Indhold

Dette afsnit handler om afbrydelse af forældelsen ved udlæg efter forældelseslovens § 18.

Afsnittet indeholder:

• Anmodning til fogedretten om udlæg
• Gennemførelse af restanceinddrivelsesmyndighedens udlægsforretning
• Anmodning til fogedretten om arrest og andre retsskridt
• Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Anmodning til fogedretten om udlæg

Forældelsen afbrydes ved kreditors indgivelse af anmodning om udlæg, hvis kreditor søger forretningen fremmet inden for rimelig tid. Se forældelseslovens § 18 stk. 1. Denne bestemmelse fandtes tidligere i retsplejelovens § 527 (ophævet).

Forældelsen afbrydes uanset udlægsgrundlagets karakter, dvs. uanset om grundlaget for udlæg er dom, betalingspåkrav med påtegning efter retsplejelovens § 477 e, stk. 2, forlig, gældsbrev, pantebrev, veksel eller check mv. Se retsplejelovens § 478, stk. 1

Fordringer, der hviler på domme, påtegnede betalingspåkrav, forlig, gældsbreve og pantebreve, der samtidig er gældsbreve, har 10 års forældelse. Se forældelseslovens § 5.

Hvis forældelsesfristen bliver afbrudt, løber der en ny frist på 10 år fra fogedforretningens afslutning, for så vidt angår hovedstolen.

En opgørelse i fogedretten i forbindelse med, at der foretages udlæg, etablerer som udgangspunkt ikke et særligt retsgrundlag for påløbne renter og omkostninger. Men hvis der for en fordring med særligt retsgrundlag sker afbrydelse af forældelsesfristen ved indgivelse af anmodning om udlæg, løber en ny forældelsesfrist på 10 år også for de omkostninger, der er opgjort under fogedforretningen. Det samme gælder uforældede renter. Se forældelseslovens § 19, stk. 7.

Løbende renter forælder efter hovedreglen på 3 år. Se forældelseslovens § 3, stk. 1.

Fogedforretningen skal fremmes inden for rimelig tid for, at indbringelsen for fogedretten har virkning som egentlig afbrydelse af forældelsen. Se forældelseslovens § 18 stk. 1. Det samme var gældende efter den tidligere bestemmelse i retsplejelovens § 527.

Det er muligt for en fordringshaver at anmode fogedretten om en fogedforretning inden for det tidsrum, hvor skyldner normalt er fredet på grund af insolvenserklæring, hvis kreditors begrundelse er at afbryde forældelsen, retsplejelovens § 490 stk. 3. Se UfR 2009.1671 ØLR.

Gennemførelse af restanceinddrivelsesmyndighedens udlægsforretning

Udlæg foretaget af restancemyndighedens pantefogeder er også forældelsesafbrydende.

Forældelsen afbrydes på det tidspunkt, hvor restanceinddrivelsesmyndigheden foretager udlægsforretningen. Se forældelseslovens § 18, stk. 2.

Det gælder også her, at forretningen skal fremmes inden for rimelig tid. Se forældelseslovens § 18, stk. 1.

Pantefogedens udlægsforretning indebærer egentlig afbrydelse af forældelsen uanset, om udlægsforretningen resulterer i udlæg i aktiver eller kun i et forgæves udlæg, dvs. at skyldner erklærer, at han ikke ejer aktiver, der kan gøres til genstand for udlæg. Det svarer til insolvenserklæringen over for fogedretten.

Den forældelsesafbrydende virkning, der er knyttet til gennemførelsen af udlægsforretningen, bortfalder ikke, fordi sikkerheden bortfalder, fx fristen for tvangssalg i retsplejelovens § 526, stk. 4.

Er udlægsforretningen påbegyndt, men udsat og fortsat uden ugrundet ophold, må forældelsesfristen anses for afbrudt på det tidspunkt, hvor udlægsforretningen påbegyndes Se forældelseslovens § 18, stk. 2. Se SKM2016.310.ØLR

Se også

SKM2008.201.SKAT, der præciserer, hvornår pantefogedens gennemførelse af en udlægsforretning afbryder forældelsen.

Udlæg på skattecentret

Udlægsforretninger foretaget på skattecentret afbryder forældelsen uanset, om der foretages udlæg i aktiver, eller der konstateres insolvens i form af et forgæves udlæg.

Hvis skyldner bliver politifremstillet, gennemføres udlægsforretningen.

Som beskrevet ovenfor, afbrydes forældelsen ved udlægsforretnings foretagelse, efter forældelseslovens § 18, stk. 2, og den nye forældelsesfrist regnes fra udlægsforretningens afslutning efter forældelseslovens § 19, stk. 6, 1. pkt. 

Møde ved fuldmagt

Fogedretten kan ikke uden rekvirentens accept konstatere insolvens hos skyldner, når skyldner ikke møder personligt. Se Højesterets kendelse af 16. juni 2000 i sag 590/1999. Når restanceinddrivelsesmyndigheden foretager udlæg, er rekvirenten repræsenteret af pantefogeden, og derfor kan pantefogeden acceptere en insolvenserklæring fra en fuldmægtig, når sagens øvrige oplysninger i øvrigt bestyrker dette (fx ved en R75 eller lignende). 

