åben Vis afgørelser, domme, kendelser og meddelelser mv. til "C.A.10.4.2.4.3 Ordninger omfattet af reglen i PBL § 53 B" udsendt efter offentliggørelsen af denne version af vejledningen.

Indhold

Dette afsnit handler om hvilke ordninger, der er omfattet af beskatningsreglen i PBL § 53 B.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Krav til oprettelsen og præmien/bidraget
  • Efter tilflytning til Danmark.
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Regel

Følgende ordninger er omfattet af bestemmelsen, jf. PBL § 53 B, stk. 1:

  • Livsforsikringer, der ikke omfattes af kapitel 1
  • Pensionskasseordninger, der ikke omfattes af kapitel 1
  • Syge- og ulykkesforsikringer, der ejes af den forsikrede
  • Udenlandske pensionsordninger oprettet i penge- og kreditinstitutter.

Se afsnit C.A.10.4.2.3 for de enkelte ordninger, idet der er sammenfald mellem de ordninger, der er omfattet af PBL § 53 A og PBL § 53 B.

I SKM2019.113.SR blev en række amerikanske IRA-pensionsordninger, der var oprettet efter den 18. februar 1992 i et amerikansk pengeinstitut på et tidspunkt, hvor spørgeren var fuldt skattepligtig og hjemmehørende i USA, anset for omfattet af henholdsvis PBL §§ 53 A eller 53 B afhængig af, om der havde været fradrags- eller bortseelsesret for indbetalinger på indbetalingstidspunktet.

I SKM2021.668.SR havde pensionsopspareren en amerikansk arbejdsgiverpensionsordning bestående af en såkaldt "Traditional 401 (k)", der bestod af skattebegunstigede indbetalinger fra enten pensionsopsparerens arbejdsgiver eller pensionsopspareren selv. I tilknytning til denne ordning havde pensionsopspareren endvidere en såkaldt "Roth 401 (k)", der alene bestod af indbetalinger uden skattebegunstigelse. Det var Skatterådets vurdering, at der i forhold til den skattemæssige kvalifikation i Danmark var tale om to separate pensionsordninger. Herefter opfyldte "Traditional 401 (k)"-pensionsordningen betingelserne for at være omfattet af PBL § 53 B, mens "Roth 401 (k)"-pensionsordningen var omfattet af PBL § 53 A.

I SKM2022.313.SR havde en pensionsopsparer amerikanske pensionsordninger i form af Traditional IRA og Roth IRA, hvortil der var sket overførsel af andre pensionsordninger i form af pensionsopsparerens egne Traditional 401(k) og Roth 401(k)-pensionsordninger, samt af Traditional IRA og Roth IRA-pensionsordninger som var arvet efter pensionsopsparerens afdøde ægtefælle. Herudover havde pensionsopspareren en Traditional 403(b)-pensionsordning og en Roth 403(b)-pensionsordning, som begge var arvet efter den afdøde ægtefælle. Det var Skatterådets vurdering, at de arvede ordninger ved den skattemæssige kvalifikation i Danmark skulle behandles som om, de var etableret og indbetalt af pensionsopspareren selv. Vedrørende de overførte pensionsordninger vurderede Skatterådet, at den skattemæssige status for indbetalingerne til de oprindelige pensionsordninger skulle lægges til grund henset til, at overførslerne var sket efter "Roll-over"-metoden, hvorfor overførslen ikke havde udløst amerikansk skat, og de amerikanske skattemyndigheder anså forløbet for ubrudt. Som i SKM2021.668.SR blev alle de omhandlede pensioner anset for at udgøre selvstændige pensionsordninger. På baggrund af disse vurderinger blev pensionsopsparerens Traditional IRA-pensionsordning og Traditional 403(b)-pensionsordning anset for omfattet af PBL § 53 B, idet samtlige indbetalinger var sket med skattebegunstigelse, og alle øvrige betingelser for anvendelse af PBL § 53 B var opfyldt. Da indbetalingerne til Roth IRA og Roth 403(b) var sket uden skattebegunstigelse, opfyldt de ikke betingelserne for beskatning efter PBL § 53 B, og blev derfor omfattet af hovedreglen i PBL 53 A.

