Indhold

Dette afsnit handler om betingelserne for, at et investeringsinstitut►/afdeling/pensionsinstitut/-produkt/-ordning◄ er omfattet af begrebet "investeringsforening" i momsfritagelsesbestemmelsen i ML § 13, stk. 1, nr. 11, litra f.

Afsnittet indeholder:

• ►Enheder◄ omfattet af begrebet "investeringsforening" i ML § 13, stk. 1, nr. 11, litra f
• Betingelserne for at ►en enhed◄ er omfattet af begrebet "investeringsforening"
• ►Hvilken enhed skal kvalificeres som en investeringsforening?◄
• Betingelserne for at non-UCITS ►enheder◄ momsretligt kan anses for at være en investeringsforening
• Fortolkning af de fem betingelser for at non-UCITS ►enheder◄ momsretligt kan anses for at være en investeringsforening
• Betingelse 1: ►Enheden◄ har til formål af udøve kollektiv investering
• Betingelse 2: ►Enheden◄ investerer ud fra princippet om risikospredning
• Betingelse 3: Investeringsrisikoen skal bæres af investorerne og afkastet skal afhænge af investeringerne
• Betingelse 4: Investeringsinstituttet skal være undergivet et særligt statsligt tilsyn
• Betingelse 5: ►Enheden◄ er undergivet de samme konkurrencebetingelser og appellerer til samme kreds af investorer
• Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, styresignaler mv.

►Enheder◄   omfattet af begrebet "investeringsforening" ML § 13, stk. 1, nr. 11, litra f

Ifølge EU-domstolen skal medlemsstaterne foretage et skøn for at definere, hvilke ►enheder◄  , der på deres område omfattes af begrebet "investeringsforening" i momsfritagelsesbestemmelsen.

Ved udøvelsen af skønnet er medlemsstaterne forpligtede til at leve op til bestemmelsens formål, som er at gøre det lettere for investorer at investere i investeringsforeninger, samtidig med at princippet om afgiftsneutralitet overholdes. Se EF-domstolens dom i sag C-363/05, JP-Morgan.

Betingelserne for at ►en enhed◄ er omfattet af begrebet "investeringsforening"

De enheder , som er omfattet af begrebet investeringsforening i ML § 13, stk. 1, nr. 11, litra f er:

1) Fonde, der udgør institutter for kollektiv investering i værdipapirer omfattet af UCITS-direktivet, dvs. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF.

og

2) Fonde, der - uden at udgøre institutter for kollektiv investering omfattet af UCITS-direktivet - fremviser lignende kendetegn som disse og dermed foretager de samme transaktioner, eller i det mindste er sammenlignelige i en sådan grad, at de konkurrerer med dem.

Investeringsinstitutter, som er omfattet af UCITS-direktivet, ►og evt. afdelinger i disse institutter◄, vil derfor altid være en investeringsforening omfattet af ML § 13, stk. 1, nr. 11, litra f. 

Er ►enheden◄ ikke omfattet af UCITS-direktivet, skal der derimod altid foretages en konkret vurdering af, om den pågældende ►enhed◄ fremviser lignende kendetegn, som UCITS-investeringsinstitutterne og dermed foretager de samme transaktioner eller i det mindste er sammenlignelige i en sådan grad, at de konkurrerer med UCITS-investeringsinstitutterne.

►Hvilken enhed skal kvalificeres som en investeringsforening?

►Det er Skattestyrelsens opfattelse, at den enhed, som eventuelt skal vurderes og kvalificeres som en investeringsforening i momslovens forstand er:◄

►De enkelte afdelinger i et investeringsinstitut og ikke investeringsinstituttet, hvis afdelingerne har følgende karakteristika:

• De enkelte afdelinger i investeringsinstituttet er baseret på en bestemt del af aktiverne
• Det er den enkelte afdeling, og ikke investeringsinstituttet, som den enkelte investor erhverver en andel i, således at investor har en indirekte ejerandel i de værdipapirer og andre aktiver i afdelingens portefølje.
• Den enkelte afdeling hæfter kun for sine egne forpligtigelser, herunder sin andel af eventuelle fællesomkostninger
• Investorerne hæfter ikke personligt for, hverken investeringsforeningens eller afdelingens forpligtigelser, men hæfter alene med sin andel af formuen (indskud)
• Det er muligt entydigt at identificere den enkelte afdeling fx fordi den enkelte afdeling er tildelt et CVR- eller SE-nummer.◄

►De enkelte pensionsprodukter/-ordninger og ikke pensionsinstituttet, hvis pensionsproduktet/-ordningen har følgende karakteristika:

• Det er muligt entydigt at identificere det enkelte pensionsprodukt/-ordning.
• Det enkelte pensionsprodukt/-ordning udgør en særskilt økonomisk enhed i forhold til såvel andre pensionsprodukter/-ordninger og i forhold til det pensionsinstitut, som udbyder/administrerer pensionsprodukter/-ordningen
• Pensionsproduktet/-ordningen hæfter internt i pensionsinstituttet kun for sine egne forpligtigelser, herunder sin andel af eventuelle fællesomkostningerne. Det betyder, at hvis der kan ske omfordeling af midler mellem produkter/ordninger, kan denne betingelse ikke anses for opfyldt, da produkterne/ordningerne derved ikke alene hæfter for egne forpligtelser, men også for andre produkters/ordningers forpligtelser, herunder overfor pensionskunderne.◄

►Se styresignalet SKM2023.260.SKTST.◄

►I øvrige tilfælde skal vurderingen foretages på institutniveau. ◄

Betingelser for at non-UCITS ►enheder◄ momsretligt kan anses for at være en investeringsforening

I overensstemmelse med de betingelser, som er oplistet i Momsudvalgets guideline fra det 109. møde som blev afholdt den 1. december 2017, skal de følgende fem betingelser alle være opfyldt, for at en non-UCITS ►enhed◄ momsretligt kan anses for en investeringsforening i momslovens forstand.

1. ►Enheden◄ har til formål at foretage kollektiv investering 
2. ►Enheden◄ investerer ud fra princippet om risikospredning
3. Investorerne bærer investeringsrisikoen og investeringsafkastet afhænger af investeringerne
4. Investeringsinstituttet er undergivet et særligt statsligt tilsyn
5. ►Enheden◄ er undergivet de samme konkurrencebetingelser og appellerer til den samme kreds af investorer som UCITS-investeringsinstitutterne

Derimod er det ikke et krav, at ►enheden◄ er åben for offentligheden i lighed med det krav, som stilles til de investeringsinsititutter, som omfattes af UCITS-direktivet, jf. C-424/11, Wheels. At også lukkede investeringsselskaber, som eksempelvis ITC (Investment Trust Companies) er omfattet af begrebet "investeringsforening" i fritagelsesbestemmelsen, er også fastslået af EU-Domstolen i sag C-363/05, JP Morgen Fleming Claverhouse Investment Trust plc.

