Indhold

Dette afsnit beskriver simple gældsbreve og simple fordringer.

Afsnittet indeholder:

Regelgrundlag
Sikringsakt
Legitimationsvirkning
Udlæg i borttransporterede fordringer, factoring
Udlæg i Dankort-betalinger
Udlæg i bankindeståender
Sikring af et udlæg i bankindeståender
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Regelgrundlag

Alle gældsbreve og fordringer, hvad enten de er skriftlige eller mundtlige, er omfattet af gældsbrevslovens kapitel 3 om simple fordringer.

Dette gælder dog ikke for:

De gældsbreve og fordringer, der er nævnt i gældsbrevslovens § 11, stk. 2 (omsætningsgældsbreve) dvs.:
- Gældsbreve, der lyder på betaling til ihændehaveren eller ikke angiver, hvem gælden skal betales til (ihændehavergældsbreve).
- Gældsbreve, der lyder på betaling til bestemt person eller ordre (ordregældsbreve).
- Gældsbreve, der giver pant i registreret skib eller luftfartøj, medmindre der i gældsbrevet er indføjet ordene »ikke til ordre« eller tilsvarende forbehold.
- Gældsbreve, der lyder på betaling til en bestemt person (navnegældsbreve), når de utvetydig angiver, at de skal være omsætningsgældsbreve.
- Se mere om omsætningsgældsbreve i G.A.3.2.2.1.3.7.3.2
Digitale pantebreve efter tinglysningslovens regler
Fondsaktiver.

Sikringsakt

Når man foretager udlæg i simple gældsbreve eller simple fordringer, er der som udgangspunkt intet krav om, at man foretager en sikringsakt. Den, der foretager udlægget, er sikret både over for skyldnerens øvrige kreditorer og godtroende aftaleerhververe fra udlæggets foretagelse. Se retsplejelovens § 526, stk. 1 og 2.

I modsætning til tidligere skal der dog nu foretages en sikringsakt ved udlæg i simple tinglyste digitale pantebreve, nemlig tinglysning af udlægget. Ved overdragelse af simple tinglyste digitale pantebreve er sikringsakten tinglysning ligesom ved de øvrige pantebreve. Se fx tinglysningslovens § 47, stk. 6, hvad angår løsørepantebreve.

Hvis der foretages udlæg i et papirbaseret pantebrev, skal fogeden tage dette med og sende pantebrevet til tinglysningskontoret i forbindelse med tinglysning af udlægget. Se § 15, stk. 3 i lov nr. 539 af 8. juni 2006, som er ændret ved § 2 i lov nr. 504 af 12. juni 2009, hvoraf fremgår, at pantebrevet ved tinglysningen skal konverteres til et digitalt pantebrev.

Hvis det simple gældsbrev eller den simple fordring er knyttet til et dokument, bør fogeden tage dokumentet med og opbevare det. Se retsplejelovens § 523, stk. 2. Dette er ikke for at iagttage en sikringsakt, men derimod for at kunne bevise, at fogeden nu er rette indehaver af dokumentet, og dermed har ret til betalingen. Se retsplejelovens § 524.

Sikringsakt ved overdragelse af simpelt gældsbrev eller simpel fordring, herunder sekundære udlæg

Den, der får overdraget et simpelt gældsbrev eller en simpel fordring til eje eller pant, skal derimod foretage en sikringsakt for at være beskyttet mod overdragerens retsforfølgende kreditorer.

Sikringsakten består i, at fordringsskyldneren får besked om overdragelsen fra overdrageren eller erhververen. Se gældsbrevslovens § 31, stk. 1.

Hvis fordringsskyldneren får denne meddelelse fra en erhverver, før restanceinddrivelsesmyndigheden foretager udlæg i fordringen, får erhververen førsteprioritet til fordringen. Restanceinddrivelsesmyndigheden bliver så sekundært berettiget til fordringen, fordi der godt kan foretages udlæg i allerede behæftede aktiver. Se retsplejelovens § 508. Restanceinddrivelsesmyndigheden bør i denne situation meddele erhververen, at restanceinddrivelsesmyndigheden er sekundært berettiget til fordringen som følge af vores udlæg.

Det sekundære udlæg bliver naturligvis kun interessant i det omfang, at der rent faktisk er en "friværdi" i fordringen. Dette er tilfældet, hvis aftaleerhververen får udbetalt hele beløbet, men kun har krav på en del af det, eller hvis han kun får udbetalt en del af fordringen, og restanceinddrivelsesmyndigheden derfor har krav på udbetaling af resten af fordringen.

