Indhold

I afsnittet beskrives, hvad en beholdningsoversigt er, og der gives eksempler på spørgsmål, som opstår i forbindelse med beholdningsoversigten.

Afsnittet indeholder:

  • Hvad er en beholdningsoversigt?
  • Hvilke aktier skal stå på beholdningsoversigten.

Hvad er en beholdningsoversigt?

En beholdningsoversigt er en oversigt over alle de aktier og andre værdipapirer, som er omfattet af ABL, som en person ejer på det tidspunkt, hvor skattepligten til Danmark ophører. Aktier hvor den beregnede skat skal betales ved fraflytningen (aktier hvor avanceopgørelsen sker efter lagerprincippet), og realisationsbeskattede aktier, hvor personen har betalt fraflytterskatten, skal ikke med på beholdningsoversigten. Se ABL § 39 A, stk. 1, 2. pkt.

Følgende aktier skal stå på den beholdningsoversigt, som skal indsendes til Skattestyrelsen i forbindelse med, at skattepligten til Danmark ophører:

  • Alle aktier og andre værdipapirer omfattet af ABL, hvor gevinst eller tab opgøres efter realisationsprincippet. Det gælder også værdipapirer, hvor det ved opgørelse af gevinst og tab konstateres, at gevinst/tab er 0 kr. og aktier, hvor der er et latent tab. Realisationsbeskattede aktier, hvor personen har valgt at betale fraflytterskatten, skal derimod ikke med.
  • Aktier omfattet af overgangsreglen i ABL § 44, som kan afstås uden beskatning. (Grunden til at disse aktier skal stå på beholdningsoversigten er, at når der udbetales udbytter eller foretages andre transaktioner, som bevirker, at der skal betales af på henstandssaldoen, skal der betales af på henstandssaldoen, også for så vidt angår aktier som kan sælges uden beskatning, fordi de er omfattet af ABL § 44.)

Hvis der efterfølgende sker en skattefri aktieombytning, fusion eller spaltning, i et af de selskaber, som står på beholdningsoversigten, skal de aktier, der erhverves med succession, også med på beholdningsoversigten. Se ABL § 39 A, stk. 1, 3. pkt.

Hvilke aktier skal stå på beholdningsoversigten

Når en aktie er kommet på beholdningsoversigten, kan en person ikke efterfølgende få fjernet aktien fra beholdningsoversigten ved at betale fraflytterskatten på aktien. Har en person således valgt at få henstand med fraflytterskatten på en konkret aktie, er personen bundet af valget, og kan kun få fjernet aktien fra beholdningsoversigten, hvis personen afstår aktien.

Det er uden betydning, om anmodningen om at betale fraflytterskatten på en konkret aktie og få den fjernet fra beholdningsoversigten, indsendes kort eller lang tid efter at skattepligten til Danmark er ophørt.

Personen kan godt frivilligt betale en del af den skyldige fraflytterskat, og få frigivet en tilsvarende del af den stillede sikkerhed, men der skal for alle aktier på beholdningsoversigten fortsat betales af på den skyldige fraflytterskat, hver gang der sker en af de transaktioner, som medfører at der skal afdrages på henstandssaldoen.

Se også

Se også i afsnittet "Hvad skal personer beskattes af ved fraflytning?", om hvilke aktier personen ikke skal beskattes af, fordi aktierne ved fraflytningen var omfattet af ABL § 44.