Når skyldner er mødt ved en fuldmægtig, vil hverken skyldner eller personen, der møder på hans vegne, være omfattet af strafansvaret. Finder pantefogeden det betænkeligt at notere et forgæves udlæg, fx fordi personen, der møder ved fuldmagt, ikke har det fornødne overblik over skyldners aktiver og økonomi, bør pantefogeden derfor udsætte forretningen efter retsplejelovens § 495, stk. 3. Når sagen udsættes og fortsætter uden "ugrundet ophold", fx ved en udkørende forretning, anses forældelsen for afbrudt på tidspunktet for mødet på kontoret. Se SKM2008.201.SKAT.

Møder en ægtefælle/registreret partner uden fuldmagt, men medbringende tilsigelsen, og mundtligt oplyser at have fuldmagt fra skyldner, kan pantefogeden, når sagen er fuldt oplyst og det findes ubetænkeligt, gennemføre udlægsforretningen. 

Udgående fogedforretninger

Hvis skyldner er til stede, gennemføres udlægsforretningen og forældelsen afbrydes.

Hvis skyldner ikke træffes ...	... så
men udlægsforretningen gennemføres efter retsplejelovens § 495, stk. 1.	foretages udlæg i alle kendte aktiver, uanset hvor disse befinder sig, og forældelsen afbrydes. Se SKM2009.571.HR
men udlægsforretningen gennemføres ved, at fogeden skaffer sig adgang til bopælen og gennemgår boligen for eventuelle aktiver, der tilhører skyldner.	afbrydes forældelsen, uanset om der Foretages udlæg i aktiver fundet på bopælen, eller  Fogeden må konstatere, at der intet findes til genstand for udlæg.
og skyldner ikke har kendte aktiver eller pantefogeden ikke skaffer sig adgang på bopælen	gennemføres udlægsforretningen ikke, og forældelsesfristen afbrydes ikke. Her kan fogeden ikke konstatere insolvens, da han hverken har undersøgt skyldners husrum, eller fået skyldners oplysning under strafansvar om, at der ikke findes aktiver. Udlægsforretningen kan dog påbegyndes på den udgående fogedforretning og her udsættes, indtil skyldner er til stede. Se retsplejelovens § 495, stk. 3. Afbrydelsestidspunktet er tidspunktet for den udgående udlægsforretning, hvis skyldner tilsiges formelt uden ugrundet ophold, også hvis skyldner ikke møder på den senere tilsigelse, hvis sagen herefter straks overgår til politifremstilling

Politifremstilling

Politifremstilling skal kun anvendes, hvor en udgående udlægsforretning ikke kan gennemføres på skyldners bopæl, hvor skyldner ikke har en kendt bopæl, eller hvor andre tvingende forhold gør det nødvendigt at politifremstille skyldner for at sikre, at der sker afbrydelse af forældelsen af fordringen.

Se også SKM2009.571.HR hvor der blev foretaget udlæg på skyldners sidst kendte adresse.

De formelle krav til tilsigelsen, der kan danne baggrund for en politifremstilling, fremgår af SKM2008.123.SKAT.

Hvis det anses for overvejende sandsynligt, at der ikke under udlægsforretningen kan opnås hel eller delvis dækning for restancen, bør der ikke ske politifremstilling. Se retsplejelovens § 495, stk. 3.

Det samme gælder, hvis fremstilling ved politiets foranstaltning ikke vil stå i rimeligt forhold til gældens størrelse.

Anvendelse af politifremstilling skal begrænses, men bestemmelsen er ikke til hinder for, at restanceinddrivelsesmyndigheden anvender politifremstilling, selvom formålet kun er at afbryde forældelse af en fordring. 

Hvis restanceinddrivelsesmyndigheden ikke kunne anvende politifremstilling i denne situation, ville skyldner kunne hindre udlægsforretningens gennemførelse ved ikke at møde på tilsigelse og dermed hindre restanceinddrivelsesmyndigheden i at afbryde forældelsen.

Det lægges til grund, at restanceinddrivelsesmyndigheden har en legitim og nødvendig interesse i at kunne afbryde forældelsen af en fordring, og Gældsstyrelsen derfor kan iværksætte politifremstilling, også når det kun sker for at afbryde forældelse efter forældelseslovens § 18, stk. 2.

Anmodning til fogedretten om arrest og andre retsskridt

Forældelse afbrydes ved:

• Indgivelse af anmodning om arrest, når arresten følges op af justifikationssag, medmindre skyldnere har givet afkald herpå. Se forældelseslovens § 18, stk. 3, nr. 1
• Ved fremsættelse af krav for fogedretten om andel i et auktionsprovenu. Se forældelseslovens § 18, stk. 3, nr. 2.