Dobbeltoverdragelse af fordring

I tilfælde af at en fordring bliver overdraget flere gange, er den erhverver, der først meddeler fordringsdebitor (den der skylder penge jf. fordringen) om overdragelsen af fordringen, sikret retten til fordringen. Det er under forudsætning af, at han var i god tro om, at der ikke var andre rettighedshavere ved underretningen til fordringsdebitor. Se gældsbrevslovens § 31, stk. 2. Dette gælder, selvom han først fik overdraget fordringen efter, at en anden havde erhvervet fordringen.

Ved overdragelse af simple gældsbreve eller simple fordringer får erhververen ikke bedre ret end overdrageren, hverken over for gældsbrevets eller fordringens skyldner eller over for en tidligere indehaver af fordringen. Se gældsbrevslovens § 27. En overdragelse kan derfor ikke føre til, at skyldneren mister sine indsigelser. De indsigelser, skyldneren havde mod overdrageren, kan han også gøre gældende mod erhververen, selv om erhververen var i god tro. Det gælder også, når der er foretaget udlæg i fordringen. Se gældsbrevslovens § 27.

Eksempel

ToldSkat havde den 2. april 2003 foretaget udlæg for 348.334 kr. i en fordring, som anpartsselskabet G (skyldneren) havde hos aktieselskabet H. Fordringen udgjorde ifølge et kontoudtog af samme dato 1.326.332,75 kr. ToldSkat meddelte udlægget over for H samme dag. ToldSkat meddelte herefter H i et brev af 14. maj 2003, at der var gennemført modregning med den udlagte fordring i Hs fordring på negativ moms for marts måned 2003.

G blev taget under konkursbehandling ved dekret af 21. august 2003. I kurators halvårsredegørelse af 23. december 2004 anførte boet, at dets fordring mod H var nedskrevet til 0 kr. Fordringen blev nedskrevet, fordi boets kreditorer ikke havde givet tilsagn om at stille sikkerhed, så man kunne gennemføre en retssag mod H, der nu bestred fordringen.

Landsretten udtaler i sin afgørelse, at ToldSkat indtrådte som kreditor i forhold til H ved udlægget. Derfor var gensidighedsbetingelsen opfyldt, da modregningen blev gennemført. Landsretten anså ikke det, at kurator undlod at forfølge fordringen mod H som en anerkendelse af, at kravet ikke bestod, eller at det kunne sidestilles med et frivilligt forlig. Landsretten afgjorde, at ToldSkat havde ret til at foretage udlægget, fordi H hverken ved ToldSkats meddelelse om udlægget eller den senere modregning kom med konkrete indsigelser mod Gs fordring. Der var heller ikke kommet oplysninger, der kunne underbygge, at Gs fordring mod H var mindre end det beløb, der blev modregnet. Højesteret har af de grunde, der var anført af landsretten, stadfæstet dommen. Se UfR 2008.1145HR.

Legitimationsvirkning (retten til udbetaling af det skyldige beløb efter fordringen)

Skyldneren frigøres uanset overdragelsen af det simple gældsbrev eller den simple fordring ved betaling til overdrageren. Det gælder dog ikke, hvis skyldneren vidste, at overdrageren ikke længere havde ret til at modtage betalingen, eller hvis skyldneren ikke har udvist den agtpågivenhed, som forholdene krævede. Se gældsbrevsloven § 29.

Se også SKM2012.585.BR hvor SKAT havde givet telefonisk meddelelse til en bank, umiddelbart efter at der var foretaget udlæg i indestående på en bankkonto tilhørende et ægtepar. Nogle få minutter før SKATs telefoniske henvendelse ringede den ene ægtefælle og anmodede om overførsel af indeståendet på kontoen til en anden konto. Da banken efterfølgende blev bragt i ond tro om det ved udlægget skete kreditorskifte, kunne banken ikke udbetale indeståendet til andre end SKAT.

Gældsbrevsloven § 29 er udtryk for den naturlige retsstilling, at den, der skylder penge til en anden, skal kunne betale med frigørende virkning til denne. Reglen indeholder dog en modifikation, da skyldner ikke bliver frigjort, når han betaler til den oprindelige kreditor, hvis skyldneren vidste, at overdrageren ikke længere havde ret til at modtage betalingen, eller hvis skyldneren ikke har udvist den agtpågivenhed, som forholdene krævede.

