Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

EU-domstolen

C-247/21, Luxury Trust Automobil GmbH

►1)      Artikel 42, litra a), i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem, som ændret ved Rådets direktiv 2010/45/EU af 13. juli 2010, sammenholdt med artikel 197, stk. 1, litra c), i direktiv 2006/112, som ændret,

skal fortolkes således, at

den endelige erhverver inden for rammerne af en trepartstransaktion ikke gyldigt er blevet udpeget som betalingspligtig for merværdiafgift (moms), når den faktura, der er udstedt af den mellemliggende erhverver, ikke indeholder angivelsen »omvendt betalingspligt«, der er omhandlet i artikel 226, nr. 11a), i direktiv 2006/112, som ændret.

2)      Artikel 226, nr. 11a), i direktiv 2006/112, som ændret ved direktiv 2010/45,

skal fortolkes således, at

undladelsen af at anføre den i denne bestemmelse krævede angivelse »omvendt betalingspligt« på en faktura ikke kan berigtiges efterfølgende ved at tilføje en angivelse, der præciserer, at denne faktura vedrører en trepartstransaktion inden for Fællesskabet, og at afgiftsskylden overføres til modtageren af leveringen.◄

1) Artikel 20 i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem skal fortolkes således, at en afgiftspligtig person, der gennemfører en enkelt transport af varer inden for Fællesskabet under ordningen med suspension af punktafgifter i den hensigt at erhverve disse varer med henblik på sin egen økonomiske virksomhed, så snart de er bragt i fri omsætning i bestemmelsesmedlemsstaten, erhverver retten til som ejer at råde over disse varer som omhandlet i denne bestemmelse, såfremt den pågældende har mulighed for at træffe beslutninger, der kan påvirke de omhandlede varers retlige situation, og herunder navnlig kan træffe beslutning om at sælge dem.

Den omstændighed, at denne afgiftspligtige person fra begyndelsen havde til hensigt at erhverve disse varer med henblik på sin økonomiske virksomhed, så snart de var bragt i fri omsætning i bestemmelsesmedlemsstaten, udgør en omstændighed, som skal tages i betragtning af den nationale ret inden for rammerne af dens samlede bedømmelse af samtlige særlige omstændigheder i den sag, som er indbragt for den, med henblik på at fastslå, til hvilken af de på hinanden følgende erhvervelser den nævnte transport inden for Fællesskabet skal henføres.

2)   EU-retten er til hinder for, at en national ret, der er stillet over for en national skatteretlig bestemmelse, hvorved en bestemmelse i direktiv 2006/112 er gennemført, og som kan fortolkes på flere måder, støttet på det nationale forfatningsmæssige princip in dubio mitius anvender den fortolkning, der er mest gunstig for den afgiftspligtige person, selv efter, at Domstolen har fastslået, at en sådan fortolkning er uforenelig med EU-retten.

1) Artikel 2, stk. 1, litra b), nr. iii), i direktiv 2006/112/EF skal fortolkes således, at den finder anvendelse på erhvervelser af punktafgiftspligtige varer inden for Fællesskabet, for hvilke punktafgiften forfalder på bestemmelsesmedlemsstatens område for forsendelsen eller transporten af disse varer, foretaget af en afgiftspligtig person, hvis andre erhvervelser ikke er momspligtige i henhold til dette direktivs artikel 3, stk. 1.

2) Artikel 2, stk. 1, litra b), nr. iii), i direktiv 2006/112/EF skal fortolkes således, at den erhvervelse, der foretages af en erhvervsdrivende, der er afgiftspligtig for punktafgifter i bestemmelsesmedlemsstaten for forsendelsen eller transporten af disse varer, i tilfælde af en kæde af flere på hinanden følgende transaktioner, som kun giver anledning til en enkelt transport af punktafgiftspligtige varer inden for Fællesskabet i henhold til ordningen med suspension af punktafgifter, ikke kan betegnes som en erhvervelse inden for Fællesskabet, der er momspligtig i henhold til denne bestemmelse, når denne transport ikke skyldes denne erhvervelse.

