►SEL § 17 A, stk. 3, nr. 13, omfatter selskaber, der fra et fast driftssted, jf. SEL § 2, stk. 1, litra a, udøver virksomhed svarende til den virksomhed, der udøves af selskaber omfattet af SEL § 17 A, stk. 3, nr. 1-12.

For så vidt angår virksomhed svarende til de former for virksomhed, der udøves af pengeinstitutter, realkreditinstitutter, investeringsforvaltningsselskaber, forsikringsselskaber, fondsmæglerselskaber, e-pengeinstitutter, betalingsinstitutter og forvaltere af alternative investeringsfonde, er der i de relevante love fastsat regler om, på hvilke betingelser udenlandske virksomheder kan udøve sådanne typer af virksomhed her i landet.

Det følger af disse regler, at udenlandske virksomheder, der er meddelt tilladelse til at udøve finansiel virksomhed i et andet land inden for EU eller i et land, som EU har indgået aftale med på det finansielle område, kan udøve tilsvarende virksomhed her i landet gennem en filial og eventuelt en agent, men at det dog kræver, at Finanstilsynet forinden har modtaget meddelelse herom fra tilsynsmyndighederne i hjemlandet.

Finanstilsynet fører et register over de virksomheder, der har meddelt, at de udøver virksomhed her i landet gennem en filial eller eventuelt en agent.

Udenlandske virksomheder, der er hjemmehørende i lande uden for EU, som EU ikke har indgået aftale med på det finansielle område, vil derimod kun kunne udøve de nævnte former for virksomhed i Danmark efter tilladelse fra Finanstilsynet, og der føres også et register over, hvilke tredjelandsvirksomheder der har fået tilladelse til at udøve virksomhed gennem en filial eller eventuelt en agent her i landet.

De virksomheder, der fremgår af de af Finanstilsynet førte registre, er således omfattet af den forhøjede selskabsskat.

Det bemærkes, at det principielt ikke kan afvises, at der vil kunne forekomme tilfælde, hvor en udenlandsk virksomhed i skatteretlig henseende anses for at have drevet virksomhed i et fast driftssted her i landet, selv om der i relation til den finansielle lovgivning hverken er tale om en filial eller virksomhed gennem en dansk agent.

For så vidt angår ejendomskreditselskaber og forbrugslånsvirksomheder er der tale om virksomhed, der efter den relevante lovgivning kun kan udøves med tilladelse fra Finanstilsynet.

Endeligt bemærkes, at lov om et skibsfinansieringsinstitut gælder specielt for det omfattede institut (Dansk Skibskredit A/S) og dets eventuelle datterselskaber. Udenlandske virksomheder, der i Danmark driver tilsvarende virksomhed, vil være reguleret af reglerne i lov om finansiel virksomhed.◄