Indhold

Dette afsnit handler om hvem, der har bogføringspligt.

Afsnittet indeholder:

  • Definition
  • Hovedregel
  • Undtagelser
  • Virksomheder, der er omfattet af pligter efter årsregnskabsloven.

Definition

Definition af "erhvervsdrivende virksomhed", der efter bogføringslovens hovedregel har bogføringspligt:

    • En virksomhed er erhvervsdrivende eller udøver erhvervsaktiviteter, når den yder varer, rettigheder, pengemidler, tjenester eller lignende, for hvilke den normalt modtager vederlag.
    • En virksomhed m.v. anses altid for at være erhvervsdrivende eller udøve erhvervsaktiviteter, hvis den er omfattet af selskabsloven, erhvervsfondsloven, lov om visse erhvervsdrivende virksomheder eller i øvrigt er erhvervsdrivende efter lovgivningen.
    • Dette gælder uanset, om virksomhederne m.v. helt eller delvist er undtaget for kravene i de nævnte love.

Hovedregel

Efter bogføringsloven er der bogføringspligt for:

  • Erhvervsdrivende virksomheder, der er etableret i Danmark, og af enhver art uanset ejer- eller hæftelsesforhold samt erhvervsaktiviteter, der udøves i Danmark af virksomheder, som er hjemmehørende i udlandet.
  • Virksomheder, organisationer og sammenslutninger mv., der er afgiftspligtige eller fuldt eller begrænset skattepligtige til Danmark, og som ikke i forvejen er omfattet af bogføringspligten for erhvervsdrivende virksomheder eller erhvervsaktiviteter i Danmark.
  • Virksomheder mv., der som betingelse for tilskud fra den danske stat eller EU skal afgive regnskabsmæssige oplysninger.

Se bogføringslovens § 1.

Undtagelser

Der gælder følgende undtagelser:

    Bogføringsloven gælder ikke for virksomheder, organisationer og sammenslutninger mv.,
    • der er omfattet af lov om statens regnskabsvæsen, eller
    • som udelukkende er omfattet af regnskabsregler, der er fastsat ved eller i henhold til lov om kommunernes styrelse.

    Se

    • Bogføringslovens § 1.

    Virksomheder, der er omfattet af pligter efter årsregnskabsloven

    Efter årsregnskabsloven er der pligt til at aflægge årsregnskab for alle erhvervsdrivende virksomheder, der er defineret på samme vis som efter bogføringsloven. Se årsregnskabslovens § 1, stk. 1-2.

    Dog er det primært - typisk større - erhvervsdrivende virksomheder, der er organiseret som juridiske personer med begrænset ansvar eller som interessentskaber eller kommanditselskaber, der er omfattet af de nærmere regler for årsregnskab. Se årsregnskabslovens §§ 3-6.