3) Artikel 2, stk. 1, litra b), nr. i), i direktiv 2006/112/EF skal fortolkes således, at i tilfælde af en kæde af flere på hinanden følgende erhvervelser, der vedrører de samme punktafgiftspligtige varer, og som kun giver anledning til en enkelt transport af disse varer inden for Fællesskabet i henhold til ordningen med suspension af punktafgifter, er den omstændighed, at disse varer transporteres i henhold til denne ordning, ikke afgørende for spørgsmålet om, hvilke af flere på hinanden følgende erhvervelser transporten skal henføres til med henblik på pålæggelsen af moms i henhold til denne bestemmelse.

Bemærk, at der med virkning fra 1. januar 2020 er indført regler, der præciserer leveringsstedet for leveringer i forbindelse med kædehandel. Reglerne præciserer med andre ord, hvilken levering transporten skal henføres til i tilfælde af flere på hinanden følgende leveringer af den samme vare, der kun giver anledning til en transport inden for EU. Se D.A.6.1.9. Dommen vedrører en periode, hvor de nye regler endnu ikke var indført.

C-580/16, Firma Hans Bühler KG

Domstolen udtaler, at artikel 141, litra c), i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem, som ændret ved Rådets direktiv 2010/45/EU af 13. juli 2010, skal fortolkes således, at den deri nævnte betingelse er opfyldt, når den afgiftspligtige person har hjemsted og er registreret i forhold til merværdiafgift (moms) i den medlemsstat, hvorfra varerne forsendes eller transporteres, men denne afgiftspligtige person til den konkrete erhvervelse inden for Fællesskabet anvender momsregistreringsnummeret fra en anden medlemsstat.

Domstolen udtaler endvidere, at artikel 42 og 265 i direktiv 2006/112, som ændret ved direktiv 2010/45, sammenholdt med artikel 263 i direktiv 2006/112, som ændret ved direktiv 2010/45, skal fortolkes således, at de er til hinder for, at en medlemsstats skatte- og afgiftsmyndigheder anvender artikel 41, stk. 1, i direktiv 2006/112, som ændret ved direktiv 2010/45, alene af den grund, at det i forbindelse med en erhvervelse af varer inden for Fællesskabet, som er blevet foretaget med henblik på en efterfølgende levering på en medlemsstats område, forholder sig således, at den oversigt, der er omhandlet i artikel 265 i direktiv 2006/112, som ændret ved direktiv 2010/45, ikke er blevet indgivet rettidigt af den afgiftspligtige person, der er registreret i forhold til merværdiafgift (moms) i denne medlemsstat.

Landsretsdomme

SKM2016.591.ØLR

Sagen drejede sig om den momsmæssige behandling af H1s køb af mobiltelefoner i 2011 gennem en handelskæde. Mobiltelefonerne blev købt fra leverandører i andre EU-lande af det danske selskab G1. G1 solgte telefonerne til et andet dansk selskab, G2, som videresolgte telefonerne til H1. I første halvdel af 2011 betalte H1 købesummen for telefonerne til G2, som derefter betalte købesummen videre direkte til de udenlandske leverandører, dvs. uden om G1. I anden halvdel af 2011 betalte H1 direkte til de udenlandske leverandører, dvs. uden om både G2 og G1.

Sagen angik for det første, om H1 skulle betale erhvervelsesmoms af køb af mobiltelefoner, som H1 havde betalt for direkte til de udenlandske leverandører. Landsretten fandt, at G1 og G2 ikke havde erhvervet retten til som ejere at råde over telefonerne, jf. ML § 11, stk. 2, men alene havde fungeret som uselvstændige mellemled ved købet af telefonerne. H1 måtte derfor i momsmæssig henseende anses for at have erhvervet telefonerne direkte fra de udenlandske leverandører, jf. ML § 11, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1, og det var derfor med rette, at H1 var blevet opkrævet erhvervelsesmoms af købet af telefonerne.

