Indhold

Dette afsnit beskriver reglerne om afgiftsperiode, angivelse og betaling, herunder om betaling i fremmed valuta.

  • Afgiftsperiode
  • Regler for afregning
  • Betaling i fremmed valuta

Afgiftsperiode

Afgiftsperioden for skadesforsikringsafgift er kalendermåneden, se SKADL § 8. Afgiften skal dermed betales månedligt, på grundlag af de forsikringspræmier, der er opkrævet i afgiftsperioden. Se afsnit E.A.6.1.5 om beregning og periodisering af afgiften.

Regler for afregning

Skadesforsikringsafgiftsloven er omfattet af opkrævningslovens generelle bestemmelser om afregning.

Frist for angivelse

Efter udløbet af hver afgiftsperiode (kalendermåned) skal den registrerede forsikringsvirksomhed angive og indbetale afgiften for den forløbne måned til Skatteforvaltningen. Angivelsen skal indgives til Skatteforvaltningen senest den 15. i den første måned efter udløbet af afgiftsperioden. Hvis sidste rettidige angivelsesdag er en lørdag, søndag eller helligdag, anses den nærmest følgende hverdag som sidste rettidige angivelsesdag. Angivelser skal være underskrevet af virksomhedens ansvarlige ledelse.

Se SKADL §§ 8-9, stk. 1, og OPKL §§ 2-3.

Hvis afgiftsgrundlaget for en afgiftsperiode er 0 kr., skal der angives 0 kr. i afgift. Angivelse og betaling kan ske elektronisk ved brug af TastSelv.

Frist for betaling

Skadesforsikringsafgiften forfalder til betaling den 1. i den måned, hvor angivelsen skal indgives. Afgiften skal indbetales senest sammen med angivelsesfristens udløb.

Se SKADL §§ 8-9, stk. 1, og OPKL §§ 2-3.

Manglende angivelse og betaling

Skatteforvaltningen kan:

  • Fastsætte afgiftsbeløbet skønsmæssigt, hvis der ikke er modtaget en angivelse ved fristens udløb. En foreløbig fastsættelse koster 800 kr.
  • Inddrage virksomhedens registrering for afgiften, hvis Skatteforvaltningen gentagne gange har fastsat skadesforsikringsafgiftsbeløbet foreløbigt
  • Meddele virksomheden et påbud om, at den skal overholde nærmere bestemte regler, og kan pålægge den afgiftspligtige virksomhed daglige bøder indtil påbuddet efterleves.

Konstateres det, at virksomheden har betalt for lidt i afgift, bliver virksomheden opkrævet det skyldige beløb, og kan det ikke nærmere fastsættes på grundlag af virksomhedens regnskaber, kan Skatteforvaltningen fastsætte afgiften skønsmæssigt.

Der betales desuden gebyr på 65 kr. for erindringsskrivelser, og der betales renter, hvis afgiften ikke betales rettidigt.

Skatteforvaltningen kan dog under særlige omstændigheder efter ansøgning fritage for betaling af erindringsgebyr og afgiften på 800 kr. for en foreløbig fastsættelse.

Se SKADL §§ 8 -9 og OPKL §§ 4-8.

De generelle regler for angivelse og betaling af punktafgifter er beskrevet i afsnit A.B.4.4 og punktafgiftens størrelse og afgiftsperiode i afsnit E.A.1.3.

Betaling i fremmed valuta

Hvis afgiftsgrundlaget er opgjort i fremmed valuta, skal grundlaget omregnes til danske kroner.

Ved omregning kan vælges mellem to omregningsmetoder:

a) Valutakursen på tidspunktet for indgivelsen af afgiftsangivelsen

b) Toldkursen for valutaen, som er gældende for den pågældende afgiftsperiode.

Forsikringsvirksomhedens valg mellem anvendelse af valutakurs eller toldkurs er bindende for en periode på 2 år.

Ad a) Valutakurs

Hvis Nationalbanken ikke har fastsat en officiel middelkurs for den pågældende valuta, kan der benyttes en sælgerkurs som er fastsat af et pengeinstitut inden for de seneste 14 dage forud for indgivelsen af angivelsen. En sælgerkurs er kursen ved et pengeinstituts salg og kundens køb.

Ad b) Toldkurs

Ved omregning af afgiftsgrundlaget fra fremmed valuta kan anvendes en periodekurs. Det er den toldkurs der er fastsat for afgiftsperioden. Toldkursen kan findes på Skatteforvaltningens hjemmeside under Virksomhed, Told Erhverv, Import, Valutakurser.