Indhold

Dette afsnit beskriver betingelserne for det selskab, der investeres i.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Hvad er betingelserne for det selskab, der investeres i?

Regel

Det er en betingelse for investorfradrag, at det selskab, der investeres i (målselskabet), opfylder en række betingelser. 

Hvad er betingelserne for det selskab, der investeres i (målselskabet)?

Et målselskab skal opfylde alle følgende betingelser:

  • A Selskabet er omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 1 eller 2, er en andelskasse omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 2 a, eller er et tilsvarende udenlandsk selskab, som er omfattet af SEL § 2, stk. 1, litra a, og som er hjemmehørende i et EU-/EØS-land, på Færøerne, i Grønland eller i en stat, hvis kompetente myndigheder skal udveksle oplysninger med de danske myndigheder efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst, en anden international overenskomst eller konvention eller en administrativt indgået aftale om bistand i skattesager.
  • B Selskabet er i en opstarts- eller vækstfase, medmindre der er tale om en opfølgende investering. Se nærmere nedenfor.
  • C Selskabets virksomhed består ikke i overvejende grad i passiv kapitalanbringelse som nævnt i ABL § 34, stk. 1, nr. 3, jf. stk. 5, 2. pkt., og stk. 6. Dette krav gælder dog ikke ved erhvervelse af allerede udstedte aktier i et selskab, der ikke tidligere har drevet erhvervsmæssig virksomhed, og hvis egenkapital fra stiftelsen har henstået som et ubehæftet kontant indestående i et pengeinstitut. Se IVFL § 2, stk. 2, nr. 2.
  • D Selskabet beskæftiger under 250 personer og har en årlig omsætning på højst 50 mio. euro eller en samlet årlig balance på højst 43 mio. euro. Opgørelsen af antal beskæftigede og den årlige omsætning og balance sker på baggrund af bilag 1 i Europa-Kommissionens forordning (EU) nr. 651/2014 af 17. juni 2014 om visse kategorier af støttes forenelighed med det indre marked i henhold til traktatens artikel 107 og 108.
  • E Selskabets aktier er ikke optaget til handel på et reguleret marked eller en multilateral handelsfacilitet.
  • F Selskabet har ikke i de seneste 3 år foretaget udlodninger eller ydet vederlag ved opkøb af egne aktier eller tilskud omfattet af SEL § 31 D, der samlet overstiger selskabets regnskabsmæssige resultat efter skat i de seneste 3 regnskabsår.
  • G Selskabet er ikke kriseramt som defineret i Europa-Kommissionens meddelelse om Fællesskabets rammebestemmelser for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte ikkefinansielle virksomheder (2014/C 249/01).
  • H Selskabet har ikke undladt at efterkomme et krav om tilbagebetaling af støtte, som Europa-Kommissionen ved en tidligere afgørelse har erklæret ulovlig og uforenelig med det indre marked. 

Se IVFL § 3, stk. 1.

Se også afsnit C.D.1.1.2, C.D.1.1.3, C.D.1.1.4 og C.B.2.13.1.  

Ad B

Selskabet anses at befinde sig i en opstartsfase, hvis det har været aktivt på et marked i mindre end 7 år efter sit første kommercielle salg. Selskabet anses for at være i en vækstfase, hvis det har brug for et første kapitalindskud, som er større end 50 pct. af den gennemsnitlige årsomsætning i de foregående 5 år, beregnet på grundlag af en forretningsplan, der er udarbejdet med henblik på at trænge ind på et nyt produktmarked eller geografisk marked. Se IVFL § 3, stk. 2.

Selskabet anses for at have været aktivt på et marked i mindst 7 år,  hvis det har været modtagende selskab i en skattefri omstrukturering efter fusionsskatteloven og det indskydende selskab foretog sit første kommercielle salg for mindst 7 år siden. Er aktiver, som selskabet har modtaget ved en skattefri omstrukturering efter fusionsskatteloven, indgået i flere successive skattefrie omstruktureringer efter fusionsskatteloven, skal bedømmelsen af, hvornår det første kommercielle salg er foretaget, ske i forhold til det første selskab, der med hensyn til de pågældende aktiver var indskydende selskab i en skattefri omstrukturering efter fusionsskatteloven. Se IVFL § 3, stk. 3.

