Indhold
Dette afsnit beskriver det afgiftspligtige vareområde, som er omfattet af loven.
Afsnittet indeholder:
- Cigarer, cerutter og cigarillos omfattet af afgiften
- Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Cigarer, cerutter og cigarillos omfattet af afgiften
Det afgiftspligtige vareområde i tobaksafgiftsloven omfatter cigaretter og røgtobak samt cigarer, cerutter og cigarillos. Se TOBAKAL § 1 og § 7.
Se afsnit E.A.10.1 om afgift af cigaretter og røgtobak.
Det afgiftspligtige vareområde for cigarer, cerutter og cigarillos omfatter alle slags cigarer, cerutter og cigarillos, som i betragtning af deres egenskaber og forbrugernes almindelige forventninger kan ryges, som de er. Se TOBAKALbek § 5.
Se også
Se også afsnit E.A.10.2.2 om forskellige definitioner ved cigarer, cerutter og cigarillos.
Bemærk
Tobaksruller, der ikke falder ind under ovenstående definition, skal beskattes som cigaretter. Se E.A.10.1 om cigaretter og røgtobak.
Cigarer, cerutter og cigarillos, som delvist består af andre stoffer end tobak, men som i øvrigt kan ryges, som de er, er afgiftspligtige som cigarer. Se TOBAKALbek § 5, stk. 2.
Omdrejningspunktet i sag C-638/17, Skonis ir kvapas, var nogle ruller af finskåren tobak med filter, der var forsynet med et dæksblad af naturtobak. På filteret var dæksbladet dækket af et ydre lag papir. På grund af dæksbladet havde importøren anført dem som cigarer eller cigarillos, men de litauiske skattemyndigheder fandt, at de skulle anses for cigaretter på grund af det lag papir, der dækkede filteret. Domstolen henviste bl.a. til, at filteret (under papiret) var dækket af dæksbladet, at rullerne var bestemt til at ryges som de var, og at et ydre dæksblad i forbrugernes øjne gav rullerne et udseende, en forbrændingshastighed og en smag af røg, som adskilte dem fra cigaretter. Herefter kom domstolen frem til, at rullerne var omfattet af kategorien cigarer eller cigarillos, også selvom en del af dæksbladet på filteret var dækket af et ydre lag papir, som kunne have den virkning, at rullerne visuelt lignede cigaretter.
Eksempel: Andre stoffer end tobak
Af andre stoffer end tobak kan nævnes cigarpapir, der er en blanding af papir og tobak, og som bruges til fremstilling/rulning af cigarer. Se SKM2004.254.LSR.
Bemærk
Der er udarbejdet et afsnit om afgift af cigaretpapir, skrå og snus, som er omfattet af afgiftspligten efter lov om forskellige forbrugsafgifter. Se afsnit E.A.5.1.
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse | Afgørelsen i stikord | Kommentarer |
EU-domme |
Sag C-638/17, Skonis ir kvapas | Tobaksruller med filter, der var omsluttet af et ydre dæksblad af naturtobak, og hvor dæksbladet på filteret yderligere var forsynet med et ydre lag papir, var omfattet af kategorien cigarer og cigarillos. | |
Landsskatteretskendelser |
SKM2004.254.LSR | Importeret cigarpapir, der indeholdt 40 % tobak og 60 % papir, var omfattet af tobaksafgiftslovens anvendelsesområde for røgtobak. | Kendelsen giver et godt eksempel på et produkt, som både består af tobak og andre stoffer. |