Ved vurderingen af, om en ►enhed◄ momsretligt kan anses for at være en investeringsforening kan der ikke lægges vægt på, om den pågældende ►enhed ◄ er omfattet af definitionen på en alternativ investeringsfond i FAIF-direktivet (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/61/EU). Alternative investeringsfondevil derfor kun blive anset som en investeringsforening i momslovens forstand, såfremt denpågældende investeringsfond opfylder de fem ovenfor nævnte betingelser. Tilsvarende fortolkning er anlagt af EU's Momsudvalg i guideline fra det 109. møde, som blev afholdt den 1. december 2017.

Fortolkning af de fem betingelser for at non-UCITS ►enheder◄ momsretligt kan anses for at være en investeringsforening

Det er altid en konkret vurdering, hvorvidt de fem betingelser er opfyldt.

Vurderingen af, hvorvidt betingelserne er opfyldt, skal som udgangspunkt ske på stiftelsestidspunktet.

Et investeringsinstitut, som ikke opfylder betingelserne på stiftelsestidspunktet, men som opfylder betingelserne på et senere tidspunkt, skal fra og med det tidspunkt, hvor betingelserne er opfyldt, anses for en investeringsforening omfattet af ML § 13, stk. 1, nr. 11, litra f. 

Betingelse 1: ►Enheden◄ har til formål at udøve kollektiv investering 

Det er en betingelse, at ►enheden◄ har til formål at udøve kollektiv investering.

Betingelsen fordrer at ►enheden◄ har til formål at investere en pulje af midler, som hidrører fra to eller flere investorer, jf. dog straks nedenfor vedrørende "Master-feeder strukturer".

Skatterådet har i to afgørelser fastslået, at koncernforbundne selskaber momsretligt skal anses for én investor, når det skal vurderes om et investeringsinstitut opfylder betingelsen om at udøve kollektiv investering. Er de eneste investorer således koncernforbudne selskaber vil betingelsen om, at enheden skal udøve kollektiv investering ikke være opfyldt, jf. SKM2022.290.SR og SKM2022.175.SR.

Derimod er det ikke et krav, at den pågældende ►enhed◄ , i lighed med UCITS-investeringsinstitutterne, har som eneste formål at udøve kollektiv investering. Se herfor sag C-464/12, ATP PensionService A/S, hvor EU-Domstolen fastslog, at der var tale om en investeringsforening, til trods for at pensionskassen også leverede supplerende forsikringsdækning, når forsikringselementet alene var sekundært.

Der vil endvidere kunne være tale om en investeringsforening i tilfælde, hvor eksempelvis en pensionskasse både leverer supplerende forsikringsdækning, hvor forsikringselementet er sekundært, og en supplerende forsikringsdækning, der ikke alene er sekundær.

►Enheden◄ skal dog i alle tilfælde have som sit primære formål at udøve kollektiv investering i værdipapirer, likvide finansielle aktiver eller i andre investeringsaktiver, for at ►enheden◄ momsretligt kan blive kvalificeret som en investeringsforening.

Master-feeder strukturer

Når medlemmet af investeringsforeningen selv er en investeringsforening, eksempelvis et pensionsinstitut, som netop foretager kollektiv investering af medlemmernes midler, vil betingelsen om kollektiv investering være opfyldt, selvom pensionsinstituttet m.v. er det eneste medlem i en investeringsforening. Det skyldes, at de enkelte pensionskunder m.v. i disse tilfælde anses for at være de reelle investorer.

Betingelsen om, at der skal udøves kollektiv investering vil også anses som opfyldt, selvom det pensionsinstitut, som er det eneste medlem af investeringsforeningen, ikke selv opfylder betingelserne for at kunne anses som en investeringsforening.

►

◄

Betingelse 2: ►Enheden◄ investerer ud fra princippet om risikospredning

Det er en betingelse, at ►enheden◄ i lighed med UCITS-investeringsforeningerne investerer ud fra et princip om risikospredning, dvs. i en mere spredt portefølje, for derved at mindske investeringsrisikoen.

For UCITS-investeringsinstitutter fordrer princippet om risikospredning, at der investeres i en bredere portefølje af investeringsaktiver. I henhold til UCITS-direktivet må investeringsinstitutterne som udgangspunkt maksimalt investere 5 pct. af de indskudte midler i værdipapirer eller pengemarkedsinstrumenter, der er udstedt af samme emittent, eller indskyde maksimalt 20 pct. af midlerne i den samme enhed, jf. UCITS-direktivets artikel 52, stk. 1.

For UCITS investeringsinstitutter fordrer princippet om risikospredning således, at der investeres i en bredere portefølje af aktiver, fx aktier i flere selskaber eller i forskellige typer af værdipapirer. Et UCITS-investeringsinstitut investerer således ikke ud fra princippet om risikospredning, hvis de indskudte midler anvendes til køb af fx aktier i ét enkelt selskab og dette uanset størrelsen på det selskab, som der investeres i.

Betingelsen om, at der skal investeres ud fra princippet om risikospredning, skal i forhold til investering i fast ejendom og andre aktiver end værdipapirer, fortolkes efter de principper, som er afgørende for at investeringsinstitutter omfattet af UCITS-direktivet anses for at investere ud fra princippet om risikospredning. Det vil dog altid vil være en konkret vurdering om en non-UCITS ►enhed◄ investerer ud fra princippet om risikospredning, idet det ikke er et krav, at non-UCITS ►enheder◄ investerer ud fra præcis den samme procentuelle fordeling som UCITS-investeringsinstitutterne. Dette uanset om non-UCITS ►enheden◄ investerer i værdipapirer eller andre aktiver.

Begrebet "risikospredning" ved bl.a. investering i fast ejendom

Der kan være flere typer af risici forbundet med investere i fx aktier. Der er fx risikoen for at aktieselskabet kan gå konkurs, for at den branche, som virksomheden er i, rammes af specielle reguleringsmæssige tiltag, som medfører, at værdien af aktierne falder, ligesom lokale eller globale forhold kan medføre udsving på aktiemarkedet. Til trods for, at der er flere typer af risici forbundet med at investere i fx aktier, bevirker dette ikke, at et UCITS-investeringsinstitut, som udelukkende investerer i aktier, investerer ud fra princippet om risikospredning, såfremt instituttet udelukkende erhverver aktier i ét enkelt selskab.

Det forhold, at investering i fast ejendom er forbundet med flere typer af risici, herunder konkursrisikoen eller udlejningsrisikoen, kan tilsvarende ikke medføre, at en non-UCITS ►enhed◄ investerer ud fra princippet om risikospredning, hvis ►enheden◄ alene investerer midlerne i én enkelt ejendom, jf. nærmere nedenfor.  

Risikospredning ved investering i fast ejendom

EU-Domstolen konkluderede i sag C-595/13, Fiscale Eenheid X, at det ved vurderingen af, hvorvidt en non-UCITS ►enhed◄ i investerer ud fra princippet om risikospredning er uden betydning, at ►enheden◄ udelukkende investerer i fast ejendom.  

EU-Domstolen udtalte endvidere i sag C-595/13, Fiscale Eenheid X, at der i hvert fald vil være tale om risikospredning ved investering i fast ejendom, når formuen investeres i forskellige kategorier af fast ejendom, både beboelses- og erhvervsejendomme, og også i forskellige geografiske områder.

