Afgørelse 

Afgørelsen i stikord

Kommentarer

Højesteretsdomme

SKM2008.613.HR

Betaling af direktørens husholdningsudgifter blev anset for vederlag i penge og dermed A-indkomst. Selskabet havde derfor pligt til at indeholde A-skat.

Højesteret fandt, at selskabet havde handlet forsømmeligt, idet selskabet var bekendt med grundlaget for udbetalingen af beløbene og havde ikke haft grund til at anse direktøren for B-skattepligtig af beløbene.

SKM2005.9.HR

Højesteret fastslog, at en A-kasse hæftede for ikke-indeholdt A-skat af rejse- og befordringsgodtførelse, udbetalt til arbejdslediges deltagelse i arbejdsmarkedsuddannelser. Højesteret tiltrådte bl.a. med baggrund i det store antal beløbsmodtagere og de enkelte kravs beskedne størrelse,  at opgørelsen af den ikke indeholdte A-skat ikke på alle punkter var foretaget efter den fremgangsmåde, der var beskrevet i det dagældende cirkulære, nr. 4 af 2. februar 1987, men i stedet foretaget på baggrund af gennemsnitlige trækprocenter.

SKM2003.555.HR

En journalist arbejdede som freelance ved H1, hvor han fungerede som afløser (vikar) for andre journalister ved sygdom og ferie. Journalisten havde ingen ansættelseskontrakt og havde samme arbejdstid og arbejdsopgaver som den journalist, han afløste. Han fremsendte faktura for udført arbejde og fik udbetalt vederlag én gang om måneden. Han fik ikke feriepenge og løn under sygdom.

Efter en samlet bedømmelse tiltrådte Højesteret, at journalistens indkomst ved H1 måtte anses som lønindkomst, jf. KSL § 43, stk. 1, og AMBL § 7, stk. 1, a), således at der skulle indeholdes A-skat og arbejdsmarkedsbidrag. Højesteret tiltrådte landsrettens præmisser, hvorved der særligt var lagt vægt på, at journalisten var underlagt samme arbejdsvilkår som de journalister, han vikarierede for, og på, at han fik udbetalt kørselsgodtgørelse og ulempetimebetaling. Endvidere lagde retten vægt på, at journalisten udførte arbejde for H1 gennem flere år og på, at han blev aflønnet månedligt efter faste takster.

På dette grundlag, der var H1 bekendt, havde bladet ikke haft for øje at anse journalistvikaren som selvstændig erhvervsdrivende, og Højesteret tiltrådte derfor også, at H1 var ansvarlig for den manglende indbetaling af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag.

Højesteret stadfæstede derfor landsrettens dom.

UfR 1998, 1538

En direktørs A-indkomst udbetalt uden indeholdelse af A-skat og bidrag blev anset for bruttoløn med den virkning, at direktøren var ansvarlig for betalingen af A-skat mv.

TfS 1999, 377

(UfR 1999, 1050)

Nogle restauratører havde ikke indeholdt A-skat i de til fire discjockeyer udbetalte vederlag for perioden 1989-1992. Vederlagene blev af restauratørerne betragtet som B-indkomst ud fra den opfattelse, at discjockeyerne var at anse som kunstnere.

Landsretten fastslog, at vederlagene var A-indkomst, hvori indeholdelse skulle være sket. Discjockeyerne havde arbejdstider, der var fastsat af restauratørerne, som også havde godkendt vagtplanerne. Der blev betalt en fast timeløn, der var uafhængig af omsætningen, ligesom der blev benyttet musikanlæg, der forefandtes i restaurationerne. At discjockeyerne selv medbragte plader, CD'er og personligt udstyr, tillagdes ingen betydning. Endelig blev der lagt vægt på, at de alene havde beskedne omkostninger, og at deres årsindkomst måtte anses som en nettoindkomst, ligesom der i et vist omfang var instruktionsbeføjelser i forhold til discjockeyerne, hvis engagementer var langvarige og gav dem deres stort set eneste arbejdsindkomst. Da der var udvist forsømmelighed, hæftede restauratørerne efter KSL § 69, stk. 1. Højesteret stadfæstede dommen og lagde særlig vægt på, at discjockeyerne skulle præstere deres arbejdsydelser "som en integreret del af restaurationernes differentierede ydelsesudbud", og at de således indgik i strukturen med fast mødetid, vagtplan samt omsætningsuafhængig timeløn.