Disse retsskridt afbryder forældelsen på samme måde som indgivelse af udlægsbegæring.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse	Afgørelsen i stikord	Kommentarer
Højesteret
SKM2009.571.HR	Udlægsforretning hos skyldner, som hverken havde bopæl eller kendt opholdssted, blev foretaget på skyldners sidst kendte adresse. Udlæg blev, uden at skyldner var til stede, foretaget i falden arv.
UfR 2000.1504 HR	Udlægsforretninger foretaget af pantefogeder afbryder forældelsen. For pantefogedudlæg er afbrydelsestidspunktet selve foretagelsen af udlægsforretningen.
Landsretten
SKM2016.310.ØLR	Sagen drejer sig om, hvorvidt et udlæg foretaget af restanceinddrivelsesmyndigheden kunne anses for fortsat uden ugrundet ophold. Fogedretten udtalte, at udlægsforretningen måtte anses for fortsat uden ugrundet ophold med den virkning, at forældelsen måtte anses for afbrudt på tidspunktet for den udgående udlægsforretning den 14. januar 2015, jf. forældelseslovens § 18, stk. 2, jf. stk. 1. Der blev herved blandt andet lagt vægt på, at der umiddelbart efter den udgående udlægsforretning blev taget skridt til stævningsmandsforkyndelse, og at forkyndelsen alene beroede på skyldners modvilje til at lade indkaldelse forkynde for sig. Den omstændighed, at politiforkyndelse først fandt sted den 14. september 2015, kunne ikke i sig selv føre til et andet resultat. Østre Landsret var enig i fogedrettens resultat og begrundelsen herfor og stadfæstede derfor fogedrettens kendelse.
SKM2016.100.VLR	Sagen angik bl.a., hvorvidt et konfiskationskrav fra 2001 var forældet. A gjorde særligt gældende, at SKAT ikke havde opnået et udlæg for konfiskationskravet inden udløbet af den dagældende 10 års-frist i straffelovens § 97 a. Landsretten fandt, at værdikonfiskationskravet ikke var forældet, idet forældelsen var afbrudt ved indgivelse af en på fordringen støttet konkursbegæring i juni 2011. En lovændring af straffelovens § 97 a i 2013 medførte, at konfiskationskrav, der ikke allerede var forældet, overgik til forældelseslovens 10-årige forældelse. Da konkursen ophørte i marts 2014, havde SKAT foretaget et udlæg inden et år efter ophøret, jf. forældelseslovens § 20, stk. 4, hvorefter SKATs konfiskationskrav ikke var forældet på tidspunkt for den forgæves udlægsforretning den 9. september 2014.
UfR 2009.1671 ØLR	Kreditors anmodning om fogedforretning til afbrydelse af forældelsen i fredningsperioden i forbindelse med insolvenserklæring skal fremmes.
Byretten
►SKM2022.510.BR◄	►Sagen angik, om skatteyderens gæld til inddrivelse var retskraftig på tidspunktet for Gældsstyrelsens afgørelse. Det var i sagen omtvistet, om skattemyndighedernes foretagelse af udlæg i henholdsvis 2007 og 2010 samt afgørelse om lønindeholdelse i 2012 havde været forældelsesafbrydende for de deraf omfattede fordringer.  For udlægsforretningen i 2007 fandt retten under de foreliggende omstændigheder, at det var bevist ved SKATs interne notat om udlægsforretningen, at der havde fundet en udlægsforretning sted, og at fordringerne omfattet heraf derfor ikke var forældede.  For så vidt angik udlægsforretningen i 2010 fandt retten under de foreliggende omstændigheder, at forretningen var lovligt gennemført, ligesom at skatteyderen ikke havde lovligt forfald på en sådan måde, at udlægsforretningen ikke kunne gennemføres udgående. Retten fandt herefter, at udlægsforretningen havde haft forældelsesafbrydende virkning på de omfattede fordringer. Retten fandt også, at betingelserne for at foretage lønindeholdelse var til stede ved SKATS afgørelse herom i 2012, og at fordringerne omfattet heraf derfor ikke var forældede.  Under hovedforhandlingen gjorde skatteyderen supplerende gældende, at han ikke havde ansøgt om henstand, og at forældelsen herefter ikke var blevet afbrudt ved afgørelserne herom. Retten fandt hertil, at dette anbringende ikke kunne tages under påkendelse under sagen henset til reglerne om nova.  Skatteministeriet blev herefter frifundet. ◄
Landsskatteretten
SKM2018.63.LSR	Forældelsesfristen var afbrudt ved udlæg af hhv. 29/10 2009 og 22/3 2012. På udlægsbladene var gælden benævnt med navn og beløb. Landsskatteretten fandt, at den fremlagte dokumentation på tilstrækkelig vis dokumenterer, at der blev foretaget udlæg for klagerens gæld til det offentlige vedrørende bl.a. restskat, B-skat, AM-bidrag, underholdsbidrag, parkeringsafgift og moms, og udtalte, at det forhold, at gælden ikke var specificeret med angivelse af en periode, ikke i det konkrete tilfælde kan føre til andet resultat.
SKM-meddelelser
SKM2008.201.SKAT	Præcisering af, hvornår en udlægsforretning har afbrudt forældelsen.
SKM2008.123.SKAT	Præcisering af, hvornår der kan ske politifremstilling af restanter.