erhvervsmæssige befordringsudgifter efter reglerne i LL § 9 C, dvs. et fradrag, der er opgjort som fradraget for befordring mellem bopæl og arbejdssted og beregnet med Skatterådets satser herfor efter bestemmelsen i LL § 9 B, stk. 4, 2. pkt. Se om "arbejdssted" i relation til LL §§ 9 B og 9 C i afsnit C.A.4.3.3.1.2 .

Lønmodtagere, som ikke har fået udbetalt skattefri befordringsgodtgørelse helt eller delvist, fordi deres befordring mellem bopælen og en given arbejdsplads ikke kan anses for erhvervsmæssig efter 60 dages reglen i LL § 9 B, stk. 1, litra a, er også henvist til at benytte fradraget for befordring mellem bopæl og arbejdssted efter LL § 9 C.

Bestemmelsen i LL § 9 B, stk. 4, 2. pkt., om lønmodtageres fradrag for erhvervsmæssige befordringsudgifter efter LL § 9 C, betyder også, at hvis betingelserne for udbetaling af skattefri godtgørelse er opfyldt, men godtgørelsen er udbetalt med et lavere beløb end Skatterådets satser, kan differencen mellem den modtagne godtgørelse og satserne ikke fratrækkes. Lønmodtageren kan dog i denne situation vælge at medregne godtgørelsen i den skattepligtige indkomst og herefter foretage fradrag efter LL § 9 C.

Hvis der er udbetalt befordringsgodtgørelse med standardsatserne, kan lønmodtageren heller ikke fratrække de faktiske, erhvervsmæssige kørselsudgifter, der overstiger den modtagne befordringsgodtgørelse. Se LL § 9, stk. 1, 3. pkt.

En lønmodtager, som har udgifter til parkering i forbindelse med den erhvervsmæssige kørsel og tager fradrag efter LL § 9 C, kan tilsvarende få dækket parkeringsudgifterne som udlæg efter regning, da godtgørelsessatsen for fradrag efter LL § 9 C ikke omfatter udgifter til parkering. Se bilag 1 til BEK. nr. 2106 af 23. november 2021.

Broafgift

Broafgift anses ikke for lønmodtagerens ordinære driftsudgifter vedrørende befordringsmidlet, men som arbejdsgiverens udgift i tilknytning til lønmodtagerens erhvervsmæssige kørsel. Arbejdsgiveren kan enten dække broafgiften som udlæg efter regning eller stille et brokort til rådighed for den erhvervsmæssige kørsel.

Hvis arbejdsgiveren ikke dækker broafgiften, kan lønmodtageren fratrække de dokumenterede, erhvervsmæssige udgifter til broafgift efter SL § 6, litra a. Se TfS 2000, 851 DEP.

Regnskabsmæssige krav

Arbejdsgiveren eller hvervgiveren har pligt til at kontrollere, at alle betingelser, for at udbetalingen kan ske skattefrit, er opfyldt. Reglerne svarer til de regler, der gælder for udbetaling af skattefri rejsegodtgørelser. Se BEK nr. 2106 af 23. november 2021, §§ 5 og 6.

Den udbetalte godtgørelse skal beskattes, hvis betingelserne for skattefri udbetaling ikke er opfyldt. Se SKM2013.136.BR, hvor retten ikke fandt det godtgjort, at virksomheden havde ført eller havde kunnet føre den fornødne kontrol med den ansattes kørsel på grund af mangelfuld dokumentation i den fremlagte kørebog sammenholdt med bilens kilometerstand ved køb og efterfølgende salg og det antal kilometer, der var udbetalt befordringsgodtgørelse for.

Se også SKM2015.73.ØLR. Denne sag drejede sig om, hvorvidt betingelserne for udbetaling af skattefri kørselsgodtgørelse i indkomstårene 2007-2009 var opfyldt for en skatteyder, som var eneanpartshaver i det udbetalende selskab.

Landsretten slog indledningsvis fast, at der som følge af interessefællesskabet mellem skatteyderen og selskabet stilles skærpede krav til dokumentationen for, at betingelserne for at udbetale befordringsgodtgørelsen skattefrit er opfyldt.