Landsretsdomme

►SKM2022.416.VLR◄

►Landsretten udtalte, at det følger af kildeskattelovens § 65 D, stk. 1, at G2-A/S havde pligt til at indeholde kildeskatten på 5.581.286 kr. 

I et tilfælde som det foreliggende, hvor G2-A/S ikke havde opfyldt sin indeholdelsespligt, følger det af kildeskattelovens § 69, stk. 1, at G2-A/S over for det offentlige er umiddelbart ansvarlig for betaling af det manglende beløb, medmindre selskabet godtgør, at der ikke er udvist forsømmelighed fra selskabets side ved iagttagelse af kildeskattelovens bestemmelser.

G2-A/S havde efter de foreliggende oplysninger været bekendt med de faktiske omstændigheder i forbindelse med rentetilskrivningerne, herunder at formålet med at indskyde G3-virksomhed som mellemled var at undgå dansk kildebeskatning.

Under disse omstændigheder kan det forhold, at der på tidspunktet for rentetilskrivningerne i 2006-2007 ikke forelå en endelig afklaring af, hvorledes begrebet "retmæssig ejer" skal fortolkes, og dermed om der var fornøden hjemmel til at imødegå et retsmisbrug som det foreliggende, ikke føre til, at G2-A/S bliver ansvarsfri i medfør af kildeskattelovens § 69, stk. 1.

G2-A/S var herefter ansvarlig over for det offentlige for betalingen af kildeskatten på i alt 5.581.286 kr.◄

►SKM2022.611.VLR◄

►Der var mellem appellantens enkeltmandsvirksomhed og et selskab, som appellanten ejede og var direktør i, indgået en overdragelsesaftale om selskabets overtagelse af virksomheden. Overdragelsesaftalen blev grundet misligholdelse ophævet af enkeltmandsvirksomheden med virkning fra den 1. januar 2015. Selskabet havde udstedt en faktura til appellanten for bl.a. udlejning af personale i perioden 1. januar til 30. juni 2015, og sagen angik, om selskabet eller appellanten var rette omkostningsbærer af lønudgiften og dermed indeholdelsespligtig af A-skat og AM-bidrag, og om appellanten i så fald var ansvarlig for betaling af det manglende beløb.  

Landsretten fandt det ikke godtgjort, at selskabet havde betalt A-skat og AM-bidrag for personalet, da beløbene var fratrukket selskabets skattekonto, og selvom fakturabeløbet fremgik af mellemregningskontoen mellem appellanten og selskabet, tiltrådte landsretten, af de grunde som byretten havde anført, at det ikke var dokumenteret, at fakturaen var betalt af appellanten. Landsretten fandt det godtgjort, at al drift i virksomheden i hvert fald efter den 1. januar 2015 foregik i appellantens enkeltmandsvirksomhed, og at appellanten derfor skulle anses som rette omkostningsbærer af lønudgiften og dermed også som indeholdelsespligtig efter KSL § 46, stk. 1, og arbejdsmarkedsbidragslovens § 7. Landsretten tiltrådte desuden, af de grunde som byretten havde anført, at appellanten ikke havde godtgjort, at han ikke havde udvist forsømmelighed ved iagttagelsen af bestemmelserne i kildeskatteloven, jf. KSL § 69, stk. 1.◄

SKM2021.40.ØLR

Arbejdsgiver var i medfør af KSL § 69, stk. 1, umiddelbart ansvarlig over for det offentlige, for betaling af det beløb, som arbejdsgiveren havde forsømt at indeholde i A-skatter og AM-bidrag. Det forhold, at skattemyndighederne efter skatteforvaltningslovens §§ 26 og 27 var afskåret fra at ændre arbejdstagerens skatteansættelse, kunne ikke føre til et andet resultat (stadfæstelse af byrettens dom). 

