Dato for udgivelse
15 Feb 2022 14:44
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
19 Jan 2022 14:34
SKM-nummer
SKM2022.76.BR
Myndighed
Byret
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Sagsnummer
99-5626/2021
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Straf
Overemner-emner
Straf
Emneord
Straf, bøde, dokumentation
Resumé

Aktieselskabet var tiltalt for groft uagtsomt at have undladt at indsende fyldestgørende dokumentation for prisfastsættelse af kontrollerede transaktioner for indkomstårene 2013-2016 til told- og skatteforvaltningen inden udløbet af fristen på 60 dage som fastsat af told- og skatteforvaltningen ved brev af den 14. december 2017. Da dokumentationen blev fremsendt, gav det ikke anledning til skattemæssige forhøjelser.

Aktieselskabet tilstod.

Byretten fandt selskabet skyldig i tiltalen. Den henviste til, at det følger af forarbejderne til dagældende skattekontrollovens § 3 B, stk. 5, blandt andet, at formålet med bestemmelsen er at sikre en korrekt prisfastsættelse og dermed korrekt opgørelse af den skattepligtige indkomst ved koncerninterne transaktioner på tværs af landegrænserne (transfer pricing). Dokumentationen for transfer pricing skal udarbejdes løbende.

I forarbejderne til lovændringen i 2012 blev der anvist præcise retningslinjer for straffastsættelsen, og det fremgår blandt andet, at bødeudmålingen skal afspejle, at det ikke skal kunne betale sig for virksomhederne at undlade den løbende udarbejdelse af dokumentation, at minimumsomkostningerne til udarbejdelse af dokumentation for transfer pricing skønnes årligt at udgøre 125.000 kr., at den omkostningsbestemte bøde skal nedsættes fra et grundbeløb på 250.000 kr. til 125.000 kr., hvis der efter 60 dages fristens udløb fremkommer egnet dokumentation, og at der skal beregnes en bøde for hvert af de indkomstår, hvor der ikke indgives fyldestgørende dokumentation. Efter en samlet vurdering fandt retten, at der skal beregnes en bøde for hvert indkomstår, 125.000 kr. for hvert af indkomstårene 2013 - 2016, hvorefter den samlede bøde fastsattes til 500.000 kr.

Reference(r)

Skattekontrollovens § 84, nr. 5, jf. § 39, stk. 3, jf. stk. 1, jf .dagældende skattekontrollovs§ 17, stk. 3, jf. § 3 B, stk. 5, jf. § 2, stk. 4, i bekendtgørelse nr. 1297 af 31. oktober 2018 om dokumentation af prisfastsættelsen af kontrollerede transaktioner, jf. dagældende § 2, stk. 4, i bekendtgørelser nr. 42 af 24. januar 2006 og bekendtgørelse nr. 401 af 28. april 2016, jf. skattekontrollovens § 85, jf. dagældende § 18

Henvisning

Den juridiske vejledning afsnit A.C.3.5.3.6

Parter

Anklagemyndigheden

mod

T1

cvr-nummer ...11

Anklageskriftet er modtaget den 9. september 2021.

T1 er tiltalt for

overtrædelse af skattekontrollovens § 84 nr. 5, jf. § 39 stk. 3, jf. stk. 1, jf. § 85, (dagældende skattekontrollovs § 17, stk. 3, jf. § 3 B, stk. 5, jf. § 18), ved for indkomstårene 2013-2016 at have undladt inden udløbet af den af SKAT i brev af 14. december 2017 fastsatte frist på 60 dage, at indsende fyldestgørende dokumentation for prisfastsættelse af kontrollerende transaktioner, som fastsat ved bekendtgørelse nr. 1297 af 31. oktober 2018 § 2, stk. 4, (dagældende § 2, stk. 4 i henholdsvis bekendtgørelse nr. 42 af 21. januar 2006 samt bekendtgørelse nr. 401 af 28. april 2016 om dokumentation for prisfastsættelse af kontrollerende transaktioner).

Påstande

Anklagemyndigheden har påstået tiltalte straffet med en bøde på 500.000 kr.

Tiltalte har erkendt sig skyldig.

