Indhold

Dette afsnit handler om grundlaget for Skatteforvaltningens samarbejde med udenlandske skattemyndigheder.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Oversigt over ændringer
  • Grundlaget for bistandsanmodninger

Se SKL § 66.

Regel

I SKL § 66 er det fastsat, på hvilket grundlag, at Skatteforvaltningen afgiver oplysninger til og modtager oplysninger fra de kompetente myndigheder på Færøerne, i Grønland og i en fremmed jurisdiktion.

Bestemmelsen er en videreførelse af den tidligere SKL § 11.

Oversigt over ændringer

Tidligere SKL

Gældende SKL

Indholdet af ændringer

§ 11, stk. 1 og 2

§ 66

Bestemmelsen om udveksling af oplysninger med udenlandske myndigheder viderefører den tidligere bestemmelse, der beskriver de forskellige overenskomster om administrativ bistand i skattesager, og som bl.a. implementerer de gældende EU-direktiver, med den konsekvensændring, at direktiv om administrativt samarbejde på skatteområdet er blevet ændret ved direktiv 2016/2258 af 6. december 2016.

Efter § 66, 1. led, afgiver Skatteforvaltningen oplysninger til og modtager oplysninger fra de kompetente myndigheder på Færøerne, i Grønland og en fremmed jurisdiktion i overensstemmelse med de oplistede bestemmelser om fire forskellige former for regelgrundlag, som er beskrevet under § 66, nr. 1-4.

Bestemmelsen er en videreførelse af tidligere SKL § 11, 1. led, med den sproglige ændring, at fremmede stater og områder samles i det fælles begreb, en fremmed jurisdiktion.
    Ved lov nr.  1573 af 27. december 2019 er SKL § 66, stk. 1, nr. 1, ændret med virkning fra 1. juli 2020, idet der i SKL § 66, nr. 1, 1. pkt., tillige henvises til Rådets direktiv 2018/822/EU af 25. maj 2018 om ændring af direktiv 2011/16/EU for så vidt angår obligatorisk automatisk udveksling af oplysninger på beskatningsområdet i forbindelse med indberetningspligtige grænseoverskridende ordninger, (DAC6). DAC6 er udformet som en ændring af Rådets Direktiv 2011/16/EU af 15. februar 2011 om administrativt samarbejde på beskatningsområdet og om ophævelse af direktiv 77/799/EØF (bistandsdirektivet).
   

Ved lov nr. 1521 af 27. oktober 2020, er SKL § 66, stk.1, nr. 1, ændret, idet der tillige er indsat henvisning til Rådets direktiv 2020/876/EU af 24. juni 2020 om ændring af direktiv 2011/16/EU for at imødekomme det akutte behov for at udsætte visse frister for indgivelse og udveksling af oplysninger på beskatningsområdet på grund af covid-19-pandemien.

   

►Ved lov nr. 902 af 21. juni 2022, er SKL § 66, nr. 1, 1. pkt., affattet således:

»Rådets direktiv 2011/16/EU om administrativt samarbejde på beskatningsområdet og om ophævelse af direktiv 77/799/EØF med senere ændringer.«

Bestemmelsen træder i kraft 1. januar 2023. For så vidt angår fælles revisioner omfattet af artikel 12a i Rådets direktiv 2011/16/EU af 15. februar 2011 om administrativt samarbejde på beskatningsområdet og om ophævelse af direktiv 77/799/EØF af 15. februar 2011 som ændret ved Rådets direktiv 2021/514/EU, finder bestemmelsen anvendelse fra og med den 1. januar 2024.◄

Grundlaget for samarbejdet med udenlandske skattemyndigheder

SKL § 66 udgør den interne danske lovhjemmel til, at Skatteforvaltningen kan afgive oplysninger til og modtage oplysninger fra de kompetente myndigheder på Færøerne, i Grønland og i fremmede jurisdiktioner. Bestemmelsen refererer til de forskellige typer af internationale retsgrundlag, der regulerer samarbejdet. Se afsnit C.F.8.1.2.1 om grundlaget for udveksling af oplysninger.  

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med SKL § 1, stk. 3, som indeholder hjemmel til, at den danske skatte- og afgiftslovgivnings bestemmelser om pligt til at afgive oplysninger til brug for skatte- og afgiftsansættelser samt Skatteforvaltningens kontrolbeføjelser også finder anvendelse, når der ydes bistand til andre jurisdiktioners kompetente myndigheder. Se afsnit A.C.2.1.2.1.1 om Skatteforvaltningens kompetence. 

SKL § 66, nr. 1

Bestemmelsens nr. 1 referer til Rådets direktiv 2011/16/EU af 15. februar 2011 om administrativt samarbejde på beskatningsområdet og om ophævelse af direktiv 77/799/EØF, også kaldet bistandsdirektivet eller "DAC", og senere ændringer til dette direktiv. Se afsnit C.F.8.1.2.4 om DAC og andre EU-retlige retsgrundlag.   

SKL § 66, nr. 2

Bestemmelsens nr. 2 refererer til Danmarks dobbeltbeskatningsoverenskomster med andre jurisdiktioner. Se afsnit C.F.9.1  om dobbeltbeskatningsoverenskomster. Alle dobbeltbeskatningsoverenskomster indgået af Danmark indeholder en artikel om udveksling af oplysninger. Se afsnit C.F.8.2.26 herom. 

SKL § 66, nr. 3

Bestemmelsens nr. 3 refererer til administrativt indgåede aftaler om administrativ bistand i skattesager. Bestemmelsen omfatter tre forskellige typer af aftaler:

For det første omfattes de skatteinformationsudvekslingsaftaler, også kaldet TIEAer (Tax Information Exchange Agreements), som Danmark har indgået på grundlag af OECD´s standardaftale om udveksling af oplysninger i skattesager. Se afsnit C.F.8.2.26.2.

For det andet omfattes aftaler, som Skatteforvaltningen i egenskab af kompetent myndighed har indgået med kompetente myndigheder i en række andre lande om den nærmere udmøntning af bestemmelsen om udveksling af oplysninger i de pågældende dobbeltbeskatningsoverenskomster. Se afsnit C.F.8.2.26.1.4.

For det tredje omfattes den fælles nordiske bistandsoverenskomst af 7. december 1989, jf. BKI nr. 42 af 30. april 1992 af Overenskomst af 7. december 1989 mellem de nordiske lande om bistand i skattesager. Se afsnit C.F.8.1.2.2.

SKL § 66, nr. 4

Bestemmelsens nr. 4 refererer til enhver anden international overenskomst eller konvention tiltrådt af Danmark, som omhandler administrativ bistand i skattesager.

Aktuelt omfatter bestemmelsen OECD´s og Europarådets konvention af 25. januar 1988 om gensidig administrativ bistand i skattesager (jf. BKI nr. 8 af 6. februar 1996 om OECD og Europarådets konvention om administrativ bistand i skattesager), som er ændret ved en protokol af 27. maj 2010 (jf. BKI nr. 18 af 18. maj 2011 om ændring af konventionen om administrativ bistand i skattesager). Danmark har desuden tiltrådt to multilaterale samarbejdsaftaler, som har hjemmel i konventionen. Se nærmere afsnit C.F.8.1.2.3