Da landsretten samtidig fandt, at der ikke er grundlag for at antage, at H1 A/S som følge af skattemyndighedernes adfærd var afskåret fra at gøre regres mod OM, blev det tiltrådt, at Skatteministeriet kunne kræve det omhandlede beløb betalt af H1 A/S. 

SKM2017.117.ØLR

Sagen drejede sig om et selskab, der udførte distributionsarbejde med omdeling af reklamer m.v. for en større kunde. Det var ubestridt, at skatteyderen havde udført et væsentligt arbejde med omdeling af reklamer for denne kunde.

Da skatteyderen ikke havde godtgjort, at skatteyderen havde anvendt underleverandører, fandt landsretten, at skatteyderen måtte have haft lønnet personale udover det selvangivne til at udføre det arbejde, der ubestridt var udført. Da skatteyderen ikke havde godtgjort, at skatteyderen ikke havde udvist forsømmelighed, fandt landsretten, at skatteyderen var ansvarlig over for det offentlige for manglende betaling af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag for dette personale. 

SKM2014.411.VLR

Appellanten drev i årene 2006-2008 en enkeltmandsvirksomhed, som udførte renovering af ejendomme ved brug af polske håndværkere.

Sagen vedrørte, om appellanten var indeholdelsespligtig for betaling af A-skat og AM-bidrag, og om han hæftede herfor. Appellanten gjorde principalt gældende, at de polske håndværkere ikke indgik i et ansættelsesforhold til ham, men at de derimod var ansat i en polsk virksomhed, der indgik underentrepriseaftaler med hans virksomhed. Subsidiært gjorde han gældende, at forholdet mellem hans virksomhed og de polske håndværkere skulle behandles efter reglerne om arbejdsudleje.

Landsretten fandt efter en samlet vurdering, at de polske håndværkere måtte anses for lønmodtagere ansat hos appellanten. Landsretten fandt endvidere, at appellanten havde udvist forsømmelighed, da han var bekendt med de omstændigheder, der begrundede indeholdelsespligten, og at han derfor hæftede for de manglende indbetalinger af A-skat og AM-bidrag, jf. KSL § 69, stk. 1. Da de polske håndværkere blev anset for at være ansat hos appellanten, var der ikke grundlag for at anse forholdet for arbejdsudleje. 

SKM2002.105.ØLR

En restauratør havde udbetalt løn uden at have indeholdt A-skat mv. Landsretten fastslog, at kravet kunne rettes mod restauratøren, selvom kravet ikke var gjort gældende mod lønmodtageren. Skattemyndighederne havde ikke pligt til først at søge beløbet inddrevet hos lønmodtageren, og det ikke kunne kræves, at der var foretaget en skatteansættelse for lønmodtageren.

Byretsdomme

SKM2022.115.BR

(Afgørelse fra Vestre Landsret ovenfor under SKM2022.611.VLR)

Skatteministeriet havde nedlagt påstand om, at det var sagsøgeren (virksomheden), der havde ansvaret for og den økonomiske risiko ved det udførte arbejde, at det var sagsøgeren, der havde instruktionsbeføjelsen over de ansatte, at det var sagsøgeren, der førte tilsyn og kontrol med den måde, hvorpå tjenesteydelserne blev udført, at det var sagsøgeren, der afholdt omkostninger til og havde ansvaret for det sted, hvor arbejdet blev udført, og at det var sagsøgeren, der stillede de nødvendige arbejdsredskaber og materiel til rådighed for de ansatte. Forpligtelsen til at indeholde A-skat og AM-bidrag påhvilede derfor enkeltmandsvirksomheden (og dermed sagsøgeren) som arbejdsgiver, jf. KSL § 46, stk. 1, 1. pkt., og AMBL § 7. Da sagsøgeren var indeholdelsespligtig, bærer han bevisbyrden for, at den manglende indeholdelse ikke kan tilregnes ham som forsømmelig, jf. KSL § 69, stk. 1. Denne bevisbyrde har sagsøgeren ikke løftet.

Byrettens afgørelse (i uddrag):

Efter de foreliggende oplysninger, herunder ophævelsen af overdragelsesaftalen foregik al drift i virksomheden G1-ApS i hvert fald fra den 1. januar 2015 i den personligt drevne virksomhed. På den baggrund tiltræder retten, at A må anses for at være rette omkostningsbærer af lønudgiften og derfor også den indeholdelsespligtige efter kildeskattelovens § 46, stk. 1, og arbejdsmarkedsbidragslovens § 7.