Sagen angik for det andet, om H1 havde fradragsret for køb af de mobiltelefoner, som H1 havde betalt for til G2. Landsretten fandt, at G1 (ligesom ved de øvrige handler) alene havde fungeret som uselvstændigt mellemled ved bestilling og fakturering af telefonerne, og at G2 derfor måtte anses for at have erhvervet telefonerne direkte fra de udenlandske leverandører med den deraf følgende pligt til at betale erhvervelsesmoms af købene, jf. ML § 11, stk. 1, nr. 1. Landsretten fandt det godtgjort, at H1 vidste, at G2 erhvervede mobiltelefonerne uden at afregne erhvervelsesmoms. Det var derfor berettiget, at skattemyndighederne havde nægtet H1 fradrag for købsmoms af telefonerne, jf. EU-Domstolens praksis om nægtelse af fradrag ved momssvig.

Landsretten stadfæstede derfor byrettens frifindende dom.

SKM2013.52.VLR 

Privatpersons indførsel af punktafgiftspligtige varer (855 liter øl) fra Tyskland. Varer medbragt i personbil med trailer. Afgiftspligtig mængde fastsat til 745 liter øl. Varer til eget brug skønsmæssigt fastsat til 110 liter øl. Varer til eget brug og af erhvervsmæssig karakter i samme indførsel.

Pågældende havde ikke drevet selvstændig økonomisk virksomhed i momslovens forstand ved indførslen. Ikke erhvervelsesmoms.

SKM2004.179.VLR

En taxavognmand skulle betale dansk erhvervelsesmoms i forbindelse med erhvervelse af en brugt bil fra Tyskland. Ved bedømmelsen af, om der skulle betales moms, kunne der ikke tages hensyn til "god tro".

Skatterådet

SKM2016.268.SR

Skatterådet bekræfter, at spørger ikke skal momsregistreres i Danmark. Det er den danske købers ansvar at betale erhvervelsesmomsen i Danmark, når spørger som momsregistreret kommissionær i Tyskland sælger varer fra Tyskland til momsregistrerede kunder i Danmark.

Bemærk, at der med virkning fra 1. januar 2020 er indført regler, der præciserer leveringsstedet for leveringer i forbindelse med kædehandel. Reglerne præciserer med andre ord, hvilken levering transporten skal henføres til i tilfælde af flere på hinanden følgende leveringer af den samme vare, der kun giver anledning til en transport inden for EU. Se D.A.6.1.9. Afgørelsen vedrører en periode, hvor de nye regler endnu ikke var indført.

SKM2016.192.SR

Skatterådet bekræfter, at spørgers erhvervelse af varer fra leverandører i andre EU-lande, er en momspligtig erhvervelse for spørger, selvom erhvervelsen finder sted under betingelser, der giver spørger fuld ret til at returnere indkøbte varer, som spørger ikke kan/vil sælge længere, ligesom EU-leverandørerne har fuld ret til at få varerne sendt retur.

SKM2016.81.SR

Skatterådet kan ikke bekræfte, at en tysk dentalvirksomheds salg af dentalprodukter til danske tandlæger vil have momsmæssigt beskatningssted i Danmark. Skatterådet kan ikke bekræfte, at den tyske virksomhed kan anses for at overføre varerne til sig selv i Danmark. Skatterådet finder derfor, at det ikke er virksomheden, men virksomhedens danske kunder, der foretager de momspligtige erhvervelser her i landet. SKAT udtaler vejledende, at den tyske virksomhed ikke kan blive momsregistreret i Danmark.

SKM2007.668.SR

En kontrakt mellem en dansk virksomhed og en virksomhed fra et andet EU-land om levering af præfabrikerede bygningsmoduler, som den danske virksomhed skulle bruge til at opføre boliger her i landet, skal regnes som en aftale om levering af varer. Den danske virksomhed skal derfor betale erhvervelsesmoms i Danmark.