Sagens oplysninger

Sagen er indbragt for retten med henblik på fastsættelse af et bødeniveau og parterne har erklæret sig indforstået med, at sagen behandles på det foreliggende skriftlige grundlag.

Parternes argumenter

Anklagemyndigheden har vedrørende straffastsættelsen anført blandt andet følgende:

"Det er anklagemyndighedens opfattelse, at bødestraf for overtrædelse af skattekontrollovens § 84, nr. 5, jf. § 39 stk. 3, jf. stk. 1, jf. § 85 (dagældende skattekontrollovs § 17, stk. 3, jf. § 3 B, stk. 5, jf. § 18), vedrørende manglende eller for sen transfer pricing dokumentation til Skattestyrelsen, som udgangspunkt bør udmåles i overensstemmelse med lovbemærkningerne til dagældende skattekontrollovs § 17, stk. 3. Det vil sige, at der med henvisning til lovbemærkninger lægges op til, at der udmåles en bødestraf for hvert indkomstår, hvor virksomheden har undladt af indgive eller indgivet en mangelfuld transfer pricing dokumentation indenfor 60-dages fristen. Dette uagtet, at Skattestyrelsen har anmodet om transfer pricing dokumentationer for flere indkomstår ad gangen og først efter fem år, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5.

Anklagemyndigheden kan som begrundelse anføre følgende:

-                          Det fremgår af lovbemærkningerne til dagældende skattekontrollovens § 3B og § 17, stk. 3, at der ved bødeudmålingen lægges op til, at bødestraffen som udgangspunkt skal tage afsæt i de faktiske minimumsudgifter til fx rådgivning og revisorerklæring mv., der må forventes at foreligge ifm. udarbejdelse en fyldestgørende transfer pricing dokumentation. Disse omkostninger er skønsmæssigt fastsat til 125.000 kr. for hvert indkomstår. For at få virksomhederne til at efterleve regler og undlade at spekulere i, om de af Skattestyrelsen udvælges til kontrol mv. lægges der op til, at bødestraffen udgør 2 gange minimumsudgifterne, dvs. 250.000 kr.

Eftersom kontrollerede virksomheder skal handle og agere på markedsvilkår fsva. deres kontrollerede transaktioner, jf. ligningslovens § 2, stilles der også krav om, at de kontrollerede virksomheder løbende indsamler og opbevarer dokumentation mv., der efterfølgende kan godtgøre at priser og vilkår har været på markedsvilkår, og virksomheden løbende kan justere, såfremt dette ikke er tilfældet. Det er blandt andet dette arbejde, der indgår i de anslåede minimumsudgifter på 125.000 kr., der forventes at blive afholdt af den enkelte virksomhed hvert indkomstår, uanset om virksomheden udtages til kontrol af Skattestyrelsen.

Såfremt der skabes en retspraksis, hvor der ikke gives en bøde for hvert indkomstår, hvis reglerne overtrædes, vil dette muligvis resultere i, at virksomhederne kan opnå en betydelig økonomisk fordel ved først af indsamle og udarbejde de anmodede transfer pricing dokumentationer, når skattemyndighederne kræver dem. På denne måde vil virksomheder, der indgiver fyldestgørende transfer pricing dokumentationer efter 60dages fristens udløb, kunne slippe med en bøde svarende til omkring halvdelen af de årlige minimumsudgifter, hvilket ikke har været lovgivers intention ifm. lovændringen i 2012.

-                          Det kan konstateres, at der foreligger en landsretsafgørelse (SKM2017.227.ØLR), hvori retten efter en konkret vurdering af den pågældende sag har fastslået, at bødestørrelsen skulle halveres, særligt med henvisning til, at virksomheden havde samarbejdet med skattemyndighederne. Landsretten fandt endvidere, at man skulle anse det som en overtrædelse vedr. fire indkomstår, og ikke en overtrædelse fsva. hvert indkomstår, og fandt derfor bøden uforholdsmæssig høj.

