Indhold

Afsnittet beskriver hvordan virksomheder, der udlejer motorkøretøjer og køreskoler kan vælge at opgøre salgsmomsen/udtagningsmomsen ved salg af motorkøretøjer, jf. ML § 4, stk. 1, og ved udtagning af motorkøretøjer, jf. ML § 5, stk. 1. Afsnittet beskriver endvidere, hvordan autoforhandlere ved salg af indregistrerede demonstrations- og udlejningspersonbiler, der har været anvendt til forhandlerens fradragsberettigede formål, kan vælge at opgøre salgsmomsen. Se afsnit D.A.4.3. Se ML § 30, stk. 1, 2 og 3.

ML § 30 er ændret ved lov nr. 1240 af 11. juni 2021, der trådte i kraft den 1. juli 2021.

Afsnittet indeholder:

  • Lovgrundlag
  • Regel
  • Udlejningsvirksomheder og køreskoler - momsberegning ved salg og udtagning
  • Momsberegning ved autoforhandleres salg af indregistrerede demonstrations- og udlejningsbiler
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Lovgrundlag

ML § 30, stk. 1, 2 og 3, har følgende ordlyd:

"§ 30.Udlejningsvirksomheder og køreskoler kan ved salg eller udtagning til ejerens private brug af motorkøretøjer, der har været anvendt til udlejning eller køreundervisning, afgiftsberigtige disse efter reglerne i denne bestemmelse. Afgiften for køretøjer, som indeholder registreringsafgift på salgstidspunktet, og som sælges til en lavere pris end indkøbsprisen, beregnes på grundlag af en formel, der i tælleren har afgiften ved køretøjets første indregistrering i Danmark ganget med salgsprisen og i nævneren har den oprindelige købspris. Afgiften for køretøjer, som indeholder registreringsafgift på salgstidspunktet, og som sælges med fortjeneste, beregnes som 20 pct. af differencen mellem salgsprisen og den betalte registreringsafgift på købstidspunktet. Ved udtagning af køretøjer, som indeholder registreringsafgift på udtagningstidspunktet, beregnes afgiften på grundlag af en formel, der i tælleren har afgiften ved køretøjets første indregistrering i Danmark ganget med købsprisen (restværdien på udtagningstidspunktet) og i nævneren har den oprindelige købspris. For køretøjer, der ikke indeholder registreringsafgift på salgstidspunktet, beregnes afgiften efter lovens almindelige regler. Leasingselskaber, som efter endt leasing afgiftsberigtiger køretøjet i eget navn, kan ved videresalget afregne afgift af salgsprisen efter denne bestemmelse eksklusive den betalte registreringsafgift.

Stk. 2. Autoforhandlere kan ved salg af indregistrerede demonstrations- og udlejningspersonbiler, der har været anvendt til forhandlerens fradragsberettigede formål, anvende reglerne i stk. 1.

Stk. 3. Beregnes afgiften på det i stk. 1 anførte grundlag, må der ikke i fakturaen for det pågældende salg anføres afgiftsbeløb eller anden angivelse, hvoraf afgiftsbeløbets størrelse kan udregnes."

Regel

Udlejningsvirksomheder og køreskoler kan vælge at betale moms af motorkøretøjer, der har været anvendt til udlejning og køreundervisning, på et særligt grundlag, når de sælges eller udtages. Se ML § 30, stk. 1:

  • Afgiften for køretøjer, som indeholder registreringsafgift på salgstidspunktet, og som sælges til en lavere pris end indkøbsprisen, beregnes på grundlag af en formel, der i tælleren har afgiften ved køretøjets første indregistrering i Danmark ganget med salgsprisen og i nævneren har den oprindelige købspris.

  • Afgiften for køretøjer, som indeholder registreringsafgift på salgstidspunktet, og som sælges med fortjeneste, beregnes som 20 pct. af differencen mellem salgsprisen og den betalte registreringsafgift på købstidspunktet.