Landsretten fandt, at de for landsretten fremlagte ugesedler ikke opfylder de krav, der stilles i § 2, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse- og befordringsgodtgørelse, herunder krav til angivelse af kørslens erhvervsmæssige formål og kørslens mål med eventuelle delmål. Som følge heraf havde virksomheden ikke mulighed for i overensstemmelse med bekendtgørelsens § 2, stk. 1, at kontrollere de oplysninger, der dannede grundlag for udbetalingerne.

Da skatteyderen på den baggrund ikke havde godtgjort, at betingelserne for at udbetale befordringsgodtgørelsen for perioden 2007-2009 skattefrit i henhold til LL § 9 B var opfyldt, stadfæstede landsretten byrettens dom.

Se også

Se også afsnit C.A.7.2.8  samt afsnit A.B.3.2.2. om arbejdsgivers kontrol, når der udbetales rejse- og befordringsgodtgørelse.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området.

Afgørelse	Afgørelsen i stikord	Yderligere kommentarer
Højesteretsdomme
SKM2009.430.HR	Skatteyder var bestyrelsesformand og hovedaktionær. Han modtog ikke vederlag for sit arbejde og var derfor ikke berettiget til at få udbetalt skattefri kørselsgodtgørelse
TfS 2000, 58 HRD	Skatteyder kunne ikke anses som lønmodtager. Kørslen til to arbejdssteder blev ikke anset som erhvervsmæssig. Der var derfor kun adgang til fradrag efter LL § 9 C.
TfS 1997, 196 HRD	Der kunne kun tages befordringsfradrag efter den høje sats for de første 12.000 km (nu 20.000 km), uanset skatteyders samlede kørsel for to forskellige arbejdsgivere udgjorde mere end 20.000 km
Landsretsdomme
SKM2016.511.VLR	Sagen drejede sig om, hvorvidt en skatteyder for indkomståret 2010 skulle beskattes af modtagne rejse- og befordringsgodtgørelser fra sin arbejdsgiver A. Skatteyderen var bosat i Y2 men fik i 2009 ansættelse i virksomheden G2, som havde kontor i Y1 og aktiviteter spredt ud i primært hovedstadsområdet. Skatteyderen gjorde herefter gældende, at han var berettiget til skattefri rejse- og befordringsgodtgørelse for den rejseaktivitet, hans arbejdet havde medført. Retten fandt efter en samlet vurdering, at skatteyderen havde en så naturlig og regelmæssig tilknytning til A's kontor i Y1, at dette i 2010 udgjorde hans faste arbejdssted i LL § 9 A's forstand. Ved denne vurdering tillagde Retten det ikke betydning, at det i skatteyderens ansættelseskontrakt var anført, at han skulle arbejde med udgangspunkt i sin bopæl. Herefter var Skatteyderen ikke berettiget til skattefri rejsegodtgørelse. Endvidere fandt Retten, at skatteyderen ikke var berettiget til skattefri befordringsgodtgørelse, da der ikke var ført den fornødne kontrol med befordringen, herunder antallet af erhvervsmæssige rejsedage, start- og sluttidspunkt for rejsen, rejsens formål, mål og eventuelle delmål samt angivelsen af det kørte antal kilometer og den anvendte sats.	Stadfæstelse af SKM2016.401.BR
SKM2015.73.ØLR	Landsretten fandt, at der som følge af interessefællesskab mellem skatteyderen og selskabet stilles skærpede krav til dokumentation for, at betingelserne for udbetaling af skattefrie godtgørelser var opfyldt. Derudover finder Landsretten efter en konkret vurdering, at de nærmere angivne fremlagte ugesedler for kørslen ikke opfylder de krav, der stilles til et fyldestgørende kørselsregnskab.
SKM2003.317.ØLR	Befordringsgodtgørelse kunne kun udbetaltes skattefrit for den del af kørslen, hvor skatteyder selv var med i bilen
SKM2001.141.ØLR	Skatteyder var ikke berettiget til skattefri kørselsgodtgørelse fra sit selskab. Hun modtog ikke løn, arbejdet kunne ikke anses som bestyrelsesarbejde, ligesom selskabet ikke havde en bestyrelse.
