Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

EU-Domstolens domme

skal fortolkes således, at

C-48/20, UAB P

C-712/17, EN.SA.

Sagen vedrører fiktive køb og salg af elektricitet, der på cirkulær vis blev foretaget mellem de samme selskaber og til de samme priser. De af selskaberne foretagne fradrag blev modsvaret af en afregning af salgsmoms svarende til det samme beløb. Momstilsvaret var dermed 0, og medførte intet tab for staten.

Myndighederne nægtede selskabet fradrag for moms på de pågældende transaktioner, på grund af deres fiktive karakter. De foretog en berigtigelse af selskabets angivelse og pålagde herudover også selskabet en bøde svarende til det foretagne fradrag.

Domstolen indleder med at udtale, at det ligger i momsens natur, at en fiktiv transaktion ikke kan give ret til fradrag. Videre udtaler Domstolen at enhver, der anfører moms på en faktura er forpligtet til at betale den anførte moms, også i de tilfælde, hvor der ikke foreligger en reel momspligtig transaktion.

Forpligtelsen i momssystemdirektivets artikel 203 har til formål at afværge risikoen for tab af afgiftsindtægter, som fradragsretten kan foranledige, men denne forpligtelse må ikke gå ud over, hvad der er nødvendigt for at for at nå dette mål og må navnlig ikke gøre et for vidtgående indgreb i princippet om momsens neutralitet.

Domstolen udtaler, at princippet om momsens neutralitet sikres ved den mulighed, som medlemsstaterne skal fastsætte, hvorefter enhver fejlagtigt faktureret afgift kan berigtiges, når udstederen af fakturaen beviser sin gode tro, eller når udstederen rettidigt og fuldstændigt har afværget risikoen for tab af afgiftsindtægter.

Momssystemdirektivet er således ikke til hinder for en national lovgivning, hvorefter fradrag for moms vedrørende fiktive transaktioner udelukkes samtidigt med, at personer, der anfører momsen på en faktura, forpligtes til at betale denne moms, herunder for en fiktiv transaktion, hvis, der i den nationale lovgivning mulighed for berigtigelse af enhver urigtigt faktureret afgift, såfremt udstederen af den pågældende faktura beviser sin gode tro eller rettidigt og fuldstændigt afværger risikoen for statens tab af momsindtægter.

Proportionalitetsprincippet og princippet om momsneutralitet skal fortolkes således, at de er til hinder for en bestemmelse i den nationale lovgivning, hvorefter et uretmæssigt fradrag for moms straffes med en bøde, der fuldt ud svarer til det fradrag, der blev foretaget.

C-107/13, FIRIN OOD

Forudbetaling for momspligtig leverance, som imidlertid ikke senere finder sted.

Artikel 65 i momssystemdirektivet (ML § 23, stk. 3) kan ikke finde anvendelse, når momspligtens indtræden er usikker på tidspunktet for betalingen af forudbetalingen. Dette vil bl.a. være tilfældet, når der foreligger en svigagtig adfærd.

For så vidt angår fakturamodtageren, er nægtelse af fradragsret en undtagelse til anvendelsen af det grundlæggende princip om retten til fradrag. Det påhviler det følgelig de kompetente afgiftsmyndigheder i tilstrækkelig grad at godtgøre de objektive forhold, som gør det muligt at konkludere, at den afgiftspligtige person vidste eller burde have vidst, at den transaktion, der er blevet påberåbt til støtte for fradragsretten, var led i svig begået af leverandøren eller en anden erhvervsdrivende i et tidligere eller efterfølgende led i leveringskæden.

Men selv hvis fakturamodtageren ikke vidste og ikke burde have vist, at transaktionen var led i svig begået af leverandøren eller en anden erhvervsdrivende i et tidligere eller efterfølgende led i leveringskæden, så kan retten til fradrag ikke opretholdes, hvis den momspligtige leverance ikke senere finder sted. Der er kun ret til fradrag, hvis den forudfakturerede leverance anvendes til brug for fakturamodtagerens levering af momspligtige varer eller ydelser.

