Indhold
Dette afsnit handler om de regler for afgørelse af skattepligt af konkursindkomst, der er fælles for både selskaber mv. og fysiske personer.
Afsnittet indeholder:
- Regel
- Afgørelse af skattepligt
- Nye oplysninger om boets aktiver
- Frister for afgørelse af skattepligt
- Klage over Skattestyrelsens afgørelse
- Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Regel
Skattestyrelsen afgør, om konkursindkomsten er skattepligtig, hvis det skønnes, at den overstiger 100.000 kr. opgjort efter fradrag af tidligere års underskud. Skattestyrelsen kan lade være med at træffe bestemmelse om skattepligt, hvis det antages, at kun en mindre del af skatten kan inddrives.
Se KKSL § 14.
Afgørelse af skattepligt
Selskaber og personer er ikke skattepligtige af konkursindkomsten, medmindre Skattestyrelsen træffer afgørelse om skattepligt efter konkursskattelovens regler. Skattestyrelsen må kun træffe afgørelse om skattepligt, hvis styrelsen skønner, at konkursindkomsten overstiger 100.000 kr. efter fradrag af eventuelt fremført underskud.
Skattestyrelsen kan senere ændre en afgørelse om skattepligt til skattefrihed, hvis Skattestyrelsen finder dette rigtigt.
Skattestyrelsen skal samtidig vurdere, om der er rimelig udsigt til at inddrive skatten af konkursindkomsten. Hvis kun en mindre del af skatten kan inddrives, skal Skattestyrelsen efter omstændighederne lade være med at træffe bestemmelse om skattepligt.
Ved fysiske personers konkurs kan det være af betydning for vurderingen, at samlevende ægtefæller hæfter subsidiært for den anden ægtefælles gæld. Se INDOG § 12.
Afgørelsen om skattepligt kan bl.a. træffes på grundlag af tidligere oplysningsskemaer og dokumenter, som bostyret indsender til Skattestyrelsen, og hvad der i øvrigt er Skattestyrelsen bekendt. Bostyret skal aflevere en kopi af statusoversigten samt af redegørelsen efter KL § 125, stk. 2, til Skattestyrelsen samtidig med, at bostyret sender det til fordringshaverne.
Ved bedømmelsen af, om der skal statueres skattepligt, lægges der vægt på, hvilke skatter der vil blive udløst i perioden fra konkursens begyndelse til konkursens slutning. Det kan dreje sig om indkomst fra den konkursramte virksomhed, fx ved salg af aktiver, der indebærer genvundne afskrivninger eller kapitalindkomst (fx renteindtægter).
Se KKSL § 15, stk. 1.
Se om opgørelse af konkursindkomsten i afsnit C.C.9.3 for selskaber mv. og afsnit C.C.9.4 for fysiske personer.
Der er ikke et generelt krav om sagsfremstilling og høring i sager om skattepligt for konkursboer. Se SKM2007.283.LSR.
Nye oplysninger om boets aktiver
Hvis der senere indgår et aktiv i et skattefrit bo, og Skattestyrelsen ville have statueret skattepligt, hvis styrelsen havde haft kendskab til aktivet ved afgørelsen om skattepligt, kan Skattestyrelsen træffe ny afgørelse om skattepligt ud fra det ændrede grundlag.
Det er for eksempel tilfældet, hvis der senere indgår et aktiv i boet, som enten ikke oprindeligt var omtalt i bostyrets oplysninger, eller hvis aktivets tilhørsforhold til boet var usikkert eller omstridt. Tilhørsforholdet til boet anses for omstridt, hvis en retshandel omstødes, for at aktivet kan indgå i boet.
Bostyret er forpligtet til at sende særskilt meddelelse til Skattestyrelsen, hvis der senere indgår et aktiv i boet, som enten ikke var omtalt i bostyrets oprindelige oplysninger, eller hvis tilhørsforhold til boet blev anset for usikkert eller omstridt. Kravet om særskilt meddelelse er ikke opfyldt, hvis bostyret blot sender en kopi af den endelige boopgørelse uden at angive, hvilke aktiver der er nye.
Se KKSL § 15, stk. 3.
Oplysningspligten omfatter kun nye aktiver. Der er ikke pligt til at indberette igen, hvis et aktiv under bobehandlingen afhændes til en højere værdi end den værdi, det var ansat til i de dokumenter, som efter konkursloven skal indgives ved 1. skiftesamling til fordringernes prøvelse.
