Indhold

Dette afsnit beskriver tonnageskatteordningens regler om pligt til at afgive forskellige oplysninger til Skattestyrelsen.

Afsnittet indeholder:

  • Erklæring fra revisor
  • Oplysninger fra rederiet.

Erklæring fra revisor

Rederier, der anvender tonnageskatteordningen, skal til det skattemæssige årsregnskab vedlægge en skriftlig erklæring fra selskabets revisor om, at visse af lovens betingelser er opfyldt.

Selskabets revisor skal for de koncernforbundne rederier, der har undladt at træffe samme valg om tonnagebeskatning efter TSL § 3, stk. 1 og 2, når de 

  • ikke har fælles ledelse og driftsorganisation, og
  • ikke driver virksomhed inden for beslægtede forretningsområder

 afgive erklæring herom.

Ligeledes skal selskabets revisor afgive erklæring om, at kravet i TSL § 6, stk. 2, 2. pkt., om:

  • at udleje af bareboat-skibe kun sker i forbindelse med forbigående overskudskapacitet, og
  • at det højst sker i en periode på 3 år.

Ved udlejning af skibe, jf. TSL § 6, stk. 2, er det en betingelse for at anvende af tonnageskatteordningen, at rederiet kan fremlægge dokumentation for, at lejeren alene må anvende skibet til formål, som vil kunne omfattes af denne lov, og at en revisor årligt afgiver erklæring om, at betingelserne i TSL § 6, stk. 2, 1. pkt., er opfyldt. Se TSL § 22, stk. 2.

Bestemmelsen i TSL § 22, stk. 2, blev justeret ved lov nr. 1583 af 27. december 2019 idet det har vist sig vanskeligt at udforme lejekontrakter, der indeholder en beskrivelse af skibets aktiviteter, som kan være omfattet af tonnageskatteloven. Ændringen har virkning for indkomstår, der påbegyndes den 1. januar 2020 eller senere. 

Der er herved ikke sket ændringer af Skatteforvaltningens mulighed for at kontrollere, om et skib alene anvendes til formål, som kan være omfattet af tonnageskatteloven. Dokumentation kan være lejekontrakter, der indeholder en afgrænsning af, hvilke aktiviteter et skib må anvendes til, som kan være omfattet af tonnageskatteloven. Endvidere kan dokumentationen være en erklæring fra lejeren eller ejeren om, at skibet kun har været anvendt til aktivitet, som kan omfattes af tonnageskatteloven. Videre kan dokumentationen være udskrift fra logbøger.

Hvis rederiet ikke kan dokumentere, at lejeren har anvendt skibet til formål, som kan være omfattet af tonnageskatteloven, vil indkomsten fra skibet ikke kunne henføres til tonnageskatteordningen, men vil i stedet blive beskattet efter skattelovgivningens almindelige regler.

Oplysninger fra rederiet

Rederiet skal til brug for kontrollen af, om flagkravet i TSL § 6 a er opfyldt, hvert år i sit skattemæssige årsregnskab vedlægge oplysning om, i hvilket omfang den af rederiet i årets løb ejede bruttotonnage, der er anvendt til formål, som vil kunne omfattes af tonnageskatteloven, har været registreret henholdsvis inden for EU eller EØS og uden for EU eller EØS.

Der skal skib for skib gives oplysning om

  • hvor stor en del af året skibet har været anvendt til formål, der er omfattet af tonnageskatteloven
  • skibets bruttotonnage og
  • hvor skibet har været registreret - i en stat, der er medlem af EU eller EØS eller uden for EU eller EØS - eventuelt både og, og i givet fald, i hvilken periode.

Oplysningerne skal sammen med tilsvarende oplysninger fra de andre rederier, der er omfattet af tonnageskatteloven, anvendes til Skattestyrelsens vurdering af, om betingelsen i TSL § 6 a, stk. 2, er opfyldt.

Flagkravet i TSL § 6 a, stk. 1, anvendes ikke, hvis set under ét for alle rederier omfattet af tonnageskatteloven den procentdel af den ejede bruttotonnage - der anvendes til formål, som vil kunne omfattes af tonnageskatteloven, og som er registreret i en stat, der er medlem af EU eller EØS - ikke er faldet i gennemsnit i løbet af det forudgående indkomstår. Se TSL § 6 a, stk. 2.

