Antidumpingtolden følger de almindelige regler om toldskyldens opståen og betales sammen med den almindelige told. Antidumpingtolden fastsættes derfor på tidspunktet for toldmyndighedernes antagelse af toldangivelsen (satsdatoen). Se EUTK, artikel 77.
Se også afsnit F.A.11.2.1 Toldskyld ved varens overgang til fri omsætning og midlertidig import.
Eksportprisen (nettoprisen) anvendes ofte som en del af beregningsgrundlaget. Eksportprisen er den pris, der er betalt eller skal betales ved varens indførsel. Beløbet er inklusive omkostninger til det sted, hvor varerne indføres i EU's toldområde (eksempelvis fragt- og forsikringsomkostninger), men eksklusive told og afgifter, som forfalder ved indførslen til EU.
EU-Domstolen har fastslået, at prisen ved indførsel defineres som den pris, der er gældende ved en vares ankomst til Fællesskabets grænse, eksklusive told, det vil sige den pris, som den første køber inden for Fællesskabets toldområde betaler. Denne pris svarer nemlig til den, der reelt er betalt eller skal betales ved varens indførsel, inklusive omkostninger frem til det sted, hvor varerne indføres i Fællesskabets toldområde, men eksklusive told og afgifter, som forfalder på dette område. Se sag C-189/88, præmis 29 og 30.
Se RFO 2016/1036 af 8.06.2016 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Den Europæiske Union, artikel 2.
I nogle situationer, hvor der indføres antidumpingtold eller udligningstold, bestemmer de dertil udstedte forordninger, at nettoprisen skal forhøjes med en nærmere angivet procent, hvis der er en betalingsfrist på over 30 dage. Dette er angivet med en note i tilknytning til de pågældende ordninger i Toldtariffens bilag 1. De specifikke bestemmelser er angivet i et notebilag til bilag 1.
For varer i sæt og andre varer, der tariferes med en varekode, der er omfattet af en antidumpingtoldordning, skal antidumpingtolden beregnes på grundlag af den samlede værdi af det pågældende sæt. Se de almindelige tariferingsbestemmelser, pkt. 3.b.
Tillægskoder
Når der indføres antidumpingtold, afhænger toldsatsens størrelse i visse tilfælde af eksportøren. Eksportøren angives i fortoldningen med en tillægskode. Tillægskoder vedrørende antidumping starter med A, B, C eller 8. Tillægskoderne fremgår af de enkelte forordninger og optræder i Toldtariffen under de enkelte antidumpingordninger.