Det skal heroverfor anføres, at landsretten anerkender, at der som udgangspunkt skal beregnes en bøde på 125.000 kr. for hvert indkomstår, hvor der ikke er indgivet fyldestgørende transfer pricing dokumentation indenfor 60-dages fristen. Landsretten åbner imidlertid op for, at der kan ske nedsættelse af bødestørrelsen, hvis skattemyndighederne i deres brev eller henvendelse ikke har gjort det klart, hvilke konkrete indkomstår, der anmodes om dokumentation for og hvad baggrunden herfor er, hvilket bl.a. synes at have været tilfældet i den konkrete sagen.

I tre efterfølgende byretsafgørelser (SKM2018.584.BR, SKM2019.272.BR og SKM2020.342.BR) er der konkret henvist til lovbemærkningerne til dagældende skattekontrollovens § 17, stk. 3, og på dette grundlag udmålt bødestraffe for hvert indkomstår, hvor den tiltalte virksomhed har indgivet den fyldestgørende transfer pricing dokumentation efter 60-dages fristens udløb.

Det er på ovenstående grundlag Anklagemyndighedens holdning, at der som altovervejende udgangspunkt skal beregnes en bødestraf for hvert indkomstår, og dermed foretages fuldstændig bødekumulation, i de tilfælde, hvor tiltalte indgiver fyldestgørende transfer pricing dokumentationer for flere tidligere indkomstår, efter 60-dages fristens udløb. Dette anses at være i overensstemmelse med lovbemærkningerne til dagældende skattekontrollovens § 3 B og § 17, stk. 3.

Det er ligeledes Anklagemyndighedens holdning, at der i henhold til retspraksis som udgangspunkt skal ske fuldstændig bødekumulation, og beregnes bøde på 125.000 kr. for hvert indkomstår, hvis virksomheden efterfølgende retter op på fejlen. Det kan ikke udelukkes, at der i helt særlige tilfælde vil kunne ske nedsættelse af bøden, særligt såfremt der er tale om visse formalitets fejl mv. (fx ift. anmodet indkomstår) og hvor fejlen udelukkende kan tilskrives skattemyndighederne.

Eftersom Skattestyrelsen har udtrykt et indgående ønske om, at nærværende bødesag skal forelægges for retten med henblik på at fastlægge en bødepraksis (prøvesag) vedr. dette retsområde, og tiltalte hele tiden har erklæret sig villig til at betale bøden udenretligt, er det Anklagemyndighedens holdning, at det vil være rimeligt, såfremt der i et vist omfang blev foretaget en forholdsmæssig deling af sagsomkostningerne, således tiltalte ikke skal betale for de sagsomkostninger, der er været forbundet med indbringelse af sagen for retten. Anklagemyndigheden har ingen bemærkninger til det beløbsmæssige."

Tiltalte har erklæret sig indforstået med at modtage en bøde på 500.000 kr., og har ikke haft yderligere bemærkninger, idet der er anmodet om, at der ved omkostningsfastsættelsen tages hensyn til, at det er Skattestyrelsen, der har ønsket sagen forelagt retten og ikke har været indstillet på, at den blev afgjort administrativt.

Retsgrundlaget

Af den for sagen relevante og dagældende skattekontrollovs § 3 B, stk. 5, fremgår:

"Stk. 5. De selvangivelsespligtige skal udfærdige og opbevare skriftlig dokumentation for, hvorledes priser og vilkår er fastsat for de kontrollerede transaktioner, jf. dog stk. 6. Den skriftlige dokumentation skal på told- og skatteforvaltningens begæring forelægges denne og skal være af en sådan art, at den kan danne grundlag for en vurdering af, om priser og vilkår er fastsat i overensstemmelse med, hvad der kunne vare opnået, hvis transaktionerne var afsluttet mellem uafhængige parter. Skriftlig dokumentation i form af databaseundersøgelser skal alene udarbejdes, såfremt told- og skatteforvaltningen anmoder herom, og med en frist på minimum 60 dage. Der skal ikke udarbejdes skriftlig dokumentation for kontrollerede transaktioner, der i omfang og hyppighed er uvæsentlige. Told -og skatteforvaltningen fastsætter regler for indholdet af den skriftlige dokumentation. De fastsatte regler skal godkendes af Skatterådet."