Byretsdomme
SKM2021.411.BR	Sagen handlede om, hvorvidt sagsøgeren var berettiget til at få ændret sin skatteansættelse for indkomstårene 2014 og 2015 i medfør af SFL § 26, stk. 2. Sagen handlede i den forbindelse nærmere om, hvorvidt sagsøgeren opfyldte betingelserne for at modtage skattefri befordringsgodtgørelse efter LL § 9 B.   Retten fremhævede, at der skulle foretages en konkret vurdering af, om udbetalingerne, og dermed de kørte kilometer, kunne kontrolleres, og om arbejdsgiveren havde ført den fornødne kontrol herme inden udbetalingen.   Retten fandt det efter forklaringen fra sagsøgerens arbejdsgiver ubetænkeligt at lægge til grund, at arbejdsgiveren var bekendt med sagsøgerens relevante personlige oplysninger med gennemgangen af kørselsregnskaberne, uanset den manglende angivelse af sagsøgerens CPR-nr. og bopælsadresse.   Retten fandt, at det ved sagsøgerens arbejdsgivers forklaring var bevist, at de forkortelser, der var anvendt vedrørende kørslens mål og delmål var tilstrækkelige til, at der kunne føres kontrol med kørselsregnskaberne, og at der faktisk var ført kontrol, herunder af kørslens erhvervsmæssige formål og antallet af kørte kilometer.   Sagsøgeren havde på baggrund heraf bevist, at betingelserne for udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse var opfyldt i de omtvistede indkomstår, og sagsøgerens principale påstand blev herefter taget til følge.
SKM2021.398.BR	Sagen angik tre overordnede spørgsmål. For det første, hvorvidt sagsøgeren opfyldte betingelserne for udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse i indkomståret 2015 med 114.698 kr. For det andet, om sagsøgeren skulle beskattes af værdien af fri bil med 44.950 kr. i indkomståret 2014 og med 45.310 kr. i indkomståret 2015. For det tredje, hvorvidt sagsøgeren var berettiget til befordringsfradrag i indkomstårene 2014 og 2015 med hhv. 75.348 kr. og 73.554 kr.    For så vidt angik spørgsmålet om skattefri rejsegodtgørelse fandt retten, at den fremlagte dokumentation kun i begrænset omfang opfyldte kravene i bekendtgørelser nr. 173 af 13. marts 2000 § 1, stk. 2. Desuden måtte det på baggrund af bevisførelsen lægges til grund, at sagsøgerens arbejdsgiver ikke havde ført det fornødne tilsyn med, at betingelserne for udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse var opfyldt. På den baggrund og med en bemærkning om, at der stilles skærpede krav til en hovedanpartshavers og direktørs dokumentation for, at betingelserne for at modtage skattefri rejsegodtgørelse er opfyldt, tog retten Skatteministeriets påstand om frifindelse til følge.	Anket til Vestre Landsret
SKM2021.42.BR	Sagen angik, om skatteyderen var berettiget til skattefri kørselsgodtgørelse, der i 2011 og 2012 var blevet udbetalt ham af hans selskab.    Retten tiltrådte, at betingelserne for, at kørselsgodtgørelsen kunne udbetales skattefrit, jf. LL § 9 B, ikke var opfyldt. Retten henviste herved bl.a. til, at sagsøgeren ikke over hele året havde endeligt opgjort og afregnet den skattefri kørselsgodtgørelse ved udgangen af den måned, som fulgte efter måneden, hvor den erhvervsmæssige kørsel blev foretaget.
