Der gælder et skærpet krav om kundekendskabsprocedurer i en række tilfælde, bl.a. hvor der vurderes at være en øget risiko for hvidvask eller finansiering af terrorisme, samt hvor en politisk eksponeret person (PEP) eller dennes nærtstående eller nære samarbejdspartnere er gæster på et landbaseret kasino.

Hvad de skærpede kundekendskabsprocedurer konkret skal bestå i, vil være op til spiludbyderen at definere ud fra den risikovurdering, der i øvrigt er foretaget af spiludbyderen med henblik på de situationer, hvor der er skærpede krav.

Det kan eksempelvis være som følge af den løbende overvågning af kundeforholdet, at spiludbyderen bliver opmærksom på, at spilleren ændrer transaktionsmønster. Dette vil udgøre en risiko, som skal føre til, at spiludbyderen foretager skærpede kundekendskabsprocedurer over for den pågældende spiller. Spiludbyderen kan fx indhente oplysninger om midlernes oprindelse som ovenfor nævnt.

Der er desuden krav om skærpede kundekendskabsprocedurer, hvis kunden har hjemsted i et land, der er opført på Europa-Kommissionens liste over højrisikotredjelande. De skærpede kundekendskabsprocedurer skal omfatte en række foranstaltninger, som er beskrevet nærmere i hvidvasklovens § 17, stk. 2 og 3.

 Se også