Det følger af § 2, stk. 4, i dagældende bekendtgørelse nr. 42 af 24. januar 2006 om dokumentation af prisfastsættelsen af kontrollerede transaktioner, at transfer pricing dokumentationen på begæring skal indsendes til told- og skatteforvaltningen inden 60 dage.

Det fremgår af den for sagen relevante og dagældende skattekontrollovs § 17, stk. 3 og 4:

"Stk. 3. Med bøde straffes den, der forsætligt eller af grov uagtsomhed undlader rettidigt at indsende den skriftlige dokumentation, som der er pligt til at udarbejde efter § 3 B, stk. 5 og 6 eller indhente revisorerklæring efter § 3 B, stk. 8.

Stk. 4. Ved udmåling af bødestraf i henhold til stk. 1-3 skal der tages hensyn til den økonomiske fordel af overtrædelsen. Det skal anses for en skærpende omstændighed, at overtrædelsen er begået som led i systematisk overtrædelse af skattelovgivningen."

I den for sagen relevante og dagældende skattekontrollovs § 18 er anført:

"§ 18. Der kan pålægges selskaber juridiske personer strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel."

Bestemmelsen i skattekontrollovens§ 3 B, stk. 5 (da § 3 B, stk. 4), blev indført ved lov nr. 131 af 25. februar 1998 om ændring af skattekontrolloven og skattestyrelsesloven. I de almindelige bemærkninger til lovforslaget (lovforslag nr. 84 af 14. november 1997 om ændring af skattekontrolloven og skattestyrelsesloven) er anført bl.a.:

"Formålet med lovforslaget er at øge skattemyndighedernes mulighed for at sikre korrekt prisfastsættelse og dermed korrekt opgørelse af den skattepligtige indkomst ved koncerninterne transaktioner på tværs af landegrænserne (transfer pricing).

Der foreslås en udvidet selvangivelsespligt samt en pligt til at udfærdige og opbevare skriftlig dokumentation for priser og vilkår for koncerninterne transaktioner.

Lovforslaget indebærer, at skattepligtige, der er interesseforbundne med selskaber, personer m.v. i udlandet, i selvangivelsen skal afgive oplysninger om art og omfang af de handelsmæssige eller økonomiske transaktioner med disse (kontrollerede transaktioner). Der vil alene blive tale om summariske oplysninger. Der vil efter indstilling fra Ligningsrådet blive udarbejdet særlige oplysnings felter til selvangivelserne, hvor disse oplysninger skal angives.

Endvidere skal der ved kontrollerede transaktioner udarbejdes dokumentation for, hvorledes priser og vilkår er fastsat. Den skriftlige dokumentation skal være af en sådan art, at den kan danne grundlag for en vurdering af, om priser og vilkår er fastsat i overensstemmelse med, hvad der kunne være opnået, hvis transaktionerne var afsluttet mellem uafhængige parter. Minimum er, at virksomheden redegør for, hvorledes priser og vilkår for kontrollerede transaktioner rent faktisk er fastsat. ..."

Ved lov nr. 408 af 1. juni 2005 om ændring af skattekontrolloven, skattestyrelsesloven, ligningsloven og tonnageskatteloven blev der bl.a. indført regler om bødestraf for undladelse af at opfylde pligten til at udarbejde skriftlig dokumentation for kontrollerede transaktioner. Om formålet med lovforslaget, dokumentationspligten og bødestraf anføres det i de almindelige bemærkninger (lovforslag nr. 120 af 2. marts 2005 til ændring af skattekontrolloven, skattestyrelsesloven, ligningsloven og tonnageskatteloven) bl.a.:

"1. Lovforslagets formål

Regeringen mener, at alle private såvel som selskaber skal betale den skat, de er forpligtet til i Danmark, hverken mere eller mindre. Set i lyset af den stigende internationalisering vokser muligheden for at flytte overskud fra Danmark til (lavere) beskatning i andre lande gennem fejlagtige interne afregningspriser transfer pricing.

Regeringen har siden sin tiltrædelse i 2001 løbende gennemført en række initiativer for at sikre korrekt anvendelse af interne afregningspriser og dermed en korrekt skattebetaling i Danmark. Med lovforslaget fortsætter regeringen konsekvent denne linie.