SKM2020.538.BR	Sagen handlede om, hvorvidt skatteyderen havde godtgjort, at betingelserne for at modtage skattefrie befordringsgodtgørelser var opfyldt.  Skatteyderen var både direktør og anpartshaver i det udbetalende selskab.  Retten udtalte indledningsvist, at der som følge af interessefællesskabet mellem skatteyderen og det udbetalende selskab stilles skærpede krav til dokumentationen for, at betingelserne for at udbetale befordringsgodtgørelsen skattefrit var opfyldt.  Retten fandt ikke, at skatteyderen havde løftet denne bevisbyrde med de fremlagte kalendere, idet de ikke opfyldte de krav, der stilles i § 2, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse- og befordringsgodtgørelse, og det udbetalende selskab havde derefter ikke haft mulighed for at udøve kontrol.
SKM2020.530.BR	Sagen angik, om sagsøgeren med rette var blevet nægtet skattefri befordringsgodtgørelse fra sin arbejdsgiver i indkomstårene 2014-2016. Sagsøgeren gjorde gældende, at det ikke var en betingelse for udbetaling af skattefri kørselsgodtgørelse, at kørselsbilagene opfyldte kravene i bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse - og befordringsgodtgørelse § 2, stk. 1 og 2, samt at bevisbyrden for, om betingelserne for udbetaling af skattefri kørselsgodtgørelse, var opfyldt, ikke kunne pålægges lønmodtageren.  Retten fastslog, at det er en forudsætning for udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse, at arbejdsgiveren fører kontrol med antallet af kørte kilometer, og at bogføringsbilag vedrørende kørslen indeholder de i bekendtgørelsen nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse - og befordringsgodtgørelse § 2, stk. 1 og 2, angivne oplysninger. Retten fastslog videre, at det er skatteyderen der skal godtgøre, at betingelserne for skattefrihed er opfyldt, og at det forhold, at sagsøgerens arbejdsgiver efterfølgende var gået konkurs, ikke kunne ændre herved. Retten fandt, at de af sagsøgeren fremlagte kørselsbilag, der var udarbejdet som samlede månedsopgørelser, ikke opfyldte kravene i bekendtgørelsen. På denne baggrund blev Skatteministeriet frifundet.
SKM2020.60.BR	Sagen drejede sig om, hvorvidt As skattemæssige ansættelser vedrørende ledelsesvederlag og kørselsgodtgørelse berettiget er forhøjet i indkomstårene 2010-2012. A havde to selskaber. I årsrapporten for det ene selskab fremgik, at ledelsen, der kun bestod af A, havde modtaget et vederlag 317.400 kr. Retten fandt ikke, at A havde godtgjort, at vederlaget allerede var blevet indberettet som indkomst. Under sagen var det et spørgsmål, om vederlaget kunne anses for udbetalt og indberettet af det andet selskab. Retten bemærkede herom, at vederlag til ledelse i et selskab ikke kan betragtes som udbetalt af et andet selskab. Dertil fandt retten ikke, at A havde ført det fornødne tilsyn og kontrol med udbetalingen af skattefri kørselsgodtgørelse. Det forhold, at der under retssagen blev fremlagt yderligere materiale, herunder fakturaer m.m., kunne ikke føre til andet resultat. Skatteministeriet blev herefter frifundet.
SKM2019.264.BR	Sagen angik, om kørselsgodtgørelse på ca. 25.000 kr., som sagsøgeren havde fået udbetalt fra sin arbejdsgiver, var skattefrit. Det var nærmere bestemt et spørgsmål om, hvorvidt sagsøgeren havde godtgjort, at kørselsregnskabet levede op til kravene i bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse § 2, og for en del af perioden, om lønomlægning i medfør af LL § 9, stk. 4, 3. pkt., idet sagsøgeren alene fik kørselsgodtgørelse, men ingen løn. Sagsøgeren gjorde blandt andet gældende, at kontrollen fra selskabet var forskriftsmæssig. Angivelser, som skattemyndighederne ikke kunne læse i det håndskrevne kørselsregnskab, var læselige for kontrollanten, og evt. fejl i kørselsregnskabet måtte anses for bagatelagtige. Efter sin gennemgang af kørselsregnskabet fandt retten det åbenbart, at det af sagsøgeren og arbejdsgiveren