Med henvisning til principperne for risikospredning i UCITS-direktivet, vil betingelsen om, at non-UCITS investerings►enheder◄ skal investere ud fra princippet om risikospredning, generelt være opfyldt, hvis investerings►enheden◄ investerer i flere aktiver med forskellig investeringsrisici.

Ejendomsfonde og andre andre investerings►enheder◄ vil derfor som hovedregel ikke investere ud fra princippet om risikospredning, hvis ►enheden ◄ har investeret de indskudte midler i én enkelt fast ejendom. Hvorvidt betingelsen om risikospredning er opfyldt i andre tilfælde, fx ved investering i to ejendomme, afhænger derimod af en konkret vurdering.

Det forhold, at den pågældende ejendom eventuelt er opdelt i ejerlejligheder, eller at investeringsfonden også udlejer fx parkeringspladser til ejendommens lejere, kan ikke bevirke, at der investeres ud fra et princip om risikospredning.

Betydningen af koncernforbundne selskabers investeringer

Afsnittet omhandler strukturer, hvor der under en masterfond er placeret flere datter-/projektselskaber og hvor investorerne alene indskyder midler i det enkelte datter-/projektselskab og ikke i master-fonden.

Ved vurderingen af, hvorvidt de enkelte datter-/projektselskaber momsretligt investerer ud fra princippet om risikospredning og dermed kan kvalificeres som en investeringsforening, kan investeringer foretaget af de øvrige selskaber i koncernen ikke tillægges betydning. Vurderingen af, hvorvidt betingelsen er opfyldt skal altså ske på selskabsniveau og ikke på koncernniveua. Ejer de enkelte datter-/projektselskaber fx én ejendom hver, vil de enkelte datter-/projektselskaber ikke opfylde betingelsen om at investere ud fra princippet om risikospredning.

Feederinstitutter

Som det gælder for UCITS-institutterne, vil kravet om risikospredning være opfyldt, når feederinstituttet investerer i en anden UCITS (masterinstituttet). Masterinstituttet skal dog selv overholde reglerne om risikospredning.

Betingelse 3: Investeringsrisikoen skal bæres af investorerne og afkastet skal afhænge af investeringerne

For at et investeringsinstitut, herunder et pensionsinstitut►/afdeling/pensionsprodukt/-ordning,◄ kan anses for sammenligneligt med UCITS-investeringsinstitutterne, er det en betingelse, at det er de enkelte investorer, som bærer investeringsrisikoen, og det er et krav, at afkastet hænger af investeringerne. Se sag C-424/11, Wheels.

Bæres en væsentlig del af investeringsrisikoen af andre end investorerne fx en arbejdsgiver eller af investeringsinstituttet som sådan, bærer investorerne ikke investeringsrisikoen.

Risikobegrebet

Begrebet "risiko" er udtryk for sandsynligheden for at en uønsket hændelse indtræffer.

Det momsretlige begreb "investeringsrisiko" skal derfor forstås som risikoen for at realisere et investeringsafkast, der er markant ringere end forventet, herunder risikoen for at afkastet af de enkelte investeringer kan blive negativt.

Master-feeder-strukturer og kravet om at investeringsrisikoen skal bæres af investorerne

En række investeringsinstitutter indgår i såkaldte "master-feeder-strukturer", hvor et investeringsinstitut (feeder-instituttet) investerer sine aktiver i et andet investeringsinstitut (master-instituttet).

I forhold til master-feeder-strukturer, hvor master-instituttet og feeder-instituttet ikke er fællesregistrerede, skal der ved vurderingen af, hvorvidt investorerne bærer investeringsrisikoen, foretages en vurdering af retsforholdet mellem master-instituttet og feeder-instituttet. Derimod er retsforholdet mellem feeder-instituttet og de ultimative investorer uden betydning.

I forhold til Master-feeder-strukturer skal der således ikke anlægges en transparensbetragtning ved vurderingen af,  om "investorerne skal bære investeringsrisikoen".

Pensionsinstitutter og kravet om at investeringsrisikoen skal bæres af investorerne 

Kravet indebærer, at det er den enkelte pensionskunde, som i medfør af aftalen, skal bære investeringsrisikoen. Bæres en væsentlig andel af investeringsrisikoen af andre fx en arbejdsgiver eller pensionsselskabet, bæres investeringsrisikoen ikke af pensionskunden. Se samme konklusion i guideline fra det 109. møde i EU's Momsudvalg, som blev afholdt den 1. december 2017.

I forhold til allokeringen af investeringsrisikoen skal der helt overordnet sondres mellem "Tilsagnsordninger" (Defined Benefit) og "Bidragsdefinerede ordninger (Defined Contribution).

Tilsagnsordninger (Defined Benefit) 

Tilsagnsordninger er pensionsordninger, hvor de fremtidige pensionsydelser er forud fastsat.

I en tilsagnsordning har pensionskunden et retskrav på at få en pensionsydelse, hvis størrelse typisk er baseret på en formel, hvor der fx henses til slutlønnen sammenholdt med det antal år, hvor den pågældende har været ansat i virksomheden eller til det gennemsnitlige lønniveau i den periode, hvor den pågældende har været ansat.

Kan summen af de af arbejdsgiveren/sponsorvirksomheden foretagne indbetalinger til pensionsordningen og investeringsafkastet ikke dække pensionsydelserne, er arbejdsgiveren/sponsorvirksomheden typisk forpligtet til at foretage yderligere indbetalinger til ordningen. At arbejdsgiveren enten ikke kan eller ikke vil foretage yderligere indbetalinger medfører dog ikke, at pensionskunden bærer investeringsrisikoen. Se sag C-424/11, Wheels.  

I rene tilsagnsordninger bæres investeringsrisikoen derfor ikke af pensionskunderne, men derimod af arbejdsgiveren/sponsorvirksomheden. Se tilsvarende konklusion i EU-Domstolens dom i sag C-424/11, Wheels og Momsudvalgets guideline fra det 109. møde, som blev afholdt den 1. december 2017.

Bidragsdefinerede ordninger (Defined Contribution)

Ved bidragsdefinerede ordninger forstås pensionsordninger, hvor størrelsen af de bidrag, som skal indbetales til en pensionsordning, er forud fastsat, mens størrelsen af den pensionsydelse, som den ansatte vil modtage, afhænger af afkastet af de foretagne investeringer.

I en bidragsdefineret ordning fremkommer de fremtidige pensionsydelser således som et produkt af de indbetalinger, der er foretaget til ordningen og den forrentning, som indbetalingerne har kastet af sig i pensionsordningens løbetid (med fradrag for omkostninger).

I rene bidragsdefinerede ordninger bæres investeringsrisikoen derfor af pensionskunderne. Se tilsvarende konklusion i Momsudvalgets guideline fra det 109. møde afholdt den 1. december 2017.

