Indhold

Dette afsnit handler om afskrivning på skibe med en bruttotonnage på 20 ton eller derover, der anvendes til erhvervsmæssig transport af passagerer eller gods.

Afsnittet indeholder:

  • Hovedregel
  • Afskrivningssats
  • Undtagelse
  • Skibe, der tidligere har været omfattet af AL § 5
  • Ingen forskudsafskrivning
  • Ikrafttrædelse
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Hovedregel

Afskrivning på skibe med en bruttotonnage på 20 ton eller derover, der anvendes til erhvervsmæssig transport af personer eller gods, sker på en særskilt saldo, hvis

  • den skattepligtige er omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 1 og 2 eller stk. 6
  • den skattepligtige er omfattet af SEL § 2, stk. 1, litra a og er hjemmehørende i en anden EU-medlemsstat
  • skibet udlejes uden besætning (bareboat), eller skibet erhverves med henblik på en sådan udlejning.

Se AL § 5 B.

Afskrivningssats

Afskrivningen kan højst udgøre 12 pct. af den afskrivningsberettigede saldoværdi. Se AL § 5 B, stk. 2, 1. pkt.

Undtagelse

For nybyggede skibe, der kun er omfattet af AL § 5 B, stk. 1, nr. 1 og 2, og som ikke beskattes efter tonnageskatteloven, kan afskrivningen for det første år, hvori der kan afskrives, dog udgøre indtil 20 pct. af anskaffelsessummen. Resten af anskaffelsessummen skal lægges til den afskrivningsberettigede saldoværdi for det efterfølgende indkomstår. Se AL § 5 B, stk. 2, 2. pkt.

Reglerne om

gælder ikke for skibe, der er omfattet af AL § 5 B, jf. AL § 5 B, stk. 2, 4. pkt.

Derimod gælder AL § 5 A også for driftsmidler omfattet af AL § 5 B, hvis indkomståret begynder 1. januar 2013 eller senere, se AL § 5 C, stk. 2, 3. pkt. Efter AL § 5 A kan en skattepligtig, der har solgt et driftsmiddel omfattet af AL § 5 (almindelig driftsmiddelsaldo) eller § 5 D (115 pct.s afskrivningsgrundlag) med tab, fradrage tabet i det indkomstår, hvori driftsmidlet er solgt.

Skibe, der tidligere har været omfattet af AL § 5

Skibe, der tidligere har været omfattet af hovedreglen i AL § 5 om afskrivning på udelukkende erhvervsmæssigt benyttede driftsmidler og skibe

For skibe, der tidligere har været omfattet af AL § 5, og som senere bliver omfattet af AL § 5 B, stk. 1 og 2, beregnes saldoen ved at foretage en forholdsmæssig fordeling af den eksisterende saldo på grundlag af forholdet mellem den regnskabsmæssige værdi for disse skibe og den regnskabsmæssige værdi for de øvrige aktiver. Se AL § 5 B, stk. 3.

Skibe, der tidligere har været omfattet af AL § 5 B, stk. 1 og 2, og senere bliver omfattet af AL § 5

For skibe, der tidligere har været omfattet af AL § 5 B, stk. 1 og 2, og senere bliver omfattet af AL § 5, beregnes saldoen på samme måde ved en forholdsmæssig fordeling af den eksisterende saldo efter forholdet mellem den regnskabsmæssige værdi af de skibe, der senere bliver omfattet af AL § 5 og de øvrige aktiver.

Ingen forskudsafskrivning

Der kan ikke ske forskudsafskrivning på skibe, der er omfattet af Al § 5 B. Se AL § 28, stk. 3.

Ikrafttrædelse

AL § 28, stk. 3, gælder ikke, hvis der er indgået en bindende aftale om bygning af et skib senest den 31. december 2002.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelser

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Ligningsrådet

SKM2004.410.LR

I forbindelse med indførelsen af tonnageskatteloven ved lov nr. 264 af 8. maj 2002 blev der indført nogle ændringer i afskrivningsloven i lov nr. 265 af 8. maj 2002. Ændringen medførte etablering af nogle særlige afskrivningssatser. Hovedreglen er, at skibe, der ejes af selskaber, eller som udlejes uden besætning (bareboat vilkår) eller erhverves med henblik på udlejning, kan afskrives med indtil 12 pct. årligt. En overgangsregel, der skulle forhindre bebyrdende ændringer med tilbagevirkning, gik ud på, at loven ikke omfattede skibe, der er ejet af skattepligtige, der ikke driver rederivirksomhed, hvis skibene, senest den 31. december 2002 var udlejet til en uafhængig lejer, jf. LL § 2, stk. 2.

En person, B, købte andele i nogle kommanditselskaber. B var ikke omfattet af overgangsbestemmelsen. Kommanditselskaber er ikke omfattet af LL § 2, stk. 2, fordi kommanditselskabet ikke er et selvstændigt skattesubjekt. Aftalen om udlejning af skibe på bareboat- basis ansås først for at være indgået på det tidspunkt, hvor B købte andele i kommanditselskaberne. B opfyldte herefter ikke betingelsen i overgangsreglen om, at aftalen om udlejning af skibene skulle være indgået senest den 31. december 2002.