Eksempel

Hvis en person, som har krav på betaling i henhold til en fordring, overdrager en simpel fordring til først A og dernæst B, og fordringsdebitor ikke har kendskab og ikke burde have kendskab til overdragelsen til A, men derimod først får meddelelse om overdragelsen fra B, frigøres fordringsdebitor ved betaling til B, selv om fordringen i virkeligheden tilkom A, fordi B var i ond tro, da han gav underretningen til fordringsskyldneren. Se gældsbrevslovens § 31, stk. 2.

Hvis B var i god tro om, at A i realiteten var berettiget til pengene, fordi A først fik overdraget fordringen, vil A kunne kræve beløbet udbetalt af B og/eller kræve erstatning af overdrageren.

Fordringsdebitor kan også betale det skyldige beløb til B, hvis A var en udlægshaver og B en erhverver af fordringen. I denne situation kan B dog ikke tilsidesætte udlægshavers stiftede ret, idet udlægshaver er sikret fra udlæggets foretagelse. Se retsplejelovens § 526, stk. 1 og 2. Hvis udlægshaver forsømmer at give underretning, mens B giver en sådan til fordringsdebitor, vil fordringsdebitor være frigjort ved opfyldelsen over for B. Udlægshaver har derfor ikke længere noget krav mod fordringsdebitor, men må som følge af sin ret til fordringen kunne kræve beløbet udbetalt af B, der ikke var materielt berettiget til fordringen, der i stedet tilhørte udlægshaver. Se retsplejelovens § 526, stk. 1 og 2.

For at udlægshaveren kan kræve betaling fra fordringsdebitor, skal han derfor give fordringsdebitor underretning om det foretagne udlæg. Restanceinddrivelsesmyndigheden skal derfor altid give underretning til skyldner, når der foretages udlæg i simple gældsbreve eller simple fordringer. Der skal anmodes om kvittering fra skyldner for, at han har modtaget underretningen.

Gældsbrevs- eller fordringsdebitor bliver frigjort ved betaling til udlægshaver på samme måde som ved betaling efter overdragelse af gældsbrevet eller fordringen. Se retsplejelovens § 524.

Udlæg i borttransporterede fordringer - factoring

Som et led i finansieringen af en virksomheds drift sker der ofte belåning af debitorerne (den såkaldte "factoring"-ordning). Ordningen indebærer, at fakturaerne forsynes med en transportpåtegning om, at betaling med frigørende virkning kun kan ske til transporthaveren. Ordningen kan etableres med fx:

Et factoring-firma
Virksomhedens sædvanlige pengeinstitut
Et søster- eller datterselskab (såkaldt intern factoring).

Som betingelse for at virksomhedens kreditorer skal respektere fakturabelåningen, kræves det, at hver enkelt faktura til kunderne er forsynet med en tekst (eventuelt et stempel), der klart angiver, at fordringen er borttransporteret. Se gældsbrevsloven § 31, stk. 1.

En ordning om at belåne fakturaer medfører normalt ikke, at pantefogeden er afskåret fra at foretage udlæg i allerede udførte, men endnu ikke fakturerede arbejder eller leverancer.

Hvis restanceinddrivelsesmyndigheden foretager udlæg i arbejde, der er udført, og udlægget foretages, inden factoringsselskabet foretager sin sikringsakt ved at meddele fordringsdebitor om overdragelsen, fortrænger restanceinddrivelsesmyndighedens udlæg factoringsselskabets ret. Dette er, fordi restanceinddrivelsesmyndighedens udlæg er sikret imod andre aftaleerhververe og kreditorer fra dets foretagelse. Se retsplejelovens § 526, stk. 1 og 2 og gældsbrevslovens § 31, stk. 1. Så snart restanceinddrivelsesmyndigheden har foretaget udlæg, skal restanceinddrivelsesmyndigheden informere fordringsdebitor om udlægget. Se gældsbrevslovens § 29.

Til en factoring-ordning er der ofte tilknyttet en sikringskonto, hvor en del af fakturabeløbene indsættes (typisk omkring 20 %). Der kan også foretages udlæg i denne sikringskonto.

Hvis belåningen af fakturaerne er oprettet som et værn mod kreditorer, så virksomheden reelt kan disponere over hele fakturabeløbet, fordi beløbet indgår på en kassekredit med trækningsret, er der mulighed for at underkende transportpåtegningerne på fakturaerne. I disse tilfælde må pantefogeden foretage udlæg i fakturabeløbet og indbringe sagen for fogedretten til at afgøre prioritetsstillingen. Der kan også anlægges sag mod transporthaveren med påstand om, at transporten hverken er til eje eller til sikkerhed. Den, der foretager udlægget, har bevisbyrden i disse sager.