Pensionsordninger med elementer fra både tilsagnsordninger og bidragsdefinerede ordninger 

De rene tilsagnsordninger (Defined Benefit) og de rene bidragsdefinerede ordninger (Defined Contribution) udgør to yderpunkter. Mellem disse to yderpunkter findes pensionsordninger, som indeholder elementer fra både tilsagnsordninger og bidragsdefinerede ordninger.

I pensionsordninger, som indeholder elementer fra både tilsagnsordninger og bidragsdefinerede ordninger, vil investeringsrisikoen typisk være delt mellem flere parter fx mellem pensionskunden og pensionsselskabet.

I forhold til pensionsordninger, som indeholder elementer fra både tilsagnsordninger og bidragsdefinerede ordninger, vil betingelsen om, at pensionskunderne skal bære investeringsrisikoen, kun være opfyldt, når den enkelte pensionskunde bærer en væsentlig andel af investeringsrisikoen. Se, tilsvarende konklusion i Momsudvalgets guideline fra det 109. møde, som blev afholdt den 1. december 2017.

Bidragsdefinerede pensionsordninger med en tilknyttet garanti

Garantien ved bidragsdefinerede pensionsordninger kan bestå i enten en rentegaranti eller en ydelsesgaranti.

En rentegaranti indebærer, at pensionskundens indbetalinger til ordningen og tilskrevet afkast fra tidligere år, hvert år i hele pensionsordningens løbetid, forrentes med en nominel minimumsrente.

En ydelsesgaranti indebærer, at pensionskunden har en garanti for en bestemt pensionsudbetaling, hvis kunden indbetaler det forud fastsatte beløb frem til pensionstidspunktet, svarende til en gennemsnitlig forrentning i pensionsordningens løbetid med garantirenten.

Forskellen mellem en rente- og ydelsesgaranti er således, at rentegarantien sikrer pensionskunden en fast årlig minimumsforrentning af pensionsformuen, mens en ydelsesgaranti indebærer en garanti for, at pensionsformuen i pensionsordningens løbetid gennemsnitlig forrentes med den garanterede rentesats.

Det er derfor uden betydning for afgørelsen af, hvem der bærer investeringsrisikoen, om der er er tale om en pensionsordning med en rente- eller en ydelsesgaranti.

For en pensionskunde, som har fået en garanti om en vis forrentning af pensionsformuen - eventuelt blot en minimumsrente/minimumsforrentning på 0 pct. - er der ingen risiko for tab af allerede foretagne indbetalinger på pensionsordningen, ligesom der heller ikke er risiko for tab af det afkast af investeringerne, som allerede er tilskrevet den pågældende pensionskundes depot. Uanset resultatet af de foretagne investeringer, vil et negativt resultat således aldrig kunne medføre, at kunden får mindre end den forrentning af pensionsformuen, som kunden er garanteret. Konsekvenserne af et ringere investeringsafkast end det, som er garanteret, herunder risikoen for et negativt afkast, bæres således af pensionsinstituttet og ikke af pensionskunden.

En pensionskunde, som har en garanti for en minimumsrente/minimumsforrentning på mere end 0 pct., vil herudover også opnå ret til et afkast, uanset om resultatet af de foretagne investeringer aktuelt eller over en periode tilsiger en sådan forrentning af pensionsformuen eller ej.  

Risikoen for, at der opnås et investeringsafkast minimum svarende til den garanterede minimumsrente/minimumsforrentning, påhviler således pensionsinstituttet og ikke pensionskunden.

Pensionskunder, som er garanteret en vis minimumsrente/minimumsforrentning - herunder blot en garanti på 0 pct. - som er uafhængig af resultatet af de af pensionsinstituttet foretagne investeringer, bærer således ikke investeringsrisikoen. Investeringsrisikoen ved denne type af pensionsprodukter bliver derimod båret af pensionsinstituttet.

Ved afgørelsen af, hvorvidt de enkelte pensionskunder bærer en væsentlig del af investeringsrisikoen, skal der derfor henses til, hvorvidt der til den konkrete aftale er tilknyttet en garanti i form af enten en rentegaranti eller en ydelsesgaranti. Er der en tilknyttet garanti vil det være udtryk for, at pensionskunden ikke bærer investeringsrisikoen.

Pensionsordninger med en tilknyttet garanti og en ret til bonus

I medfør af den aftale, som ligger til grund for en pensionsordning med en tilknyttet garanti, kan det tillige være aftalt, at pensionskunden har ret til bonus.

Retten til bonus indebærer, at pensionskunden i løbet af pensionsordningens løbetid har mulighed for at opnå en ekstra gevinst oven i den forrentning, som er garanteret af pensionsinstituttet. Retten til bonus indebærer således ikke, at pensionskunden har et egentlig retskrav på bonus, hverken i det enkelte år eller i pensionsordningens løbetid.

Det forhold, at der i aftalen om et pensionsprodukt med en tilknyttet garanti gives mulighed for en yderligere gevinst i form af en bonus, medfører som udgangspunkt ikke, at en væsentlig del af investeringsrisikoen bæres af pensionskunderne.

►Betingede garantier◄

►En pensionsordning kan være betinget garanteret, hvilket indebærer at pensionskunden har en garanti for enten en bestemt fremtidig pensionsydelse (minimumsforrentning) eller en garanti for en bestemt årlig forrentning af de indskudte midler og af tidligere års afkast (minimumsrenten). Pensionsinstituttet har imidlertid taget et forbehold om, at pensionsinstituttet ikke er bundet af den afgivne garanti, såfremt nærmere angivne begivenheder indtræffer eller ikke indtræffer.

En garanti kan være betinget af flere forskellige typer af begivenheder enten indtræffer eller ikke indtræffer, ligesom sandsynligheden for at de enkelte begivenheder indtræffer/ikke indtræffer kan være større eller mindre.

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at et betinget garanteret pensionsprodukt/-ordning efter en konkret vurdering kan betragtes som ugaranteret.

Ved vurderingen af om en aftale med en betinget garanti kan anses for ugaranteret, skal der foretages en vurdering af om forbeholdet medfører, at garantien aftaleretligt må anses for bindende (indtil videre) eller om pensionskunderne reelt ikke har fået en garanti om en bestemt minimumsforrentning/-rente.◄

►Faktorer, som Skattestyrelsen vil hense til ved vurderingen af det konkrete forbehold

Ved vurderingen af den konkrete aftale vil Skattestyrelsen hense til både arten og omfanget af de begivenheder, som kan medføre, at pensionsinstituttet ikke er bundet af den afgivne garanti. Endvidere vil der blive lagt vægt på sandsynligheden for at de enkelte begivenheder indtræffer. ◄

►Garantier, som er betinget af pensionsinstituttets solvens

I en række pensionsprodukter/-ordninger er garantien om en bestemt minimumsforrentning/-rente betinget af pensionsinstituttets solvens. Pensionsinstitutterne kan således blive frigjort helt fra garantien eller har mulighed for at nedsætte den garanterede minimumsforrentning/-rente, såfremt dette er nødvendigt af hensyn til pensionsinstituttets solvens.