Lovforslaget har for det første til formål at sikre, at reglerne om oplysnings og dokumentationspligt vedrørende koncerninterne transaktioner (transfer pricing) er i overensstemmelse med EU retten. Dette søges opfyldt ved at udvide reglernes anvendelsesområde, således at oplysnings- og dokumentationspligten tillige kommer til at gælde for indenlandske transaktioner. I lyset af denne udvidelse foreslås to undtagelser. Det foreslås således, at mindre virksomheder alene skal udarbejde dokumentation for visse grænseoverskridende transaktioner, og at tonnage beskattede selskaber m.v. undtages fra oplysnings- og dokumentationspligten i forhold til visse grænseoverskridende kontrollerede transaktioner.

Formålet er for det andet at indføre et yderligere incitament for virksomhederne til at udarbejde transfer pricing dokumentation for, hvorledes priser og vilkår for de kontrollerede transaktioner er fastsat. Dette foreslås udmontet ved indførelse af bøder for manglende eller mangelfuld dokumentation.

For det tredje har lovforslaget til formål at højne kvaliteten af den dokumentation, der skal udarbejdes. Dette foreslås sikret gennem fastsættelse af nye regler, der lægger fastere rammer for indholdet af den skriftlige dokumentation. Med baggrund i en proportionalitetsbetragtning foreslås dog lovfastsat, at databaseundersøgelser alene skal udarbejdes, såfremt skattemyndighederne (told -og skatteforvaltningen) udtrykkeligt beder herom. Endvidere lovfastsættes det, at der ikke skal udarbejdes dokumentation for kontrollerede transaktioner, der i omfang og hyppighed er uvæsentlige.

Formålet er for det fjerde at sikre, at der ikke kan spekuleres i at vente med at udarbejde dokumentationen for i forbindelse med en eventuel klage. Ved at vente kan udgifterne til dokumentationen efter gældende regler blive dækket efter reglerne om omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig erklæringer og andet bevismateriale.

2. Gældende regler

Dokumentationspligten indebærer, at den skattepligtige skal udarbejde og opbevare skriftlig dokumentation for, hvorledes priser og vilkår er fastsat. Den skriftlige dokumentation skal være af en sådan art, at den kan danne grundlag for en vurdering af, om priser og vilkår er fastsat i overensstemmelse med, hvad der kunne være opnået, hvis transaktionerne var afsluttet mellem uafhængige parter.

Dokumentationen skal alene forelægges skattemyndighederne (told- og skatteforvaltningen) pa begæring. Tidsmæssigt skal dokumentationen foreligge, således at den kan udleveres, hvis skattemyndighederne (told - og skatteforvaltningen) straks efter indsendelse af selvangivelsen beder herom. Reglerne i skattekontrollovens§ 6 om pligt til indsendelse af materiale, der kan have betydning for skatteligningen, finder anvendelse på transfer pricing dokumentation. Den skattepligtige har

dermed principielt en pligt til at indsende eller udlevere dokumentationen, når skattemyndighederne (told -og skatteforvaltningen) beder om at få dokumentationen forelagt.

Dokumentationen indgår i dag som et yderligere udvælgelsesredskab i forhold til sager, hvor der er anledning til at efterprøve, om der sker flytning af skattegrundlag og i særdeleshed ved gennemførelsen af revisionen af de udvalgte sager.

3. Baggrunden og lovforslagets indhold

3.2. Bøder

Bødestraf vil f.eks. kunne komme på tale, hvis der overhovedet ikke foreligger nogen dokumentation. Det samme gælder, hvis der godt nok foreligger en vis dokumentation, men denne har en sådan karakter, at der reelt ikke foreligger en dokumentation.

Bødeniveauet forestilles fastlagt ud fra følgende princip: At der ved manglende eller mangelfuld opfyldelse af dokumentationspligten skal betales en minimumsbøde svarende til to gange de sparede omkostninger ved ikke i før ste omgang at have udarbejdet dokumentationen eller den fulde dokumentation. Rettes der op her pa og den manglende dokumentation udarbejdes og i den fornødne kvalitet nedsættes bøden til det halve, dvs. en gang de sparede omkostninger. Hvis der yderligere bliver tale om en forhøjelse af indkomsten, som følge af, at armslængdeprincippet ikke er opfyldt, forhøjes minimumsbøden med et beløb svarende til 10 pct. af indkomstforhøjelsen. Den endelige etablering afbødepraksis vil ske gennem told- og skatteforvaltningens administration af bødereglen, herunder f.eks. med mulighed for at overveje, om der eventuelt bør være en minimumsgrænse for indkomstforhøjelser, der vil udløse en forhøjelse af minimumsbøden. Det skal bemærkes, at det i sidste ende vil være op til domstolene at fastlægge bødeniveauet."

