►I forbindelse med efterangivelser og ved manglende angivelser, hvor Skatteforvaltningen konstaterer og opkræver det beløb, der skulle være angivet, afkræves virksomheden beløbet til betaling efter 14 dage, jf. OPKL § 5, stk. 1.
Betales beløbet inden udløbet af fristen, betales ikke renter.
Hvis virksomheden overskrider betalingsfristen, skal virksomheden betale rente fra udløbet af betalingsfristen, hvilket vil sige fra og med den 15. dag, jf. forarbejderne til opkrævningslovens § 5, jf. Folketingstidende 1999-2000, tillæg A 549, L 19 som fremsat, side 566.
Betales et beløb, der opkræves efter opkrævningslovens regelsæt, ikke inden betalingsfristens udløb, skal virksomheden betale renter af beløbet efter rentesatsen i opkrævningsloven. Renten, der er månedlig, men beregnes dagligt, er fastsat til basisrenten i OPKL § 7, stk. 2, med en månedligt tillæg på 0,7 procentpoint.
Skatter og afgifter omfattet af OPKL § 1, stk. 1 og 2, opkræves over skattekontoen, jf. OPKL § 16, nr. 1. Efter OPKL § 1, stk. 1, opkræves skatter og afgifter, hvor der i lovgivningen er fastsat en pligt til at være registreret hos eller anmeldt til Skatteforvaltningen, efter opkrævningslovens regler. På Skattekontoen sker opkrævningen efter et saldoprincip, hvor der af en debetsaldo beregnes en daglig rente, der tilskrives månedligt og lægges oven i saldoen, hvorved der beregnes rentes rente, hvilket giver en højere rente, jo mere betalingsfristen overskrides, jf. OPKL § 16 c, stk. 1, hvorefter debetsaldoen forrentes efter OPKL § 7, stk. 1, jf. stk. 2, med daglig beregning og månedlig tilskrivning. Rentesatsen på skattekontoen udgøres af basisrenten med et tillæg på 0,7 procentpoint.
Ifølge dommen SKM2021.409.ØLR skulle der tillægges rente fra 14 dage efter Skatteforvaltningens afgørelse, uanset at Landsskatteretten havde omgjort Skatteforvaltningens afgørelse. Det forhold, at selskabet under retssagen havde forespurgt Skatteministeriet om muligheden for at deponere det omtvistede beløb, afskar heller ikke rentetilskrivning efter lovens bestemmelser (dissens). Landsretten afviste herudover selskabets subsidiære påstand om, at forrentningen af kravet skulle ske efter OPKL § 7, således at kravet ikke skulle indgå på skattekontoen efter reglerne om én skattekonto i opkrævningslovens kapitel 5. ◄
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse | Afgørelsen i stikord | Kommentarer |
Landsretten |
SKM2021.409.ØLR | Det beløb, som et indeholdelsespligtigt selskab var ansvarlig for betaling af, i anledning af at selskabet havde forsømt en indeholdelsespligt, skulle tillægges rente fra 14 dage efter SKATs afgørelse om selskabets ansvar. Dette gjaldt, uanset at Landsskatteretten havde omgjort SKATs afgørelse. Det forhold, at selskabet under retssagen havde forespurgt Skatteministeriet om muligheden for at deponere det omtvistede beløb, afskar ikke rentetilskrivning efter lovens bestemmelser (dissens). Landsretten afviste selskabets subsidiære påstand om, at forrentningen af kravet skulle ske efter OPKL § 7, således at kravet ikke skulle indgå på skattekontoen efter reglerne om én skattekonto i opkrævningslovens kapitel 5. | |