Klager over Spillemyndighedens afgørelser kan påklages til Landsskatteretten. Berettiget til at klage er den part, som afgørelsen retter sig mod, det vil i praksis sige det pågældende kasino, som har modtaget en afgørelse fra Spillemyndigheden.

Klager over afgørelser skal være indbragt senest tre måneder efter klagerens modtagelse af den afgørelse, der klages over. Hvis klageren mod forventning ikke har modtaget afgørelsen, skal klagen være indbragt senest fire måneder efter, at den afgørelse, der klages over, er afsendt fra Spillemyndigheden, som har truffet afgørelsen.

De afgørelser, der vil kunne klages over, er afgørelser om

  • udstedelse af påbud og
  • afgivelse af påtale.

Spillemyndighedens beslutning om at overgive en sag til politimæssig efterforskning er en processuel beslutning, der ikke kan påklages.

I øvrigt finder kapitel 11 i spilleloven om domstolsprøvelse anvendelse, hvilket medfører, at Spillemyndighedens afgørelser i forhold til hvidvasklovgivningen skal være indbragt for domstolene senest tre måneder efter, at afgørelsen er truffet. I de tilfælde, hvor spiludbyderen har klaget til Landsskatteretten og herefter ønsker at indbringe en sag for domstolene, regnes fristen på tre måneder fra Landsskatterettens afgørelse er truffet.

Se hvidvasklovens § 77.

 Se også

  • Afsnit J.A.18.2 om klagevejledning for spiludbydere.