Eksempel

En fiskeskipper, F, havde meddelt sin bank, B, en skriftlig, uigenkaldelig transport på tilgodehavender hos en fiskefabrik, I, for landing af fisk i henhold til en landingsaftale. Efter denne havde F ret, men ikke pligt, til at lande fisk hos I.

Dagen før udbetaling af et efterbetalingsbeløb havde en af Fs kreditorer, K, foretaget udlæg i Fs tilgodehavende. I havde imidlertid under henvisning til den behørigt meddelte transport udbetalt beløbet til B. K gjorde gældende, under den herefter anlagte sag mod I, at transporten var uden retsvirkning, hvorfor beløbet burde være udbetalt til K.

Landsretten fastslog, at der ikke var tale om generalpant, som hævdet af K. Landingsaftalen var efter det oplyste normal i branchen og havde en sådan klarhed og entydighed, at den kunne danne grundlag for pantsætning. Da K desuden ikke havde påvist nogen mulighed for, at ordningen kunne misbruges til skade for Fs øvrige kreditorer, fik K ikke medhold. Se UfR 1994.104 VLD.

Udlæg i dankort-betalinger

Udlæg kan foretages i dankort-betalinger. Se UfR 2000.715 ØLD.

En pantefoged havde den 24. november 1994 foretaget udlæg for et skattekrav hos en forretningsindehaver, R, i kundernes elektroniske indbetalinger ("dankort-betalinger") den pågældende dag indtil kl. 14.45. På det tidspunkt var der indbetalt 1.625 kr. Samme dag, kl. 15.05, meddelte pantefogeden dette til banken B, hvor R havde en krediteringskonto tilknyttet dankort-terminalen. B afviste at notere meddelelsen og nedbragte i stedet Rs kredit med det pågældende beløb.

I retssagen mod B gjorde B gældende, at meddelelsen skulle gives til den enkelte kundes pengeinstitut, men fik ikke medhold.

Landsretten udtalte, at det ifølge betænkning nr. 965 fra 1982 ("Rapport om betalingskort") var hensigten at sidestille en dankort-betaling med en kontant betaling, forudsat at der er dækning på kortindehaverens konto. Landsretten udtalte desuden, at den omstændighed, at dankort-betalinger først krediteres forretningens konto den følgende dag, ikke kunne føre til, at udlægget var sket i strid med retsplejelovens § 508 om forbud mod udlæg i fremtidige erhvervelser.

Landsretten lagde desuden til grund, at det vil være muligt at efterspore de dankort-betalinger, der er foretaget indtil et bestemt klokkeslæt på dagen, hvorfor det udlagte måtte regnes for tilstrækkeligt identificeret.

Udlæg i bankindeståender

Der er intet til hinder for, at der foretages udlæg i bankindeståender, fordi disse kan betragtes som skyldnerens simple fordringer mod et pengeinstitut. Hvis udlægsforretningen foretages hos pengeinstituttet, så indeståendet straks udbetales, er der dog tale om udlæg i penge og ikke i fordringer. Se retsplejelovens § 521.

Restanceinddrivelsesmyndigheden skal snarest muligt give pengeinstituttet besked om, at restanceinddrivelsesmyndigheden har foretaget udlæg. Samtidig skal restanceinddrivelsesmyndigheden bede om at få udbetalt det udlagte beløb.

Sikringsakt ved udlæg i bankindeståender

Restanceinddrivelsesmyndigheden behøver ikke at foretage nogen særlig sikringsakt for at beskytte udlægget over for skyldnerens øvrige kreditorer og aftaleerhververe. Se retsplejelovens § 526, stk. 1 og 2. Det er. fordi udlægget allerede er beskyttet over for skyldnerens øvrige kreditorer, når man gør udlæg i bankindeståender.

Udlægget er også beskyttet over for et pengeinstitut, selv om pengeinstituttet har et tilgodehavende hos skyldneren. Dette er tilfældet, hvis:

Der er en afviklingsaftale mellem pengeinstituttet og kontohaver, der ikke er misligholdt,
Udlånet til kunden ikke er opsagt eller lignende, og dermed ikke er forfaldent til tilbagebetaling.

