åben Vis afgørelser, domme, kendelser og meddelelser mv. til "D.A.14.6 Afmeldelse fra registrering og tilbagebetaling af tidligere udbetalt negativ moms" udsendt efter offentliggørelsen af denne version af vejledningen.

Indhold

Dette afsnit handler om afmeldelse fra momsregistrering og tilbagebetaling af tidligere udbetalt negativ moms.

Afsnittet indeholder:

  • Afmeldelse på egen foranstaltning
  • Afmeldelse på Skattestyrelsens foranstaltning
  • Tilbagebetaling af tidligere udbetalt negativ moms
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Afmeldelse på egen foranstaltning

En momsregistreret virksomhed skal afmelde sig fra momsregistrering, hvis den momspligtige virksomhed ophører.

Ændringer i en virksomheds registreringsforhold, herunder ophør af virksomhed, skal meddeles til Erhvervsstyrelsen senest 8 dage efter ændringen. Se ML § 47, stk. 6, og afsnit D.A.14.1.4.

Afmeldelse på Skattestyrelsens foranstaltning

Ved selve momsregistreringen bør der i størst muligt omfang ske en foreløbig prøvelse af, om der foreligger selvstændig økonomisk virksomhed. Se afsnit D.A.3.1.4 om økonomisk virksomhed.

En egentlig vurdering af dette spørgsmål er ofte først mulig, når virksomheden har bestået i nogen tid, og der dermed foreligger et grundlag for at bedømme, om de gennemførte aktiviteter har karakter af økonomisk virksomhed.

Hvis det i den forbindelse konstateres, at der ikke drives registreringspligtig virksomhed, vil virksomheden blive afmeldt fra registrering. Der skal herefter ske tilbagebetaling af moms af varelagre, maskiner og andre driftsmidler mv. Se D.A.4.3.5 og D.A.4.3.7.

Tilbagebetaling af tidligere udbetalt negativ moms

Den, der anmoder om momsfradrag, skal kunne godtgøre, at betingelserne herfor er opfyldte. Se EF-domstolens dom i sag C-110/94, INZO.

Hvis en momspligtig person ophører med at drive selvstændig økonomisk virksomhed, vil den pågældende derefter ikke længere være en momspligtig person. Selv i tilfælde, hvor det var med rette, at den pågældende oprindeligt blev momsregistreret, kan Skattestyrelsen derfor kræve tilbagebetaling af tidligere udbetalt negativ moms, der vedrører tiden efter ophøret af den selvstændige, økonomiske virksomhed.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

EU-domme

C-110/94, INZO

EF-domstolen bemærker, at det påhviler den, der anmoder om momsfradrag, at godtgøre, at betingelserne herfor er opfyldte.

 

Landsretsdomme

SKM2006.286.VLR

Det forhold, at en virksomhed var blevet momsregistreret for køb og salg af både, afskar ikke myndighederne fra senere at vurdere, om forudsætningerne for registreringen fortsat var opfyldt.

Det fremgik, at sagsøgeren i 2000 og 2001 havde en samlet omsætning på 14.648 kr. og omkostninger på 248.854 kr. Efter bevisførelsen blev det lagt til grund, at sagsøgeren i samme periode hverken solgte eller købte både og ej heller formidlede handel hermed. Sagsøgeren havde derfor ikke godtgjort, at han efter den 31. december 1999 opfyldte betingelserne for at drive selvstændig økonomisk virksomhed.

 

TfS2000, 447VLD

Sagsøgerne købte i 1989 en landbrugsejendom med et areal på 50,9 ha, og virksomheden blev momsregistreret. I 1995 blev 44 ha af ejendommens areal frasolgt. Restarealet blev bortforpagtet i 1996, og senere samme år blev ejendommen solgt. Sagsøgerne afmeldte virksomheden for momsregistrering fra 1. januar 1997.

I 1997 indgav sagsøgerne og deres revisor en negativ efterangivelse for moms, som erstattede tidligere indsendte nulangivelser. Landsretten konkluderede, at der ved salget i 1995 af den væsentligste del af jordtilliggendet var sket en så væsentlig ændring af virksomheden, at det var berettiget, at myndighederne havde foretaget en vurdering af virksomheden. Landsretten fandt, at sagsøgerne i 1995 og 1996 ikke havde drevet selvstændig økonomisk virksomhed. SKATs tilbagekaldelse af momsregistreringen med tilbagevirkende kraft var derfor berettiget.

