Indhold

Dette afsnit omhandler kategorisering af landbrugsejendom.

En ejendom kan som et led i vurderingen blive kategoriseret som en landbrugsejendom. Det følger af EVL § 3, stk. 1, nr. 2.

Det grundlæggende kriterium for kategorisering som landbrugsejendom er ejendommens samlede karakter og ejendommens anvendelse. Denne sondring imellem landbrugsejendomme på den ene side og beboelsesejendomme på den anden vil ikke i alle tilfælde kunne foretages via en automatisk læsning af data. I visse tilfælde vil det være nødvendigt at foretage en egentlig manuel gennemgang af ejendommen for at fastslå, om den samlet set skal kategoriseres som en landbrugsejendom eller en beboelsesejendom. Små landejendomme kan have karakter af "lystejendomme", "hesteejendomme" eller lignende, hvilket indikerer, at der er tale om en beboelsesejendom, mens der på andre ejendomme af samme størrelse kan foregå en specialiseret produktion.

Bedømmelsen vil være en afvejning af, om beboelsesmomentet eller landbrugsmomentet i det enkelte tilfælde vejer tungest. Er al jord tilhørende en ejendom på nogle få hektar bortforpagtet, kan dette være en indikation af, at beboelsesmomentet vejer tungest. Ligeledes kan nævnes, at modtagelse af støtte fra EU’s landbrugsstøtteordninger ikke i sig selv er tilstrækkelig begrundelse for, at ejendommen kategoriseres som en landbrugsejendom i denne lovs forstand.

Grundlæggende skal der foregå egentlig landbrugsdrift på ejendommen, for at der kan være tale om landbrug. Der skal således fx være tale om jord i omdrift og/eller erhvervsmæssig husdyrproduktion. Til landbrugsmæssig produktion hører også produktion i gartnerier, planteskoler og frugtplantager.

Formel landbrugspligt efter landbrugslovgivningen kan indgå som et moment i bedømmelsen, men er ikke i sig selv afgørende for kategoriseringen af ejendommene. Det er heller ikke afgørende om driften er overskudsgivende.

Efter de tidligere gældende regler i vurderingsloven var der en administrativt fastsat formodningsregel om, at en ejendom på mere en 5,5 hektar som udgangspunkt ville blive anset for en landbrugsejendom, mens en ejendom under denne grænse ville blive anset for en beboelsesejendom, medmindre særlige forhold i begge tilfælde talte for det modsatte.

En sådan formodningsregel eksisterer ikke under ejendomsvurderingsloven. Kategoriseringen af en ejendom som beboelsesejendom eller landbrugsejendom vil alene bero på en samlet bedømmelse af ejendommens forhold.

EVL indeholder en overgangsordning, hvorefter det er muligt fortsat at vurdere en ejendom som landbrugsejendom eller skovejendom, uanset at ejendommen efter den første egentlige vurdering efter ejendomsvurderingsloven vil skulle vurderes som en ejerbolig. Der henvises til afsnit H.A.2.2.7 om overgangsbestemmelser for ejendomskategorisering af landbrugsejendomme og skovejendomme.