Muligheden for at gøre brug af bistand fra en tredjemand til indhentning af oplysninger forudsætter, at en af nedenstående betingelser er opfyldt:

  1. Tredjemanden kan bistå med oplysninger, såfremt denne er omfattet af hvidvasklovens § 1, stk. 1. Det betyder, at en spiludbyder kan vælge at indhente oplysninger om spilleren hos en anden virksomhed eller person omfattet af loven, hvis denne allerede har foretaget kundekendskabsprocedurer på kunden. Det er ikke en betingelse, at der er tale om samme type virksomhed. Det vil sige, at en spiludbyder godt kan lægge oplysninger om en kundes identitet til grund, som er indhentet fra eksempelvis et pengeinstitut.

  2. En spiludbyder kan videre gøre brug af bistand fra en tredjemand til at opfylde kundekendskabskravene, hvis tredjemanden er etableret i et EU/EØS-land eller et øvrigt land, der er underlagt krav om bekæmpelse af hvidvask og terrorfinansiering, der svarer til de krav, der følger af 4. hvidvaskdirektiv. Det er en betingelse, at den tredjemand, der afgiver oplysningerne, er underlagt krav om kundekendskab og opbevaring af oplysninger, der svarer til kravene i 4. hvidvaskdirektiv og er underlagt et tilsyn med overholdelsen af reglerne. En spiludbyder kan ikke benytte bistand fra en tredjemand, der er etableret i lande, som er opført på Europa-kommissionens liste over lande, hvor der vurderes at være en høj risiko for hvidvask. Såfremt en spiludbyder vælger at forlade sig på oplysninger indhentet af tredjemand etableret i et land uden for EU, er det spiludbyderens ansvar at vurdere, om denne er underlagt krav om kundekendskab mv., der svarer til kravene i loven.

  3. Endelig kan en spiludbyder overlade det til tredjemand at opfylde kundekendskabskrav, hvis oplysningerne stilles til rådighed af en medlemsorganisation eller sammenslutning af virksomheder eller personer som nævnt ovenfor. Spiludbyderen skal da sikre sig, at medlemsorganisationen eller sammenslutningen er omfattet af regler om forebyggende foranstaltninger om hvidvask og terrorfinansiering, før de indhentede oplysninger kan lægges til grund.