udfyldte kørselsregnskab ikke opfyldte kravene i bekendtgørelsen og således navnlig ikke dokumenterede, at betingelserne for skattefri udbetaling af kørselsgodtgørelse var opfyldt. Retten fandt således materialet i den foreliggende form og stand ganske utilstrækkelig som grundlag for en reel kontrol af betingelserne for skattefri udbetaling af kørselsgodtgørelse. Herefter, og idet retten yderligere tiltrådte Skatteministeriets anbringender om lønomlægning for en del af perioden, tog retten Skatteministeriets påstand om frifindelse til følge.
SKM2017.161.BR	Som professionel håndboldspiller havde skatteyderen i indkomstårene 2009, 2010 og 2011 fra klubben fået udbetalt befordringsgodtgørelse for kørsel til træning i tre forskellige haller og til udekampe. Landsskatteretten havde stadfæstet SKATs afgørelse, hvorefter godtgørelsen på grund af klubbens manglende kontrol ikke var skattefri i medfør af LL § 9, stk. 4, 2. pkt., jf. § 9 B. For 2010 og 2011 fandt retten, at håndboldspilleren ikke havde bevist, at han ved udbetaling af godtgørelse til hver træningshal alene havde kørt 60 gange eller mindre til hver hal inden for de forudgående 12 måneder. Godtgørelsen for kørsel til træning var derfor ikke omfattet af LL § 9 B, stk. 1, litra a, og dermed skattepligtig. Da han i disse to år således havde fået udbetalt befordringsgodtgørelse for kørsel, der ikke var omfattet af LL § 9 B, fandt retten, at klubben ikke havde ført fornøden kontrol med antallet af kørte kilometer, hvilket var en forudsætning for skattefrihed efter § 2, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse- og befordringsgodtgørelse. Da han i de to år således havde fået udbetalt mere, end han var berettiget til, skulle hele den udbetalte godtgørelse efter forarbejderne og retspraksis medregnes ved indkomstopgørelsen, herunder også kørsel til kampe i 2010 og 2011. For indkomståret 2009, hvor håndboldspilleren kun havde fået udbetalt godtgørelse for kørsel til udekampe og ikke for kørsel til træning, fandt retten, at kørslerne havde fundet sted, og at klubben havde udøvet fornøden kontrol med udbetalingerne, der derfor var skattefrie. Dermed gav retten Skatteministeriet medhold for 2010 og 2011 og håndboldspilleren medhold for 2009.
SKM2016.578.BR	Sagen vedrørte sagsøgerens indkomstopgørelse for så vidt angår beskatning af fri bil, jf. LL § 16, stk. 4, udbetaling af skattefri kørselsgodtgørelse, jf. LL § 9 B, befordringsfradrag, jf. LL § 9 C, og fradrag for børnebidrag, jf. LL § 10. Vedrørende beskatning af fri bil lagde retten på baggrund af sagens konkrete omstændigheder til grund, at sagsøgeren havde anvendt den omhandlede Mercedes i væsentlig større omfang end forklaret, og at en fraskrivelseserklæring derfor ikke kunne tillægges vægt efter sit indhold. Endvidere kunne de fremlagte kørselsoversigter efter deres udformning og de indeholdte oplysninger ikke i sig selv tjene som bevis for, at der udelukkende er foretaget erhvervsmæssig kørsel i bilen. Med henvisning til, at bilen var blevet brugt til sagsøgerens lønmodtager undervisningsjob, lagde retten derudover til grund, at bilen havde været anvendt til privat kørsel. Da sagsøgeren var eneanpartshaver og direktør i selskabet, påhvilede det ham at godtgøre, at han ikke havde haft rådighed over selskabets Mercedes, og denne bevisbyrde var ikke løftet. Sagsøgeren skulle derfor beskattes af fri bil. Da sagsøgeren havde haft fri bil til rådighed, var han endvidere ikke berettiget til befordringsfradrag. For så vidt angik udbetaling af skattefri kørselsgodtgørelse, fandt retten, at hverken den fremlagte oversigt eller de underliggende bilag opfyldte kravene i bekendtgørelsen om rejse- og befordringsgodtgørelse. Retten udtalte videre, at sagsøgeren som eneanpartshaver og direktør havde en skærpet bevisbyrde for, at betingelserne for udbetaling af skattefri kørselsgodtgørelse var opfyldte. Denne bevisbyrde havde han heller ikke på anden måde løftet.
