Indhold

Dette afsnit handler om skatteloftsberegningen, som bruges til at fastsætte det afgiftspligtige grundlag for opkrævning af grundskyld.

Der gælder et loft over stigningen i grundlaget for beregning af kommunal grundskyld (et grundskatteloft). Ordningen medfører en stigningsbegrænsning. Det indebærer, at den enkelte grundejer i hvert enkelt år vil blive afskærmet mod skattevirkningen af grundværdistigninger ud over denne grænse. Med udgangspunkt i grundskatteloftet beregnes den kommunale grundskyld, jf. KESL §§ 1 og 2. Det er ikke den kommunale grundskyld målt i kroner, der er omfattet af grundskatteloftet. Det er derimod stigninger i grundlaget for beregningen af grundskylden, der begrænses.

Der er behov for at fastsætte en skatteloftværdi for nye ejendomme og for ejendomme, der er ændret i perioden efter den seneste vurdering af ejendomme. Det kan fx være tilfældet, hvis en ny grund opstår ved udstykning, hvis en ejendom opsplittes i ejerlejligheder, hvis der sker en anden ændring af grundens benyttelse, eller hvis planforholdene ændres.

En skatteloftsværdi fastsættes som udgangspunkt ved en tilbageregning af den aktuelle grundværdi til niveauet i ejendommens såkaldte basisår. Skatteloftsværdien fastsættes dog for ændrede ejendomme, hvor der er sket en ændring af ejendommens grundareal eller af ejerlejligheders fordelingstal, som udgangspunkt ved en forholdsmæssig regulering af den eksisterende skatteloftsværdi. Herudover kan allerede fastsatte skatteloftsværdier i et vist omfang videreføres, uanset en ejendom er ændret. Disse situationer er alle beskrevet nedenfor.

Skatteloftsberegninger ved hjælp af tilbageregning foretages på den måde, at den pågældende ejendom vurderes i aktuelt niveau. Den aktuelle grundværdi ganges herefter med en kommunespecifik andel. Det fremgår af EVL § 40, stk. 1. De kommunespecifikke andele til brug for ansættelse efter § 40, stk. 1, er fastsat i EVLs bilag 1, jf. § 48 a.

Om ansættelsen af grundværdien i øvrigt henvises til afsnit H.A.5.