Indhold

Dette afsnit beskriver de overordnede principper, der er gældende for, i hvilken rækkefølge restanceinddrivelsesmyndigheden skal foretage retskraftvurdering af fordringer, der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden efter gældsinddrivelsesbekendtgørelsens § 50.

Afsnittet indeholder:

• Hovedregel
• Renter og lignende ydelser
• Anvendelsen af frivillige indbetalinger
• Retskraftvurdering i forbindelse med modregning

Hovedregel

Restanceinddrivelsesmyndigheden har til opgave at vurdere, om fordringer, inklusive renter, gebyrer og andre omkostninger, som vedrører disse fordringer, som er overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden til og med den 31. december 2024, er retskraftige. 

Se gældsinddrivelseslovens § 18 c.

Gældsinddrivelseslovens § 4 og § 7, stk. 1 finder ikke anvendelse på rækkefølgen for retskraftvurderingerne. Se gældsinddrivelsesbekendtgørelsens § 50, stk. 1.

Restanceinddrivelsesmyndigheden retskraftvurderer fordringer vedrørende skyldneren, som ikke er berørt af mistanke om datafejl, i nedenstående rækkefølge:

1. Bøder
2. Private krav på underholdsbidrag
3. Alle øvrige fordringer.

Restanceinddrivelsesmyndigheden kan dog vælge at fravige rækkefølgen, hvis særlige omstændigheder taler derfor.

Se gældsinddrivelsesbekendtgørelsens § 50, stk. 2, der er ændret ved § 1, nr. 8 i bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om inddrivelse af gæld til det offentlige nr. 1600 af 10. november 2020 og som er trådt i kraft den 16. november 2020.

Ved mistanke om datafejl, der kan have betydning for inddrivelse, modregning eller dækning, vurderes fordringerne i den rækkefølge, som af restanceinddrivelsesmyndigheden skønnes hensigtsmæssig. Restanceinddrivelsesmyndigheden kan ved vurderingen af, hvilken rækkefølge der er hensigtsmæssig, bl.a. tage hensyn til fordringernes beløb, fejlens karakter, undersøgelsernes kompleksitet og mulighederne for at opnå betaling.

Se gældsinddrivelsesbekendtgørelsen § 50, stk. 3.

Renter og lignende ydelser

Renter og lignende ydelser retskraftvurderes alene, hvis den fordring, de vedrører, er retskraftig.

Hvis renter eller lignende ydelser afskrives efter gældsinddrivelseslovens § 16, stk. 1, fordi det vil være forbundet med uforholdsmæssige omkostninger at foretage en retskraftvurdering af dem, skal retskraftvurdering af disse fordringer ikke finde sted.

Se gældsinddrivelsesbekendtgørelsens § 50, stk. 6.

Anvendelsen af indbetalinger

Hvis restanceinddrivelsesmyndigheden modtager en betaling fra skyldner, anvendes beløbet til at dække de fordringer, som restanceinddrivelsesmyndigheden har konstateret retskraftige og uden datafejl. Dette skal ske i overensstemmelse med gældsinddrivelseslovens § 4.

Hvis der herefter er et beløb i overskud, og skyldneren har anden gæld med tvivlsom retskraft eller mistanke om datafejl, som er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, retskraftvurderer restanceinddrivelsesmyndigheden ud fra dækningsrækkefølgen i gældsinddrivelseslovens § 4, stk. 2 og 3 så stor en del af gælden, som beløbsmæssigt svarer til det overskydende beløb. Renter og lignende ydelser retskraftvurderes dog sidst efter gældsinddrivelsesbekendtgørelsens § 50, stk. 6, 1 pkt.

Restanceinddrivelsesmyndigheden kan dog fravige denne rækkefølge for retskraftvurderingerne, hvis restanceinddrivelsesmyndigheden vurderer, at det vil forsinke anvendelsen af det overskydende beløb til dækning af skyldnerens øvrige gæld, som er under inddrivelse. I så fald kan restanceinddrivelsesmyndigheden retskraftvurdere og dække de fordringer, der vurderes hurtigst at kunne anvendes til dækning med det overskydende beløb.

Se gældsinddrivelsesbekendtgørelsens § 50, stk. 4, der er ændret ved § 1, nr 9 i bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om inddrivelse af gæld til det offentlige nr. 1600 af 10. november 2020 og som er trådt i kraft den 16. november 2020.

Retskraftvurdering i forbindelse med modregning

I en situation, hvor restanceinddrivelsesmyndigheden skal modregne i forbindelse med anvendelsen af et overskydende beløb, jf. gældsinddrivelseslovens § 4, stk. 5, der blev indsat ved lov nr. 285 af 29. marts 2017, og gældsinddrivelsesbekendtgørelsens § 7, stk. 4 og 5, kan rækkefølgen for dækning af fordringer, jf. gældsinddrivelseslovens § 7, stk. 1 og 2, og rækkefølgen for vurderinger, jf. gældsinddrivelsesbekendtgørelsens § 50, stk. 2, der er ændret ved § 1, nr. 8 i bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om inddrivelse af gæld til det offentlige nr. 1600 af 10. november 2020 og som er trådt i kraft den 16. november 2020, og stk. 3, fraviges, så beløbet først anvendes til at dække fordringer, som er konstateret retskraftige og uden datafejl.

Såfremt der skulle være et beløb i overskud, og skyldneren har anden gæld med tvivlsom retskraft eller mistanke om datafejl, som i gældsinddrivelseslovens § 7, stk. 1 forudsættes dækket ved modregning, vurderer og dækker restanceinddrivelsesmyndigheden ud fra rækkefølgen i gældsinddrivelsesbekendtgørelsen § 50, stk. 2, der er ændret ved § 1, nr. 8 i bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om inddrivelse af gæld til det offentlige nr. 1600 af 10. november 2020 og som er trådt i kraft den 16. november 2020, og stk. 3, så stor en mulig del af denne gæld, som beløbsmæssigt svarer til det overskydende beløb, idet renter og lignende ydelser dog vurderes sidst, jf. stk. 6, 1. pkt.

Restanceinddrivelsesmyndigheden har dog mulighed for at fravige denne rækkefølge for vurderingerne eller beslutte, at der helt eller delvist ikke foretages modregning i udbetalingen, såfremt det under hensyntagen til tilrettelæggelsen af restanceinddrivelsesmyndighedens drift, udbetalingsfristen, fordringernes beløb, fejlens karakter eller undersøgelsernes kompleksitet findes hensigtsmæssigt.

Se gældsinddrivelsesbekendtgørelsen § 50, stk. 5