Krav til oprettelsen og præmien/bidraget

For at være omfattet af PBL § 53 B skal

  • ordningen være oprettet, mens forsikringstageren ikke var fuldt skattepligtig til Danmark, eller mens forsikringstageren var fuldt skattepligtig til Danmark, men efter bestemmelserne i en dobbeltbeskatningsoverenskomst var hjemmehørende i en fremmed stat, på Færøerne eller i Grønland. Se PBL § 53 B, stk. 2.
  • præmier eller indbetalinger til ordningen rent faktisk være fratrukket fuldt ud i positiv indkomst i den stat, hvor forsikringstageren eller den pensionsberettigede var skattepligtig til på indbetalingstidspunktet i overensstemmelse med skattelovgivningen dér. Forsikringstageren eller den pensionsberettigede skal derfor have en positiv skattepligtig indkomst i det land, hvor indbetalingen til livsforsikringen foretages, der mindst svarer til indbetalingen. ►Se PBL § 53 B, stk. 3◄
  • præmier eller indbetalinger ►foretaget af en arbejdsgiver,◄ ikke være medregnet i den forsikredes skattepligtige indkomst på indbetalingstidspunktet i overensstemmelse med den pågældende stats skattelovgivning. ►Der skal med andre ord have været en faktisk bortseelse for pensionsindbetalingen ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst i den pågældende stat.◄ Se § PBL 53 B, stk. 3.

Skatteyderen skal dokumentere, at betingelserne er opfyldt.

Se også

Se også afsnit C.A.10.4.2.4.1 om historik.

Hvis fradragsretten eller bortseelsesretten er begrænset efter de udenlandske beskatningsregler, er betingelserne i PBL § 53 B ikke opfyldt, fordi det er et krav, at samtlige indbetalinger er fragået den skattepligtige indkomst. Bestemmelsen gælder derfor ikke, og ordningen er i så fald omfattet af PBL § 53 A. Se hertil SKM2021.668.SR.

Det er uden betydning om fradraget/bortseelsen har været foretaget ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst i det land, hvor ordningen er oprettet, eller ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst i et andet land, fx. det land, hvor den forsikrede har haft bopæl.

Efter tilflytning til Danmark

Det er kun alle indbetalinger frem til flytningen til Danmark, der skal være fratrukket eller bortset fra i udlandet. Efter tilflytningen til Danmark, er der ikke fradrag for præmier og bidrag ved opgørelsen af den danske skattepligtige indkomst.

Er der efter tilflytningen til Danmark fortsat fradrags- eller bortseelsesret i udlandet for indbetalinger, der er foretaget efter tilflytningen til Danmark, har dette ingen betydning for anvendelsen af PBL § 53 B. Den del af udbetalinger, der sker den 1. januar 2014 eller senere, og som svarer til disse indbetalinger, vil blive beskattet ved udbetaling fra ordningen jf. PBL § 53 B, stk. 6. 3 pkt., som ændret ved lov nr. 1500 af 18. december 2013, § 2, nr. 11. 

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

 Skemaet viser relevante afgørelser på området: 

Afgørelse 

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsskatteretten

SKM2018.274.LSR

Skatterådet havde afgivet bindende svar efter skatteforvaltningslovens kapitel 8 i en sag om, hvorvidt en udenlandsk pensionsordning, der blandt andet omfattede en trust, var omfattet af PBL § 53 B.

Landsskatteretten fandt, at der herskede en sådan usikkerhed med hensyn til det faktiske grundlag for besvarelsen af spørgsmålene, at Skatterådet burde have afvist at besvare de stillede spørgsmål efter skatteforvaltningslovens § 24, stk. 2. Landsskatteretten ændrede det bindende svar således, at spørgsmålene ikke realitetsbehandledes.

Se tidligere afgørelse fra Skatterådet  SKM2013.83.SR.