Retten tiltræder endelig, at det ikke er godtgjort, at A ikke har udvist forsømmelighed ved iagttagelsen af disse regler, jf. herved KSL § 69, stk. 1, idet det stod ham klart, at enkeltmandsvirksomheden i hvert fald pr. 1. januar 2015 drev G1-ApS. Herefter og idet det øvrige, som A har anført, ikke kan føre til andet resultat, skal A betale de omhandlede beløb, hvorfor Skatteministeriet frifindes for påstanden vedrørende skat. 

SKM2021.706.BR

Sagen drejede sig om, hvorvidt sagsøger var indeholdelsespligtig og hæftede for betaling af A-skat og AM-bidrag i forbindelse med selskabets betaling af tre polske virksomheders udstedte fakturaer. 

Retten fandt, at de tre polske virksomheder var selvstændigt erhvervsdrivende, idet retten lagde til grund, at virksomhederne selv tilrettelagde, fordelte og førte tilsyn med arbejdet, at virksomhedernes forpligtelser over for sagsøger var begrænset til den enkelte ordre, at vederlag blev faktureret efter arbejdets udførelse, at virksomhederne selv leverede arbejdstøj, og at virksomhederne påtog sig en økonomisk risiko.  

Retten nåede dette resultat, uanset at to af de ansatte i de polske virksomheder tidligere havde været lønmodtagere hos sagsøger, at der i væsentligt omfang blev indgået mundtlige aftaler, og at betalingen for arbejdet var sket til en personligt oprettet, dansk konto. 

SKM2021.394.BR

Sagen angik blandt andet, om sagsøgeren hæftede for manglende indeholdt A-skat og AM-bidrag for indkomstårene 2013 og 2014 af løn til personer, som ifølge skattemyndighederne reelt havde udført kurerarbejde som ansatte i sagsøgerens virksomhed.

I medfør af KSL § 69, stk. 1, jf. stk. 2, og AMBL § 7 hæfter sagsøger umiddelbart for skattemyndighedernes skønsmæssige fastsatte beløb, medmindre sagsøgeren kan godtgøre at, at der ikke er udvist forsømmelighed ved iagttagelsen af bestemmelserne i kildeskatteloven eller arbejdsmarkedsbidragsloven. Retten fandt, at sagsøger havde udvist forsømmelighed. Sagsøger måtte have været klar over, at arbejdet blev udført af sagsøgers egne ansatte, og at sagsøger som følge heraf havde handlet forsømmeligt ved ikke at indeholde skat efter kildeskatteloven for den løn, der blev udbetalt. Sagsøger hæftede derfor umiddelbart for de af skattemyndighederne skønsmæssigt fastsatte beløb jf. KSL § 69, stk. 1, jf. stk. 2, og AMBL § 7.

SKM2021.371.BR

Sagen angik blandt andet spørgsmålet, om skatteyderen hæftede for ikke-indeholdt A-skat og arbejdsmarkedsbidrag af løn til personer, som ifølge skattemyndighederne reelt havde udført arbejde som ansatte hos skatteyderen.   

Retten tiltrådte, at skatteyderen hæftede for ikke-indeholdt A-skat og arbejdsmarkedsbidrag, jf. KSL § 69, stk. 1, og AMBL § 7. Retten lagde til grund, at virksomheden havde haft ansatte ud over det selvangivne til at udføre arbejdet. Skatteyderen havde ved at undlade at indeholde A-skat og arbejdsmarkedsbidrag i ikke-angivne lønudbetalinger udvist forsømmelighed.

SKM2019.438.BR 

Sagen drejede sig overordnet om, hvorvidt sagsøger (selskab der driver virksomhed med køb og salg af maskiner og nedbrydning) var forpligtet til i indkomståret 2015 at indeholde og afregne A-skat og AM-bidrag for én af selskabets medarbejdere, der udførte forskellige nedbrydningsopgaver for selskabet og endvidere, hvorvidt selskabet afhængigt heraf hæftede for dette beløb.