Ved lov nr. 591 af 18. juni 2012 fik § 17, stk. 3, den ordlyd, som var gældende indtil lovændringen, jf. lov nr. 1535 af 19. december 2017, og § 17, stk. 4, blev indsat i loven. Bestemmelsen i § 17, stk. 4, trådte i kraft den 1. juli 2012, mens den ændrede ordlyd af § 17, stk. 3, trådte i kraft den 1. januar 2013. I lovforslagets almindelige bemærkninger (lovforslag nr. 173 af 25. april 2012) er anført bl.a.:

"3.3. Bøder

3.3.1 Gældende ret

Efter skattekontrollovens § 17, stk. 3, straffes den, der forsætligt eller af grov uagtsomhed undlader at opfylde pligten til at udarbejde skriftlig dokumentation efter § 3 B, stk. 5 og 6, se afsnit 3.2.1. om kravene til dokumentation. Det strafbare forhold er både manglende og mangelfuld dokumentation ... De nærmere krav til udarbejdelse af dokumentationen er fastsat i dokumentationsbekendtgørelsen, bkg. nr. 42 af 24. januar 2006, og i bekendtgørelsen er der ligeledes fastsat en frist på 60 dage for indsendelse af materialet efter påkrav. Selvom transfer pricing dokumentationen skal udarbejdes løbende og opbevares i selskabet, så anses den strafbare overtrædelse af § 17, stk. 3, først for fuldbyrdet, når SKAT har fremsat krav om, at selskabet indsender dokumentationen inden for den fastsatte frist, og denne frist ikke overholdes.

… Når det drejer sig om overtrædelser af § 17, stk. 3, fremgår det af bemærkningerne til lovforslag nr. L 120 (Folketinget 2004-05, 2. saml.), som senere blev gennemført ved lov nr. 408 af 1. juni 2005, at bøden skal udgøre to gange de sparede omkostninger ved udarbejdelse af TP-dokumentation med tillæg på 10 pct. af den forhøjede indkomst, som en ansættelsesændring udløser, fordi armslængdeprincippet ikke er opfyldt. Hvis TP-dokumentation af den fornødne kvalitet efterfølgende udarbejdes, kan den omkostningsbestemte del af bøden nedsættes til det halve.

3.3.2 Forslagets indhold

Lovforslagets § 8, nr. 3 og 5 (lovens § 14, stk. 5 og 6, samt§ 17, stk. 4), om udbygning af straffebestemmelserne angiver, at bødeberegningen skal tage udgangspunkt i forskellige objektive kriterier og den mulige skattefordel og giver klar hjemmel til at forhøje den normale bødestraf, når der er tale om skærpede omstændigheder ved overtrædelsen, hvilket f.eks. kan være tilfældet, når der er tale om en række forskellige overtrædelser, der skal bedømmes samtidig, og som samlet vurderet må anses for at være en grovere overtrædelse af skattelovgivningen. Der kan være tale om flere overtrædelser af samme straffebestemmelse, f.eks. hvor samme forhold gør sig gældende i flere indkomstår, men der kan også være tale om overtrædelse af forskellige straffebestemmelser. Desuden kan en gradueret bødestraf anvendes i situationer, hvor straffens præventive formål ikke kan sikres gennem en mindre ordensbøde.

Bøden kan nedsættes, hvis en eller flere af de i straffeloven angivne strafnedsættelsesgrunde foreligger i den konkrete sag. Skærpende omstændigheder, som angivet i straffeloven, vil kunne føre til en forhøjelse af bøden.

Bødeudmålingen skal således ske efter en konkret afvejning af omstændighederne ved overtrædelsen og overtrædelsens grovhed.