  • Ved udtagning af køretøjer, som indeholder registreringsafgift på udtagningstidspunktet, beregnes afgiften på grundlag af en formel, der i tælleren har afgiften ved køretøjets første indregistrering i Danmark ganget med købsprisen (restværdien på udtagningstidspunktet) og i nævneren har den oprindelige købspris.

  • For køretøjer, der ikke indeholder registreringsafgift på salgstidspunktet, beregnes afgiften efter lovens almindelige regler.

  • Leasingselskaber, som efter endt leasing afgiftsberigtiger køretøjet i eget navn, kan ved videresalget afregne afgift af salgsprisen efter denne bestemmelse eksklusive den betalte registreringsafgift.                        

Autoforhandlere kan ved salg af indregistrerede demonstrations- og udlejningspersonbiler, der har været anvendt til forhandlerens fradragsberettigede formål, anvende de samme regler, som udlejningsvirksomheder og køreskoler. Se ML § 30, stk. 2.

ML § 30, stk. 1 og 2 omfatter kun motorkøretøjer, der skal registreres efter færdselsloven. Udenfor falder motorkøretøjer, der ikke skal registreres, fx motorkøretøjer, når de anvendes på køretekniske anlæg.

Ved beregning af salgsmomsen efter reglerne i ML § 30, stk. 1 og 2, undgås det, at der betales moms af registreringsafgiften, som indgår i motorkøretøjets samlede salgspris, og som ikke bliver momsberigtiget ved salg af nye motorkøretøjer.

Når momsen bliver beregnet efter de særlige regler, må den udstedte faktura ikke indeholde momsbeløbets størrelse eller være udformet på en sådan måde, at momsbeløbet kan udregnes. Se ML § 30, stk. 3. På denne måde sikres det, at en momsregistreret virksomhed ikke fradrager momsbeløbet ved køb af det brugte motorkøretøj.

Bemærk

  • Ved "indkøbsprisen/den oprindelige købspris" forstås bilens pris inkl. momsbelagt ekstraudstyr, leveringsomkostninger mv. og den betalte moms og registreringsafgift.

  • Betaling til sælger af beløb til dækning af udgifter, som sælger har afholdt som udlæg, jf. ML § 27, stk. 3, nr. 3, i kundens navn og for dennes regning, fx køb af nummerplader, skal ikke indgå i "indkøbsprisen/den oprindelige købspris".

Bemærk

  • Ved "salgsprisen" forstås det aftalte vederlag og omkostninger, fx leveringsomkostninger, som sælgeren kræver betalt af køberen som betingelse for levering af bilen, jf. dog ML § 27, stk. 3, nr. 3, hvorefter kundens betaling til sælger af beløb til dækning af udgifter, som sælger har afholdt som udlæg i kundens navn og for dennes regning, ikke skal indgå, fx køb af nummerplader.

  • Ekstraudstyr, fx anhængertræk eller alufælge, som køberen tilkøber, dvs. som tilføres bilen i forbindelse med salget, skal ikke medregnes i "salgsprisen". Ekstraudstyret skal faktureres særskilt efter lovens almindelige regler.

  • Ekstraudstyr som leveres sammen med bilen ved købet/indregistreringen, og som sælges som en del af bilens samlede salgspris, skal medregnes til salgsprisen.

Ved salg af andre brugte motorkøretøjer kan momsberigtigelsen enten ske efter de almindelige regler eller efter den særlige brugtmomsordning. Se afsnit D.A.22.5.

Ved udtagning af andre motorkøretøjer henvises der til afsnit D.A.22.11 og D.A.22.12.

Udlejningsvirksomheder og køreskoler -momsberegning ved salg og udtagning

Salg til lavere pris end købsprisen

Når køretøjer, som indeholder registreringsafgift på salgstidspunktet, sælges til en lavere pris end indkøbsprisen, beregnes momsen på grundlag af en formel, der i tælleren har momsen ved køretøjets første indregistrering i Danmark ganget med salgsprisen, og i nævneren har den oprindelige købspris.

Herved undgår man at betale moms af registreringsafgiften, som indgår i motorkøretøjets samlede salgspris, og som ikke bliver momsberigtiget ved salg af nye motorkøretøjer.

