Skatteforvaltningen kan fastsætte en virksomheds tilsvar af skatter og afgifter m.v. foreløbigt til et skønsmæssigbeløb, hvis Skatteforvaltningen efter afleveringsfristens udløb ikke har modtaget angivelse for en afregningsperiode. Se OPKL § 4, stk. 1.
Dette gælder også, hvis Skatteforvaltningen efter udløbet af fristen for indberetning til indkomstregisteret for en afregningsperiode ikke har modtaget indberetning af indeholdt A-skat, AM-bidrag og udbytteskat. Se OPKL § 4, stk. 1.
Tilsvaret betales senest 14 dage efter påkrav. Se OPKL § 4, stk. 1, 3. pkt..
►Bemærk◄
►Ved lov 832 af 14. juni 2022 om blandt andet ændring af opkrævningsloven er der sket en ændring af OPKL § 4, stk. 1, 3. pkt. Det fremgår herefter, at for betaling af det skønsmæssigt fastsatte beløb finder betalingsfristen, der anvendes ved en rettidig angivelse eller indberetning, jf. OPKL § 2, anvendelse.
Sidste rettidige betalingsdag for et skatte- og afgiftskrav, der skønsmæssigt er fastsat i henhold til en foreløbig fastsættelse efter OPKL § 4, stk.1, vil herefter være sammenfaldende med fristen for at indgive angivelse eller indberetning for den pågældende afregningsperiode.
Det fremgår af lovens ikrafttrædelsesbestemmelse § 19, stk. 5, at skatteministeren fastsætter, fra og med hvilken dag, OPKL § 4, stk. 1, 3. pkt., som affattet ved lov nr. 832 af 14. juni 2022, har virkning. Indtil OPKL § 4, stk. 1, 3. pkt., som affattet ved lov nr. 832 af 14. juni 2022 har virkning, gælder, hvad der bestemmes i OPKL § 4, stk. 1, 3. pkt., jf. lovbekendtgørelse nr. 2711 af 20. december 2021.
At skatteministeren skal bestemme hvornår bestemmelsen skal have virkning skyldes behovet for at sikre den nødvendige systemmæssige understøttelse af bestemmelsen. Det er uklart hvornår de nødvendige systemtilpasninger vil kunne være gennemført.◄