Det momsfradrag, som modtageren af en faktura på en forudbetaling for levering af varer kan foretage, skal derfor reguleres, når denne levering under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede ikke gennemføres.

For så vidt angår fakturaudstederen, forholder det sig under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede, at så længe leverandøren ikke har tilbagebetalt forudbetalingen, kan den skyldige moms som følge af opkrævningen af forudbetalingen ikke nedsættes i henhold til bestemmelserne i momssystemdirektivets artikel 65 (ML § 23 , stk. 3), sammenholdt med artikel 90 (ML § 27, stk. 4-6) og 193 (ML § 46, stk. 1, 1. pkt.).

Om svig, se den i C-107/13, FIRIN OOD nævnte dom i sag C-285/11, Bonik EOOD. Se evt. også afsnit D.A.11.1.5.2.

C-566/07, Stadeco

Betingelser for tilbagebetaling af moms, der udelukkende skyldes, fordi den fejlagtigt er anført på en afsendt faktura. Situationer, hvor den afgiftspligtige ikke rettidigt og fuldstændigt har fjernet risikoen for tab af momsindtægter.

EF-domstolen har i dommen udtalt, at princippet om momsneutralitet ikke er til hinder for en betingelse om, at den afgiftspligtige person har tilsendt modtageren af de leverede ydelser en berigtiget faktura, hvorpå momsen ikke er anført.

EF-domstolen har desuden udtalt, at fællesskabsretten ikke er til hinder for, at et nationalt retssystem nægter tilbagebetaling af afgifter opkrævet med urette, hvis dette måtte føre til en ugrundet berigelse. Om og i hvilket omfang tilbagebetaling af en afgift, der er opkrævet med urette, henset til fællesskabsretten medfører en ugrundet berigelse for den afgiftspligtige, kan kun fastlægges ved en analyse, der tager hensyn til alle de relevante omstændigheder. Ved en sådan analyse kan det bl.a. være relevant, om de aftaler, der er indgået mellem parterne, har fastsat et fast beløb i vederlag for de leverede ydelser eller et grundbeløb, i givet fald med tillæg af de afgifter, der har fundet anvendelse. I førstnævnte tilfælde kan det derfor være, at der ikke foreligger en ugrundet berigelse af leverandøren.

Se fx EF-domstolens dom i sag C-147/01, Weber's Wine World m.fl., præmis 93-102, om overvæltning.

De forenede sager C-78/02, C-79/02 og C-80/02, Karageorgou m.fl.

EF-domstolen har udtalt, at et beløb, der er anført som moms på en faktura, udstedt af en person, der leverer ydelser til staten, ikke skal anses for moms i det tilfælde, hvor denne person fejlagtigt er af den opfattelse, at han leverer ydelserne som selvstændig erhvervsdrivende, skønt der i realiteten foreligger et arbejdstager-arbejdsgiverforhold.

Domstolen udtaler videre, at sjette momsdirektivs artikel 21, nr. 1, litra c) (Momssystemdirektivets artikel 203, ML § 46, stk. 7), ikke er til hinder for tilbagebetaling af et beløb, der fejlagtigt er anført som moms på en faktura eller et dokument, der tjener som faktura, når de pågældende ydelser ikke pålægges moms, og det fakturerede beløb derfor ikke kan anses for moms.

C-454/98, Schmeink

Hvis udstederen af fakturaen rettidigt og fuldstændigt har afværget risikoen for tab af momsindtægter, følger det af princippet om momsens neutralitet, at den urigtigt fakturerede afgift skal kunne berigtiges, og at berigtigelsen ikke kan gøres betinget af, at udstederen af den nævnte faktura har været i god tro.

Hvis risikoen for tab af momsindtægter ikke er blevet fuldstændigt afværget, kan medlemsstaterne derimod gøre muligheden for berigtigelse af den urigtigt fakturerede moms betinget af, at udstederen af fakturaen beviser sin gode tro. Hvis det viser sig, at det ikke længere er muligt i forhold til fakturaens adressat at ophæve det fradrag, som er blevet tildelt ham, kan en fakturaudsteder, som ikke er i god tro, holdes ansvarlig for de manglende momsindtægter, så princippet om afgiftens neutralitet sikres.

