OPKL § 5 om efterangivelser omfatter skatter og afgifter, der opkræves efter reglerne i opkrævningsloven. Det vil fx dreje sig om indeholdt A-skat og arbejdsmarkedsbidrag, moms, punktafgifter samt indeholdt udbytte-, rente- og royaltyskat.
Opkrævningslovens § 5 anvendes også på afgifter, som visse varemodtagere skal betale ved modtagelsen af visse varer fra EU, jf. OPKL § 9, stk. 3.
I punktafgiftslovgivningen findes en række særbestemmelser om opkrævning af afgift i situationer, som ikke er omfattet af OPKL § 5, men hvor betalingen efter gældende ret ligeledes skal ske senest 14 dage efter påkrav. Der er tale om en række forskelligartede hjemler, herunder blandt andet hjemmel til opkrævning af afgift hos virksomheder med bevilling til køb af varer til afgiftsfritagne formål, hvis virksomheden har anvendt de afgiftsfritagne varer i strid med bevillingen (til ikkeafgiftsfrie formål), hæftelsesbestemmelser med hjemmel til opkrævning af afgift hos den, der erhverver, overdrager eller tilegner sig varer, hvoraf der ikke er betalt afgift, og hjemmel til at opkræve for meget udbetalt godtgørelse. Selvom tidspunktet for beregning af renter er det samme efter OPKL § 5 og særbestemmelserne i punktafgiftslovgivningen, angår bestemmelserne ikke det samme.