Boet skal ikke sende oplysninger om nye passiver og heller ikke oplysninger om, at et passiv udgår, fordi der i disse tilfælde ikke kan træffes ny afgørelse om skattepligt.
Frister for afgørelse af skattepligt
Afgørelsen om eventuel skattepligt skal træffes inden 3 måneder efter modtagelsen af oplysningerne fra bostyret. Afgørelsen skal også være sendt til bostyret inden for denne frist.
Se KKSL § 15, stk. 2.
Hvis Skattestyrelsens afgørelse ikke er truffet inden denne frist, er konkursindkomsten som udgangspunkt skattefri.
Tilføres der senere aktiver til boet, kan Skattestyrelsen træffe ny afgørelse om skattepligt inden for en frist på 4 uger. Afgørelsen skal også være sendt til bostyret inden for denne frist.
Se KKSL § 15, stk. 3.
Se SKM2021.46.BR, hvor byretten fandt, at det påhviler bostyret at sende udtrykkelig meddelelse om nye aktiver til skattemyndighederne, og at der må stilles krav om, at bostyrets meddelelse til Skatteforvaltningen om et sådant aktiv er klar og utvetydig.
Klage over Skattestyrelsens afgørelse
Skattestyrelsens afgørelse om, at konkursindkomsten bliver skattepligtig, kan bostyret eller skyldneren påklage til Landsskatteretten.
Se KKSL § 15, stk. 4, SFL § 11, stk. 1, nr. 1, og § 35a, stk. 2, 1. pkt.
Klagen skal være modtaget i Skatteankestyrelsen senest 3 måneder efter modtagelsen af den afgørelse, der klages over.
Se SFL § 35 a, stk. 3, 3. pkt.
Hvis Landsskatterettens afgørelse om, at skattepligten fastholdes, ikke foreligger inden for 3 måneder, bortfalder skattepligten.
Se KKSL § 15, stk. 4, 2. pkt.
Hvis både bostyret og skyldneren klager, regnes fristen på 3 måneder fra modtagelsen af den første klage.
Se afsnit C.C.9.4 om konkursskattelovens regler for fysiske personer.
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse | Afgørelsen i stikord | Kommentarer |
Byretsafgørelse |
SKM2021.46.BR | Sagen angik, om Skatteforvaltningen havde iagttaget fristen i KKSL § 15, stk. 3, 3. pkt., jf. 1. pkt., hvorefter afgørelse om konkursskattepligt skal træffes inden fire uger fra modtagelse af bostyrets meddelelse om, at der er indgået et aktiv i boet, hvis tilhør til boet måtte anses for usikker eller omstridt. Retten (3 dommere) fandt efter bestemmelsens ordlyd og forarbejder, at der må stilles krav om, at bostyrets meddelelse til SKAT (nu Skatteforvaltningen) om et sådant aktiv er klar og utvetydig. Retten fandt ikke, at en orientering til kreditorerne opfyldte kravet, idet der var knyttet en række forbehold til, hvorvidt aktivet ville tilgå boet samt den endelige størrelse heraf. Retten fandt heller ikke, at boet havde godtgjort, at kurator på anden måde, herunder telefonisk, havde givet Skatteforvaltningen en sådan meddelelse, inden der blev truffet afgørelse om skattepligten. Skatteministeriet blev derfor frifundet. | Tilsvarende SKM2021.57.BR. |
Landsskatteretskendelser |
SKM2007.283.LSR | Et konkursbo var på baggrund af kurators foreløbige redegørelse anset for skattefrit. Efterfølgende blev konkursboet tilført yderligere likvide midler. På grundlag af bo-regnskabet blev konkursindkomsten anset for skattepligtig efter KKSL § 14 og § 15. Dette blev meddelt skyldneren uden forudgående høring. Landsskatteretten fandt, at der ikke var krav om sagsfremstilling og høring i sager om skattepligt for konkursboer, fordi en eventuel klage til Landsskatteretten skal afgøres uden deltagelse af lægfolk. Ansættelsen kunne foretages uden forudgående høring efter forvaltningslovens bestemmelser, fordi klageren antoges at være bekendt med, at SKAT var i besiddelse af oplysningen om, at det var lykkedes kurator at tilføre boet yderligere midler. Landsskatteretten anså betingelserne i KKSL § 15, stk. 3, for opfyldt. | |