Pengeinstituttet har, med andre ord, ikke et forfaldent krav, der kan bruges til modregning, så længe en aftale om afvikling af skyldnerens lån er overholdt. Havde pengeinstituttet derimod et sådant krav mod kontohaveren på tidspunktet, hvor udlægget blev foretaget, ville dette kunne modregnes i kontoen før udlægget.

Eksempel: Pengeinstitut kunne ikke modregne

En kommune foretog udlæg for restanceinddrivelsesmyndigheden i en skatteyders indestående på en etableringskonto i en sparekasse. Da udlægget blev foretaget, havde sparekassen en fordring på skatteyderen og ønskede nu at benytte denne fordring til modregning. Da sparekassens fordring mod skatteyderen imidlertid ikke kunne regnes for at være forfalden, da kommunen foretog udlægget, kunne sparekassen ikke benytte fordringen til modregning. Se gældsbrevslovens § 28. Se UfR 1988.589 VLD

Se også

Se også afsnit A.D.13 om modregning.

Er afviklingsaftalen misligholdt, eller foreligger der ikke fra pengeinstituttet långivning (fx hvis kontohaver overtrækker kontoen), har pengeinstituttet derimod adgang til at modregne, selvom der er foretaget udlæg. Det er dog en betingelse, at pengeinstituttet ikke har forholdt sig passivt, da overtrækket blev konstateret.

Eksempel: Pengeinstitut kunne modregne

Fra en lønmodtagers konto i en bank blev der efter stående ordre overført et beløb til lønmodtagernes dankort-konto i samme bank samtidig med, at lønmodtageren selv hævede et beløb på kontoen. Kontoen blev herved negativ med ca. 700 kr. Samme dag sendte banken et kontoudskrift med den negative saldo til lønmodtageren. Den følgende dag foretog skattevæsenet udlæg i dankort-kontoen for en skatterestance. Det antoges, at banken i medfør af en analogi af gældsbrevslovens § 28 kunne modregne med de ca. 700 kr. Se UfR 1988.821 ØLD

Se TfS 1999.134 ØLK, refereret nedenfor, om sammenblanding af et selskabs og en personlig skyldners penge på skyldners konto.

Slutafregning

Er der aftalt såkaldt slutafregning (aftaler hvor alle fordringer på et tidspunkt samles til en) kan det imidlertid aftales, at udlæg (og øvrige insolvensretlige skridt) i en konto i et pengeinstitut medfører, at en eventuel anden konto skal afvikles straks, da udlægget medfører misligholdelse. Det er som udgangspunkt kun juridiske personer og erhvervsdrivende fysiske personer, der kan være part i slutafregningsaftaler.

Dermed vil banken kunne modregne eventuel skyld, som skyldner/bankkunden måtte have på andre debetkonti, i indestående på den konto, som Skatteforvaltningen foretager udlæg i. Dette skyldes, at der ifølge gældsbrevslovens § 28 kan modregnes, hvis bankens fordring mod skyldner/bankkunden forfalder senest samtidig med udlægget. Og det vil fordringen netop gøre, som følge af aftalen om, at udlæg medfører misligholdelse, der bevirker, at eventuelle debetkonti forfalder til betaling straks.

En sådan klausul om, at udlæg (og øvrige insolvensretlige skridt) er en misligholdelsesgrund, der medfører, at eventuelle lånekonti forfalder til betaling straks, skal formentlig være aftalt senest ved låneforholdets etablering, og i hvert fald senest inden de nævnte forfaldsgrunde indtræder (udlæg, konkurs mv.), for at have gyldighed i forhold til andre retsforfølgende kreditorer. Det må forventes, at en sådan klausul vil blive indført i alle fremtidige erhvervslåneengagementer.

Legitimationsvirkning ved udlæg i bankindeståender

Udlægshaver i et bankindestående skal altid meddele udlægget til pengeinstituttet, så kontohaveren fratages muligheden for at disponere over indeståendet. Se gældsbrevslovens §§ 29 og 34. Desuden har underretningen det praktiske formål, at pengeinstituttet afkræves kontoens indestående udbetalt til udlægshaveren.

