Indhold

Dette afsnit beskriver de forskellige regler, der er for opgørelse af vinafgiften.

Afsnittet indeholder:

  • Regler for opgørelse af vinafgiften for autoriserede oplagshavere
  • Regler for opgørelse af vinafgiften for registrerede varemodtagere og autoriserede modtagere
  • Regler for opgørelse af vinafgiften ved fjernsalg.

Regler for opgørelse af vinafgiften for autoriserede oplagshavere

Autoriserede oplagshavere skal opgøre den mængde afgiftspligtige varer, der er udleveret fra virksomhedens godkendte lokaler. Se ØLVINAL § 9.

Se også

Se også afsnit E.A.1.2 om systematik for punktafgiftsområdet.

Den afgiftspligtige udlevering er den mængde beskattet vin, som virksomheden har udleveret i månedens løb.

Den afgiftspligtige mængde skal opgøres på grundlag af det nominelle indhold (volumen) i de emballager, som vinen udleveres til forbrug i, dvs. den faktisk udleverede mængde.

Varerne skal regnes med til udleveringen, uanset om de er endeligt solgt eller leveret i konsignation mv.

Varer, der er overført til virksomhedens egne detailudsalg og restaurationer skal regnes med i udleveringen for den måned, hvor overførslen har fundet sted.

Varer, der er udleveret som handelsprøver eller udtaget til forbrug i virksomheden, skal også regnes med til den afgiftspligtige mængde.

Fradrag i den afgiftspligtige mængde

Den autoriserede oplagshaver kan få fradrag i den afgiftspligtige mængde. Se ØLVINAL § 10.

Der gives fradrag for følgende:

  1. Vin, som er tilført en anden autoriseret oplagshaver i Danmark
  2. Vin, som er tilført en virksomhed i et andet EU-land, som er berettiget til at modtage varerne under suspension af afgiften
  3. Vin, som udføres til steder udenfor EU
  4. Vin, som er fritaget for afgift efter ØLVINAL § 11  (fritagelse for en række anvendelser, leverancer til diplomater mv.)
  5. Vin, der hos virksomheden eller under transport til og fra virksomheden er fuldstændig tilintetgjort eller gået uigenkaldeligt tabt, jf. ØLVINAL § 28.
  6. Vin, der returneres, når køberen får godtgjort prisen, inklusive afgiften.

Den administrative praksis for fradrag i vinafgiften, herunder reglerne for svind, brækage mv., svarer til praksis for fradrag i ølafgiften.  

Se også

Se også afsnit E.A.3.3.6.2 om opgørelse af ølafgiften.  

Regler for opgørelse af vinafgiften for registrerede varemodtagere og autoriserede modtagere

Virksomheder, der er registrerede som varemodtagere eller som autoriserede modtagere, skal efter udløbet af hver måned og senest den 15. i den følgende måned angive mængden af varer, som virksomheden har modtaget. Se ØLVINAL § 9, stk. 2.

Registrerede varemodtagere kan ikke få fradrag i den afgiftspligtige mængde, som autoriserede oplagshavere kan.

Se også

Se også afsnit E.A.1.6 om opgørelse af den afgiftspligtige mængde og værdi.

Regler for opgørelse af vinafgiften ved fjernsalg

Udenlandske virksomheder eller deres fiskale repræsentant, som er autoriseret eller registreret for salg af afgiftspligtige varer til Danmark, skal efter udløbet af hver afgiftsperiode opgøre den afgiftspligtige mængde varer, som virksomheden i perioden har solgt her til landet ved fjernsalg.

Muligheder for fritagelse og godtgørelse er afhængig af den enkelte virksomheds registreringsforhold.

Opgørelsen foretages i virksomhedens almindelige forretningsregnskab

Se også

  • Afsnit  A.B.3.5.1 om regnskabsbestemmelser.
  • Afsnit E.A.1.6 om opgørelse af den afgiftspligtige mængde og værdi.