Skatterådet

SKM2022.313.SR

Skatterådet bekræftede, at Spørger i udgangspunktet var skattepligtig til Danmark af udbetalinger fra amerikanske Traditional IRA og Traditional 403(b)-pensionsordninger efter PBL § 53 B, stk. 6. Efter art. 18 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og USA kunne udbetalingerne dog kun beskattes i USA, hvorfor Danmark efter art. 23, stk. 3, litra c skulle lempe i dansk skat efter metoden exemption med progression. Skatterådet bekræftede videre, at afkast på pensionsordningen ikke skulle beskattes efter PBL § 53 B, stk. 5. Skatterådet anså Spørgers Roth IRA og Roth 403(b) for omfattet af PBL § 53 A, idet indbetalingerne hertil var sket af beskattede midler, hvorfor betingelserne for at være omfattet af PBL § 53 B ikke var opfyldt. Skatterådet bekræftede, at udbetalinger herfra ikke ville være skattepligtige efter PBL § 53 A, stk. 5. Det kunne derimod ikke bekræftes, at afkastet af disse pensionsordninger var skattefrit i Danmark, idet afkast af PBL § 53 A-pensionsordninger er skattepligtigt efter PBL § 53 A, stk. 3, og dobbeltbeskatningsoverenskomstens art. 21 tillægger Danmark som bopælsland beskatningsretten til afkast af pensionsordninger. Spørger havde tidligere via "Roll-over"-metoden overført egne Traditional 401(k) og Roth 401(k)-pensionsordninger, samt en afdød ægtefælles Traditional IRA og Roth IRA-pensionsordninger til sine egne Traditional IRA og Roth IRA-pensionsordninger. Da overførslen var sket som en "Roll-over", havde overførslen ikke udløst amerikansk skat, og de amerikanske skattemyndigheder anså forløbet for ubrudt. Derfor blev det ved ovenstående kvalifikation af Spørgers pensionsordninger vurderet, at den skattemæssige status for indbetalinger til de oprindelige ordninger, blev lagt til grund ved den skattemæssige kvalifikation af Spørgers tilbageværende pensionsordninger i Danmark. Det blev også vurderet, at de pensioner som Spørger havde arvet efter sin afdøde ægtefælle, skulle behandles som om de var etableret og indbetalt af Spørger. Endelig blev alle de tilbageværende pensionsordninger anset for selvstændige og adskilte pensionsordninger efter princippet i SKM2021.668.SR.

 

SKM2022.248.SR

Skatterådet bekræftede, at Spørgers amerikanske Traditional IRA-pensionsordning var omfattet af PBL § 53 B. Det blev også bekræftet, at pensionsudbetalingerne var skattepligtige efter PBL § 53 B, stk. 6, men at de efter art. 18 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og USA kun kunne beskattes i USA, hvorfor Danmark, efter art. 23, stk. 3, litra c, skulle lempe efter metoden exemption med progression. De blev videre bekræftet, at afkastet på pensionsordningen var skattefrit efter PBL § 53 B, stk. 5. Skatterådet bekræftede, at den Roth IRA-pensionsordning som Spørger påtænkte at etablere, ville være omfattet af PBL § 53 A, da indbetalingerne skete med beskattede midler. Udbetalingerne fra pensionsordningen ville derfor være skattefri efter PBL § 53 A, stk. 5, mens afkastet var skattepligtigt efter PBL § 53 A, stk. 3. Beskatningsretten til afkastet tilfaldt Danmark efter dobbeltbeskatningsoverenskomstens art. 21. 

 

SKM2021.668.SR

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at spørgers amerikanske pensionsordning i sin helhed kunne omfattes af pensionsbeskatningslovens § 53 B, da samtlige indbetalinger til ordningen ikke var sket med fradrag eller bortseelse i positiv amerikansk indkomst, jf. § 53 B, stk. 3. Imidlertid fandt Skatterådet, at spørgers pensionsordning ved den skattemæssige kvalifikation i Danmark, kunne anses for to separate ordninger, bestående af en "Traditional 401(k)" og en "Roth IRA" (tidl. Roth 401(k)). Traditional 401(k)-ordningen var omfattet af PBL § 53 B, mens "Roth IRA" (tidl. Roth 401(k)) var omfattet af PBL § 53 A. Endelig kunne Skatterådet ikke bekræfte, at spørger skulle have lempelse i dansk skat for den skat, der blev betalt til USA i forbindelse med omlægningen af Roth 401(k) til en Roth IRA, idet den udløste amerikanske skat var en skat af afkastet, som Danmark havde beskatningsretten til efter art. 21.

 

SKM2019.113.SR

Skatterådet svarede, at udbetalinger fra en af spørgerens amerikanske IRA-pensionsordninger indgår i den danske beskatning. Det fremgår dog af svaret, at udbetalingen alene indgår i den danske beskatning med progressionsvirkning. Skatterådet svarede også, at det årlige afkast beskattes i Danmark, når det gælder spørgerens øvrige IRA-pensionsordninger. Skatterådet svarede derudover at opgørelsen af indkomster og beregning af lempelse sker efter danske regler. Endelig bekræftede Skatterådet, at der kan ske udbetaling og indbetaling uden skattemæssige konsekvenser, når det gælder den del af IRA-pensionsordningerne, hvor spørgeren ikke har opnået fradrag eller bortseelsesret for indbetalingerne til ordningerne.