Indhold
Dette afsnit beskriver reglerne for overdragelse med succession til tidligere ejere efter ABL § 35 A.
Afsnittet indeholder:
Regel
Der er mulighed for at overdrage aktier med succession til tidligere ejere. Se ABL § 35 A.
Reglen giver mulighed for, at tilbageføre et selskab, som er blevet overdraget til et familiemedlem, eller til en nær medarbejder, hvis betingelserne er opfyldt.
Baggrunden for bestemmelsen er, at der efter en overdragelse kan indtræffe uforudsete hændelser, som gør, at det vil være hensigtsmæssigt, at et selskab kommer tilbage til den tidligere ejer.
De almindelige betingelser for succession i familieoverdragelse skal alle være opfyldt, i forbindelse med succession til en tidligere ejer. Dog behøver den tidligere ejer ikke at være et familiemedlem. Se ABL § 35 A, stk. 1.
Dette indebærer bl.a., at der ikke kan succederes i aktier
- i selskaber, hvis virksomhed i overvejende grad består af passiv pengeanbringelse. Se ABL § 34, stk. 1. nr. 3.
- omfattet af ABL §§ 19 B eller 19 C. Se ABL § 34, stk. 1. nr. 4.
Reglen gælder også ved en tidligere ejers erhvervelse af aktier fra et dødsbo. Se ABL § 35 A, stk. 1. 3. pkt.
Se også
- C.B.2.13.4 om de skattemæssige konsekvenser af en succession
- C.B.2.13.2 om familieoverdragelse med succession.
Betingelser
Følgende betingelser skal alle være opfyldt, før at der må ske overdragelse med succession til en tidligere ejer:
- Overdragelsen til den tidligere ejer skal finde sted indenfor de første 5 år efter, at overdrageren modtog aktierne. Se ABL § 35 A, stk. 1, 1. pkt.
- Overdrageren skal have modtaget aktierne fra den tidligere ejer.
- Overdrageren indtrådte i den tidligere ejers skattemæssige stilling ved modtagelsen. Se ABL § 35 A, stk. 1, 2. pkt.
Der stilles derimod ikke krav om en særlig begrundelse for, at aktierne bliver ført tilbage til de oprindelige ejere.
Se også
Se også afsnit C.C.6.7.2 om overdragelse af en personlig drevet virksomhed til en tidligere ejer efter KSL § 33 C, stk. 13.