Indhold
Dette afsnit beskriver, hvordan en normalbøde beregnes ved overtrædelse af punktafgiftslovgivningen, som omfatter afgiftslove i skatte- og afgiftslovgivningen, men ikke momsloven, lønsumsafgiftsloven, lov om arbejdsmarkedsbidrag og toldloven.
Afsnittet indeholder:
- Bøder ved overtrædelse af punktafgiftslovgivningen - skærpelse fra 2020
- Bøder ved overtrædelse af visse bestemmelser i spiritusafgiftsloven.
Bøder ved overtrædelse af punktafgiftslovgivningen - skærpelse fra 2020
Ved forsætlig unddragelse af punktafgifter (begået før 2020)
- på 30.000 kr. og derunder beregnes bøden efter praksis med ½ gang det unddragne afgiftsbeløb
- over 30.000 kr. og til og med 100.000 kr. beregnes bøden efter praksis med 15.000 kr. + 1 gang den del af det unddragne afgiftsbeløb, som overstiger 30.000 kr.
Ved grov uagtsomhed beregnes bøden efter praksis til halvdelen.
Eksempel 1
En person har før den 1. januar 2020 forsætligt unddraget 80.000 kr. i afgift. Bøden bliver:
15.000 + (80.000 - 30.000 x 1) = 65.000
Eksempel 2
En person har ved grov uagtsomhed før den 1. januar 2020 unddraget 80.000 kr. i afgift. Bøden bliver:
(15.000 + (80.000 - 30.000)) x ½ = 32.500 (afrundes til 30.000)
Se afsnit A.C.3.5.2.5 om nedrunding af bøder.
Bemærk - skærpelse fra 2020
For overtrædelser begået den 1. januar 2020 eller senere hæves bødeniveauet, så det svarer til bødeniveauet i øvrige skatte-, moms, og lønsumsafgiftsstraffesager, men uden at grænsen på 100.000 kr. for frihedsstraf ændres. Se bemærkningerne til lov nr. 1126 af 19. november 2019 om ændring af registreringsafgiftsloven og forskellige andre love (lovforslag L 24 2019-20).
Se afsnit A.C.3.5.2.1 om bødeberegning.
Det er domstolene, der skal fastlægge principperne for udmåling af bøden. Der er derfor anlagt prøvesager for at fastlægge et ensartet bødeniveau, inden Skattestyrelsens straffesagsenheder kan udmåle administrative bøder i sager om overtrædelser af punktafgiftslovgivningen begået 1. januar 2020 eller senere.
Der er indtil videre afsagt endelig dom i SKM2022.340.BR, hvor T blev fundet skyldig i grov uagtsom overtrædelse af emballageafgiftsloven og øl- og vinafgiftsloven. Bøden blev i overensstemmelse med bemærkningerne til lov nr. 1126 af 19. november 2019 fastsat til halvdelen af det unddragne beløb.
Bøder ved overtrædelse af visse bestemmelser i spiritusafgiftsloven
Sager om overtrædelse af spiritusafgiftslovens § 1, stk. 3, (destillation) og § 36, stk. 1, (afdenaturering) karakteriseres i almindelighed som sket med forsæt til afgiftsunddragelse og medfører derfor straf efter spiritusafgiftslovens § 31, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 2.
Straffesagen kan afgøres administrativt ved et bødeforelæg, hvis den forsætlige unddragelse af spiritusafgift ikke overstiger 100.000 kr. Bøden i de omhandlede sager er efter praksis 2 gange afgiften af den fremstillede spiritus (svarende til de bøder, der beregnes i smuglerisager).
Bemærk
Ved beregningen af bøder i sager om overtrædelse af spiritusafgiftslovens regler om destillation og afdenaturering, gælder der
- ingen minimumsgrænse på 5.000 kr. ved forsætlige afgiftsunddragelser, og
- der er ikke noget progressionsknæk i bødeberegningen.
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelser | Afgørelsen i stikord | Yderligere kommentarer |
Byretsdomme |
SKM2022.340.BR | Byretten fandt T skyldig i groft uagtsomt at have unddraget for 22.779 kr. i vinafgift og 13.424 kr. i emballageafgift, idet han for 4 måneder i 2020 ikke angav vinafgift af 2.023 L vin samt for perioden 01.01.2020-30.09.20 undlod inden vareafsendelse fra udlandet af 16.751 flasker at lade virksomheden registrere som midlertidigt registreret varemodtager samt undlod at anmelde varetransporten og indbetale emballageafgiften heraf. T idømtes en bøde på 18.000 kr. | Prøvesag (overtrædelse begået efter 1. januar 2020). Udmålingen er i overensstemmelse med lovbemærkningerne. |