 

Byretsdomme

SKM2019.385.BR

Sagerne angik, om det var med rette, at SKAT havde afmeldt to kommanditselskaber fra momsregistrering. Afmeldelsen var sket i medfør af ML § 49, stk. 1, 3. pkt., som blev indsat som en værnsbestemmelse i momsloven ved ændringslov nr. 1500 af 23. december 2014, idet SKAT fandt, at kommanditselskaberne ikke var etableret her i landet i momsmæssig henseende. Det var ubestridt, at kommanditselskaberne ikke havde momspligtige leverancer her i landet. Kommanditselskaberne hævdede dog, at de havde momspligtige leverancer i Østeuropa. Betingelserne for momsregistrering her i landet var dog ikke hermed opfyldt.

Retten bemærkede, at der efter bevisførelsen var en formodning for, at kommanditselskaberne var "postkasse-selskaber", jf. hertil EU-Domstolens dom i sag C-73/06, Planzer Luxembourg, præmis 62, da kommanditselskaberne ikke havde fremlagt nogen dokumentation for selskabernes ejerforhold og de ledelsesmæssige, driftsmæssige eller øvrige forretningsmæssige forhold, og da det var oplyst, at kommanditselskaberne ikke havde personale ansat, idet drift, bogholderi, regnskaber mv. blev varetaget af tredjemand (af kommanditselskaberne betegnet som et fælles administrationsselskab). Som sagerne var oplyst, fandt retten det ikke godtgjort, at kommanditselskaberne var etableret i Danmark i momsmæssig henseende, hvorfor Skatteministeriet fik medhold i, at afmeldingen fra momsregistrering var sket med rette i medfør af ML § 49. stk. 1, 3. pkt.

For retten havde Skatteministeriet i første række gjort gældende, at afmeldingen var sket med rette, allerede fordi kommanditselskaberne ikke havde godtgjort, at de udøvede økonomisk virksomhed og dermed var afgiftspligtige personer, der kan momsregistreres efter ML § 49,.stk. 1. 2. pkt. Retten bemærkede, at retten ikke fandt anledning til at tage stilling til anbringendet med henvisning til, at det først var gjort gældende i svarskriftet, og at hverken SKAT eller Landsskatteretten havde taget stilling til spørgsmålet i deres afgørelser.

 

Landsskatteretskendelser

SKM2004.253.LSR

Landsskatteretten fandt det ikke godtgjort, at selskabet havde udøvet aktivitet med møbelgrebproduktion, ligesom den påberåbte hensigt om påbegyndelse af aktivitet med import fra Spanien ej heller kunne anses for godtgjort. Retten fandt, at SKAT kunne fremsætte krav om tilbagebetaling af tidligere udbetalt negativ moms.

 

SKM2002.123.LSR

Et selskab, som var moderselskab for et selskab, der drev virksomhed som bilforhandler, havde ikke siden 1996 drevet økonomisk virksomhed. Der var frem til 30. juli 2000 udbetalt negativ moms. Selskabets momsbelagte udgifter var i de sidste tre år udelukkende revisorudgifter. Retten fandt, at SKAT i den foreliggende sag med rette kunne fremsætte krav om tilbagebetaling af tidligere udbetalt negativ moms.

 

TfS2000, 192LSR

Efter at en interessents deltagelse i et 10-mands-projekt var anset for uden skattemæssig betydning, blev der over for interessentskabet rejst krav om tilbagebetaling af negativ moms. Momsen vedrørte udgifter afholdt af interessentskabet til revisor- og konsulentassistance i etableringsfasen.

Landsskatteretten fastslog, at da interessentskabet ikke kunne anses for at have drevet økonomisk virksomhed, og da der endvidere ikke forelå sådanne omstændigheder, at tilbagebetalingskravet var uberettiget, skulle den negative moms tilbagebetales.

 

TfS1999, 499LSR

I forbindelse med et krav om tilbagebetaling af negativ moms konstaterede Landsskatteretten, at det var med rette, at et selskab var afmeldt fra momsregistrering og dermed tilbagebetalingspligtig af negativ moms.

Ifølge selskabets vedtægter var formålet bl.a. at drive bygge- og anlægsvirksomhed, men da der ikke forelå objektive momenter, der understøttede det vedtægtsmæssige formål, blev det lagt til grund, at selskabets eneste formål var at være et holdingselskab.

 

Skattestyrelsen

TfS1997, 639DEP

Skatteministeriet fandt i en sag om bådudlejning, at der ikke var momenter, der kunne tages til indtægt for, at bådejeren ved ansøgningen om momsregistrering havde afgivet urigtige oplysninger. Den foretagne momsregistrering kunne derfor ikke ophæves med tilbagevirkende kraft.