Flagfordelingens procentdel offentliggøres af skattemyndighederne hvert år med et nyhedsbrev. Se afsnit C.D.8.8.3.5.

For at Skattestyrelsen kan vurdere, 

  • om betingelsen i TSL § 6 a, stk. 3, er opfyldt, eller
  • om betingelsen i TSL § 6 a, stk. 1, er opfyldt

skal der også gives oplysning på basis af de rå oplysninger om, hvor stor en del, i gennemsnit over indkomståret, af den af rederiet ejede bruttotonnage - der er anvendt til formål, som vil kunne omfattes af tonnageskatteloven - der har været registreret i en stat, der er medlem af EU eller EØS.

Rederiet skal desuden det første år, hvor reglerne i TSL § 6 a kan anvendes, vedlægge oplysning om den procentdel af den af rederiet ejede bruttotonnage - der anvendes til formål, som vil kunne omfattes af tonnageskatteloven - som på basisdatoen var registreret i en stat, der er medlem af EU eller EØS.

Rederiet skal desuden hvert år vedlægge oplysning om, hvorvidt samtlige betingelser for tonnageskatteordningen er opfyldt. Bestemmelsen blev sat ind som nyt 4. pkt. i TSL § 22, stk. 1 ved lov nr. 1582 af 27. december 2019. Denne betingelse blev stillet af Kommissionen ved afgørelse af 12. oktober 2018 C (2018) i sag SA·45300 (2016/N) i forbindelse med godkendelsen af tonnageskatteordningen til at finde anvendelse for en række specialskibe. Bestemmelsen har virkning for indkomstår, der påbegyndes den 1. januar 2020 eller senere.

Oplysningen skal omfatte samtlige betingelser, der gælder for anvendelse af tonnageskatteordningen, herunder omfattede aktiviteter, flagkrav, overholdelse af tærskler for andelen af bareboat-udlejet tonnage og for indkomst fra tilknyttede aktiviteter m.v.

Det bemærkes, at skatteministeren efter indstilling fra Skatterådet kan fastsætte, hvilke oplysninger af betydning for skatteansættelsen der skal fremgå af oplysningsskemaet, og i hvilken form oplysningerne skal angives, jf. SKL § 6, stk. 1. I praksis sker det ved godkendelse af årets oplysningsskema.

Hvis oplysningspligten ikke opfyldes, vil det fx kunne medføre bøder. Hvis rederiet herudover ikke opfylder de materielle betingelser, afhænger konsekvenserne af, hvilke betingelser der er tale om.

Bemærk

Basisdatoen er efter TSL § 6 a, stk. 1, 2. pkt., 12. januar 2005. Rederier, der var omfattet af tonnageskatteloven 17. januar 2004, kan dog vælge i stedet at anvende denne dato som basisdato efter TSL § 6a, stk. 1, 3. pkt.

For rederier, der på et senere tidspunkt end 12. januar 2005 bliver omfattet af tonnageskatteloven, er basisdatoen det tidspunkt, hvor rederiet bliver omfattet af tonnageskatteordningen efter TSL § 6 a, stk. 1, 4. pkt.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Skatterådet

SKM2022.182.LSR

►Et selskab udlejede to skibe til bugsering og bjærgning og havde for indkomståret 2014 selvangivet som værende omfattet af tonnageskatteordningen.

Landsskatteretten anførte, at det efter dagældende TSL § 22, stk. 2, og forarbejderne hertil var en betingelse for anvendelse af tonnageskatteordningen, at lejeren ifølge lejekontrakten alene måtte anvende skibet til formål, som ville kunne omfattes af loven. Af den standardkontrakt, som selskabet havde anvendt, fremgik det ikke udtrykkeligt, at lejeren alene måtte anvende skibene til formål, som ville kunne omfattes af tonnageskatteloven. Det forhold, at skibene var indrettet til opgaver inden for bugsering og bjergning kunne ikke føre til, at betingelsen var opfyldt. Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse. (Dissens).◄

►Landsskatterettens afgørelse er truffet efter den dagældende bestemmelse i TSL § 22, stk. 2.◄