C-342/87, Genius Holding BV

Nederlandene havde på baggrund af en bemyndigelse udstedt efter 6. momsdirektivs artikel 27 (svarende til Momssystemdirektivets artikel 395) indført omvendt betalingspligt for visse underentrepriser. Alligevel havde Genius Holding BV's underentreprenører udstedt fakturaer med moms.

Udøvelsen af fradragsretten er begrænset til kun at omfatte skyldig moms, dvs . moms, der svarer til en momspligtig transaktion. Denne fortolkning af 6. momsdirektivs artikel 17, stk . 2, litra a ) (nu Momssystemdirektivets artikel 168, litra a), er den, som giver bedst mulighed for at forhindre afgiftssvig, som ville blive gjort lettere, hvis hele den fakturerede moms kunne fradrages. Udøvelsen af den fradragsret, der er fastsat i 6. momsdirektiv omfatter ikke den moms, der udelukkende skyldes, fordi den er anført på fakturaen.

I sagen havde sagsøgeren i hovedsagen og Kommissionen fremført det argument overfor EF-domstolen, at en begrænsning af fradragsretten til kun at omfatte de afgifter, der svarer til leveringer af goder og tjenesteydelser, ville berøre princippet om momsens neutralitet. Hertil bemærkede domstolen, at for at sikre gennemførelsen af dette princip påhviler det medlemsstaterne i deres interne retsorden at give mulighed for berigtigelse af enhver urigtigt faktureret afgift, når udstederen af fakturaen beviser sin gode tro.

Højesteretsdomme

SKM2019.231.HR

Sagens hovedproblemstilling angik spørgsmålet om, hvorvidt SKAT på objektivt grundlag kunne kræve indgående moms tilbagesøgt på leasingaktiver erhvervet af et leasingselskab, allerede fordi leasingaktiverne ikke eksisterede.

Herudover angik sagen spørgsmålet om leasingselskabets subsidiære påstand om tilbagebetaling af udgående moms vedrørende de leasingydelser, som leasingtageren havde betalt i en periode forud for leasingtagerens konkurs.

Det var under sagen ubestridt, at leasingselskabet ikke havde udstedt kreditnotaer omfattende den salgsmoms, der var anført på de fakturaer, som anmodningen om tilbagebetaling vedrørte.

Højesteret bemærkede, at da leasingselskabet på fakturaerne havde anført moms, og momsen var opkrævet og betalt af leasingtageren, var det efter ML § 52 a, stk. 7 (tidligere § 52, stk. 7) en betingelse for at undlade at indbetale moms, der er opkrævet i en situation, hvor der ikke skulle betales moms, at fejlen berigtiges over for aftagerne af varerne eller ydelserne, og da berigtigelse ikke var sket, var der ikke krav på tilbagebetaling af momsen.

Skatteministeriet blev herefter frifundet for den subsidiære påstand.

Landsretsdomme

SKM2022.620.VLR

►Sagsøgeren havde til sin (danske) leverandør af mobiltelefoner betalt fakturaer ved køb af varer, som af leverandøren med urette var pålagt dansk moms. Det var ubestridt, at det momsmæssige leveringssted for varerne ikke var Danmark, men Y1-land og Y2-land, hvor sagsøgeren havde afhentet varerne, og at momsen derfor var faktureret med urette. Leverandøren var efterfølgende gået konkurs, hvorfor sagsøgeren ikke kunne få momsen tilbagebetalt fra leverandøren. Leverandøren havde ikke indbetalt momsen til skattemyndighederne.

Sagen angik i første række, om sagsøgeren havde fradragsret for den med urette fakturerede danske moms. I anden række angik sagen, om sagsøgeren havde krav på tilbagebetaling af momsen fra skattemyndighederne under de foreliggende omstændigheder.