Uanset om garantien er gjort betinget heraf eller ej, ses pensionsinstitutter i visse helt særlige tilfælde at have mulighed for enten at nedsætte den garanterede minimumsforrentning/-rente eller blive helt frigjort for garantien. I den juridiske litteratur antages det og i praksis ses der at foreligge et sådant helt særligt tilfælde, hvis nedsættelsen af den garanterede minimumsrente/forrentning m.v., er nødvendig af hensyn til pensionsinstituttets solvens.   

At garantien er betinget af pensionsinstituttets solvens og dermed af, at pensionsinstituttet har tilstrækkelig kapital til at honorere sig forpligtigelser, er således en helt grundlæggende betingelse uanset om garantien er gjort betinget heraf eller ej.

På denne baggrund og i lyset af sandsynligheden for det enkelte pensionsinstituts insolvens, jf. at pensionsinstitutterne i medfør af solvensreglerne skal hensætte tilstrækkelig kapital i forhold til det enkelte selskabs risiko, vurderes det, at en pensionsordning med en garanti om en bestemt minimumsforrentning/-rente, som alene er betinget af pensionsinstituttets solvens som udgangspunkt skal anses for garanteret.

Til trods for at en garanti alene er betinget af pensionsinstituttets solvens kan den konkrete vurdering dog medføre at ovennævnte udgangspunkt skal fraviges og pensionsordningen skal anses for ugaranteret. Dette vil eksempelvis være tilfældet, hvis det konstateres, at pensionsselskabet har påberåbt sig forbeholdet og dermed er blevet frigjort fra den afgivne garanti, idet pensionsordningen fra og med det tidspunkt, hvor pensionsinstituttet er blevet frigjort fra garantien, momsretligt skal anses for at være en ugaranteret pensionsordning.  ◄

►Garantier, som er betinget af, at de forsikringstekniske forudsætninger ikke brister

Garantier om en bestemt minimumsforrentning/-rente kan også være betinget af, at forudsætninger i det forsikringstekniske beregningsgrundlag ikke brister.

Forudsætningerne i det forsikringstekniske beregningsgrundlag omfatter fx forudsætninger om dødelighed, omkostninger, renteafkast m.v.

Skattestyrelsen har kunnet konstatere, at i de tilfælde, hvor en garanti er betinget af, at forudsætningerne i det forsikringstekniske grundlag ikke brister, er pensionsinstitutterne generelt tillagt meget vide rammer for enten at blive frigjort helt fra garantien eller at kunne nedsætte denne.

Der er således typisk en række forskellige forhold, som kan medføre, at pensionsinstituttet har mulighed for at blive frigjort fra garantien eller kan/skal nedsættes den garanterede minimumsforrentning/-rente.

Såfremt en garanti om en bestemt minimumsforrentning/-rente er betinget af flere forskellige begivenheder ikke indtræffer, vil sandsynligheden for at en eller flere af disse begivenheder ikke indtræffer alt andet lige være større end hvis garantien alene er betinget af, at én bestemt begivenhed ikke indtræffer.

Ved vurderingen af en aftale med en garanti, som er betinget af, at forudsætningerne i det forsikringstekniske grundlag ikke brister, vil  Skattestyrelsen derfor bl.a. hense til, om pensionsinstituttet har gjort garantien betinget af flere forskellige begivenheder indtræffer/ikke indtræffer, fx pensionsinstituttet både kan blive frigjort fra garantien i tilfælde af, at levetiden stiger og i tilfælde af at renten falder, eller om garantien fx alene er gjort betinget af en enkelt begivenhed indtræffer/ikke indtræffer. Ved vurderingen vil Skattestyrelsen endvidere hense til sandsynligheden for at den eller de nævnte begivenheder indtræffer.

Ved vurderingen af sandsynligheden for at begivenheden indtræffer foretages et skøn, hvor der bl.a. henses til hvilken type af begivenhed, som der er taget forbehold for og eventuelle tidsrammer, som begivenheden skal indtræffe indenfor. Ved vurderingen af sandsynligheden for at en konkret begivenhed indtræffer er det således ikke et krav, at der foretages en aktuarmæssig vurdering af sandsynligheden, men blot krav om et konkret og begrundet skøn over sandsynligheden.

Det betyder, at et pensionsprodukt/-ordning til trods for garantien generelt skal betragtes som ugaranteret, såfremt garantien fx er betinget af, at flere forskellige forudsætninger brister/ikke brister og forbeholdene er formuleret på den sådan måde eller begivenhederne er af en sådan art, at det må anses for sandsynligt, at pensionsinstituttet vil blive frigjort fra garantien i løbet af aftalens løbetid.

Det er Skattestyrelses opfattelse, at momsretligt vil pensionsprodukter/-ordninger generelt være ugaranterede, hvis forbeholdene i aftalen er sammenlignelige med forbeholdene i de følgende to eksempler:

Eksempel 1:

Pensionsordningens ydelser er betinget af, at forudsætningerne i det forsikringstekniske grundlag ikke brister. Det betyder, at pensionsydelserne skal nedsættes såfremt:

1. Den konstaterede dødelighed eller invaliditetshyppighed i pensionskassen set over en treårig periode afviger til ugunst for pensionsordningen i forhold til grundlagets forudsætninger,
2. De konstaterede forhold vedrørende børn og ægtefæller afviger til ugunst for pensionsordningen set i forhold til grundlagets forudsætninger.
3. Grundlagets forudsatte omkostningsprocent er lavere end gennemsnittet af livsforsikringsselskabers og pensionskassers omkostningsprocent for de seneste tre kalender år fra et givet tidspunkt.
4. Grundlagsrenten overstiger nyinvesteringsafkastet efter skat på lange statsobligationer.
5. Pensionsordningens realiserede afkast efter skat har over en treårig periode ligget under grundlagsrenten.
6. Ændringer i lovgivningen medfører, at væsentlige forudsætninger i grundlaget brister.

Eksempel 2:

Pensionsordningens ydelser er betinget af, at:

1. De biometriske forudsætninger m.v. i beregningsgrundlaget er uforsigtige i forhold til det anmeldte hensættelsesgrundlag.
2. Den forudsatte omkostningsprocent er lavere end gennemsnittet af livsforsikringsselskabers og pensionskassers omkostningsprocent for de seneste tre kalender år fra et givet tidspunkt.
3. Grundlagsrenten overstiger den 10-årige, den 20-årige eller 30-årige diskonteringsrente.
4. Pensionsordningens realiserede afkast efter skat over en treårig periode har ligget under grundlagsrenten.
5. Ændringer i lovgivningen medfører at væsentlige forudsætninger i beregningsgrundlaget brister.