SKM2013.136.BR	Retten fandt det ikke godtgjort, at arbejdsgiveren ved udbetaling af godtgørelse havde eller havde kunnet føre den fornødne kontrol med skatteyderens kørsel. Dels var den fremlagte kørebog mangelfuld, og der var konstateret uoverensstemmelser mellem kilometerstanden ved bilens køb og efterfølgende salg sammenholdt med det antal kilometer, der var udbetalt godtgørelse for.
Landsskatteretskendelser
SKM2021.247.LSR	Afgørelsen angik bl.a., hvorvidt klageren var berettiget til fradrag for befordring i relation til bestyrelsesarbejde. Klageren var bestyrelsesmedlem i nogle selskaber, og klageren modtog bestyrelsesvederlag herfor, der blev indberettet som A-indkomst. Klageren modtog ikke godtgørelse for udgifter til befordring i forbindelse med bestyrelsesarbejdet. Landsskatteretten udtalte, at det følger af LL § 9 B, stk. 5, at reglerne i LL § 9 B, stk. 1-4, finder anvendelse på befordringsgodtgørelser, der udbetales til medlemmer af eller medhjælpere for bestyrelser, udvalg, kommissioner, råd og lignende. Landsskatteretten fandt, at det følger af LL § 9 B, stk. 4, 2. pkt., at der kun foretages fradrag for befordring efter LL § 9 C, såfremt arbejdsgiveren ikke udbetaler hel eller delvis skattefri godtgørelse. Det følger videre af LL § 9 B, at bestemmelsen i LL § 9 B, stk. 4, 2. pkt., også gælder bestyrelsesmedlemmer, jf. herved bestemmelsens stk. 5. På dette grundlag fandt Landsskatteretten, at klageren var henvist til at foretage fradrag for befordringen som et ligningsmæssigt fradrag efter LL § 9 C. Det forhold, at der var tale om honorar, som var gjort til A-indkomst efter bestemmelsen i KSL § 43, ændrede ikke herved.
SKM2017.60.LSR	Landsskatteretten fandt ikke, at der var ført tilstrækkelig kontrol med udbetaling af kørselsgodtgørelse fra et selskab til hovedanpartshaveren i indkomståret 2012. Landsskatteretten lagde bl.a. vægt på, at hovedanpartshaveren havde modtaget kørselsgodtgørelse i hele indkomståret 2012 med den forhøjede sats for alle kørte kilometer. Hele kørselsgodtgørelsen ansås herefter for skattepligtig.
SKM2008.338.LSR	Satserne for befordringsgodtgørelse efter LL § 9 B omfattede også parkeringsudgifter. Der kunne derfor ikke godkendes yderligere fradrag for parkeringsudgifter	Afgørelsen vedrører selvstændig erhvervsdrivende og er før SKM2016.537.SKAT. Se afsnit C.A.5.14.5.
TfS 2000, 166	Elever på pengeinstitutuddannelsen kunne modtage skattefri godtgørelse til befordring mellem arbejdssted og uddannelsessted fra arbejdsgiveren.
TfS 1999, 928	Befordringsgodtgørelse udbetalt a conto med lige store beløb pr. måned ikke anset for skattefri. Kørselsbehovet i løbet af året var ikke justeret, og udbetalt godtgørelse blev ikke reguleret i årets løb.
TfS 1997, 771	Skatteyder havde arbejdet på samme arbejdsplads i 62 dage. Kørselsgodtgørelse udbetalt for de to sidste dage skulle beskattes, da godtgørelse ikke kunne udbetales skattefrit.
TfS 1997, 658	Deltidsansat fodboldspiller havde fri bil til rådighed mod selv at betale alle benzinudgifter. Kørselsgodtgørelse modtaget i skatteyders andet lønmodtagerjob skulle medregnes til beskatning. Skattepligtig værdi af fri bil blev ikke reduceret.