Eksempel:

Oprindelig købspris eksklusive registreringsafgift og moms 200.000 kr. Moms 50.000 kr. Registreringsafgift 200.000 kr., dvs. købspris inklusive registreringsafgift og moms er 450.000 kr. Bilen sælges nu for 200.000 kr.

Salgsmoms = 50.000 x 200.000 = 22.222 kr.

                         450.000                                

Når momsen bliver beregnet efter denne særlige regel, må den udstedte faktura ikke indeholde momsbeløbets størrelse eller være udformet på en sådan måde, at momsbeløbet kan udregnes. Se ML § 30, stk. 3. På denne måde sikres det, at en momsregistreret virksomhed ikke fradrager momsbeløbet ved køb af det brugte motorkøretøj.

Salg til højere pris end købsprisen

Når køretøjer, som indeholder registreringsafgift på salgstidspunktet, sælges med fortjeneste, beregnes salgsmomsen som 20 pct. af differencen mellem salgsprisen og den betalte registreringsafgift på købstidspunktet.

Herved opnår man, at der betales moms af fortjenesten, når motorkøretøjet sælges med fortjeneste, uden at der betales moms af registreringsafgiften, som indgår i motorkøretøjets salgspris, og som ikke bliver momsberigtiget ved salg af nye motorkøretøjer.

Eksempel:

Oprindelig købspris eksklusive registreringsafgift og moms 200.000 kr. Moms 50.000 kr. Registreringsafgift 200.000 kr., dvs. købspris inklusive registreringsafgift og moms er 450.000 kr. Bilen sælges nu for 500.000 kr. Difference mellem salgspris 500.000 kr. og betalt registreringsafgift 200.000 kr. = 300.000 kr.

Salgsmoms =   20 pct. x 300.000 = 60.000 kr.

  • For biler, der er omfattet af registreringsafgiftslovens regler om genberegning af den afgiftspligtige værdi for køretøjer udtaget til eget brug (demobiler, leasingkøretøjer mv.), er "den betalte registreringsafgift på købstidspunktet" den registreringsafgift, der samlet set er betalt i registreringsafgift efter genberegning. Om genberegning, se afsnit I.A.1.5.2.

Udtagning af køretøjer, som indeholder registreringsafgift

Ved udtagning af køretøjer, som indeholder registreringsafgift på udtagningstidspunktet, beregnes salgsmomsen på grundlag af en formel, der i tælleren har momsen ved køretøjets første indregistrering i Danmark ganget med købsprisen (restværdien på udtagningstidspunktet) og i nævneren har den oprindelige købspris.

Herved undgår man at betale moms af registreringsafgiften, som indgår i motorkøretøjets samlede salgspris, og som ikke bliver momsberigtiget ved salg af nye motorkøretøjer.

Eksempel:

Oprindelig købspris eksklusive registreringsafgift og moms 200.000 kr. Moms 50.000 kr. Registreringsafgift 200.000 kr., dvs. købspris inklusive registreringsafgift og moms er 450.000 kr. Restværdien på udtagningstidspunktet er 200.000 kr.

Udtagningsmoms = 50.000 x 200.000 = 22.222 kr.

                                        450.000

Se afsnit D.A.8.1.3 om, hvordan man finder restværdien på udtagningstidspunktet.

Bemærk

  • Hvis restværdien er højere end købsprisen, kan udtagningsmomsen ikke beregnes efter metoden "Salg til højere pris end købsprisen".

Salg af biler, der ikke indeholder registreringsafgift

Ved salg af køretøjer, der ikke indeholder registreringsafgift på salgstidspunktet, beregnes salgsmomsen efter lovens almindelige regler.

Leasingselskabers salg af biler afgiftsberigtiget i eget navn

Leasingselskaber, som efter endt leasing afgiftsberigtiger køretøjet i eget navn, kan ved videresalget afregne moms af salgsprisen efter denne bestemmelse eksklusive den betalte registreringsafgift. Momsen afregnes med 20 pct. af forskellen mellem salgsprisen og den registreringsafgift, der er betalt ved afgiftsberigtigelsen i eget navn.