Når Skattestyrelsens vurderer, at pensionsordningerne i eksempel 1 og 2 momsretligt er ugaranterede, er der lagt vægt på, at der i begge eksempler er en flerhed af begivenheder, som individuelt kan medføre, at pensionsinstitutterne ikke er bundet af garantien. Ved vurderingen er der endvidere henset til de tidsrammer, som de enkelte begivenheder skal indtræffe indenfor, ligesom det vurderes som sandsynligt at en eller flere af de nævnte betingelser vil indtræffe i løbet af aftalens løbetid.◄

►"Skal" eller "kan" nedsættes, hvis forudsætningerne brister

I visse tilfælde "skal" pensionsinstitutterne nedsætte den garanterede minimumsrente/-forrentning, såfremt de forsikringstekniske forudsætninger brister eller det er nødvendigt af hensyn til pensionsinstituttets solvens. I andre pensionsregulativer m.v. er nedsættelsen af de garanterede pensionsydelser en mulighed, idet det fremgår, at den garanterede minimumsrente/-forrentning "kan" nedsættes.  

I forhold til betydningen af, om garantien er betinget, vurderes det at være uden betydning, om pensionsinstituttet alene har mulighed for at nedsætte den garanterede minimumsforrentning/-rente, eller om pensionsinstituttet skal og således er forpligtet hertil, såfremt eksempelvis forudsætningerne om levetid brister.

Der er herved henset til at pensionskunden også i de tilfælde, hvor pensionsinstituttet "kan" frigøre sig fra garantien reelt ikke har en garanti for en bestemt forrentning, som medfører at investeringsrisikoen er hos pensionsinstituttet og ikke hos pensionskunden.◄

►Bortfald af garantien eller reduktion af de garanterede ydelser

Konsekvenserne af, at fx de forsikringstekniske forudsætninger brister i visse pensionsregulativer m.v. er, at "garantier bortfalder", mens konsekvenserne i andre pensionsregulativer er, at pensionsinstituttet skal/kan "nedsætte de garanterede pensionsydelser".

I forhold til kvalifikationen af de enkelte pensionsprodukter/-ordninger er det afgørende om, pensionsinstituttet har garanteret pensionskunden en bestemt minimumsrente/-forrentning.

Det er derfor Skattestyrelsen opfattelse, at i forhold til den momsmæssige kvalifikation af de enkelte pensionsprodukter/-ordninger med en betinget garanti, er det uden betydning, om konsekvenserne af forbeholdet er, at garantien bortfalder, eller at det er muligt for pensionsinstituttet at nedsætte den garanterede minimumsforrentning/-rente til 0% eller mindre. Det, som er afgørende i forhold til vurderingen af aftalen, er alene om pensionskunden har en garanti om en bestemt minimumsforrentning/-rente, som denne kan støtte ret på.  ◄

►Vurderingstidspunktet

Vurderingen af om en betinget garanti medfører, at pensionsordningen reelt skal anses for ugaranteret skal foretages på det tidspunkt, hvor pensionsordningen udbydes første gang, altså på grundlag af det oprindelige aftalegrundlag og under de forhold, som gør sig gældende på det tidspunkt.

En pensionsordning, som på det tidspunkt, hvor denne blev udbudt første gang, blev vurderet som enten garanteret eller ugaranteret vil derfor som udgangspunkt være hhv. garanteret/ugaranteret indtil pensionsordningen enten ophører eller afvikles.

Såfremt aftalegrundlaget ændres i forhold til de forudsætninger, som garantien er betinget af eller bliver pensionsinstituttet frigjort fra garantien om en bestemt minimumsforrentning/-rente, skal der dog foretages en revurdering pensionsordningen og dermed af den momsretlige kvalifikation.◄

►Se styresignalet SKM2023.261.SKTST.◄

Investeringsrisikoen i medlemsejede pensionsinstitutter

I medlemsejede pensionsinstitutter, der er etableret af fx de fagforeninger, der repræsenterer medlemmerne, vil ejerkredsen og kundekredsen være den samme, således at pensionsinstituttets egenkapital og overskud tilhører medlemmerne.

Selvom der er tale om et medlemsejet pensionsinstitut, så påtager pensionskunderne sig ikke en yderligere investeringsrisiko ved at være en del af ejerkredsen. Ved den konkrete vurdering af, hvorvidt investeringsrisikoen bæres af pensionskunderne, er det derfor uden betydning, om der er tale om et medlemsejet pensionsinstitut.

Master-feeder-strukturer og kravet om at investeringsrisikoen skal bæres af investorerne

En række investeringsinstitutter indgår i såkaldte "master-feeder-strukturer", hvor et investeringsinstitut (feeder-instituttet) investerer sine aktiver i et andet investeringsinstitut (master-instituttet).

I forhold til master-feeder-strukturer, hvor master-instituttet og feeder-instituttet ikke er fællesregistrerede, skal der ved vurderingen af, hvorvidt investorerne bærer investeringsrisikoen foretages en vurdering af retsforholdet mellem master-instituttet og feeder-instituttet. Derimod er retsforholdet mellem feeder-instituttet og de ultimative investorer uden betydning.

I forhold til Master-feeder-strukturer skal der således ikke anlægges en transparensbetragtning ved vurderingen af,  om "investorerne skal bære investeringsrisikoen".  

Som konsekvens kan betingelsen om, at investeringsrisikoen skal bæres af investorerne, også være opfyldt i de tilfælde, hvor feeder-instituttet er et pensionsselskab, som udelukkende udbyder pensionsprodukter med en tilknyttet garanti. Det er således uden betydning, om det pågældende pensionsselskab i sin egenskab af investor ikke selv opfylder betingelserne for at være en investeringsforening.

Afkastet skal afhænge af investeringerne

At afkastet skal afhænge af investeringerne indebærer, at afkastet skal hidrøre fra det udbytte, som opnås ved, at de indbetalte midler investeres. Dvs. det udbytte, som oppebæres, som følge af at de til pensionsordningen indbetalte midler investeres i obligationer, aktier og andre investeringsaktiver.

I forhold til pensionsprodukter indebærer kravet, at der i aftalen ikke må være krav om, at fx arbejdsgiveren/sponsorvirksomheden skal foretage supplerende indbetalinger for at sikre pensionskunden en bestemt pensionsydelse.

Betingelse 4: Investeringsinstituttet skal være undergivet et særligt statsligt tilsyn 

Det er en betingelse for, at et non-UCITS investeringsinstitut momsretligt kan anses for en investeringsforening, at investeringsinstituttet er underlagt et "særligt statsligt tilsyn", svarende til det tilsyn, som investeringsforeninger omfattet af UCITS-direktivet er underlagt i medfør af direktivet. Se, EU-Domstolens dom i sag C-595/13, Fiscale Eenheid X.

I Danmark er det Finanstilsynet, som fører tilsyn med den finansielle sektor. Ved afgørelsen af, hvorvidt non-UCITS investeringsinstitutter opfylder betingelsen om, at de i medfør af de nationale regler er underlagt et særligt statsligt tilsyn, vil Finanstilsynets vurdering og stillingtagen til den konkrete type af investeringsinstitut være afgørende.

Tilsynet med alternative investeringsforeninger 

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/61/EU af 8. juni 2011 om forvaltere af alternative investeringsfonde (FAIF-direktivet) finder anvendelse på alle investeringsinstitutter, som ikke er omfattet af UCITS-direktivet. FAIF-direktivet pålægger de i øvrigt kompetente nationale myndigheder i forvalterens hjemland, at føre tilsyn med forvaltere af alternative investeringsfonde. Derimod indeholder FAIF-direktivet ingen bestemmelser, som pålægger de nationale myndigheder en pligt til at føre tilsyn med de alternative investeringsfonde som sådan.