Medarbejderen stiftede i 2015 et IVS (selskabet), der ikke på noget tidspunkt havde været momsregistreret, som et faktureringsled. Dybest set var spørgsmålet i sagen, hvorvidt vedkommende på denne baggrund måtte anses for lønmodtager eller selvstændigt erhvervsdrivende, dvs. om han udførte personligt arbejde i tjenesteforhold, jf. KSL § 43, stk. 1, jf. cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994.

Retten fandt, at den manglende momsregistrering ikke isoleret kunne være udslagsgivende for spørgsmålet om, hvorvidt "medarbejderen" drev selvstændig virksomhed. Ud af den række momenter, der efter ovennævnte cirkulære kan tillægges betydning ved afgørelsen heraf, lagde retten særlig vægt på, (i) at sagsøger på daværende tidspunkt var et selskab med 22 medarbejdere og en omsætning på over 20 mio. kr., (ii) at selskabet som udgangspunkt lod sine arbejdere udføre arbejdet, (iii) at ansatte i selskabet blev aflønnet med en timeløn på 140 kr. i timen, mens "medarbejderen" i sagen fakturerede en timepris på 200 kr., (iv) at han ikke havde indgået aftale med sagsøger om, at selskabet ikke måtte udføre arbejde for andre virksomheder, og (v) at sagsøger ikke havde tegnet forsikring med vedkommende eller selskabet eller havde udbetalt feriepenge. Yderligere lagde retten vægt på, (vi) at selskabet undertiden anvendte egne maskiner, og (vii) at sagsøger ikke havde nogen instruktionsbeføjelse eller ydede nogen vejledning.

Da sagsøger på baggrund af ovenstående fik medhold i, at sagsøger ikke var indberetningspligtig, fik sagsøger også medhold i, at sagsøger ikke hæftede for A-skat og AM-bidrag.

SKM2018.206.BR

Sagen angik overordnet om det sagsøgende selskabs direktør, som havde bestemmende indflydelse på selskabet, var blevet tilgodeset økonomisk ved en række dispositioner foretaget af selskabet, og om selskabet hæftede for manglende indeholdelse af A-skat og AM-bidrag i relation hertil.

Retten fandt det godtgjort, at nogle af selskabets biler, (en Mercedes og en Ferrari), var anvendt af direktøren til private formål. Retten fandt, at selskabet hæftede for den manglende indeholdelse vedrørende begge biler.

Der var herudover under sagen også tvist om, hvorvidt selskabet hæftede for manglende indeholdelse af A-skat og AM-bidrag vedrørende hotelopholdet i udlandet, som retten fandt havde privat karakter. Selskabet var således forpligtet til at indeholde A-skat og AM-bidrag af værdien af opholdet, hvilket ikke er sket. Det fandtes ikke godtgjort, at der ikke var udvist forsømmelighed fra selskabets side, hvorfor selskabet hæftede for den manglende indeholdelse, jf. KSL § 69.

Retten fandt endvidere, at det påhvilede selskabet at føre bevis for, at en række kontanthævninger foretaget på selskabets kreditkort ikke var tilgået direktøren personligt. Da der ikke var objektive omstændigheder, som understøttede, at kontanterne kun var anvendt til betaling af selskabets udgifter, var det med rette, at skattemyndighederne havde betragtet kontanthævningerne som løn til direktøren. Selskabet hæftede derfor for manglende indeholdelse af A-skat og AM-bidrag.

Endelig fandt retten, at det ikke var godtgjort, at direktøren havde erhvervet et maleri af selskabet til underpris. Selskabet hæftede derfor ikke for manglende indeholdelse i relation hertil, hvorfor retten hjemviste derfor denne del af sagen til SKAT.

Skatteyderen ikke havde løftet bevisbyrden for, at arbejdet var udført af underleverandører, og da arbejdet ikke kunne være udført af hovedanpartshaveren selv, lagde retten endvidere til grund, at skatteyderen havde yderligere ansatte, der ikke var indeholdt A-skat og arbejdsmarkedsbidrag for. Herefter, og da der ikke forelå oplysninger om, at skatteyderen ikke havde handlet forsømmeligt ved at undlade at indeholde A-skat og arbejdsmarkedsbidrag, fandt retten det berettiget, at skattemyndighederne havde anset skatteyderen for indeholdelsespligtig af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag for ansatte ud over det selvangivne. 

