Dato for udgivelse
28 jan 2008 15:46
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
19 dec 2007 12:05
SKM-nummer
SKM2008.88.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
2-1-1918-1637
Dokument type
Kendelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Indkomstarter + Indeholdelses- og registreringspligt + Personlig indkomst
Emneord
Skattefri, udbetaling, godtgørelser, forening, medarbejder, lønnet arbejde, ulønnet arbejde, bindende svar
Resumé

Godtgørelser fra en forening til en medarbejder, der både arbejdede lønnet og ulønnet, kunne ikke udbetales skattefrit, da det ikke tydeligt fremgik, at der var tale om to selvstændige hverv, hvor det ene var lønnet og det andet ulønnet.

Reference(r)

Ligningsloven § 7 M

Klagen skyldes, at det i et bindende svar er afgjort, at godtgørelser fra en forening til en medarbejder, der både arbejder lønnet og ulønnet, ikke kan udbetales skattefrit.

Landsskatterettens afgørelse

Skattecenteret har svaret "nej" på spørgsmålet:

"Vil A være berettiget til at udbetale skattefrie godtgørelser i medfør af ligningslovens § 7 M til personer, der yder bistand som led i foreningen skattefrie virksomhed, når der indenfor samme kalenderår, hvor der ydes godtgørelser efter ligningslovens § 7 M, er udbetalt skattepligtige honorarer eller anden aflønning for disse personers varetagelse af andre funktioner indenfor foreningen?"

Landsskatteretten stadfæster besvarelsen.

Sagens oplysninger

A er en idrætsorganisation, der på landsplan varetager interesserne for skiveskydning. Foreningen har cirka 870 skytteforeninger som medlemmer. A er associeret med B, hvilket blandt andet betyder, at B også varetager A's interesser i forhold til en række myndigheder. A modtager en del af de tips- og lottomidler, der tilgår B, og dette udgør foreningens væsentligste indtægtsgrundlag.

Et større antal personer varetager frivillige opgaver for A, for hvilke foreningen udbetaler skattefrie godtgørelser til dækning af de udgifter, som disse personer afholder på foreningen vegne. Der udbetales som udgangspunkt maksimalt godtgørelsesbeløb efter Skatterådets takster i henhold til ligningslovens § 7 M.

A har foruden sin bestyrelse en række aktivitetsudvalg, og de personer, der indgår i disse udvalg, godtgøres normalt med halvdelen af Skatterådets satser for telefon og kontorhold. Til A's bestyrelsesmedlemmer ydes der normalt den fulde sats for skattefri telefongodtgørelse.

I relation til for eksempel aktivitetsudvalgsmedlemmer ydes der i visse tilfælde konkret honoraraflønning for eksempel i forbindelse med, at den pågældende som instruktør eller lignende afholder kurser eller forestår projekter. Det er karakteristisk, at instruktørhvervet intet har at gøre med den pågældendes funktion som udvalgsmedlem, det vil sige at personen blot varetager to helt forskellige opgaver. I tilfælde af sådanne honorarer sker udbetalingen til personen efter beregning og indeholdelse af AM-bidrag og a-skat m.v. Der foretages endvidere godskrivning af feriepenge af honorarerne.

Der er således tale om, at en del personer varetager en række forskelligartede opgaver for A, og at der - afhængig af opgaven - sker separat betaling herfor i form af skattefri godtgørelse i henhold til ligningslovens § 7 M for f.eks. udvalgs- /bestyrelsesarbejder, eller honorar for kursusaktiviteter eller i kombination af både skattefri godtgørelse og honorarer, når medlemmet varetager flere funktioner. Det bemærkes, at betaling af honorarer i disse tilfælde ikke er erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.

Skattecenterets afgørelse

På følgende spørgsmål er svaret "nej":

"Vil A være berettiget til at udbetale skattefrie godtgørelser i medfør af ligningslovens § 7 M til personer, der yder bistand som led i foreningens skattefrie virksomhed, når der indenfor samme kalenderår, hvor der ydes godtgørelser efter ligningslovens § 7 M, er udbetalt skattepligtige honorarer eller anden aflønning for disse personers varetagelse af andre funktioner indenfor foreningen?"