Tilsynet med forvalterne af de alternative investeringsfonde har til formål at sikre, at forvaltere opfylder deres pligter efter direktivet. Det er Finanstilsynets vurdering, at tilsynet dermed også bliver et indirekte tilsyn med investeringsfondene.

Finanstilsynet har oplyst, at der findes to kategorier af forvaltere af alternative investeringsfonde: 

1. Forvaltere af alternative investeringsfonde, som har tilladelse efter § 6 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde
2. Forvaltere af alternative investeringsfonde, som er registrerede efter § 9 i lov om alternative investeringsfonde

På grundlag af Finanstilsynets analyse af bl.a. reguleringsniveauet for og tilsynet med henholdsvis investeringsforeninger omfattet af UCITS-direktivet og enheder forvaltet af en forvalter omfattet af FAIF-direktivet er det Finanstilsynets vurdering, at det kun er de alternative investeringsfonde, som bliver forvaltet af en forvalter, som har en tilladelse efter § 6 i lov om alternative investeringsfonde, som er undergivet et særligt statsligt tilsyn svarende til det tilsyn som UCITS-investeringsinstitutterne er undergivet.

Ved vurderingen af om en alternative investeringsforening opfylder betingelserne for momsretligt at kunne anses for en investeringsforening i momsfritagelsesbestemmelsens forstand, er det derfor afgørende, om forvalteren har en tilladelse efter § 6 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde eller alene er registreret efter lovens § 9.

Forvaltes en enhed af en forvalter, som alene er registreret hos Finanstilsynet efter lovens § 9, er enheden ikke undergivet et særligt statsligt tilsyn med den konsekvens, at enheden momsretligt ikke kan asens for at være en investeringsforening. Forvaltes enheden af en forvalter med tilladelse efter lovens § 6 er betingelsen om, at investeringsinstituttet skal være undergivet et særligt statsligt tilsyn derimod opfyldt.    

Tilsynet med pensionsinstitutters investeringer via underliggende enheder

Finanstilsynet har oplyst, at investeringer, som pensionsinstitutter foretager via underliggende enheder, typisk vil være undergivet Finanstilsynet tilsyn med pensionsinstituttet.

Ifølge Finanstilsynet kan tilsynet enten være et direkte tilsyn eller et indirekte tilsyn. Der vil være tale om et direkte tilsyn, når den underliggende enhed selv er en reguleret finansiel virksomhed, fx en bank, investeringsforening m.v. Der vil være tale om et indirekte tilsyn, når pensionsinstituttet har indgået en outsourcingaftale med en underliggende enhed om investering af pensionsmidlerne.

I de tilfælde, hvor den underliggende enhed er undergivet et direkte tilsyn i kraft af, at den underliggende enhed selv er en reguleret finansiel virksomhed vil betingelsen om, at enheden skal være undergivet et særligt statsligt tilsyn altid være opfyldt.

I de tilfælde, hvor den underliggende enhed ikke selv er en reguleret finansiel virksomhed, er det derimod i alle tilfælde nødvendigt at foretage en vurdering af, hvorvidt den konkrete enhed opfylder betingelsen om at være underlagt et særligt statsligt tilsyn. Det skyldes, at Finanstilsynet vurderer, at disse enheder typisk - men ikke nødvendigvis i alle tilfælde - vil være undergivet Finanstilsynet tilsyn.

Vurderingen af, hvorvidt den underliggende enhed konkret opfylder betingelsen om at være underlagt et særligt statsligt tilsyn, foretages af Finanstilsynet. Finanstilsynets vurdering skal lægges til grund ved Skattestyrelsens afgørelse af, om betingelsen er opfyldt.

Tilsynet med de selskaber m.v., som det konkrete investeringsinstitut investerer i

At en investeringsforening, som er undergivet et særligt statsligt tilsyn, investerer i et selskab, en fond m.v. medfører ikke, at de pågældende selskaber, fonde m.v., dermed også bliver undergivet et særligt statsligt tilsyn. Dette, uanset om investeringsforeningen ejer en stor eller lille del af fx aktiekapitalen i det pågældende selskab.  

►Bemærk

Vuderingen af, om denne betingelse er opfyldt skal ske for investerings-/pensionsinstuttet som helhed, idet Finanstilsynets tilsyn føres med det enkelte institut og ikke med den enkelte afdeling/pensionsordning/-produkt.◄

Betingelse 5: ►Enheden◄ er undergivet de samme konkurrencebetingelser og appellerer til samme kreds af investorer

Betingelsen om, at ►enheden◄ skal være undergivet de samme konkurrencebetingelser og appellerer til den samme kreds af investorer, som UCITS-investeringsinstitutterne medfører, at den konkrete ►enhed◄ skal fremvise sammenlignelige træk i en sådan grad, at den er i konkurrence med UCITS-investeringsinstitutterne.