Vestre Landsret fandt, at momsen ikke var fradragsberettiget efter ML § 37, stk. 1, og den bagvedliggende bestemmelse i momssystemdirektivets artikel 168, således som direktivbestemmelsen er blevet fortolket i EU-Domstolens faste praksis vedrørende fradragsret for moms, der er faktureret med urette.

Vestre Landsret bemærkede videre, med henvisning til en række domme fra Domstolen i sager om en aftagers ret til tilbagebetaling af en med urette faktureret moms, som i sagerne henholdsvis var og ikke var blevet indbetalt til skattemyndighederne, at der ikke er støtte i Domstolens praksis for, at det følger af effektivitetsprincippet, at en køber af en vare eller tjenesteydelse, hvis leverandør under tilsidesættelse af reglerne i momssystemdirektivet med urette har faktureret moms af leverancen, kan kræve denne moms tilbagebetalt af skattemyndighederne, når momsen ikke af leverandøren er indbetalt til statskassen.

Skatteministeriet blev herefter frifundet for sagsøgerens påstande om ret til fradrag for og i anden række krav på tilbagebetaling af den af sagsøgeren til leverandøren betalte danske moms.◄

SKM2014.527.ØLR

Tilbagesøgning af salgsmoms på leasingaktiver, som viste sig ikke at eksistere. Leasingselskabet krævede tilbagebetaling af den til SKAT indbetalte salgsmoms som følge af, at det viste sig, at faktureringerne til leasingtageren relaterede sig til fiktivt software. SKAT afviste tilbagebetaling, allerede fordi leasingselskabet på det tidspunkt, hvor SKAT traf afgørelse i sagen, ikke havde berigtiget forholdet ved udstedelse af en kreditnota på momsen over for leasingselskabets kunde.

Landsretten fandt, at det var i overensstemmelse med gældende ret at nægte tilbagebetaling af det rejste momskrav, allerede som følge af at berigtigelse ikke var sket over for leasingtageren, herunder at en kreditering af salgsmomsen alene ikke opfyldte kravet om berigtigelse efter ML § 52 a, stk. 7.

Landsskatteretskendelser

SKM2012.131.LSR

En tysk virksomhed havde uretmæssigt pålagt dansk moms i stedet for tysk moms på fakturaer ved salg i en webshop af navigationssoftware (downloads) til privatpersoner. Virksomheden indbetalte efterfølgende den tyske moms til de tyske myndigheder. Landsskatteretten fandt det i det konkrete tilfælde ubetænkeligt at lægge til grund, at berigtigelse af de 6.647 enkeltfakturaer ikke var nødvendig for at anse enhver risiko for, at SKAT lider et momstab, for udelukket. Der var derfor ikke grundlag for at stille krav om, at der som betingelse for tilbagebetaling skulle ske berigtigelse af fakturaerne over for kunderne.

Landsskatteretten fandt, at SKAT ikke havde løftet bevisbyrden for, at betingelserne for nægtelse af tilbagebetaling på grundlag af overvæltningsbetragtninger var opfyldt.

SKM2009.529.LSR

Landsskatteretten traf afgørelse om, at uberettiget opkrævet moms på parkeringslicenser ikke skulle tilbagebetales til en kommune, fordi det måtte antages, at kommunen havde overvæltet momsen på køberne af parkeringslicenserne. Der blev lagt særlig vægt på, at kommunen efterfølgende havde nedsat prisen på parkeringslicenserne med netop momsbeløbet, og at der ikke forelå en byrådsbeslutning om reguleringen af priserne på parkeringslicenserne, hvilke forhold - sammenholdt med det af kommunen tidligere oplyste - understøttede, at der kunne være anvendt andre kriterier ved prisfastsættelsen end et adfærdsregulerende hensyn, og at prisen på parkeringslicenserne var reguleret i forhold til momsen. Kommunen havde i den forbindelse ikke godtgjort, at den uberettiget opkrævede moms var tilbagebetalt til køberne af parkeringslicenserne, eller at disse havde et retskrav på tilbagebetaling.