Sagen angik spørgsmålet om, hvorvidt selskabet var ansvarligt for manglende indeholdelse af A-skat og AM-bidrag. I sagen havde selskabet foretaget en række udbetalinger for udført arbejde på et skibsværft til en person, der ifølge selskabet var selvstændigt erhvervsdrivende.

Byretten fandt, at denne person måtte anses for lønmodtager, hvorefter der var pligt til indeholdelse af A-skat og AM-bidrag. I den forbindelse lagde retten vægt på, at aftalen om udførsel af arbejde indeholdt en række bestemmelser, som var karakteristisk for et lønmodtagerforhold, idet der var aftalt en ugentlig arbejdstid på 37 timer med tillæg for overtid og weekendarbejde. Hertil kom endvidere, at personen ikke måtte give udtryk for, at han var selvstændigt erhvervsdrivende, og at han skulle indgive ugesedler til selskabet.

Herefter fandt byretten, at selskabet også var ansvarligt for den manglende indeholdelse, idet det havde udarbejdet aftalen om udførsel af arbejdet og derfor var bekendt med de forhold, som bevirkede, at der var tale om et lønmodtagerforhold.

Landsskatteretsafgørelser

SKM2020.206.LSR

Et selskab, der drev smedevirksomhed, havde indgået aftale med en polsk virksomhed om udførelse af forskellige arbejdsopgaver. Efter en samlet bedømmelse stadfæstede Landsskatteretten SKATs afgørelse, hvorefter ejeren af den polske virksomhed var anset som lønmodtager i selskabet, der derfor havde været forpligtet til at indeholde A-skat og arbejdsmarkedsbidrag. Da selskabet var bekendt med det grundlag, der begrundede, at der var tale om A-indkomst, havde selskabet ikke haft føje til at anse den pågældende som selvstændig erhvervsdrivende. Landsskatteretten tiltrådte derfor også SKATs afgørelse, hvorefter selskabet var ansvarlig for den manglende indeholdelse af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag.

SKM2015.443.LSR

Et selskab havde medarbejdere, der hovedsageligt var ansat med ansættelsessted "skiftende arbejdssteder", således at der var tale om selvvalgte rejser, og ikke tjenesterejser.

Retten udtalte, at lønmodtagerens arbejdstid og arbejdsforhold skal indgå i vurderingen af, om det er umuligt at overnatte på den sædvanlige bopæl.

Retten fandt ikke, at selskabet kunne have været i begrundet god tro ved udbetaling af skattefri godtgørelse for afstande ned til 85 km. mellem det midlertidige arbejdssted og den ansattes private bopæl ved en normal arbejdsdag på 7,5 timer eksklusiv pauser.

Selskabet fandtes endvidere at have handlet forsømmeligt ved ikke - over en periode på tre år - at have foretaget en kontrol af udbetalingerne i de enkelte regioner og dermed sikret sig, at rejsebilagene (ugesedler, lønsedler m.m.) opfyldte kravene til indhold, herunder angivelse af rejsens start- og sluttidspunkt, samt at opgørelsen skete korrekt. Det var således ikke godtgjort, at selskabet ikke har handlet forsømmeligt, hvorfor selskabet hæftede for den ikke indeholdte A-skat og AM-bidrag.

Med hensyn til kravets størrelse udtalte retten, at den A-skat og AM-bidrag, der opkræves hos den indeholdelsespligtige, ikke må overstige indkomstmodtagerens samlede, ikke-betalte restskat og restbidrag eksklusiv procenttillæg og eventuelle morarenter for det pågældende indkomstår. Størrelsen af kravet skulle derfor opgøres, som den samlede, ikke-betalte restskat og restbidrag af den udbetalte rejsegodtgørelse hos medarbejderne.

Landsskatteretten stadfæstede på denne baggrund SKATs afgørelse for så vidt angår hæftelsen for selskabet, mens størrelsen af hæftelsen blev nedsat.