Herved undgår man at betale moms af registreringsafgiften, som indgår i motorkøretøjets samlede salgspris, og som ikke bliver momsberigtiget ved salg af nye motorkøretøjer.

Bemærk

  • Reglen gælder alene i den situation, hvor det er leasingselskabet selv, der i eget navn afregner restafgiften inden de sælger en bil, som de har indkøbt og selv har afregnet forholdsmæssig registreringsafgift af løbende i leasingperioden.

Eksempel:

Bilen sælges for 300.000 kr. Leasingselskabet har afgiftsberigtiget bilen i eget navn og har betalt 100.000 kr. i registreringsafgift. Difference mellem salgspris 300.000 kr. og betalt registreringsafgift 100.000 kr. = 200.000 kr.

Salgsmoms =   20 pct x 200.000 = 40.000 kr.

Når momsen bliver beregnet efter denne særlige regel, må den udstedte faktura ikke indeholde momsbeløbets størrelse eller være udformet på en sådan måde, at momsbeløbet kan udregnes. Se ML § 30, stk. 3. På denne måde sikres det, at en momsregistreret virksomhed ikke fradrager momsbeløbet ved køb af det brugte motorkøretøj.

Se SKM2015.684.SR og afsnit D.A.8.1.1.3.3.3 om, hvornår registreringsafgiften efter reglerne gældende før den 1. juli 2021 skal medregnes i leasingselskabernes afgiftsgrundlag. Se også SKM2007.554.SR og SKM2010.815.SR om situationer, hvor registreringsafgiften kan anses som udlæg.

Momsberegning ved autoforhandleres salg af indregistrerede demonstrations- og udlejningspersonbiler

Autoforhandlere kan ved salg af indregistrerede demonstrations- og udlejningspersonbiler, der har været anvendt til forhandlerens fradragsberettigede formål, anvende de samme regler, som udlejningsvirksomheder og køreskoler. Se ML § 30, stk. 2.

Denne regel gælder kun, hvis der ved indkøbet af bilen/indregistreringen er blevet betalt fuld registreringsafgift.

Reglen er indsat ved lov nr. 1240 af 11. juni 2021, der trådte i kraft den 1. juli 2021.

Af bemærkningerne til lovforslaget (L 233 af 5. maj 2021) fremgår det, at baggrunden for forslaget er, at Landsskatteretten i SKM2018.25.LSR har truffet afgørelse om, at en autoforhandler har fradragsret efter ML § 42, stk. 6, for moms på leasingydelser vedrørende demonstrations- og udlejningspersonbiler - også selv om bilerne har været brugt til ærindekørsel i virksomheden.

Lovændringen medfører, at autoforhandlere, der køber deres demonstrations- og udlejningspersonbiler har fuld fradragsret for moms af anskaffelse og drift af disse, når de anvendes til forhandlerens fradragsberettigede formål.

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at autoforhandleres indkøb af demonstrations- og udlejningspersonbiler uanset øvrig anvendelse anses for at være anskaffet til forhandlerens fradragsberettigede formål med fradragsret til følge, jf. ML § 42, stk. 6.

Hvis demonstrations- og udlejningspersonbilerne anvendes til fx privat kørsel for virksomhedens indehaver eller personale, skal der betales udtagningsmoms af den ydelse, der består i at benytte bilen, jf. ML § 5, stk. 4. Se afsnit D.A.4.3.8.

Bemærk

  • Reglerne omfatter ikke personbiler, som udelukkende indregistreres/anvendes til privat brug. Se ML § 5, stk. 1 og 2, og afsnit D.A.4.3.5 og D.A.4.3.6 om varer som udtages til private formål og til ikke fradragsberettigede formål.

Salg til lavere pris end købsprisen

Når køretøjer, som indeholder registreringsafgift på salgstidspunktet, sælges til en lavere pris end indkøbsprisen, beregnes momsen på grundlag af en formel, der i tælleren har momsen ved køretøjets første indregistrering i Danmark ganget med salgsprisen, og i nævneren har den oprindelige købspris.