TfS 1988, 320	Tankbilchauffør havde tankbilen parkeret ved sin bolig, hvorfra han dagligt kørte ud til kunder. Dagligt indfandt han sig på arbejdsgiverens depot for at få tankbilen fyldt op og udleveret nye bestillingssedler. Dagligt befordringsfradrag nægtet. Retten fandt dog, at han var berettiget til fradrag for transport mellem hjem og arbejdsplads. Samtidig var han dog skattepligtig af fri kørsel i arbejdsgiverens tankbil for den samme transportvej.
Skatterådet og Ligningsrådet
►SKM2022.44.SR◄	►I SKM2022.44.SR, bekræftede Skatterådet, at kørsel til leverandører af materialer til brug for arbejdet, kørsel efter mødeforplejning m.fl. kunne udgøre arbejdssteder i relation til udbetaling af skattefri kørselsgodtgørelse efter LL § 9 B, under forudsætning af, at spørger modtog løn for den medgåede arbejdstid og at kørslen til disse steder var arbejdsmæssigt begrundet. Endvidere bekræftede Skatterådet, at kørsel til et sted, som kunne anses som en selvstændig opgave i forhold til det byggeprojekt, spørger arbejdede på, måtte anses for et særskilt arbejdssted i relation til udbetaling af skattefri kørselsgodtgørelse efter 60-dages reglen i ligningslovens § 9 B. Skatterådet kunne derimod ikke bekræfte, at kørsel til tankstationer, værkssteder og vaskehaller, og værksteder i arbejdstiden kunne udgøre arbejdssteder i relation til udbetaling af skattefri kørselsgodtgørelse efter LL § 9 B, selvom skatteyderen besvarede telefonopkald, e-mails i ventetiden. Kørslen til disse steder , var ikke arbejdsmæssigt begrundet. Skatterådet tog endvidere stilling til, at et byggeprojekt på et større område ikke kunne anses som flere arbejdspladser, selvom der blev arbejdet på forskellige matrikelnumre. Denne del er indbragt for Landsskatteretten.◄	Spørgsmålet i sagen om, hvorvidt der er tale om en eller flere arbejdspladser på et større område, og som kan få betydning for 60 dages reglen, samt spørgsmålet om formodningsreglen i LL § 9 B, stk. 3, er påklaget til Landsskatteretten
SKM2011.397.SR	Skatterådet bekræftede, at en skatteyder, der skulle arbejde som portner og altmuligmand for en koncern med ni faste forretningssteder var omfattet af formodningsreglen i LL § 9 B, stk. 3
SKM2011.9.SR	Der kan udbetales skattefri kørselsgodtgørelse til et medlem af kommunalbestyrelsen for kørsel mellem medlemmets civile arbejdsplads og mødesteder for byrådet samt møder i øvrigt, i det omfang kørslen ikke overstiger kørsel mellem sædvanlig bopæl og arbejdspladserne qua hvervet som kommunalbestyrelsesmedlem. Godtgørelsen kan udbetales, så længe kørslen ikke overstiger 60 gange inden for 12 måneder.
SKM2010.518.SR	Virksomheden kunne udbetale skattefri kørselsgodtgørelse i de første 60 arbejdsdage i forbindelse med skift af arbejdssted til virksomhedens nye adresser.
SKM2006.181.SR	Professionel fodboldklub kunne udbetale skattefri befordringsgodtgørelse til kontrollør, klubben skulle stille til rådighed i forbindelse med udekampe. Skatterådet lagde til grund, at der forelå et reelt ansættelsesforhold med kontrollørerne, der modtog et vederlag på 100 kr. pr. time samt feriepenge.
TfS 2000, 1020 LR	En lønmodtager, der lejer/leaser en bil hos et biludlejningsfirma, kan få udbetalt skattefri befordringsgodtgørelse fra arbejdsgiveren, da den ansatte selv afholder udgifterne til bilen.
TfS 1993, 222 LR	En udenlandsk arbejdsgiver kan udbetale skattefri rejsegodtgørelse til en ansat. Det er ikke en betingelse, at arbejdsgiveren er skattepligtig eller indeholdelsespligtig efter kildeskatteloven.