Af ligningsvejledningen fremgår, at foreninger efter ligningslovens § 7 M kan udbetale skattefri godtgørelse til blandt andre ulønnede frivillige medhjælpere, som yder bistand som led i foreningens skattefri virksomhed. Skattefriheden er betinget af, at godtgørelsen udbetales til dækning af udgifter, som modtageren afholder på foreningens vegne samt af, at godtgørelsen ikke overstiger Skatterådets satser.

For så vidt angår lønnede medhjælpere i foreningen vil der typisk være tale om trænere og ledere. Deres vederlag skal behandles efter de almindelige regler for lønindkomst. For ulønnede medhjælpere, er der i bekendtgørelse nr. 1293 af 13. december 2005 fastsat regler om udbetaling af skattefri godtgørelse.

Udbetales godtgørelse med et beløb, der overstiger de i Ligningsvejledningen nævnte satser, bliver alle godtgørelser, der er udbetalt til den pågældende, skattepligtige, jævnfør SKM2001.446.LR, hvorefter personer, som modtager godtgørelse, der overstiger satserne ikke kan anse for ulønnede og dermed ikke er omfattet af reglerne i ligningslovens § 7 M.

Foreningen kan i stedet for udbetaling af godtgørelse efter ovenstående satser vælge at godtgøre udgifterne efter dokumentation ved eksterne bilag. Der kan ikke for et indkomstår skattefrit udbetales godtgørelse samtidig med, at udgifter refunderes efter regning. Dette princip gælder for hver af de anførte udgiftstyper for sig.

Af SKM2001.446.LR fremgår, at udbetales der beløb, som kan anses for vederlag, er personen ikke ulønnet og dermed ikke omfattet af ligningslovens § 7 M.

På denne baggrund anses A ikke indenfor det samme kalenderår at kunne udbetale godtgørelse efter ligningslovens § 7 M samtidig med, at der til samme person udbetales skattepligtige honorarer eller anden aflønning.

Klagerens påstand og argumenter

På følgende spørgsmål er svaret "ja":

"Vil A være berettiget til at udbetale skattefrie godtgørelser i medfør af ligningslovens § 7 M til personer, der yder bistand som led i foreningens skattefrie virksomhed, når der indenfor samme kalenderår, hvor der ydes godtgørelser efter ligningslovens § 7 M, er udbetalt skattepligtige honorarer eller anden aflønning for disse personers varetagelse af andre funktioner indenfor foreningen?"

Der er i det bindende svar fastlagt en forkert fortolkning af ligningslovens § 7 M, idet der er mulighed for at udbetale skattefri godtgørelse til en person, der varetager et ulønnet hverv i en idrætsorganisation eller idrætsforening uanset, at den pågældende varetager andre opgaver for samme organisation eller forening og får løn for dette.

Det afgørende er således, om der er tale om særskilte funktioner, for eksempel som ulønnet bestyrelsesmedlem eller udvalgsmedlem og samtidig som lønnet træner eller instruktør.

Samme forståelse har Told- og Skattestyrelsen lagt til grund i en vejledende udtalelse af 4. juli 2005.

Det tilføjes, at ordlyden af ligningslovens § 7 M ikke udelukker den nævnte fortolkning og at der under alle omstændigheder ikke er en så sikker lovhjemmel, som det må kræves for den pågældende afgørelse, jævnfør princippet i grundlovens § 43.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Godtgørelser, der af en forening udbetales til ulønnede bestyrelsesmedlemmer eller til frivillige, ulønnede medhjælpere, der yder bistand som led i foreningens skattefri virksomhed, er skattefri for modtageren. Skattefriheden er betinget af, at godtgørelsen udbetales til dækning af udgifter, som modtageren afholder på foreningens vegne, samt at godtgørelsen ikke overstiger satser, der fastsættes af Skatterådet. Det fremgår af ligningslovens § 7 M, stk. 1.

A vil ikke kunne udbetale godtgørelser omfattet af ligningslovens § 7 M i tilfælde hvor modtageren samtidig oppebærer løn fra A for andre arbejdsopgaver.

Retten har ved afgørelsen lagt vægt på, at det ikke fremgår tydeligt og dokumenteret af sagens oplysninger, at der er tale om to selvstændige og adskilte hverv, hvor det ene er lønnet og det andet ulønnet.

Retten stadfæster derfor besvarelsen.