Betingelsen skal fortolkes indskrænkende. Det vil derfor kun være i helt særlige tilfælde, at betingelsen isoleret vil medføre, at en ►enhed◄ ikke anses for at være en investering.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, styresignaler mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse	Afgørelsen i stikord	Yderligere kommentarer
EU-domme
C-595/13, Fiscale Eenheid X	EU-Domstolens fastslog, at 6. momsdirektivs artikel 13, punkt B, litra d), nr. 6, svarende til artikel 135, stk. 1, litra g i Momssystemdirektivet skal fortolkes således, at investeringsselskaber som de i hovedsagen omhandlede selskaber, hvori der er indskudt kapital af flere investorer, som bærer den risiko, der er forbundet med forvaltningen af aktiverne indskudt i disse selskaber med henblik  på køb, besiddelse, administration og salg af fast ejendom for at opnå et afkast, der udloddes til samtlige andelshavere i form af dividendeudbetaling, idet de sidstnævnte også drager fordel af andelens værdistigning, kan anses for "investeringsforeninger". For at der er tale om en investeringsforening omfattet af bestemmelsen er det dog en forudsætning, at det pågældende investeringsselskab er underlagt et særligt statsligt tilsyn.	Skattestyrelsen har med baggrund i bl.a. denne dom udsendt styresignalet SKM2019.548.SKTST. Styresignalet er ophævet, idet styresignalet er indarbejdet i nærværende afsnit.
C-464/12, ATP PensionService A/S	6. momsdirektivs artikel 13, punkt B, litra d), nr. 6), skal fortolkes således, at de omhandlede pensionskasser kan være omfattet af denne bestemmelse, når de finansieres af de personer, der skal have pensionerne udbetalt, når opsparingen investeres ud fra princippet om risikospredning, og når investeringsrisikoen bæres af pensionskunderne. Det har i denne henseende ingen betydning, at bidragene indbetales af arbejdsgiveren, at størrelsen af indbetalingerne beror på kollektive aftaler mellem arbejdsmarkedets organisationer, at måden, hvorpå pensionsopsparingen udbetales, kan variere, at bidragene er fradragsberettigede i henhold til reglerne om indkomstskat, eller at det er muligt at supplere pensionen med et sekundært forsikringselement.	SKAT har med baggrund i dommen udsendt styresignalet SKM2015.734.SKAT.  Styresignalet er ophævet, idet styresignalet er indarbejdet i afsnit D.A.5.11.9.3
C-424/11, Wheels Common Investment Fund Trustees Ltd, m.fl.	6. momsdirektivs artikel 13, punkt B, litra d), nr. 6), og artikel 135, stk. 1, litra g), i Momssystemdirektivet skal fortolkes således, at en investeringsfond, hvori en pensionsordnings aktiver er samlet, ikke er omfattet af det i bestemmelserne omhandlede begreb "investeringsforening", når medlemmerne af ordningen ikke bærer den risiko, der er knyttet til forvaltningen af fonden, og når de bidrag, arbejdsgiveren indbetaler til pensionsordningen, for ham udgør et middel til at opfylde sine retlige forpligtelser i forhold til sine ansatte.	Skattestyrelsen har med baggrund i bl.a. denne dom udsendt styresignalet SKM2019.548.SKTST.
C-44/11, Deutsche Bank AG	Dommen omhandler den momsmæssige behandling af såkaldte porteføljeforvaltningsydelser til investorkunder. Investorkunderne var typisk fysiske personer (privatkunder). Ydelserne bestod i: At investorkunderne gav Deutsche Bank i opdrag selvstændigt at forvalte værdipapirer under hensyntagen til investeringsstrategier valgt af investorkunderne. Uden forudgående at indhente instruktioner fra kunderne i forbindelse med de enkelte handler traf banken alle relevante foranstaltninger med henblik på forvaltningen. Banken var bemyndiget til at råde over aktiverne (værdipapirer) i investorkundernes navn og for deres regning. I forbindelse med forvaltningen foretog Deutsche Bank ligeledes konto- og depotføring. Banken var med andre ord - inden for rammerne af den valgte investeringsstrategi - bemyndiget til selvstændigt at træffe beslutning om at købe eller sælge værdipapirer i kundens navn og for dennes regning (eller undlade sådanne køb eller salg) uden at indhente instruks fra kunderne. Ligesom banken gennemførte handlerne. Domstolen fandt, at disse to delelementer ikke tjente noget formål hver for sig uden hinanden. Begge elementer var nødvendige for leveringen af den samlede ydelse. Det var derfor ikke muligt at anse det ene element for hovedydelsen og det andet for en biydelse. Elementerne udgjorde af samme grund momsmæssigt én enkelt økonomisk ydelse, som det ville være kunstigt at opdele. Denne ydelse var bedømt i sin helhed hverken omfattet af fritagelsen i Momssystemdirektivets artikel 135, stk. 1, litra f), eller g) (ML § 13, stk. 1, nr. 11, litra e) eller f).	Individuel porteføljeforvaltning er således momspligtig i sin helhed. Momspligten omfatter også den del af vederlaget, som er knyttet til handel med værdipapirer. For så vidt angår den del af vederlaget, som er knyttet til handel med værdipapirer, er der tale om en praksisændring med virkning fra 1. juli 2013. Se SKM2012.751.SKAT.
C-363/05, JP-Morgan	EU-domstolen fastslår, at momsfritagelsen af investeringsforeninger giver medlemsstaterne et skøn til at definere, hvilke foreninger der på deres område omfattes af begrebet »investeringsforeninger«.
Skatterådet
SKM2022.290.SR	Skatterådet fandt, at koncernforbundne selskaber momsretligt skal anses for én og ikke flere investorer, når det skal vurderes om et investeringsinstitut udøver kollektiv investering. Skatterådet henså herved til kvalifikationen af koncernforbudne selskaber i anden lovgivning om kollektiv investering. Som konsekvens heraf udøver et investeringsinstitut ikke kollektiv investering og opfylder derfor ikke betingelserne for at blive kvalificeret som en investeringsforening, når investeringsinstituttet udelukkende investerer på vegne af et eller flere koncernforbundne selskaber. Skatterådet kunne derfor ikke bekræfte, at der ikke skal afregnes moms af forvaltningsydelser til brug for afdelinger af en investeringsforening, som alene investerer på vegne af et eller flere koncernforbundne selskaber. Derimod kunne Skatterådet bekræfte, at Spørger ikke skal afregne moms af forvaltningsydelser til brug for afdelinger af en investeringsforening med to eller flere uafhængige investorer.
SKM2022.175.SR	Skatterådet fandt, at koncernforbundne selskaber momsretligt skal anses for én og ikke flere investorer, når det skal vurderes om et investeringsinstitut udøver kollektiv investering. Skatterådet henså herved til kvalifikationen af koncernforbundne selskaber i anden lovgivning om kollektiv investering, Som konsekvens heraf udøver et investeringsinstitut ikke kollektiv investering og opfylder derfor ikke betingelserne for at blive kvalificeret som en investeringsforening, når investeringsinstituttet udelukkende investerer på vegne af et eller flere koncernforbundne selskaber. I den konkrete sag kunne Skatterådet derfor ikke bekræfte, at de forvaltningsydelser, som forvaltningsselskabet leverede til en afdeling i et investeringsinstitut, var fritaget for moms.
SKM2022.135.SR	Skatterådet bekræftede, at forvaltningsydelser leveret til en række ejendomsfonde var momsfritaget, idet fondene momsretligt kunne kvalificeres som investeringsforeninger. Ved vurderingen af, hvorvidt betingelsen om risikospredning var opfyldt henså Skatterådet bl.a. til, at fondene investerede i et stort antal ejendomme (trecifret antal), der var en vis geografisk spredning, ligesom fondene investerede i både beboelses- og erhvervsejendomme.
SKM2022.128.SR	Som følge af, at Spørger ikke havde indsendt nærmere oplysninger om det særlige statslige tilsyn, som aftagerne var underlagt i det pågældende tredjeland, var det i den konkrete sag ikke muligt at tage stilling til, hvorvidt aftageren i medfør af de nationale regler i etableringslandet var undergivet et særligt statsligt tilsyn og dermed kunne anses for investeringsforeninger. Skatterådet afviste derfor at besvare spørgsmålene.
SKM2013.547.SR	Skatterådet kunne ikke bekræfte, at individuel porteføljeforvaltning er momsfri. Det kan ikke medføre et andet resultat, at ydelserne opdeles sådan, at der indgås en kontrakt om indledende rådgivning om investeringsstrategi med et særskilt vederlag, og at der indgås en anden kontrakt - med et særskilt vederlag - om efterfølgende løbende overvågning af investeringerne, optimering af investeringerne gennem kvartalsvise beslutninger om at købe/sælger værdipapirer og gennemførelse af handlerne gennem instrukser til et pengeinstitut eller en anden værdipapirhandler i kundens navn og for dennes regning. Ydelserne kan ikke anses for momsfri forvaltning af investeringsforeninger allerede fordi, at ydelserne leveres til de enkelte investorer.