Af retssikkerhedsmæssige grunde er det væsentligt, at en administrativ bøde praksis bygger på forholdsvis faste retningslinjer for bødeudmålingen. Dette er sket gennem retspraksis, men det er ligeledes muligt for Folketinget i forbindelse med ny lovgivning at udstikke detaljerede retningslinjer for bødeudmålingen. Domstolene vil under alle omstændigheder skulle tage stilling til praksis for bødeudmålingen i forbindelse med de sager, som skal indbringes for retten, fordi et bødeforelæg ikke bliver vedtaget af den sigtede, ligesom domstolene har en løbende kontrol med den administrative bødepraksis igennem disse sager.

Da der i skattekontrolloven er tale om en meget stor variation af indberetningspligter og indberetningspligtige, fra få til mange indberetninger, og fra mindre til større aktører, vil bøden skulle variere i størrelse for at have en reel præventiv effekt, samtidig med at bødestraffen skal afspejle forholdets grovhed.

Efter skattekontrollovens§ 17, stk. 3. straffes den, der forsætligt eller af grov uagtsomhed undlader at opfylde pligten til at udarbejde skriftlig dokumentation efter § 3 B, stk. 5 og 6.

Det har vist sig, at det kan være særdeles vanskeligt at fastsatte de konkrete omkostninger til udarbejdelse af TP-dokumentation i en situation, hvor virksomheden ikke har udarbejdet dokumentationen. I stedet for et konkret skøn i hver enkelt sag, som vil kunne give anledning til en særskilt tvist om beløbsstørrelsen, vil dokumentationsomkostningen fremover i praksis blive fastsat til et grundbeløb på 250.000 kr.

Baggrunden for beløbet på 250.000 kr. er, at minimumsomkostningerne til udarbejdelse af TP-dokumentation skønnes at være 125 .000 kr., og at bøden skal afspejle, at det ikke skal kunne betale sig at lade være med at udarbejde dokumentationen. Derfor bliver den omkostningsbestemte del af bøden også nedsat til 125.000 kr. i grundbeløb, hvis der senere fremkommer egnet dokumentationsmateriale.

Bødeudmålingen ved overtrædelse af § 17, stk. 3, vil således udgøre et fast beløb på 250.000 kr. med tillæg på 10 pct. af den indkomstforhøjelse, som fremgår af ansættelsesændringen, jf. § 17, stk. 4, hvor bodens størrelse udmåles i forhold til den økonomiske fordel af overtrædelsen. Grundbeløbet kan nedsættes til 125.000 kr., hvis der senere fremkommer dokumentation af den fornødne kvalitet.

Der vil blive beregnet en bøde for hvert indkomstår, hvor der ikke er indgivet fyldestgørende TP-dokumentation."

I lovforslagets bemærkninger til § 17, stk. 3, er anført bl.a.:

"Efter skattekontrollovens§ 17, stk. 3, straffes med bøde den, der forsætligt eller af grov uagtsomhed undlader at opfylde pligten til at udarbejde skriftlig dokumentation efter § 3 B, stk. 5 og 6.

Forslaget går ud på at præcisere, dels at tidspunktet for fuldbyrdelse af overtrædelsen er, når fristen for indsendelse af den skriftlige dokumentation er overskredet, dels at det også gælder virksomhedens undladelse af at indhente en revisorerklæring efter pålæg fra SKAT, når dette sker forsætligt eller af grov uagtsomhed. Med forslaget tydeliggøres det samtidig, at den revisor, som af virksomheden er blevet anmodet om at forestå udarbejdelsen af revisorerklæringen, ikke kan ifalde ansvar efter § 17, stk. 3."

Rettens begrundelse og afgørelse

Ved brev af 14. december 2017 fastsatte SKAT en frist på 60 dage for T1’ indsendelse af fyldestgørende dokumentation for prisfastsættelse af kontrollerede transaktioner for indkomstårene 2013-2016, som fastsat i bekendtgørelse nr. 1297 af 31. oktober 2018 § 2, stk. 4, jf. tidligere samme bestemmelse i bekendtgørelse nr. 42 af 24. januar 2006 og bekendtgørelse nr. 401 af 28. april 2016, jf. skattekontrollovens § 39, stk. 3, jf. stk. 1, jf. tidligere § 3 B, stk. 5.