Herved undgår man at betale moms af registreringsafgiften, som indgår i motorkøretøjets samlede salgspris, og som ikke bliver momsberigtiget ved salg af nye motorkøretøjer.

Eksempel:

Oprindelig købspris eksklusive registreringsafgift og moms 200.000 kr. Moms 50.000 kr. Registreringsafgift 200.000 kr., dvs. købspris inklusive registreringsafgift og moms er 450.000 kr. Bilen sælges nu for 200.000 kr.

Salgsmoms = 50.000 x 200.000 = 22.222 kr.

                         450.000                                

Når momsen bliver beregnet efter denne særlige regel, må den udstedte faktura ikke indeholde momsbeløbets størrelse eller være udformet på en sådan måde, at momsbeløbet kan udregnes. Se ML § 30, stk. 3. På denne måde sikres det, at en momsregistreret virksomhed ikke fradrager momsbeløbet ved køb af det brugte motorkøretøj.

Salg til højere pris end købsprisen

Når køretøjer, som indeholder registreringsafgift på salgstidspunktet, sælges med fortjeneste, beregnes salgsmomsen som 20 pct. af differencen mellem salgsprisen og den betalte registreringsafgift på købstidspunktet.

Herved opnår man, at der betales moms af fortjenesten, når motorkøretøjet sælges med fortjeneste, uden at der betales moms af registreringsafgiften, som indgår i motorkøretøjets salgspris, og som ikke bliver momsberigtiget ved salg af nye motorkøretøjer.

Eksempel:

Oprindelig købspris eksklusive registreringsafgift og moms 200.000 kr. Moms 50.000 kr. Registreringsafgift 200.000 kr., dvs. købspris inklusive registreringsafgift og moms er 450.000 kr. Bilen sælges nu for 500.000 kr. Difference mellem salgspris 500.000 kr. og betalt registreringsafgift 200.000 kr. = 300.000 kr.

Salgsmoms =   20 pct. x 300.000 = 60.000 kr.

Når momsen bliver beregnet efter denne særlige regel, må den udstedte faktura ikke indeholde momsbeløbets størrelse eller være udformet på en sådan måde, at momsbeløbet kan udregnes. Se ML § 30, stk. 3. På denne måde sikres det, at en momsregistreret virksomhed ikke fradrager momsbeløbet ved køb af det brugte motorkøretøj.

Bemærk

  • For biler, der er omfattet af registreringsafgiftslovens regler om genberegning af den afgiftspligtige værdi for køretøjer udtaget til eget brug (demobiler, leasingkøretøjer mv.), er "den betalte registreringsafgift på købstidspunktet" den registreringsafgift, der samlet set er betalt i registreringsafgift efter genberegning. Om genberegning, se afsnit I.A.1.5.2.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer    

Skatterådet

SKM2014.117.SR

Skatterådet bekræftede, at ved beregning af værditabet for et køretøj ved salg efter endt leasing efter ML § 30 er købsprisen henholdsvis videresalgsprisen lig med det aftalte vederlag med tillæg af moms og registreringsafgift.

Videre bekræftede Skatterådet, at omkostninger, som sælgeren kræver betalt af køberen som betingelse for levering af bilen, skal indgå i beregningen af køretøjets løbende værdiforringelse efter ML § 30, stk. 1, jf. dog ML § 27, stk. 3, nr. 3, hvorefter kundens betaling til sælger af beløb til dækning af udgifter, som sælger har afholdt som udlæg i kundens navn og for dennes regning, ikke skal indgå.

Lovgivning gældende før den 1. juli 2021.

SKM2013.776.SR    

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at spørger ved opgørelse af det reducerede momsgrundlag efter ML § 30 skal indregne den beregnede (fulde) registreringsafgift (både den forholdsmæssige andel og restafgiften) samt tillæg efter REGAL § 3b, stk. 3, ved beregning af det samlede værditab på køretøjet jf. ML § 30, stk. 1, sidste punkt, når et leasingkøretøj omfattet af REGAL § 3b efter ophør af leasingaftalen sælges til vedvarende brug i Danmark og restafgiften indbetales.

Lovgivning gældende før den 1. juli 2021.