En nærtstående til en politisk eksponeret person defineres som værende PEP’ens

  • ægtefælle, registrerede partner eller samlever,
  • forældre og disses ægtefæller, registrerede partnere eller samlevere,
  • børn og disses ægtefæller, registrerede partnere eller samlevere.

Begrebet omfatter dermed ikke fx søskende eller stedbørn og stedforældre.

Nærtstående skal identificeres, da de kan drage nytte af deres nære forbindelse til den politisk eksponerede person eller misbruges som konsekvens heraf.

Kasinoer skal behandle nærtstående efter samme regler som PEP’er. Det bemærkes dog, at en nærtstående skal behandles efter samme regler som andre kunder, hvis PEP’en ophører med at være PEP. I det tilfælde vil nærtstående alene skulle undergives skærpede kundekendskabsprocedurer, hvis kasinoet vurderer, at der er grundlag for at betragte den nu tidligere nærtstående til en PEP som værende i kategorien med højere risiko.