►SEL § 17 A, stk. 3, nr. 10, omfatter ejendomskreditselskaber, der har eller skal have tilladelse efter § 2 i lov om ejendomskreditselskaber.
Ved ejendomskreditselskaber forstås selskaber, som erhvervsmæssigt køber eller sælger pantebreve i fast ejendom, herunder i egen fast ejendom, eller som erhvervsmæssigt yder boligkreditaftaler, jf. § 1, stk. 2, i lov om ejendomskreditselskaber.
Det følger af § 2 i lov om ejendomskreditselskaber, at udøvelse af virksomhed i form af ejendomskredit kræver tilladelse, når disse aktiviteter ikke udøves af pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber, investerings-forvaltningsselskaber og forsikringsselskaber.
Det følger af § 3, stk. 1, nr. 1, i lov om ejendomskreditselskaber, at tilladelse til at udøve virksomhed som ejendomskreditselskab kun kan meddeles til aktie- og anpartsselskaber.
Ejendomskreditselskaber, der er skattemæssigt hjemmehørende i Danmark, er således skattepligtige efter SEL § 1, stk. 1, nr. 1.
Det forhold, at bestemmelsen ud over ejendomskreditselskaber, der har tilladelse, også omfatter ejendomskreditselskaber, der skal have tilladelse, betyder, at et selskab, der driver virksomhed som ejendomskreditselskab, vil være omfattet, også hvis det skulle forekomme, at selskabet har drevet virksomheden uden fornøden tilladelse.◄