Det er et grundlæggende krav i hvidvaskloven, at kasinoer skal kende deres kunder. Formålet med kundekendskabsprocedurer er, at kasinoerne ved, hvem deres kunder er, og hvad der er kundens formål med forretningsforbindelsen. For et kasino er det således vigtigt at sikre sig, at kundens formål med at spille ikke er for at forsøge at hvidvaske penge. Kasinoet skal forholde sig til ændringer i et omfang, der bør påkalde sig opmærksomhed, fx hvis en spiller, der normalt kun spiller væddemål, lige pludselig går over til kun at spille på spilleautomater. I relation til at kasinoerne skal kunne sikre dette, kræver det, at de kender deres kunder, og at de har procedurer for, hvad der skal iagttages og iværksættes, hvis der er tegn på forsøg på hvidvask af penge.