Indhold
Dette afsnit beskriver det afgiftspligtige vareområde, som er omfattet af loven.
Afsnittet indeholder:
- Røgfri tobak
- Nikotinprodukter
- Nikotinholdige væsker
- Råtobak
- Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Røgfri tobak
Det afgiftspligtige vareområde for røgfri tobak er fastsat i FORBRAL § 13 og omfatter enhver form for røgfri tobak, som er lovligt at markedsføre efter lov nr. 1489 af 18. juni 2021 om tobaksvarer m.v.
Ved røgfri tobak forstås produkter, der helt eller delvist indeholder tobak. Ved røgfri tobak vil blandt andet skulle forstås kardusskrå, snus til nasalt brug, tyggetobak og anden røgfri tobak.
Nikotinprodukter
Det afgiftspligtige vareområde for nikotinprodukter er fastsat i FORBRAL § 13 b og omfatter produkter, der ikke er afgiftspligtige efter FORBRAL § 13 eller § 13 a, stk. 1 eller tobaksafgiftsloven.
Ved nikotinprodukter forstås alle produkter, der indeholder nikotin uanset den tiltænkte brug af nikotinproduktet. Den tiltænkte brug af nikotinprodukter vil ikke være afgørende for, om produktet er afgiftspligtigt. Det afgørende er, hvorvidt produktet indeholder nikotin.
Se afsnit E.A.5.4.9.1 Afgiftsfritagelse.
Nikotinholdige væsker
Det afgiftspligtige vareområde for nikotinholdige væsker er fastsat i FORBRAL § 13 a, stk. 1 og omfatter alle nikotinholdige væsker.
Ved nikotinholdige væsker forstås både produkter, der kan forbruges direkte i e-cigaretter, og nikotinholdige væsker, der kan bruges til at fremstille væsker, der kan forbruges i e-cigaretter. Nikotinholdige væsker vil således ikke nødvendigvis være e-væsker. Den tiltænkte brug af væsken, vil ikke ►have betydning◄ for, om væsken er afgiftspligtig. ►Det afgørende vil være, hvorvidt produktet indeholder nikotin◄. Hvis en væske indeholder nikotin, vil den være omfattet af afgiftspligten, uanset om den kan forbruges eller er tiltænkt forbrugt i en e-cigaret, medmindre væsken er fritaget. ►Nikotinholdige væsker, der eksempelvis indgår i en e-cigaret og som ikke kan ryges, men alene har en teknisk funktion, er også omfattet af afgiftspligten. ◄
Se afsnit E.A.5.4.9.1 Afgiftsfritagelse.
Råtobak
Råtobak er ikke omfattet af det afgiftspligtige vareområde. Men indførsel af og handel med råtobak må kun udføres af virksomheder, der er registrerede for fremstilling af tobaksvarer, herunder skrå og snus.
Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKM-meddelelser mv.
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse | Afgørelsen i stikord | Kommentarer |
Skatterådet |
SKM2016.422.SR | Et tobaksprodukt med aluomvikling, som var fremstillet til at blive anvendt i et elektronisk rygeapparat, skulle anses som groftskåret røgtobak. Der blev lagt vægt på, at tobakken kunne ryges uden yderligere industriel forarbejdning. Der skulle betales tobaksafgift af produktet på baggrund af indholdet af tobak i varen. | Varen skal ikke beskattes som anden røgfri tobak. Produktet skal, efter Skattestyrelsens opfattelse, anses som opvarmet tobak omfattet af TOBAKALbek § 3 a, nr. 1. Se bekendtgørelse nr. 956 af 27. juni 2018, der ændrer bekendtgørelse nr. 186 af 26. februar 2013. |