Det fremgår af det oplyste, at tiltalte har erkendt sig skyldig og har erklæret sig villig til udenretligt at betale en af SKAT administrativt fastsat bøde på 500.000 kr.

Anklagemyndigheden har indbragt sagen for retten på anmodning fra SKAT til brug for fastlæggelse af det administrative bødeniveau, og anklagemyndigheden har erklæret, at sagen kan afgøres på skriftligt grundlag.

T1 har erklæret sig indforstået med, at sagen bliver afgjort på skriftligt grundlag, og er ikke fremkommet med et skriftligt indlæg eller yderligere oplysninger til vurdering af de faktiske omstændigheder i sagen.

Da tiltalte uden forbehold har erkendt sig skyldig lægges det i mangel af andre oplysninger herefter til grund, at tiltalte ved grov uagtsomhed har undladt rettidigt at indsende den skriftlige dokumentation, som der efter dagældende regler i skattekontrolloven var pligt til at udarbejde og indsende til SKAT.

Det følger af forarbejderne til dagældende skattekontrollovens § 3 B, stk. 5, blandt andet, at formålet med bestemmelsen er at sikre en korrekt prisfastsættelse og dermed korrekt opgørelse af den skattepligtige indkomst ved koncerninterne transaktioner på tværs af landegrænserne (transfer pricing). Efter det anførte i forarbejderne skal dokumentation for transfer pricing udarbejdes løbende.

I forarbejderne til lovændringen i 2012 blev der anvist præcise retningslinjer for straffastsættelsen, og det fremgår blandt andet, at bødeudmålingen skal af spejle, at det ikke skal kunne betale sig for virksomhederne at undlade den løbende udarbejdelse af dokumentation, at minimumsomkostningerne til udarbejdelse af dokumentation for transfer pricing skønnes årligt at udgøre 125.000 kr., at den omkostningsbestemte bøde skal nedsættes fra et grundbeløb på 250.000 kr. til 125.000 kr., hvis der efter 60 dages fristens udløb fremkommer egnet dokumentation, og at der skal beregnes en bøde for hvert af de indkomstår, hvor der ikke indgives fyldestgørende dokumentation.

Det må på baggrund af SKAT’s indstilling og anklagemyndighedens bødepåstand efter de foreliggende oplysninger lægges til grund, at T1 efter udløbet af 60 dages fristen er fremkommet med egnet dokumentation, og at denne dokumentation ikke har givet anledning til ændringer i T1’ skatteansættelser.

Der er ikke i øvrigt forelagt retten nærmere oplysninger om SKAT’s anmodning om dokumentation over for T1 eller om baggrunden for selskabets undladelser eller handlinger i relation til udarbejdelse og fremsendelse af denne dokumentation.

Da der på denne baggrund ikke er oplyst om hverken formildende eller skærpende omstændigheder, fastsættes straffen herefter i overensstemmelse med det udgangspunkt, der fremgår af de gengivne forarbejder, til en samlet bøde på 500.000 kr. svarende til 125.000 kr. for hvert af de fire indkomstår.

T1 straffes derfor med en bøde på 500.000 kr., jf. skattekontrollovens § 84, nr. 5, jf. § 39, stk. 3, jf. stk. 1, jf. dagældende skattekontrollovs§ 17, stk. 3, jf. § 3 B, stk. 5, jf. § 2, stk. 4, i bekendtgørelse nr. 1297 af 31. oktober 2018 om dokumentation af prisfastsættelsen af kontrollerede transaktioner, jf. dagældende § 2, stk. 4, i bekendtgørelser nr. 42 af 24. januar 2006 og bekendtgørelse nr. 401 af 28. april 2016, jf. skattekontrollovens § 85, jf. dagældende § 18.

Da T1 har erkendt sig skyldig og udenretligt var villig betale en tilsvarende bøde, skal statskassen betale sagens omkostninger.

Thi kendes for ret:

Tiltalte, T1, skal betale en bøde på 500.000 kr.

Statskassen skal betale sagens omkostninger.