I UfR 1995.223 ØLK, blev det antaget, at et pengeinstitut i det indestående, hvori en pantefoged havde foretaget udlæg, i henhold til sine forretningsbetingelser kunne modregne et gebyr på 350 kr. for notering af udlægget. Se gældsbrevslovens § 28.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelser	Afgørelsen i stikord	Yderligere kommentarer
Højesteret
UfR 2008.1145 HR	Restanceinddrivelsesmyndigheden foretog udlæg i fordring, som skyldnerselskabet, der senere gik konkurs, havde mod et andet selskab. Fordringsdebitor havde et krav mod restanceinddrivelsesmyndigheden på negativ moms. Restanceinddrivelsesmyndigheden var berettiget til at modregne dette krav.	Modregning/udlæg
Landsretten
UfR 2000.715 ØLR	Udlæg i dankortindbetalinger til butik blev sidestillet med kontant betaling. Selvom dankortbetalingerne først krediteres butikkens konto dagen efter, var der ikke tale om udlæg i fremtidige fordringer, da dette skyldes bankens forretningsbetingelser. Indbetalingerne kunne i øvrigt identificeres tilstrækkeligt, da fogeden havde noteret tidsrummet for indbetalingerne.	Udlæg
TfS 1999.134 ØLR	En skatteskyldner, A, var ansat som daglig leder af et anpartsselskab, der havde hans mor som direktør. Ved en fejl blev et beløb på ca. 261.000 kr. overført til As bankkonto, selv om det retmæssigt tilkom selskabet. I 1998 foretog en kommune udlæg i As konto for en større personlig skatterestance. Både fogedretten og Landsretten fandt, at der var sket en sådan sammenblanding af selskabets og As midler, at selskabets ret ikke var beskyttet over for As personlige kreditorer, hvorfor udlægget blev opretholdt	Udlæg
UfR 1995.223 ØLR	Det blev antaget, at et pengeinstitut i det indestående, hvori en pantefoged havde foretaget udlæg, i henhold til sine forretningsbetingelser kunne modregne et gebyr på 350 kr. for notering af udlægget. Se gældsbrevsloven § 28.	Udlæg
UfR 1994.104 VLR	En transport kunne fortrænge et senere udlæg. En fiskeskipper, F, meddelte sin bank, B, en skriftlig, uigenkaldelig transport på tilgodehavender hos en fiskefabrik, I, for landing af fisk i henhold til en landingsaftale, efter hvilken F havde ret, men ikke pligt til at lande fisk hos I. Dagen før udbetaling af et efterbetalingsbeløb havde en af Fs kreditorer, K, gjort udlæg i Fs tilgodehavende. I havde imidlertid under henvisning til transporten udbetalt beløbet til B. Under den herefter mod I anlagte sag gjorde K gældende, at transporten var uden retsvirkning, hvorfor beløbet burde være udbetalt til K. Landsretten fastslog, at der ikke, som hævdet af K, var tale om generalpant. Landingsaftalen var efter det oplyste sædvanlig i branchen og havde en sådan klarhed og entydighed, at den kunne danne grundlag for pantsætning. Da K desuden ikke havde påvist nogen mulighed for, at ordningen kunne misbruges til skade for Fs øvrige kreditorer, fik K ikke medhold.	Transport
UfR 1988.821 ØLR	I denne sag blev der fra en lønmodtagers konto i en bank efter stående ordre overført et beløb til lønmodtagernes dankort-konto i samme bank samtidig med, at lønmodtageren selv hævede et beløb på kontoen. Kontoen blev herved negativ med ca. 700 kr. Samme dag udsendte banken til lønmodtageren en kontoudskrift med den negative saldo. Den følgende dag foretog skattevæsenet udlæg i dankort-kontoen for en skatterestance. Det antoges, at banken i medfør af en analogi af gældsbrevslovens § 28 kunne modregne med de ca. 700 kr.
UfR 1988.589 VLR	En kommune foretog udlæg for restanceinddrivelsesmyndigheden i en skatteyders indestående på en etableringskonto i en sparekasse. Da udlægget blev foretaget, havde sparekassen en fordring på skatteyderen og ønskede nu at benytte denne fordring til modregning. Da sparekassens fordring mod skatteyderen imidlertid ikke kunne regnes for at være forfalden, da kommunen foretog udlægget, kunne sparekassen ikke benytte fordringen til modregning. Se gældsbrevslovens § 28.
Byretten
SKM2012.585.BR	Ved SKATs udlæg i indestående på en bankkonto var der sket kreditorskifte. SKAT gav efterfølgende telefonisk meddelelse om udlægget. Forinden havde den ene af kontohaverne anmodet om overførsel af indeståendet til en anden konto. Banken kunne herefter ikke udbetale indeståendet med frigørende virkning til andre end SKAT.