åben Vis afgørelser, domme, kendelser og meddelelser mv. til "C.D.8.8.3.1.1 Indkomst fra rederivirksomhed mellem forskellige destinationer" udsendt efter offentliggørelsen af denne version af vejledningen.

Regel

Indkomst omfattet af tonnageskatteloven er indkomst ved erhvervsmæssig transport af passagerer eller gods mellem forskellige destinationer, når transporterne udføres med egne eller lejede skibe. Se TSL § 6, stk. 1 og 2.

Ligeledes har operatørselskaber mulighed for at anvende tonnageskatteordningen. Se afsnit C.D.8.8.7 om operatørselskaber.

Se også

Se også afsnit C.D.8.8.3.1.2, C.D.8.8.3.1.3 og C.D.8.8.3.1.4 om andre former for indkomst, der kan omfattes af ordningen. 

Forskellige destinationer

I en anmodning om bindende svar, der blev forelagt Skatterådet, blev sejlads af montører fra en dansk havn til en vindmøllepark i svensk farvand anset som omfattet af tonnageskatteordningen, idet betingelsen om, at den skal foregå mellem forskellige destinationer var opfyldt. Se SKM2007.774.SR. Se også SKM2017.346.SR. Dog nåede Landsskatteretten i SKM2020.10.LSR frem til, at en på forhånd aftalt position til søs kunne anses for en destination efter TSL § 6, stk. 1. Denne afgørelse er af Skatteministeriet indbragt for domstolene.

Erhvervsmæssig rederidrift - ikke transport af egne varer

Det er en betingelse for at kunne omfattes af ordningen, at der er tale om erhvervsmæssig virksomhed med rederidrift. Denne betingelse er efter Skattestyrelsens opfattelse ikke opfyldt, hvis der transporteres egne varer. Se SKM2010.635.SR.

EU-tilskud 

EU-tilskud kan ikke anses for indkomst i forbindelse med erhvervsmæssig virksomhed med transport af passagerer eller gods eller indkomster i nær tilknytning hertil efter TSL §§ 6 og 10. Se SKM2022.28.LSR.

Se også:

  • afsnit C.D.8.8.3.2 Indkomst af former for virksomhed, der ikke kan omfattes af ordningen.
  • afsnit C.D.8.8.3.3 Hvilke skibe er omfattet af ordningen? I afsnittes beskrives blandt andet betingelserne om, at skibene skal have har en bruttotonnage på 20 tons eller derover, og at skibene strategisk og forretningsmæssigt skal drives fra en eller flere stater, der er medlem af EU eller EØS. Bestemmelsen var tidligere begrænset til drift fra Danmark, men ved lov nr. 1582 af 27. december 2019 blev den udvidet til medlemsstater af EU/EØS. Udvidelsen har virkning for indkomstår, der påbegyndes den 1. januar 2020 eller senere. Desuden beskrives det, hvilke skibe, der ikke kan omfattes af ordningen.
  • afsnit C.D.8.8.3.4 I afsnittet beskrives reglerne for skibe ejet af rederiet, skibe, som lejes uden besætning (bareboat-charter) og for skibe, som lejes med besætning (time-charter).
  • afsnit C.D.8.8.3.5 Krav om registrering i en stat, der er medlem af EU/EØS - Flagreglerne. I afsnittet beskrives betingelsen i TSL § 6 a, stk. 1, om skibenes registrering i et EU-land. Hvis betingelsen ikke opfyldes, kan man stadig omfattes af tonnageskatteordningen. Dog kan der blive tale om yderligere beskatning efter reglerne i TSL § 6 b. I afsnit C.D.8.8.3.5 beskrives også kravene til flagfordeling.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsskatteretten

SKM2022.28.LSR

Sagen angik beskatningen af EU-tilskud modtaget af et selskab, der drev rederivirksomhed. Henset til, at al indkomst som udgangspunkt er skattepligtig, fandt Landsskatteretten, at den omhandlede støtte i form af EU-tilskuddene var skattepligtig i henhold til statsskattelovens § 4. Landsskatteretten fandt herved, at TEU artikel 4, stk. 3, ikke havde som konsekvens, at selskabet ikke skulle beskattes af EU-tilskuddene. Herefter fandt Landsskatteretten, at EU-tilskuddene ikke kunne beskattes efter tonnageskattelovens regler, idet EU-tilskuddene blev givet til selskabet som et led i en grøn omstilling, som ikke er omfattet af tonnageskattelovens område. EU-tilskuddene kunne således ikke anses for indkomster i forbindelse med erhvervsmæssig virksomhed med transport af passagerer eller gods eller indkomster i nær tilknytning hertil, jf. TSL §§ 6 og 10. For så vidt angik periodisering af de modtagne EU-tilskud, fandt Landsskatteretten, at selskabet skulle beskattes af EU-tilskuddene i de indkomstår, hvor tilskuddene var blevet udbetalt, idet selskabet havde erhvervet ret til EU-tilskuddene på udbetalingstidspunkterne.

SKM2020.10.LSR

Sagen drejede sig om fortolkningen af TSL § 6, stk. 1, herunder særligt hvad der skal forstås ved "destinationer". Landsskatteretten fandt, at selskabets aktivitet med transport af gods til selskabets kunde til en på forhånd aftalt position til søs var omfattet af TSL § 6, stk. 1.

Denne afgørelse er indbragt for domstolene.

Skatterådet

SKM2017.346.SR

Det er et krav, at transporten skal ske mellem forskellige destinationer for at kunne omfattes af tonnageskatteloven.

SKM2010.635.SR

Transport af egne varer ikke omfattet af ordningen.

SKM2007.774.SR

Sejlads med passager mellem havn og vindmøllepark omfattet af ordningen.