Selskabet anses for at have været aktivt på et marked i mindst 7 år,  hvis et datterselskab, hvori selskabet direkte eller indirekte ejer mindst 25 pct. af aktiekapitalen m.v., har været aktivt på et marked i mindst 7 år. Er der aktuelle planer om, at selskabet direkte eller indirekte skal erhverve mindst 25 pct. af aktiekapitalen mv. i et selskab, anses sidstnævnte selskab for et datterselskab ved bedømmelsen heraf. Se IVFL § 3, stk. 4.

Selv om selskabet ikke befinder sig i en opstarts- eller vækstfase, kan et selskab anses for målselskab ved direkte eller indirekte erhvervelse af aktier, der sker som opfølgning på en direkte eller indirekte erhvervelse af aktier i selskabet, som oprindelig er foretaget på et tidspunkt, hvor selskabet ifølge en erklæring afgivet i medfør af IVFL § 5 opfyldte betingelserne i IVFL § 3, stk. 1, og muligheden for at foretage opfølgende investeringer indgik i den oprindelige forretningsplan. Se IVFL § 3, stk. 5. Der skal derfor på tidspunktet for den oprindelige investering foreligge en forretningsplan, der udtrykkeligt omhandler muligheden for at foretage opfølgende investeringer. Forretningsplanen skal desuden konkretisere de omstændigheder, hvor der efter planen vil kunne opstå behov for opfølgende investeringer. Det vil ikke være tilstrækkeligt, hvis forretningsplanen f.eks. blot indeholder abstrakte udsagn om, at der vil kunne blive foretaget yderligere kapitalindskud, hvis der viser sig behov herfor. 

Målselskabet må højst modtage kapitalindskud, hvori der indgår aktier tegnet af investorfradragsfonde, eller som danner grundlag for investorfradrag ved direkte erhvervelse, for et samlet beløb på 15 mio. euro. Ved erhvervelse af allerede udstedte aktier i et selskab, der ikke tidligere har drevet erhvervsmæssig virksomhed, medregnes den samlede anskaffelsessum ved opgørelsen af grænsen på 15 mio. euro, når erhvervelsen helt eller delvis foretages af investorfradragsfonde eller danner grundlag for investorfradrag ved direkte erhvervelse. Se IVFL § 4.

En godkendt revisor skal forud for erhvervelsen af allerede udstedte aktier i et selskab, der ikke tidligere har drevet erhvervsmæssig virksomhed og hvis egenkapital fra stiftelsen har henstået som et ubehæftet kontant indestående i et pengeinstitut, eller gennemførelsen af kapitalindskud, der foretages af investorfradragsfonde, eller som kan danne grundlag for investorfradrag ved direkte erhvervelse, afgive erklæring med høj grad af sikkerhed om, at selskabet opfylder de ovenfor nævnte betingelser i IVFL § 3, og at den ovenfor nævnte grænse på 15 mio. euro ikke vil blive overskredet ved erhvervelsens eller kapitalindskuddets gennemførelse. Erklæringen indsendes til Erhvervsstyrelsen inden for 2 uger efter erhvervelsen eller i forbindelse med anmeldelsen af stiftelsen eller kapitalindskuddet, og den må ikke være afgivet mere end 2 uger før erhvervelsen, stiftelsesdokumentets underskrivelse eller afholdelsen af den generalforsamling, hvor kapitalindskuddet vedtages. Se IVFL § 5, stk. 1.

Er der i forbindelse med et kapitalindskud omfattet af IVFL § 5, stk. 1, 1. pkt., jf. ovenfor, udarbejdet en forretningsplan, hvori der indgår en mulighed for at foretage opfølgende investeringer som nævnt i § IVFL 3, stk. 5, skal denne forretningsplan indsendes til Erhvervsstyrelsen sammen med den ovenfor nævnte erklæring. Ved opfølgende investeringer skal revisorerklæringen indeholde en redegørelse for de omstændigheder, der begrunder, at muligheden for investeringen må anses for at indgå i den nævnte forretningsplan. Se IVFL § 5, stk. 2.

Der gælder ikke særlige regler for målselskabers eller investorfradragsfondes skattepligtsforhold. Målselskaber og investorfradragsfonde skal derfor skattemæssigt behandles efter de sædvanlige regler i selskabsskatteloven. 

Der er i § 3, stk. 1, og i §§ 154 a - 154 c i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde (lovbekendtgørelse nr. 2015 af 1. november 2021 med senere ændringer) indsat nærmere regler om investorfradragsfonde. Se IVFL § 14